Som barn knyttede jeg mig meget til vores biler. I en sådan grad, at jeg græd som pisket, hvis mine forældre solgte vores daværende bil, for at købe en ny.
I flere uger med en ny bil, kunne de ikke frivilligt få mig med i bilen. Jeg græd og græd hver gang! For de havde jo solgt min ven og nu skulle jeg være forræder mod min tabte ven og acceptere en ny. 
Jeg var så utrolig ulykkelig hver gang. Bilen var mit tilflugtssted. (Min far var både fysisk og psykisk voldelig under min opvækst) Og det var bag bilen jeg gemte mig når de skændes, det var til den jeg hviskede alle mine små hemmeligheder og den jeg kunne regne med.
Så for mig, kunne det lyde som om barnet netop bruger de materielle ting til at holde fast i, for det kan jo ikke dø. Det er så meget lettere at håndtere noget man ved ikke kan gøre det man frygter.
Jeg er nu 35 år og græder altså stadig, hvis jeg skal sælge min bil. Det er stadig min ven. 
Idag går jeg netop også meget op i biler og min bil betyder bare meget for mig.
Anmeld
Citér
