Følsom 4 årig knytter sig til underlige ting

Jeg håber at I har nogle gode råd. 

Jeg har en skøn datter på snart 5 år. Hun er den eftertænksomme type og også meget følsom. Hun har desværre oplevet at miste et kæledyr, en bedsteforælder og oldeforælder på relativt kort tid og er derfor meget bevidst om død, hvilket vi snakker meget om herhjemme. Vi prøver at være åbne og svare på spørgsmål så godt som vi kan ift hendes alder.

Hun er begyndt at knytte sig meget til mystiske ting. Et eksempel er at hun brød grædende sammen da hendes far og jeg snakkede om at lave nyt badeværelse. For hun ville "komme til at savne sit toilet" . Vi fortalte selvfølgelig at der kom et nyt, men nej "det her betød meget for hende". Et andet eksempel var at jeg havde købt nogle planter til afhentning og da vi kommer, har butikken glemt vores ordre og nu var der udsolgt. Jeg var ret irriteret, da vi havde betalt og kun var kørt af sted for det. Igen brød hun grædende sammen "for hun savnede blomsterne, de var hendes venner". Blomster hun aldrig har set. Eller forleden da vi skulle køre ud af en parkeringskælder. Maskinen opførte sig lidt mærkeligt og sagde "transaktion afbrudt" da jeg forsøgte at betale, men beholdt billetten. Så min mand og jeg undrede os noget. Min datter hører os sige at maskinen har taget billetten og igen bliver min datter ulykkelig for billetten var hendes ven osv. Indtil da anede hun jo slet ikke at vi overhovedet havde haft en parkeringsbillet. Hun faldt først til ro da vi lovede at tegne en, da vi kom hjem.

Hvordan håndterer vi det? Situationerne er jo lidt komiske på sin vis men for min datter er det jo dybt alvorligt og hun bliver reelt ked af det?! den ene gang kom vi til at grine men fandt hurtigt ud af at hun skam mente det helt reelt og hun er til tider ked af det i over en time over de her ting. 

Vores dreng på 3,5 har lidt samme problemer med at knytte sig til ting. Det er især hans lege køkken og tøj som er problemet. Han kan slet ikke klare at andre skal lege med hans legekøkken og begynder at græde når han hører at hans kusine og fætre kommer, da han så ved at de vil lege med hans køkken. Den ene dag havde vi en ven på besøg og hans datter legede med det og min dreng brød grædende sammen, ville slet ikke have hun skulle stå der henne og da hun var gået, var hun der med det samme og kunne med det samme se flere ting som ikke stod hvor de plejede. Sidst måtte vi fjerne hans køkken før de andre kom, og det gav ham ro på. Vi brugte lang tid på at snakke med ham omkring det, men vi er slet ikke sikre på at det var det rigtige vi gjorde, men det gav ham da ro på.

Med hans tøj er det dog så slemt at vi ikke har kunne få sommertøj på ham. Alle siger man skal bare fjerne tøjet, men han bliver så ulykkelig og søger trøst hos os. Vi er nået så langt at vi har fået t-shits på ham nu, men det er stadig en kamp hvis bestemte bluser ikke er rene. I dag har vi fået ham i shorts, men først da han var kommet hjem med bukser som var gået i stykker i børnehaven og det var stadig en kamp hvor han bare stod og græd over at skulle have shorts på.. Vi har prøvet at snakke om "tøj feen" og hun bare låner tøjet imens det er varmt.. Men så kan han helt ude af det blå begynde at græde over at tøj feen vil låne hans tøj også sidder han bare og græder..

Vi tror at hans reaktion er blevet forstærket af at jeg har haft en rigtig slem graviditet og har været inde og ude af hospitalet. Nu hvor der er mere ro på, og vi egentlig bare venter på at veerne eller dagene til kejsersnittet går, så er der som om der er mere ro på ham, eller han acceptere det lidt bedre end han har gjort. Jeg har selv kunne læse mig til at uro kan forværre det. Så vi håber meget på at når lillesøster er kommer og der er ro på, bliver han også mere rolig omkring alt..

Sabrus skriver:

Vores dreng på 3,5 har lidt samme problemer med at knytte sig til ting. Det er især hans lege køkken og tøj som er problemet. Han kan slet ikke klare at andre skal lege med hans legekøkken og begynder at græde når han hører at hans kusine og fætre kommer, da han så ved at de vil lege med hans køkken. Den ene dag havde vi en ven på besøg og hans datter legede med det og min dreng brød grædende sammen, ville slet ikke have hun skulle stå der henne og da hun var gået, var hun der med det samme og kunne med det samme se flere ting som ikke stod hvor de plejede. Sidst måtte vi fjerne hans køkken før de andre kom, og det gav ham ro på. Vi brugte lang tid på at snakke med ham omkring det, men vi er slet ikke sikre på at det var det rigtige vi gjorde, men det gav ham da ro på.

Med hans tøj er det dog så slemt at vi ikke har kunne få sommertøj på ham. Alle siger man skal bare fjerne tøjet, men han bliver så ulykkelig og søger trøst hos os. Vi er nået så langt at vi har fået t-shits på ham nu, men det er stadig en kamp hvis bestemte bluser ikke er rene. I dag har vi fået ham i shorts, men først da han var kommet hjem med bukser som var gået i stykker i børnehaven og det var stadig en kamp hvor han bare stod og græd over at skulle have shorts på.. Vi har prøvet at snakke om "tøj feen" og hun bare låner tøjet imens det er varmt.. Men så kan han helt ude af det blå begynde at græde over at tøj feen vil låne hans tøj også sidder han bare og græder..

Vi tror at hans reaktion er blevet forstærket af at jeg har haft en rigtig slem graviditet og har været inde og ude af hospitalet. Nu hvor der er mere ro på, og vi egentlig bare venter på at veerne eller dagene til kejsersnittet går, så er der som om der er mere ro på ham, eller han acceptere det lidt bedre end han har gjort. Jeg har selv kunne læse mig til at uro kan forværre det. Så vi håber meget på at når lillesøster er kommer og der er ro på, bliver han også mere rolig omkring alt..

Årh ja, det med tøjet har vi også oplevet. I år har det dog ikke været så slemt som de tidligere år. Da hun var to år kunne vi ikke få t- shirt på hende, hun var så ulykkelig og hev hele tiden i ærmerne. Sidste år var det meget varmt før det lykkedes mig at få gemt termotøj og hue væk. Men i år gik overgangen nogenlunde smertefrit. Vi starter stadig i lange bukser og lange ærmer hver dag, men hun kommer hjem med shorts på.

Ift legetøj så har vi øvet det meget og jeg synes faktisk at hun klarer det ret fint. Men enig, vi bruger også det med at gemme særlige ting væk. Legetøj kan jeg dog forstå tilknytningen til. Det undrer mig med ting som toilet, p billet mm

Uden at være psykolog, så tænker jeg at det nok handler om at hun prøver at håndtere tabet af familiemedlemmerne og hendes kæledyr. Det er nok svære følelser for hende at udtrykke og håndtere, og så er det tilfældige ting det kommer til at handle om.

Er ikke helt sikker på hvordan I håndterer det bedst. Måske kunne I finde en bog om emnet? Tænker der må findes nogle gode bøger om børn og dét at miste og døden. 

Lyder som autisme

Vores søn har det på samme måde og han har altid haft det nu er han 13 og han har en mild autisme men han knytter sig til ting  og har svært ved nye ting men vi snakker rigtig meget om det inden tingene sker her hjemme.

B&J skriver:

Lyder som autisme

Vores søn har det på samme måde og han har altid haft det nu er han 13 og han har en mild autisme men han knytter sig til ting  og har svært ved nye ting men vi snakker rigtig meget om det inden tingene sker her hjemme.

 

Der er intet autisme over det. Pas på med at skrive autisme med så lidt informationer.
Alle mine tre børn har haft svært ved overgange ift. årstider og tøj - de er vokset fra det. 
At ts’s datter knytter sig til ting lige nu er der jo en god forklaring på. 

til trådstarter: 

Det lyder meget som en måde at håndtere hendes tab på.
Jeg synes I lyder til at rumme hende rigtig godt, dejligt for jeres datter.
Tal med pædagogerne om der er en god måde at hjælpe hende på. Måske pædagogerne kan rådføre sig med nogle af deres samarbejdspartner, som har større viden ift. børn i sorg og kan videregive dig rådene. 
Og måske siger de at det I gør nu er super fint og at det går over med tiden. Men det er da en snak værd

Edit: til mor: ) fik ikke trykket citer.

Tak for dit input. Pædagogerne har været til rigtig stor hjælp i det hele, men jeg vil prøve at høre om de har nogle forslag til hvordan vi håndterer det. Jeg tænker bestemt også at det har en sammenhæng med alt den død hun har oplevet. Det kommer bare bag på os hvornår det er hun reagerer. Eller, nu hvor jeg tænker over det, så er det jo noget, der pludseligt er væk/skal væk. Så vi må vist forsøge virkelig at passe på hvordan vi omtaler ting og generelt formulerer os. 

B&J skriver:

Lyder som autisme

Vores søn har det på samme måde og han har altid haft det nu er han 13 og han har en mild autisme men han knytter sig til ting  og har svært ved nye ting men vi snakker rigtig meget om det inden tingene sker her hjemme.

 

Tak for dit indlæg. Jeg kan godt se at det kan minde om autisme, det er dog i høj grad noget vi ser efter at hun pludselig har oplevet at miste flere familiemedlemmer mm så jeg tænker umiddelbart at sammenhængen er der. Men skulle det vise sig at være autisme, så tager vi den derfra

Der er intet autisme over det. Pas på med at skrive autisme med så lidt informationer.
Alle mine tre børn har haft svært ved overgange ift. årstider og tøj - de er vokset fra det. 
At ts’s datter knytter sig til ting lige nu er der jo en god forklaring på. 

til trådstarter: 

Det lyder meget som en måde at håndtere hendes tab på.
Jeg synes I lyder til at rumme hende rigtig godt, dejligt for jeres datter.
Tal med pædagogerne om der er en god måde at hjælpe hende på. Måske pædagogerne kan rådføre sig med nogle af deres samarbejdspartner, som har større viden ift. børn i sorg og kan videregive dig rådene. 
Og måske siger de at det I gør nu er super fint og at det går over med tiden. Men det er da en snak værd

Der er vi så slet ikke enige og det behøver vi heller ikke være selv om man har miste osv kan det jo stadig være et tegn på det og måske skulle jeg ha skrevet måske kunne det være autisme

Og dejligt dine børn er vokset fra det og andre også gør men det er jo ikke alle der gør det og hvis det er en mild grad starter det jo småt. 

Rigtig god aften til dig

Anonym skriver:

Tak for dit indlæg. Jeg kan godt se at det kan minde om autisme, det er dog i høj grad noget vi ser efter at hun pludselig har oplevet at miste flere familiemedlemmer mm så jeg tænker umiddelbart at sammenhængen er der. Men skulle det vise sig at være autisme, så tager vi den derfra

Det håber jeg også og nåede hun bare vokser fra ellers håber jeg der er samtaler for helt små børn i jeres kommune måske kunne det hjælpe på følelserne og tankerne