Hvis ansvar er det? Eller hvem skal gøre det??

Jeg lavet jævnligt mad min mand ikke kan lide. (Ikke for at genere ham men jeg kan lide at eksperimentere i et køkken.. sørger dog for det ikke er hver dag ) når han ikke kan lide maden sidder han høfligt med ved bordet og har smagt det. Få ting rører han slet ikke (f.eks. grød fordi han synes det er som at spise opkast) så når jeg laver grød til aftensmad tager jeg altid rugbrød med ind til dem der ikke vil have grød. (Halvdelen af husstanden elsker grød, den anden halvdel vi ikke røre det)

Hvis jeg har lavet noget som er uspiseligt (og ja det hænder at jeg heller ikke selv kan lide det) så griner vi af det sammen og spiser rugbrød. Kogle gange koger jeg pastA eller varmer en rest. Hvis man bare ikke gider menuen en given dag, sørger man selv for sin mad. Jeg kan godt komme med forslag til hvad vi har i fryseren der nemt kan varmes, men han må dælme lave det selv.

Og hvis du helt reelt tror det er din pligt at køre ud af huset fordi kæresten ikke lige er tilfreds med maden, så er jeg bekymret for hvilken slags forhold du lever i. Det lyder ikke sundt og en kæreste skal ikke bruge "stemningen" som pres for at få den anden part til at gøre noget bestemt.

Desuden så findes der sgu take-out med levering. Selv om han lå med to brækkede ben og en brækket hånd kan han vel bestille sådan noget? Der ville jeg så være flink alligevel og bringe det fra døren og ind

Og i øvrigt er det præcis det samme den anden vej rundt! Han har nogle favoritter som jeg ikke kan fordrage. Så når han laver det, sørger jeg for noget brød til mig selv bagefter

Jeg kan simpelthen ikke afgøre om det her er en joke. Hvis det ikke er, så løb. Hurtigt! 

Jeg var slet ikke kørt ud i første omgang, manden er vel voksen og kan selv smøre sig et stykke rugbrød hvis aftensmaden ikke falder i hans smag. Er det ikke godt nok, så har han vel to ben og kan selv hente noget

Mit liv er simpelhen for kort til at være kærester med et barn

Anonym skriver:

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Kan man ikke lide maden her...så er der selv henter i køleskabet.

Selv min 8 årig ved dette her i huset.

Her er der desuden forskel på om man virkelig ikke kan lide maden, eller om man hellere vil ha andet.

Er det hellere have andet, spiser man det på bordet!

You got to be kidding me ... Det må han sgu selv finde ud af. Han er en voksen mand og virkelig barnlig med den attitude. 

Det skal du simpelthen ikke finde dig i!  

det er da helt hans eget problem - så må han bidrage til fx en madplan og hjælpe med at lave det han godt kan lide

Lpdy skriver:

Jeg kan simpelthen ikke afgøre om det her er en joke. Hvis det ikke er, så løb. Hurtigt! 

Det må være en joke

Tænker du i virkeligheden skriver om en gravid kvinde med cravings og så prøver du at sætte en mand ind, så alle kan være enige om at han er skør og dermed at den gravide er skør og urimelig.

Hanspige skriver:

Tænker du i virkeligheden skriver om en gravid kvinde med cravings og så prøver du at sætte en mand ind, så alle kan være enige om at han er skør og dermed at den gravide er skør og urimelig.

Men selvom man er gravid og har cravings berettiger det da ikke en til at opføre sig sådan?

Jeg har selv været gravid 3x, men har da ikke sendt min mand land og rige rundt. Og især da ikke ud igen, når nu han havde været sød at køre efter noget en gang.