Hvis ansvar er det? Eller hvem skal gøre det??

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Altså, hvis mine børn ikke vil spise aftensmaden, så må du tage en portion havregrød eller rugbrød. Det samme gælder for manden!!

Anonym skriver:

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Er du virkelig i tvivl? 
Han opfører sig som et forkælet barn. 

Hos os gælder det, at kan man ikke lide maden er der rugbrød eller havregrød - uanset om man er voksen eller barn.

Nu er det min mand der primært laver mad hos os, men jeg ville aldrig køre efter mad kun for min mand og jeg ville aldrig bede ham om at køre efter noget til mig, når der er lavet mad.

Den situation du beskriver ville jeg bestemt ikke tage pænt imod. Han er en voksen mand, og så må han opføre sig som en. 

Anonym skriver:

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Hvis man ikke vil spise aftensmaden, må man da selv finde noget. Hvorfor skal du rende rundt og finde noget? 

Anonym skriver:

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Hvis du lige læser historien højt for dig selv - er du så oprigtigt i tvivl? Eller hvis det var din datter, der fortalte det om sin mand? 

Sikke en forvokset baby.... - spis en rugbrød, deltage i madlavningen (inkl. planlægningen) eller fix problemet selv! 

Vh. 

Jeg håber at dit opslag er en joke og at ingen mennesker finder sig i så ydmygende og nedværdigende en behandling som den du beskriver. I så fald mener jeg, at du har brug for alvorlig hjælp til at at arbejde med at sætte sunde grænser.

Hvis min mand, eller andre, laver mad jeg ikke bryder mig om, så takker jeg høfligt og respektfuldt alligevel - og snupper eventuelt en diskret rugbrødsmad. Det samme forventer jeg af andre, hvis jeg laver mad til dem. 

Anonym skriver:

Forestil jer at I laver aftensmad.

Det mad kan jeres kæreste ikke lide, så han spiser ikke mere af det. Der fornemmes en dårlig stemning ved bordet…

I tilbyder at varme den frysepizza der er i fryseren eller tilbyde en fransk hotdog eller lignende. Det vil han ikke have. 

Han har en forventning om, at I henter mad til ham, så da han siger at han gerne vil have det og det kører I ud. Stedet har så bare ikke mere af det mad og det får han at vide. I kører så hjem igen men ser efterfølgende at han skriver Mc d. I er kommet hjem og slukket bilen. 

I giver udtryk for virkelig ikke at have lyst til at køre mere for idag. Ergo så må han selv ud og her fornemmes der, at han bliver sur. 

Hvis ansvar er det at finde mad til ham?? 

Det kan da umuligt være et seriøst skriv?

Du tilbyder ham alternativer? Hvor gammel er han ?

Han er vel et voksent menneske som selv kan åbne køleskabet og fryseren og finde alternativer? Hvordan kommer han på arbejde henter og bringer du ham også og smøre hans madpakke?

Hvis min mand havde opført sig sådan, havde han fået sparket. Håber det er en joke, for håber ikke at nogen finder sig i at blive behandlet sådan. Forventer han også at blive serviceret i andre huslige pligter? Tænk at du står og laver mad for ham og til tak får du lov at køre byen rundt for at finde noget der behager herren. Det må han da virkelig selv finde ud af!

Hvis han ikke kan lide maden, må han jo selv lave den, eller i det mindste hjælpe med planlægning og indkøb til maden. Lige i situationen må han vel tage en rugbrød eller koge en gang havregrød