Godaften
Jeg har længe skulle tage mig mod til at oprette et indlæg, særligt med fare for at blive totalt dømt og nedgjort.
Men here goes - det bliver langt.
Min mand og jeg har kendt hinanden i 10+ år. Vi har altid haft det sindssygt dejligt, jeg kan seriøst ikke klage over ham. Jeg kan dårligt huske om vi har skændtes om noget. Vi er vildt gode forældre sammen, både til småbørn og teenagere. Vi er vildt gode til at huske hinanden, komplimentere, dyrker stadig masser af sex, bruger meget tid sammen generelt og taler rigtig meget sammen.
Min mand har altid deltaget og deltager i alt husholdning, så jeg har aldrig stået alene med noget eller følt at jeg hang alene med hovedet i vasketøjskurven.
Så alt i alt INTET at klage over...
MEN... Jeg har bare ramt et følelse af at jeg har behov for at søge noget spænding - noget ny bekræftigelse(ikke fordi jeg ikke får det fra min mand). Jeg kan ikke beskrive det anderledes. Jeg skammer mig over tankerne og følelserne.
Jeg har så gjort det man IKKE skal.
Jeg har kysset med en anden mand(Kun én gang). Intet andet og det "værste" er at jeg følte ingenting, det var ikke rart, det var ikke godt og jeg mærkede ikke noget sus i maven, som jeg nok troede var det jeg søgte og manglede. Og jeg hader mig selv - hader hader hader mig selv.
Jeg er så skuffet og flov over mig selv. For jeg har ALDRIG nogensinde kunne drømme om at være nogen utro - og slet ikke min mand. Jeg ved hvor sindssygt det vil knuse ham, for jeg har jo absolut ikke noget at sætte en finger på. Jeg har lyst til at fortælle ham det, undskylde og 1000 andre ting.
Please, sig jeg ikke er den eneste! Hvad fanden gør man? Hvad gør jeg? Skal jeg forlade min mand og skamme mig? Ej jeg kan slet ikke tilgive mig selv for det.
Jeg tror 100% min mand vil tilgive mig og at vi sammen arbejder på at fikse det stunt, hvis jeg skal gå/går til bekendelse. 
Hjælp! Giv nogle gode råd! Jeg ved jeg har dummet mig - og jeg skal nok tage de slag jeg får med oprejst pande. 