Ked af mit barn skal være enebarn

Kære jer. For tiden går jeg og tænker meget over at jeg er ked af mit barn skal være enebarn. Jeg har angst og adhd, og et barn mere er utænkeligt, for kan lige holde røven i vandskorpen med et barn.

Er en god, kærlig og omsorgsfuld mor - han lider ikke under mine “diagnoser”. Men jeg blir så ked af det disse dage fordi jeg føler jeg har startet noget tarveligt og egoistisk. Hvad bilder jeg mig ind at sætte er barn i verden når jeg kun har overskud til at få et. Jeg ved der er mange glade og velfungerende enebørn, og jeg er det nærmest selv og har aldrig manglet noget. Men elsker min søn så højt, og har det så dårlig samvittighed over han skal stå alene en dag. Ved ikke om jeg bare har en dårlig periode lige for tiden - for er meget eksistentielt tænkende og livets gang fylder meget. 

lige nu har jeg ikke brug for at blive banket i hovedet af mor-politiet, så Beder inderligt om en god tone i denne tråd. Jeg kan ikke klare fordømmende beskeder som “det skulle jeg have tænkt på noget før”, for det gjorde jeg virkelig og derfor han kom så sent i livet for tænkte mig grundigt om, men jeg vidste bare ikke at jeg ville få det sådan nu hvor han er 5 år og jeg i midt 40’erne. Er rigtig ked af det og håber ikke jeg får skæld ud, som mange gør herinde for tiden.

Har nok bare brug for at høre om andre har haft det på samme måde og hvad de har gjort. 

Jeg ved ikke hvorfor der hersker denne her logik i tiden om, at det er afgørende at have søskende. Som du selv skriver, er der (selvfølgelig!) mange lykkelige og velfungerende enebørn, ligesom der er utallige ulykkelig børn i dysfunktionelle søskenderelationer. Jeg har aldrig tænkt over, at det skulle være underligt at være enebarn. Min mand er også enebarn. At jeg selv vælger at få flere børn er primært et egoistisk projekt og ikke for børnenes skyld. Ville det ikke være underligt at vide, at man mest var valgt til for en ældre søskendes skyld? Måske endda af forældre som ikke helt magtede eller ønskede det? Det synes jeg. Og jeg synes at det er klogt og kærligt at mærke egne begrænsninger og tage vare om der barn man allerede har (og dig selv). Jeg håber at du kan finde fred med det hele. God aften

Ps: Hvorfor skulle din søn blive alene? Jeg deler fx hverdags- og familielivet med min mand, børn, kusine, barndomsven, moster … og så en masse andre “løsere” relationer .. jeg tror jeg er velsignet med mere kærlighed end det er de fleste forundt … 

Jeg er sikker på at du har truffet den rette beslutning både for dig selv, men også for din søn. Han vil da have det så meget bedre med en mor der har overskud til ham som enebarn, frem for en mor der ikke har overskud til to eller flere børn. 

Lad være med at slå dig selv i hovedet, men fokuser på at give din søn det bedste du kan. 

Han har jo aldrig prøvet andet end at være alene med sine forældre, så det er jo bare sådan det er. 

Man kan jo heldigvis selv vælge sine relationer som voksen når forældrene en dag ikke er der mere. Det er ikke givet at man har et godt forhold til søskende

StortOgSmåt skriver:

Jeg ved ikke hvorfor der hersker denne her logik i tiden om, at det er afgørende at have søskende. Som du selv skriver, er der (selvfølgelig!) mange lykkelige og velfungerende enebørn, ligesom der er utallige ulykkelig børn i dysfunktionelle søskenderelationer. Jeg har aldrig tænkt over, at det skulle være underligt at være enebarn. Min mand er også enebarn. At jeg selv vælger at få flere børn er primært et egoistisk projekt og ikke for børnenes skyld. Ville det ikke være underligt at vide, at man mest var valgt til for en ældre søskendes skyld? Måske endda af forældre som ikke helt magtede eller ønskede det? Det synes jeg. Og jeg synes at det er klogt og kærligt at mærke egne begrænsninger og tage vare om der barn man allerede har (og dig selv). Jeg håber at du kan finde fred med det hele. God aften

Ps: Hvorfor skulle din søn blive alene? Jeg deler fx hverdags- og familielivet med min mand, børn, kusine, barndomsven, moster … og så en masse andre “løsere” relationer .. jeg tror jeg er velsignet med mere kærlighed end det er de fleste forundt … 

 Tak for dit svar. Du har jo ret ret i det du siger. 

Lillehjerte skriver:

Jeg er sikker på at du har truffet den rette beslutning både for dig selv, men også for din søn. Han vil da have det så meget bedre med en mor der har overskud til ham som enebarn, frem for en mor der ikke har overskud til to eller flere børn. 

Lad være med at slå dig selv i hovedet, men fokuser på at give din søn det bedste du kan. 

Han har jo aldrig prøvet andet end at være alene med sine forældre, så det er jo bare sådan det er. 

Man kan jo heldigvis selv vælge sine relationer som voksen når forældrene en dag ikke er der mere. Det er ikke givet at man har et godt forhold til søskende

Tak, det skal jeg prøve huske på.

Du er jo netop ikke egoistisk- når du tænker på at et barn mere vil vælte læsset.

Nu får et barn en dejlig barndom- istedet for at 2 børn får en med en mor der ikke magter opgaven.

Jeg er plejemor- og tro mig . Et barn der må anbringes pga manglende ressourcer ved forældrene  er ikke et ønskescenario.  Hverken for barnet , forældrene eller samfundet. 

Så giv dig selv kredit , for at du tager ansvar - og nyd dit dejlige barn. 

Carina:-) skriver:

Du er jo netop ikke egoistisk- når du tænker på at et barn mere vil vælte læsset.

Nu får et barn en dejlig barndom- istedet for at 2 børn får en med en mor der ikke magter opgaven.

Jeg er plejemor- og tro mig . Et barn der må anbringes pga manglende ressourcer ved forældrene  er ikke et ønskescenario.  Hverken for barnet , forældrene eller samfundet. 

Så giv dig selv kredit , for at du tager ansvar - og nyd dit dejlige barn. 

Endnu en vinkel jeg ikke havde overvejet. Tak

Jeg er enebarn og har aldrig følt at jeg manglede søskende. Jeg har en del veninder, der også er enebørn og kun en savner her som voksen at have søskende (og det skyldes primært at hendes mands søster ikke vil have børn så hendes børn får ikke fætre /kusiner). Jeg har nydt opmærksomheden og tiden, der var fordi jeg ikke skulle dele. Jeg har et par tætte veninder, deraf en som jeg har kendt altid. Søskende har ingen garanti for at få et tæt forhold og jeg er af den klare overbevisning at børn skal man få for sin egen skyld. Det gavner ikke din dreng at få søskende hvis du knækker. Nyd i stedet at du kan give din søn den fulde opmærksomhed

Folk har desværre mange holdninger når det kommer til børn. Man skal have et bestemt antal børn med et bestemt antal år imellem og selvfølgelig uden at man selv er for ung eller gammel. Holder man sig ikke til det, så skal der nok være nogle der kommenterer på det. 

Jeg stemmer i med de andre! Og der er altså også mange fordele ved at være enebarn. Hank op i dig selv - det lyder som om, du træffer sunde og uselviske valg.

Anonym skriver:

Kære jer. For tiden går jeg og tænker meget over at jeg er ked af mit barn skal være enebarn. Jeg har angst og adhd, og et barn mere er utænkeligt, for kan lige holde røven i vandskorpen med et barn.

Er en god, kærlig og omsorgsfuld mor - han lider ikke under mine “diagnoser”. Men jeg blir så ked af det disse dage fordi jeg føler jeg har startet noget tarveligt og egoistisk. Hvad bilder jeg mig ind at sætte er barn i verden når jeg kun har overskud til at få et. Jeg ved der er mange glade og velfungerende enebørn, og jeg er det nærmest selv og har aldrig manglet noget. Men elsker min søn så højt, og har det så dårlig samvittighed over han skal stå alene en dag. Ved ikke om jeg bare har en dårlig periode lige for tiden - for er meget eksistentielt tænkende og livets gang fylder meget. 

lige nu har jeg ikke brug for at blive banket i hovedet af mor-politiet, så Beder inderligt om en god tone i denne tråd. Jeg kan ikke klare fordømmende beskeder som “det skulle jeg have tænkt på noget før”, for det gjorde jeg virkelig og derfor han kom så sent i livet for tænkte mig grundigt om, men jeg vidste bare ikke at jeg ville få det sådan nu hvor han er 5 år og jeg i midt 40’erne. Er rigtig ked af det og håber ikke jeg får skæld ud, som mange gør herinde for tiden.

Har nok bare brug for at høre om andre har haft det på samme måde og hvad de har gjort. 

Kære du 

Hvor er det flot og modent at stå ved, kun at have det fornødne overskud til er barn. Jeg kender flere enebørn og de er alle super kærlige mennesker med gode liv og værdier. Jeg tror på at enebørn på en måde lettere skaber de tættere relationer man har brug for i sit liv og som med tiden næsten gør det ud for søskende. Jeg synes, det er så ansvarligt at stå ved, hvad man som menneske kan rumme både personligt og økonomisk.  Det ville jeg ønske at mange flere gjorde i stedet for “blot” at sætter børn i verden fordi det ønsker man sig her og nu. 
Stort kram til dig - jeg synes, du er smadder sej