Ked af mit barn skal være enebarn

Jeg er ene barn og jeg har aldrig taget skade af det, selvfølgelig kan jeg da godt savne at have en bror eller søster i mit voksne liv, men det er ærligt ikke noget jeg tænker særlig tit over

Tusinde tak for at dele jeres tanker og vinkler. Det hjælper utroligt meget at høre andres tanker på situationen. Det giver ro. Tak for jeres omsorg

Det er lidt svært at formulere. 

Jeg har en søster, der er 5 år yngre end mig. Og hun er det tætteste, jeg har i mit liv udover min mand. Vi har valgt relativt ens leveveje - med jalousi fra os begge, hvis en af os opnåede noget den anden ikke gjorde. Men dog stadig med umådelig kærlighed. Nu hvor vi begge er voksne er det den største gave for mig . MEN min datter bliver også enebarn. Fordi det nu er sådan, at vores liv har flasket sig. Og håber, at hun finder andre relationer, der giver hende glæde

Man er tarvelig og egoistisk hvis man kun tænker på sig selv. Men du tænker jo netop på st din søn skal have en mor der hænger sammen. Hvis du ikke hænger sammen overfor to børn er det jo ikke særlig godt for nogen af jer. Du har da klart truffet det bedste valg for alle.

Mange ser kun deres søster eller bror ved højtider eller fødselsdage. Det er ikke givet at det skaber stor glæde. 

Hej 

Jeg har det fuldstændig ligesom dig. Jeg har også et barn i forvejen. Har nogenlunde samme alder som dig og de samme ‘problemer’. 
Ville super gerne skrive til/med dig, men har heller ikke lyst til at fremstå med navn. 
Ved ikke om man kan ‘finde hinanden’ på andre måder. 

Jeg synes det er så flot du ikke får flere hvis du ikke kan overskue det, rigtig mange får 2 børn i dag og magter det faktisk ikke og det er sku mere synd for børnene end at skulle være et enebarn

Nu er det et år siden jeg startede denne tråd. Det kommer stadig over mig engang imellem - den der nagene samvittighed over han bare skal være alene om det hele når vi en dag bliver gamle. Men må finde en måde at finde fred med det og ikke lade det fylde. For kan jo ikk lave om på det.

Anonym skriver:

Nu er det et år siden jeg startede denne tråd. Det kommer stadig over mig engang imellem - den der nagene samvittighed over han bare skal være alene om det hele når vi en dag bliver gamle. Men må finde en måde at finde fred med det og ikke lade det fylde. For kan jo ikk lave om på det.

Spørger han selv efter søskende? Det gør min datter nemlig…

Min søn er også enebarn (fordi jeg faktisk har haft det skidt psykisk i mange år og heller ikke kan overskue flere børn) Nu er han næsten 15 år og spørger ikke efter søskende. Han gjorde det en overgang da han var 4-5 år, fordi to af hans venner fra børnehaven blev storebrødre. Men i dag trives han uden søskende. Han har venner gennem skolen og sine fritidsaktiviteter og er en glad dreng, der trives. Han er hverken ensom og heller ikke egoistisk når han er sammen med andre børn. I dag er både hans far og jeg single, så der ligger bestemt ikke søskende i kortene for bnogen af os.

Ekko skriver:

Min søn er også enebarn (fordi jeg faktisk har haft det skidt psykisk i mange år og heller ikke kan overskue flere børn) Nu er han næsten 15 år og spørger ikke efter søskende. Han gjorde det en overgang da han var 4-5 år, fordi to af hans venner fra børnehaven blev storebrødre. Men i dag trives han uden søskende. Han har venner gennem skolen og sine fritidsaktiviteter og er en glad dreng, der trives. Han er hverken ensom og heller ikke egoistisk når han er sammen med andre børn. I dag er både hans far og jeg single, så der ligger bestemt ikke søskende i kortene for bnogen af os.

Men det er faktisk ikke her i hans ungdomsår jeg tænker/er bekymret over, det er den dag hvor vi forældre bliver gamle og også den dag vi ikke er her længere. Så er han alene om det hele. Men kan ikk gøre til eller fra nu, så det er som det er