Ked af mit barn skal være enebarn

Jeg kan følge dine tanker. Har dem også selv indimellem. Jeg har også kun min datter - (hun tog 8 år at få og undervejs fandt vi ud af, at jeg har endometriose, og at jeg ikke kan få børn naturligt. Det forløb ville vi ikke igennem igen + min alder talte imod mig).

Men jeg tænker at det er som det er. Når jeg bliver gammel, så har hun forhåbentlig en partner, der kan støtte hende og måske nogle store børn også selv. Min veninde har to niecer, som er som børn for hende, så der kan også være andre konstellationer. Omvendt kan du få en søskende til dit barn, der kommer til at bo langt væk eller alt muligt andet. Det er ikke til at spå om fremtiden. 

Jeg forestiller mig også, at mange (især enlige) ældre i fremtiden kommer til at bo i seniorfællesskaber, hvor man ikke er så afhængig af børnene i dagligdagen. Det ser man allerede er på vej nu. Så det handler også om at skabe sit eget seniorliv. 

Jeg tænker det samme, at den dag min eksmand og jeg ikke er her længere, har vores søn sandsynligvis en partner, svigerfamilie, måske børn og forhåbentlig gode relationer med venner mm. Vi fik ham relativt tidligt (24 og 25 år) så vi håber, at han har os længe endnu. Dog får jeg lyst til at bemærke, som flere har gjort, at det at have søskende ikke er nogen garanti for at man har et nært bånd. Min bror er kun 2 år yngre end mig og vi har ikke set hinanden i årevis. Vi har aldrig haft noget til fælles, hverken i barndommen eller voksenlivet. Min ene veninde er tæt med sine to søstre, der er henholdsvis 7 og 14 år ældre. To andre veninder er enebørn, men har mange veninder gennem job og fritidsaktiviteter. Den ene er også gift og har børn. 

Er der nogen af jer, der har fundet andre mødre med enebørn at bruge tid sammen med? Jeg synes, at det kan være svært at spejle mig i familier, hvor der er flere børn. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan give min datter en søskend. Særligt fordi hun hele tiden leger ‘storesøster-lege’. Det gør mig så ked af det. 

Er der nogen af jer, der har fundet andre mødre med enebørn at bruge tid sammen med? Jeg synes, at det kan være svært at spejle mig i familier, hvor der er flere børn. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan give min datter en søskend. Særligt fordi hun hele tiden leger ‘storesøster-lege’. Det gør mig så ked af det. 

Hvis du viser din datter du er ked af det og indirekte med dit kropssprog og ageren giver udtryk for det er synd for hende, så vil hun helt sikkert føle hun mangler noget. Vend i stedet alle fordelene ved at være enebarn som barn. Fuld fokus, skal ikke dele legetøj med en søskende, og må måske selv vælge hvilken ven man tager med på tur eller ferie. Ikke italesætte eller indirekte sige at hun mangler en søskende, for så vil hun helt sikkert synes hun mangler det.

Det er  ikke en garanti at søskende kan sammen som børn. Kender flere hvor det er som kat og hund der slås og ikke kan sammen. 

Hey dy

Vores søn på 13 år er også enebarn og når jeg kommer på tanker med søskende (sker dog ikke, er 45 år) så tænker jeg på ordene min gode veninde (også kun med et barn sagde):

Hellere være en god/overskudsmor for en, end en mor uden overskud for 2

God dag

Meheju skriver:

Hey dy

Vores søn på 13 år er også enebarn og når jeg kommer på tanker med søskende (sker dog ikke, er 45 år) så tænker jeg på ordene min gode veninde (også kun med et barn sagde):

Hellere være en god/overskudsmor for en, end en mor uden overskud for 2

 

God dag

Tak for din besked. Jeg bliver bare så utrolig ked af det, når hun spørger. Nok også fordi jeg egentlig ville ønske, at jeg kunne give hende en søskende. Jeg er selv enebarn, så jeg ved ikke, hvordan det føles at have en bror eller søster, men jeg tænker, at det kan være ret fantastisk. 
Må jeg spørge om det var et bevidst valg kun at få et barn? 
Jeg synes, at det er så hårdt ikke at have nogen at spejle sig i - jeg synes alle får mere en ét barn.