Vores de to ældste tog vi sutterne fra, da de omkring 3 år (altså 3års fødselsdagen). Begge gange har jeg tænkt: Neejjjj, det kan vi da ikke!! De er jo slet ikke klar! Åh, hvor er det synd for dem!! Men heldigvis har de også en far, og begge gang har han været ved at få spat af ungerne brugte sut, og bare sagt: Den sut skal væk!
Så her har far fået det job. Han har begge gange givet en forvarsel på et par dage (mere kan små børn alligevel ikke overskue) og sagt at på fredag er det slut med sut. Først har ungerne selvfølgelig brokket sig, men de har virkelig kunne høre på fars tonefald at her var der ikke noget at komme efter. Sådan blev det bare.
jeg har været enormt bange for at vi ALDRIG ville få børnene til at sove, fordi de slet slet ikke kunne falde i søvn uden en sut. Men det er gået helt smertefrit begge gange. Far har lagt i seng, og bare sagt. Du får ikke nogen sut. -og det var det!!! Jeg har stået helt måløs, og tænkt at lige om lidt så skriger barnet helt vildt! Men det har de ikke gjort. Allerede 3 dagen er de holdt op med at spørger efter den.
Jeg er HELT sikker på at hvis det var mig der havde sagt og gjort det samme som var far sagde, så var det IKKE gået!!! Fordi jeg ikke var overbevist om at det var det rigtige tidpunkt, og det ville børnene kunne mærke på mig og så ville de kæmpe for at få sutten igen. -og jeg ville overgive mig, og så ville de have lært at det nytter at kæmpe, man skal bare gøre det længe nok, så overgiver mor sig. Nu har de bare lært, at når far siger noget han virkelig mener, så står han ved det!!!
Anmeld