Spontane byture

Anonym skriver:

Han ved godt, at jeg har det sådan. Jeg føler nogle gange, at han mangler den der situationsfornemmelse. Altså..  jeg kan godt forstå, at han vil ud, men han vidste på forhånd, at jeg har det sådan lige nu, så bare det at han kommer hjem og foreslår det, gør mig ked af det. Og så kan det heller ikke være rigtigt, at det kun er de andre, der kan bestemme, hvornår der er bytur. Min kæreste er den eneste af dem, der har børn og et familieliv. De andre kan tage ud mere eller mindre, når det passer dem. Og det er ikke særlig længe siden, at de andre levede et ret vildt liv. De er yngre end ham. Og det kan jeg ikke håndtere oppe i mit hoved lige nu. Lige nu har jeg brug for at få ro på, prioritere vores forhold. Både som familie men også bare os to. Jeg kan slet ikke forholde mig til uforudsigelighed lige nu. Jeg har brug for stabilitet for at min hjerne overhovedet kan fungere. Jeg skal i øvrigt snart til psykolog.

Nu skriver du at han kom hjem og foreslog det - det ændrer nok mit svar lidt, da jeg forstod spontant, som at han måske sås med en ven og så tog de videre i byen uden at det var aftalt på forhånd. Hvis han er hjemme og spørger hvordan det passer ind at han tager af sted i aften, så må du jo være ærlig og sige det som det er.

Jeg tror ikke at min mand har gjort det, men hvis det passede ind og vi ikke havde planer dagen efter, så ville jeg være ok med det. Min mand er alt for dårlig til at prioritere sine venner, så det farver selvfølgelig mit svar. Var det noget der skete hyppigt ville jeg nok ikke være helt så begejstret, men så ville det mere omhandle hyppigheden end at det var med kort varsel 

Jer der er i faste parforhold med børn - hvor tit tager jeres mænd på spontane byture? Eller hvor tit tager de i byen i det hele taget? Og hvordan takler i det? Kan i godt takle, at det er spontant eller har i det bedst med planlægning? Her tænker jeg børn i billedet og alt muligt...

Et par gange i kvartalet ender jeg spontant med at blive hængende til en fredagsøl, fredagsbar eller lign. Hvis der lige er den rette kombination af kollegaer og humøret rammer på dagen. Så ringer jeg og lige vender det med min mand. Også ifht. aftensmad. 

Min mand er mindre udadvendt end mig og har ikke samme behov for at bumle lidt rundt og være social med kollegaerne og vennerne. Til gengæld sætter han pris på, at han ofte kan gå en lang tur om aftenen og lige få luft til hjernen. Så dobbelt-putter jeg børn og sætter måske lidt mere i opvaskemaskinen end ham. 

Det fungerer for os - gynger og karruseller. Og kommunikation. Og rimelighed i det, vi beder hinanden om. Samt en fingerspids-gefühl ifht. om den anden er presset på arbejde, har en deadline og skal arbejde lidt om aftenen mv. 

Vh.