Spontane byture

Jer der er i faste parforhold med børn - hvor tit tager jeres mænd på spontane byture? Eller hvor tit tager de i byen i det hele taget? Og hvordan takler i det? Kan i godt takle, at det er spontant eller har i det bedst med planlægning? Her tænker jeg børn i billedet og alt muligt...

Kort svar: 
Spontant: Aldrig

I det hele taget: Måske tre gange om året. Altid behersket. Han var vild, da han var ung og gider ikke være vild længere. Hans tømmermænd er også voldsomme, og det er der ingen der orker.

Jeg ville ikke kunne leve med at min mand pludselig bare tog i byen uden vi havde aftalt det. I hvert fald ikke, hvis det skete ofte. Jeg har brug for, at jeg ved hvad jeg kan regne med.
Jeg synes det er en hård tjans at have børnene selv. Jeg gør det selvfølgelig, når han skal noget.Men ville meget hurtigt blive træt af, hvis det bare var sådan lige pludselig. Tænker det går begge veje i vores forhold - fair at skulle noget. Men man aftaler det lige først

Anonym skriver:

Jer der er i faste parforhold med børn - hvor tit tager jeres mænd på spontane byture? Eller hvor tit tager de i byen i det hele taget? Og hvordan takler i det? Kan i godt takle, at det er spontant eller har i det bedst med planlægning? Her tænker jeg børn i billedet og alt muligt...

Så længe det ikke er hver dag, men engang i mellem er det fint nok her  

jeg kan også finde på at sige, “jeg tager med pigerne ude at spise idag”. Hvor han skal blive hjemme med børnene. 

Tror at det er meget forskelligt hvor meget man finder sig i, i de forskellige hjem

Anonym skriver:

Jer der er i faste parforhold med børn - hvor tit tager jeres mænd på spontane byture? Eller hvor tit tager de i byen i det hele taget? Og hvordan takler i det? Kan i godt takle, at det er spontant eller har i det bedst med planlægning? Her tænker jeg børn i billedet og alt muligt...

Aldrig - hverken spontant eller planlagt. Han har da julefrokost med dem han spiller musik med … men reelle byture … aldrig. 
Vi har to drenge - 13 og 9 år. 
Det er det samme for mig. 

Er det fordi du synes han går for meget ud spontant og måske savner selv at have overskuddet til at være spontan?

Man kan løse det med faste dage i kalenderen, som hos os, fordi jeg ikke er så spontan som ham. Fx har jeg “fri” til hvad jeg vil hver onsdag, behøver ikke stå til regnskab og kan lave hvad jeg vil, han har hver tirsdag som sin faste dag. Jeg har proppet en fredag om måneden i kalenderne der er min til at gå ud (eller bare på biblioteket hvis jeg ikke vil ud og drikke et glas vin med nogen. På dem måde imødekommer vi også mit ikke-spontane overskud. Og jeg føler ikke at min mands spontanitet irriterer mig så meget. 

Jeg er til gengæld ikke ked af at ofte være alene med børnene, nyder det faktisk   og min mand er væk 2-3 aftener om ugen hvoraf 2 af dem er spontane møder med venner, fodboldkamp eller lign. Ikke byture, det er vi for gamle til.

Aldrig

Man skal ud og spise med klassen om 2 ugers tid men tager hjem igen lige efter. Og det samme gør jeg.

Han tager nogenlunde ligeså ofte ud som jeg - både spontant og planlagt. Jeg har fx lige aftalt med en kollega at mødes til en øl i morgen aften, når ungerne er puttet, det ved jeg ikke om du synes er spontant? Vi er vel skiftevis ude en gang eller to i ugen… café, sport, biograftur, en bytur, eller noget femte.

Jeg ved heller ikke helt hvad du mener med, hvordan jeg tackler det…? Jeg glæder mig over at han har et aktivt socialt liv ligesom jeg selv og at hans liv ligesom mit består af andre ting også ud over børn, familie og arbejde. Så vi tilbyder fx at tage os af ungerne, aftensmad og putning hvis den anden vil lidt ud…? 

Jeg tror egentlig bare at jeg har meget brug for at prioritere vores tid sammen i øjeblikket. Vi har været igennem en meget svær tid og vi har været ved at gå fra hinanden.. en rigtig stressende jul og vi er kun lige to uger inde i det nye år. Vi er sammen og det føles helt rigtigt. Men jeg har en fornemmelse af, at min krop ikke rigtig kan følge med mit hoved og jeg er nærmest ved at få et angstanfald over, at han lige pludselig vil i byen. Altså rigtigt i byen. Ikke bare lige spise middag med en kammerat og så hygge over en øl. Oppe i mit hoved hedder det bare "mangel på situationsfornemmelse" altså lige nu... lige nu kan jeg bare ikke få enderne til at nå hinanden oppe i mit hoved.. hvis bare han ville vente lidt til der lige var faldet lidt ro på....

Min mand tager aldrig på spontane byture og det ville jeg også blive noget utilfreds med, hvis han pludselig gjorde. En ting er spontant at lave noget med en ven, men spontant rigtigt at gå i byen, komme fuld hjem mm, det gør vi bare ikke. Planlagte byture er kun meget sjældent. Måske en om året udover julefrokoster. 

Generelt laver han i det hele taget meget lidt uden mig og/eller børn, så jeg er begyndt decideret at foreslå at han kommer mere ud (ikke druk /byture), men bare husker at pleje sine venner 

Anonym skriver:

Jeg tror egentlig bare at jeg har meget brug for at prioritere vores tid sammen i øjeblikket. Vi har været igennem en meget svær tid og vi har været ved at gå fra hinanden.. en rigtig stressende jul og vi er kun lige to uger inde i det nye år. Vi er sammen og det føles helt rigtigt. Men jeg har en fornemmelse af, at min krop ikke rigtig kan følge med mit hoved og jeg er nærmest ved at få et angstanfald over, at han lige pludselig vil i byen. Altså rigtigt i byen. Ikke bare lige spise middag med en kammerat og så hygge over en øl. Oppe i mit hoved hedder det bare "mangel på situationsfornemmelse" altså lige nu... lige nu kan jeg bare ikke få enderne til at nå hinanden oppe i mit hoved.. hvis bare han ville vente lidt til der lige var faldet lidt ro på....

Det kan jeg godt forstå du ikke lige kan magte.

Ved han du har det sådan og du derfor ikke kan overskue at han spontant tager hjemmefra og overlader dig til det derhjemme?

For hvis du ikke har sagt det, er det ikke sikkert han tænker det er et problem. Måle lader han selv op ved at være afsted. Og måske tænker han alt er tilbage til normalen efter jeres svære tid.