Svært med min datter. Grænser.

Det det handler om er, at de andre piger kommenterer negativt på og håner ift hun ikke har en iPhone. Jeg ved, der er en generel type problematik angående den slags i klassen, for det har læreren før meldt ud. Hendes ønske om en iPhone handler om ikke at skille sig ud og føle sig drillet. "Ej har du kun en samsung? Jeg så en telefon der lignede din i Bilka sidste uge, den kostede kun 500 kroner". Der hersker en kultur om, at man kun er sej, hvis man ejer de rigtige ting. Vi bor i et område med mange velhavende familier, vi er ikke på deres niveau, almindelig middelklasse nok nærmere. Det er også derfor, emnet bliver mere sårbart at håndtere, fordi det jo egentlig handler om noget helt andet end selve den iPhone. Det handler om ønsket om at passe ind og ikke blive set med på. 

Nu har jeg læst lidt med.

For det første vil jeg sige, at det er vigtigt at tage ansvaret på sig som voksen. Ansvaret som også nogle gange gør, at vores børn synes vi er de dummeste i hele verden. Vi gør det med flere tons af kærlighed og fordi vi nogen gange ved bedst. Vi gør det med anerkendelse: jeg forstår du ønsker dig en iPhone og jeg forstår det fylder lige nu....

Med ansvaret kommer også det at tage beslutninger på ens barns vegne. Havde jeg  stået i din situation, så havde jeg i går aftes ringet til hende og sagt: lille skat, jeg kan høre du har det skidt, og du har brug for et kæmpe kram, så nu ringer jeg til far og sætter ham ind i situationen. Jeg havde ikke taget den over sms, og jeg havde ikke ladet hende bestemme om far skulle involveres eller ej.

Når hun så kom hjem, så havde jeg lavet en kande the, hygge snakket og også taget snakken om klassen, iPhone osv. Og igen havde jeg ikke ladet hende bestemme om lærere skulle involveres , for det skal de hvis der er sådan en kultur i klassen. 

I alt det havde jeg dog hele tiden gjort klart, at nej jeg køber dig ikke en ny telefon, for vi skal sammen igennem det her, vi skal lære og klassen skal lære, for i dag er det telefon i morgen er det.... 

Det lyder til du har prøvet en del. Hvis det var min datter der skabte sig sådan og blev ved og opførte sig på den måde med at skrive til mig, råbe af mig og kalde mig skældsord så ville næste skridt være at give hende konsekvenser for den opførsel. Hvis hun hader sin tlf så meget og decideret ville råbe og skrige så ville jeg konfiskere telefonen og sige at eftersom, den giver hende og jeres forhold så mange problemer så vil jeg tage den fra hende i nogle dage. Efter nogle dage uden tlf så tror jeg at hun kommer til at blive rigtig glad for sin samsung. Man bliver nødt til at lære sine børn at den opførsel ikke går, hvad så hvis det er en lærer der vil sætte grænser vil de også opføre sig sådan? Eller i fremtiden med arbejdsgiver? De bliver nødt til at lære fra de børn hvilket opførsel der er uacceptabelt og at det kan medføre konsekvenser for en. Desuden tror jeg at jeg havde kontaktet hendes far den aften så han kunne have taget tlf fra hende eftersom hun ikke ville stoppe diskussionen med dig. 

Når jeg læser dit indlæg tænker jeg egentlig, at du håndterer det okay, og at det væsentlige er at du holder fast I, at du er den voksne og at du træffer beslutninger, også nogle hun nu og da finder træls.

Måske du lægger lige vel meget tanke og tryk på hele tiden at tænke, at hun er enormt sårbar, og at du skal gøre enormt meget ud af ikke at skade jeres relation. Jeg tror nærmere at det kan være fornuftigt at lukke mere tydeligt ned for diskussionerne og tage på sig, at man er den voksne og nu og da upopulære mor. Ikke gå ind i kæmpe lange plagerier og drøftelser - et nej er et nej og kan leveres kærligt og uden ugelang debat.

Selvfølgelig skal hun ikke have en Iphone fordi andre har (og det lyder mere som et socialt problem i klassen, end et materielt), og selvfølgelig skal hun ikke bestemme, om du kontakter hendes far. Måske skal hun blot have kort og klar besked, når hun fx kører “sms-terror” - om at du kan høre at hun har brug for en voksen, og at du derfor nu ringer og beder hendes far om at hjælpe hende.

Det samme gælder for så vidt klasselæreren - hvis hun fortsætter sine udbrud, så bliver konsekvensen at du tager en beslutning om at de voksne må i dialog - det er ikke en beslutning som er op til hende.

Kære TS

Hold ud og tro på det du gør. Hun er 11 år og bestemmer altså ikke det mindste endnu. Jeg synes også du skal være klar i svaret, et nej er et nej og det er ikke til diskussion og det skal hun respektere - slut. Der skal ikke diskuteres på sms, vil hun noget kan hun ringe og snakke pænt, når man skælder ud og sviner til får det den fuldstændig modsatte effekt. Du skal vise hende vejen for en fornuftig samtale i telefonen, tænk hvis hun gør det mod andre.

Hvis du mener der er et behov for at vende klassens holdning til Iphones mm. så gør det, det lyder til at der er tale om mobning eller i hvert fald grænsende dertil. Måsker der sidder flere forældre og føler som dig og det ved du ikke før nogen siger det højt.

I takt med at hun bliver ældre bliver det sikkert også alt tøjet, tasker, håret, solbriller der skal hedde noget bestemt osv. osv. Tidspunkter der skal overholdes - hvilket kræver at man har tillid til at hun forstår og respektere aftaler. Så det bliver kun værre og derfor skal det være klart svar når hun allerede nu reagere sådan.

Jeg har selv 2 børn hvor den ældste er 13 og også gerne vil alt. Vi prøver at forklare hvad ting koster og hvorfor der ikke altid bare kan købes mere, især i disse tider hvor alting bare er piv dyrt. Det kunne være at vi sagde at hvis du skal have en telefon til 3000, de penge kunne betale næsten alt vores mad i en måned, eller hvor mange timer du skal bruge på at tjene de 3000 kr. osv. Omsæt de til noget andet som måske gør det nemmere at forstå man ikke bare kan købe hele tiden.

Så det bliver en hård tid, men tro på at det er rigtigt og så vil hun forhåbentlig også forstå det en dag, om ikke andet så viser du de andre børn hvordan tingene foregår og kan se at man ikke bare får noget når man skaber sig.

Pøj pøj

Hej alle, 

Jeg svarer fælles. Tusind tak for alle jeres gode svar, som helt sikkert er enormt hjælpsomme. Vi bærer jo alle noget med os i livets bagage, som former os i vores relationer. 

Jeg er vokset op med en far, der satte alt for voldsomme, skrappe og unødvendige regler, og som kørte med hård konsekvenspædagogik. Det gjorde ikke andet end at skarpe en kløft mellem ham og jeg, fordi han aldrig interesserede sig for baggrunden for mine handlinger. Jeg kunne blive straffet for hændelige fejl, og ja.. Det gjorde enormt meget dårligt for min selvfølelse. Samtidig fik jeg aldrig lov at sætte personlige grænser, det blev jeg også skældt ud for, så jeg lærte at lade mig køre over.

Hjemme hos min mor var hun modsat. Hun havde ingen regler, krav eller grænser overhovedet. Jeg havde et godt forhold til hende, men som voksne kan jeg se, at jeg kom ud i mange dumme situationer fordi jeg bare fik lov, fx "hej mor, ringer lige fuld fra en fest, må jeg sove hos den her fyr du aldrig har hørt om? Okay, tak mor, hej", og så blev jeg udnyttet.

Jeg siger det for at fortælle, hvorfor det er, at alt det her grænsemøg er pisse svært og forvirrende for mig. Min datter er en generelt sød, kærlig og omsorgsfuld person. Meget pligtopfyldende, og næsten FOR ordentlig, når hun er i skole og ude af huset. Derfor skal der selvfølgelig stadig være grænser, og jeg kan mærke, når jeg læser jeres svar, at dem skal jeg være mere tydelig omkring at turde sætte. Det er en proces, jeg er stadig ved at lære. Men jeg ønsker selvfølgelig ikke, at min datter i fremtiden skal være en, der ikke respekterer et nej.

Jeg skal arbejde med min egen angst for at skabe distance mellem os. Jeg så hvad der skete med min far og jeg. Og jeg er hele tiden så bange for at hun vender endnu flere følelser indad, hvis hun tror, at hun ikke kan komme til mig. Det er en svær balance at være i. 

Tak for jeres hjælp og input

Anonym skriver:

Det lyder til du har prøvet en del. Hvis det var min datter der skabte sig sådan og blev ved og opførte sig på den måde med at skrive til mig, råbe af mig og kalde mig skældsord så ville næste skridt være at give hende konsekvenser for den opførsel. Hvis hun hader sin tlf så meget og decideret ville råbe og skrige så ville jeg konfiskere telefonen og sige at eftersom, den giver hende og jeres forhold så mange problemer så vil jeg tage den fra hende i nogle dage. Efter nogle dage uden tlf så tror jeg at hun kommer til at blive rigtig glad for sin samsung. Man bliver nødt til at lære sine børn at den opførsel ikke går, hvad så hvis det er en lærer der vil sætte grænser vil de også opføre sig sådan? Eller i fremtiden med arbejdsgiver? De bliver nødt til at lære fra de børn hvilket opførsel der er uacceptabelt og at det kan medføre konsekvenser for en. Desuden tror jeg at jeg havde kontaktet hendes far den aften så han kunne have taget tlf fra hende eftersom hun ikke ville stoppe diskussionen med dig. 

Jeg er meget uenig med dig. Særligt mener jeg, du tager fejl, når du kobler hendes opførsel over for sin mor sammen med en tilsvarende adfærd over for lærere og fremtidige arbejdsgivere. I de relationer, hvor vi føler os trygge og er på hjemmebane, viser vi sider af os selv, som vi aldrig ville vise andre. Det gælder også langt de fleste børn og unge.
Jeg har siddet som lærer til et utal af skole-hjem-samtaler med skønne, meget omgåelige og “nemme” børn og forundret hørt fra forældrene, at der er store konflikter, oprør og drama derhjemme. Og jeg har tilsvarende været den mor, der på hjemmebane har oplevet mine børn stride, urimelige, manipulerende og grove, og som fra lærere og øvrige voksne er blevet overdænget med rosende ord om mine dejlige, velopdragne, charmerende børn. 

“Problembørn” (træls ord) i skolen har tilsvarende fået ros for at være ansvarlige og pligtopfyldende unge på deres arbejdsplads i fritiden. 

Det er på hjemmebane, vi bliver udfordret på og har rum for at lære at regulere vores følelser. Jeg kan sige ting til min mand, som ville resultere i alvorlige konsekvenser, hvis jeg sagde dem til min arbejdsgiver eller kollega, og jeg har hårdt presset sagt ting til mine børn, jeg aldrig nogensinde ville sige til en elev. Og de har tilgivet mig og elsker mig - hvilket jo netop på et ubevidst plan er årsagen til, at jeg går så langt og træder forkert over for dem. 

Dette kræver så også af de elskede, i dette tilfælde forældrene, at de giver rum for de stærke følelsesudladninger. Et barn, som kun mødes med straf og konsekvens, lærer måske nok at “opføre sig ordentligt”, men de voldsomme følelser forsvinder altså ikke. Dem brænder barnet inde med, og fortroligheden og tilliden til forældrene bliver skadet, måske helt ødelagt. 

Selvfølgelig skal der være grænser, og selvfølgelig skal de voksne sige fra, når det bliver for voldsomt - men pigen, der får konfiskeret sin telefon som konsekvens, får ikke de vigtige samtaler med sin mor om, hvor svært det er at være omgivet af veninder, der taler nedsættende om den. Hun får ikke indsigten i, hvorfor hendes mor ikke bare giver hende den ønskede iPhone. Og næste gang, noget er svært og gør ondt på pigen, får hendes mor måske slet ikke viden om dette, fordi tilliden til morens forståelse er væk. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er meget uenig med dig. Særligt mener jeg, du tager fejl, når du kobler hendes opførsel over for sin mor sammen med en tilsvarende adfærd over for lærere og fremtidige arbejdsgivere. I de relationer, hvor vi føler os trygge og er på hjemmebane, viser vi sider af os selv, som vi aldrig ville vise andre. Det gælder også langt de fleste børn og unge.
Jeg har siddet som lærer til et utal af skole-hjem-samtaler med skønne, meget omgåelige og “nemme” børn og forundret hørt fra forældrene, at der er store konflikter, oprør og drama derhjemme. Og jeg har tilsvarende været den mor, der på hjemmebane har oplevet mine børn stride, urimelige, manipulerende og grove, og som fra lærere og øvrige voksne er blevet overdænget med rosende ord om mine dejlige, velopdragne, charmerende børn. 

“Problembørn” (træls ord) i skolen har tilsvarende fået ros for at være ansvarlige og pligtopfyldende unge på deres arbejdsplads i fritiden. 

Det er på hjemmebane, vi bliver udfordret på og har rum for at lære at regulere vores følelser. Jeg kan sige ting til min mand, som ville resultere i alvorlige konsekvenser, hvis jeg sagde dem til min arbejdsgiver eller kollega, og jeg har hårdt presset sagt ting til mine børn, jeg aldrig nogensinde ville sige til en elev. Og de har tilgivet mig og elsker mig - hvilket jo netop på et ubevidst plan er årsagen til, at jeg går så langt og træder forkert over for dem. 

Dette kræver så også af de elskede, i dette tilfælde forældrene, at de giver rum for de stærke følelsesudladninger. Et barn, som kun mødes med straf og konsekvens, lærer måske nok at “opføre sig ordentligt”, men de voldsomme følelser forsvinder altså ikke. Dem brænder barnet inde med, og fortroligheden og tilliden til forældrene bliver skadet, måske helt ødelagt. 

Selvfølgelig skal der være grænser, og selvfølgelig skal de voksne sige fra, når det bliver for voldsomt - men pigen, der får konfiskeret sin telefon som konsekvens, får ikke de vigtige samtaler med sin mor om, hvor svært det er at være omgivet af veninder, der taler nedsættende om den. Hun får ikke indsigten i, hvorfor hendes mor ikke bare giver hende den ønskede iPhone. Og næste gang, noget er svært og gør ondt på pigen, får hendes mor måske slet ikke viden om dette, fordi tilliden til morens forståelse er væk. 

Jeg er meget enig, jeg var lidt usikker på, om jeg havde overskud til at gå ind i den diskussion. Men jeg er meget stor modstander af konsekvenspædagogik. Og kan kun angive mig enig i alt det, du skriver. Jeg vil I øvrigt anbefale de, der har lyst til at få et andet billede af børns store reaktioner, at læse bogen "Det eksplosive barn". Som netop stiller skarpt på, at børn gør det rigtige, hvis de kan, og hvorfor børn ikke lærer noget (sundt) af konsekvenspædagogik..

Mor og meget mere skriver:

Jeg er meget uenig med dig. Særligt mener jeg, du tager fejl, når du kobler hendes opførsel over for sin mor sammen med en tilsvarende adfærd over for lærere og fremtidige arbejdsgivere. I de relationer, hvor vi føler os trygge og er på hjemmebane, viser vi sider af os selv, som vi aldrig ville vise andre. Det gælder også langt de fleste børn og unge.
Jeg har siddet som lærer til et utal af skole-hjem-samtaler med skønne, meget omgåelige og “nemme” børn og forundret hørt fra forældrene, at der er store konflikter, oprør og drama derhjemme. Og jeg har tilsvarende været den mor, der på hjemmebane har oplevet mine børn stride, urimelige, manipulerende og grove, og som fra lærere og øvrige voksne er blevet overdænget med rosende ord om mine dejlige, velopdragne, charmerende børn. 

“Problembørn” (træls ord) i skolen har tilsvarende fået ros for at være ansvarlige og pligtopfyldende unge på deres arbejdsplads i fritiden. 

Det er på hjemmebane, vi bliver udfordret på og har rum for at lære at regulere vores følelser. Jeg kan sige ting til min mand, som ville resultere i alvorlige konsekvenser, hvis jeg sagde dem til min arbejdsgiver eller kollega, og jeg har hårdt presset sagt ting til mine børn, jeg aldrig nogensinde ville sige til en elev. Og de har tilgivet mig og elsker mig - hvilket jo netop på et ubevidst plan er årsagen til, at jeg går så langt og træder forkert over for dem. 

Dette kræver så også af de elskede, i dette tilfælde forældrene, at de giver rum for de stærke følelsesudladninger. Et barn, som kun mødes med straf og konsekvens, lærer måske nok at “opføre sig ordentligt”, men de voldsomme følelser forsvinder altså ikke. Dem brænder barnet inde med, og fortroligheden og tilliden til forældrene bliver skadet, måske helt ødelagt. 

Selvfølgelig skal der være grænser, og selvfølgelig skal de voksne sige fra, når det bliver for voldsomt - men pigen, der får konfiskeret sin telefon som konsekvens, får ikke de vigtige samtaler med sin mor om, hvor svært det er at være omgivet af veninder, der taler nedsættende om den. Hun får ikke indsigten i, hvorfor hendes mor ikke bare giver hende den ønskede iPhone. Og næste gang, noget er svært og gør ondt på pigen, får hendes mor måske slet ikke viden om dette, fordi tilliden til morens forståelse er væk. 

Sagen er at moren allerede flere gange har haft en samtale med hende om det, jeg siger ikke konsekvensen skal være det første valg. Men når samtaler osv ikke virker og barnet bliver ved så bliver der nødt til at komme konsekvens, for hvorfor skulle barnet ellers stoppe med sin adfærd. Jeg tror man nu til dags er alt for bange for at give børn straf. Det er ikke meningen de skal bestemme derhjemme og skabe så dårlig stemning over længere tid. Børn bliver mobbet for alt muligt i skolen, hvis det ikke er iphone er det noget andet. 

Det er nogle pragt eksempler du giver med dine elever. Der også dem i den anden grøft som ikke lærer grænser og ikke får konskvenser der hjemme og har lige så dårligt adfærd i skolen, hvor lærerne også bøder for opdragelsen i hjemmet. Det må du også vide. 

Hej alle, 

Jeg svarer fælles. Tusind tak for alle jeres gode svar, som helt sikkert er enormt hjælpsomme. Vi bærer jo alle noget med os i livets bagage, som former os i vores relationer. 

Jeg er vokset op med en far, der satte alt for voldsomme, skrappe og unødvendige regler, og som kørte med hård konsekvenspædagogik. Det gjorde ikke andet end at skarpe en kløft mellem ham og jeg, fordi han aldrig interesserede sig for baggrunden for mine handlinger. Jeg kunne blive straffet for hændelige fejl, og ja.. Det gjorde enormt meget dårligt for min selvfølelse. Samtidig fik jeg aldrig lov at sætte personlige grænser, det blev jeg også skældt ud for, så jeg lærte at lade mig køre over.

Hjemme hos min mor var hun modsat. Hun havde ingen regler, krav eller grænser overhovedet. Jeg havde et godt forhold til hende, men som voksne kan jeg se, at jeg kom ud i mange dumme situationer fordi jeg bare fik lov, fx "hej mor, ringer lige fuld fra en fest, må jeg sove hos den her fyr du aldrig har hørt om? Okay, tak mor, hej", og så blev jeg udnyttet.

Jeg siger det for at fortælle, hvorfor det er, at alt det her grænsemøg er pisse svært og forvirrende for mig. Min datter er en generelt sød, kærlig og omsorgsfuld person. Meget pligtopfyldende, og næsten FOR ordentlig, når hun er i skole og ude af huset. Derfor skal der selvfølgelig stadig være grænser, og jeg kan mærke, når jeg læser jeres svar, at dem skal jeg være mere tydelig omkring at turde sætte. Det er en proces, jeg er stadig ved at lære. Men jeg ønsker selvfølgelig ikke, at min datter i fremtiden skal være en, der ikke respekterer et nej.

Jeg skal arbejde med min egen angst for at skabe distance mellem os. Jeg så hvad der skete med min far og jeg. Og jeg er hele tiden så bange for at hun vender endnu flere følelser indad, hvis hun tror, at hun ikke kan komme til mig. Det er en svær balance at være i. 

Tak for jeres hjælp og input

Grænser er ikke det samme som konsekvenser - heldigvis. 

Mine børn har mødt mange grænser, men ikke som blev fulgt op af konsekvenser a la nu tager jeg din telefon eller nu får du ingen fredagsslik. De har mødt kærlige grænser (og en gang imellem meget sure grænser fordi jeg var brugt op, var presset eller hvad det nu kan have været - jeg var og er ingen helgen og har råbt af mine børn så skrækken stod malet i deres ansigter). Og de har udfordret grænserne og de har respekteret grænserne, de har selv været med til at sætte grænserne fx da den ældste skulle begynde med fester, der spurgte jeg først, hvad hun selv syntes var retfærdigt i forhold til antal genstande og komme hjem tidspunkt. 

Med din datter, tror jeg det er vigtigt, at tage voksen ansvaret som jeg også skrev tidligere og reagere på det som ligger til grund for, at hun udfordrer dine grænser. For hun er ikke bare en forkælet møgunge som hellere vil have en iPhone, hun er en præteen som har fået ind i hovedet, at alt bliver bedre, hvls bare hu n har den iPhone som de andre har - og lige nu er hun absolut ikke rationel for hun er desperat. 

Enten skal der bores i om det er en klassekultur som er der eller om det er en oplevelse din datter er alene om at have.

Og ja synes jeg også, at I skal lave nogle aftaler om hvordan tiden er hos far, hvordan kommunikerer I og hvornår skal du blande far ind i det osv. For det er hverken godt for dig eller hende at have en dårlig sms korrespondance. 

Men tro mig der bliver mange nedsmeltninger i fremtiden. Nedsmeltninger som egentlig bare siger: hjælp jeg kan ikke finde ud af mig selv og mine egne følelser. De skal mødes af grænser jo vist, men de skal også mødes af rummelighed, at den voksne tager ansvar og så kæmpe kram og forståelse for de følelser som raser inde i kroppen. 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Som førstegangsmor møder man hele tiden nye udfordringer, man skal lære at kende. Jeg har fire børn, men med den ældste er hvert alderstrin jo hele tiden et nyt første, da hun er den første, jeg prøver det med. Og må sande, at jeg altid har været fantastisk til at være mor, da de var yngre, men nu hvor hun er 11 og preteen er det fandme svært, og jeg kan slet ikke hitte ud af, hvor det er rigtigt at markere mine personlige grænser kontra risikoen for at skubbe hende væk følelsesmæssigt.

Min datter er kærlig og meget omsorgsfuld. Hun er også meget sårbar, bekymrer sig meget og overtænker enormt meget. Det er meget svært at have en almindelig rolig, anerkendende samtale med hende, hvis man samtidig må levere en besked, hun er utilfreds med, for lige så kærlig hun kan være, lige så hurtigt bliver hun rasende, bander og svovler og nægter at lytte, siger jeg er så uretfærdigt, af og til at hun hader mig og værre personlige angreb. Der er ingen vej ind med fornuft, selv om man taler med hende i fredstid. Når jeg fortæller hende, at jeg også er et menneske, og at ord har betydning og effekt, bliver hun i stedet rasende fordi hun får skyldfølelse. 

Jeg synes det er svært, fordi hun er sårbar og jeg ikke ønsker at skabe afstand mellem os. Samtidig er jeg først og fremmest hendes mor, ikke hendes kammerat, og derfor kan jeg være nødt til at være uretfærdige, dumme mor I perioder.

Pt. Er hun meget vred over, at jeg ikke vil bruge 3000 kroner på en ny IPhone til hende. Alle de andre piger har en IPhone, men da hun i sin tid fik sin telefon, fik hun en Samsung, og den gang var hun lykkelig for den. Det er en meget god telefon, i den dyre ende, men i hendes alder fylder status jo, og faktum er bare, at de andre kommenterer på, at hun ikke har IPhone. Jeg vil gerne i dialog med de andre forældre og/eller klasselæreren, men min datter er meget tydelig omkring, at hun aldrig vil tilgive mig, hvis jeg gør det.

Men det der egentlig er humlen lige nu og her og som gør mig usikker i min rolle som mor, det er at hun VIL diskutere det. Over SMS.. For hun er hos sin far. 

Vi talte kort i telefon, indtil hun smed på, og jeg gjorde meget ud af at anerkende hendes følelser i situationen, vise omsorg og spørge ind, men samtidig være tydelig omkring, at jeg ikke bruger tusindvis på en IPhone, når hun har en velfungerende telefon. Hun er velkommen til selv at spare op til en. 

Hele aftenen er jeg blevet bombarderet med sms'er. Jeg har sagt, at jeg gerne vil tale med hende face 2 face, men at jeg ikke vil diskutere over SMS. Jeg har sagt, at jeg elsker hende, men nu lægger jeg telefonen væk. Men sms'erne fortsætter. Hun kan ikke sove, før det her er ude af verden (og det er ikke ude af verden før jeg siger ja til den IPhone, og det gør jeg fandme ikke. Hun er heldig hun er priviligeret nok til overhovedet at have så fin en telefon i hendes alder). Jeg er ond, når jeg ikke svarer. Jeg forstår hende ikke, etc etc.

Og så bliver jeg både frustreret og usikker. Jeg kan ikke lide, at hun forsøger at trænge mig op i en krog. Jeg vil ikke have, at hun skal presse mig til at sidde og sms'e. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Anerkendt, lyttet, været tydelig. Men når jeg siger nej, så placerer hun mig i en situation, hvor hun gør mig ansvarlig for hendes mangel på søvn og ulykkelighed. Hun nægter at tale med sin far om det. 

Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af en i øvrigt meget intelligent pige på 11. Hendes hjerne er i rivende udvikling, begyndende pubertet. Men jeg vil også have lov at sige nej. Sætte grænser. Ikke finde mig i at blive talt grimt til. Jeg er bare så nervøs for at ødelægge vores relation, når hun er så sårbar.

Jeg har brug for at blive guidet omsorgsfuldt af forældre, der har erfaring med større børn. Hjælp en usikker mor.

Helt ærligt har hun ikke brug for flere ord og forståelse. Hun er jo totalt grænseoverskridende og har brug for en tydelig grænsesætning.
Du har forklaret dig. Jeg ville straks tage telefonen fra hende når hun spammer med smser. Hvofor har hun også tlf når hun ligger i sengen? Det bedste og sundeste du kan gøre for hende er at sætte en klar streg i sandet. Nok er nok!