Hej alle,
Som førstegangsmor møder man hele tiden nye udfordringer, man skal lære at kende. Jeg har fire børn, men med den ældste er hvert alderstrin jo hele tiden et nyt første, da hun er den første, jeg prøver det med. Og må sande, at jeg altid har været fantastisk til at være mor, da de var yngre, men nu hvor hun er 11 og preteen er det fandme svært, og jeg kan slet ikke hitte ud af, hvor det er rigtigt at markere mine personlige grænser kontra risikoen for at skubbe hende væk følelsesmæssigt.
Min datter er kærlig og meget omsorgsfuld. Hun er også meget sårbar, bekymrer sig meget og overtænker enormt meget. Det er meget svært at have en almindelig rolig, anerkendende samtale med hende, hvis man samtidig må levere en besked, hun er utilfreds med, for lige så kærlig hun kan være, lige så hurtigt bliver hun rasende, bander og svovler og nægter at lytte, siger jeg er så uretfærdigt, af og til at hun hader mig og værre personlige angreb. Der er ingen vej ind med fornuft, selv om man taler med hende i fredstid. Når jeg fortæller hende, at jeg også er et menneske, og at ord har betydning og effekt, bliver hun i stedet rasende fordi hun får skyldfølelse.
Jeg synes det er svært, fordi hun er sårbar og jeg ikke ønsker at skabe afstand mellem os. Samtidig er jeg først og fremmest hendes mor, ikke hendes kammerat, og derfor kan jeg være nødt til at være uretfærdige, dumme mor I perioder.
Pt. Er hun meget vred over, at jeg ikke vil bruge 3000 kroner på en ny IPhone til hende. Alle de andre piger har en IPhone, men da hun i sin tid fik sin telefon, fik hun en Samsung, og den gang var hun lykkelig for den. Det er en meget god telefon, i den dyre ende, men i hendes alder fylder status jo, og faktum er bare, at de andre kommenterer på, at hun ikke har IPhone. Jeg vil gerne i dialog med de andre forældre og/eller klasselæreren, men min datter er meget tydelig omkring, at hun aldrig vil tilgive mig, hvis jeg gør det.
Men det der egentlig er humlen lige nu og her og som gør mig usikker i min rolle som mor, det er at hun VIL diskutere det. Over SMS.. For hun er hos sin far.
Vi talte kort i telefon, indtil hun smed på, og jeg gjorde meget ud af at anerkende hendes følelser i situationen, vise omsorg og spørge ind, men samtidig være tydelig omkring, at jeg ikke bruger tusindvis på en IPhone, når hun har en velfungerende telefon. Hun er velkommen til selv at spare op til en.
Hele aftenen er jeg blevet bombarderet med sms'er. Jeg har sagt, at jeg gerne vil tale med hende face 2 face, men at jeg ikke vil diskutere over SMS. Jeg har sagt, at jeg elsker hende, men nu lægger jeg telefonen væk. Men sms'erne fortsætter. Hun kan ikke sove, før det her er ude af verden (og det er ikke ude af verden før jeg siger ja til den IPhone, og det gør jeg fandme ikke. Hun er heldig hun er priviligeret nok til overhovedet at have så fin en telefon i hendes alder). Jeg er ond, når jeg ikke svarer. Jeg forstår hende ikke, etc etc.
Og så bliver jeg både frustreret og usikker. Jeg kan ikke lide, at hun forsøger at trænge mig op i en krog. Jeg vil ikke have, at hun skal presse mig til at sidde og sms'e. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Anerkendt, lyttet, været tydelig. Men når jeg siger nej, så placerer hun mig i en situation, hvor hun gør mig ansvarlig for hendes mangel på søvn og ulykkelighed. Hun nægter at tale med sin far om det.
Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af en i øvrigt meget intelligent pige på 11. Hendes hjerne er i rivende udvikling, begyndende pubertet. Men jeg vil også have lov at sige nej. Sætte grænser. Ikke finde mig i at blive talt grimt til. Jeg er bare så nervøs for at ødelægge vores relation, når hun er så sårbar.
Jeg har brug for at blive guidet omsorgsfuldt af forældre, der har erfaring med større børn. Hjælp en usikker mor. 
