Mange tak for jeres svar. Det er virkelig godt at have det her forum, når man ikke lige har nogle veninder, man kan dele det med.
Jeg vælger at blive - især historien om hjerneblødningen sætter det hele lidt i perspektiv! For i hverdagen føler jeg ikke den store kærlighed og jeg kan være i tvivl, om jeg overhovedet elsker ham, men hvis jeg forestiller mig, at det var ham, der døde, kan jeg godt mærke, hvor meget jeg holder af ham.
Og ja - hvis jeg slog plat og krone, ville jeg håbe, at den landede på "bliv"...
Jeg er også tryghedsnarkoman og det giver altså også en dejlig tryghed at være to. Især i disse tider. Og selvom jeg voksede op hos en kærlig og god enlig mor, så kæmpede hun en brav kamp for os! Og vi var simpelthen så fattige - en frygtelig ting at være som barn! Der er flere grunde til at blive end til at gå.
Så jeg må blive og kæmpe videre. Tak for jeres svar! 
Anmeld
Citér
