En ægte mareridt ramte os.

lineog4 skriver:

Kære du - at blive en del af den heldigvis lille gruppe, som har mistet et barn er noget ingen ønsker. 

Vi er ens på nogle områder og så forskellige på andre - men en ting har vi til fælles vi mangler vores barn.

Jeg mistede min datter for snart 16 år siden, og jeg mangler hende hver dag, men hvor det i starten var manglen og sorgen der fyldte ALT, så er det nu livet, smilene, glæden og hverdagen som fylder og manglen og sorgen er med som små glimt. 

Jeg frygtede så meget at glemme. Og jegvved nu, at jeg glemmer aldrig at være mor til Lia, glemmer aldrig min kærlighed til hende, men jeg glemmer øjeblikkene med hende, kan ikke huske hvordan lige præcis hvordan hun føltes i armene, hvordan hun lød osv. 

Da jeg mistede Lia gik jeg både til efterfødselsgymnastik for kvinder der havde mistet, vi kom i forældregruppe via landsforeningen (som nu hedder forældre og sorg tror jeg) og jeg fandt ligesindede på nettet. Det var min redning at mødes med og skrive med andre der havde mistet - både de som stod midt i sorgen og de som havde mistet for længere tid siden.

Hvis du har behov for en der lytter og forstår eller i hvert fald kan rumme alle tanker også de helt sorte, så er du meget velkommen til at skrive til mig. 

jeg er vild ked af også dit tab

det er helt ubærlig det vi gennemgår os der har mistet et barn.

Som du skriver det lyder det at du haft hende i armene i noget tid. Må jeg spørger om nået du at have hende i armene i nogle dage eller uger eller måneder ingen hun døde? 
Og var det i de første år at du var bange for at glemme? 

ved ikke om det noget i den stil jeg føler ligenu. Men når jeg er sammen med mine 2 piger og de så gør noget eller siger noget som jeg kommer til at smile over. I det samme sekundt jeg kommer til at smile, begynder jeg at være voldsom trist og som om nogle stak mig tusind knive i hjertet og begynder at tænke om jeg allerede glemte mit højt elskede  dreng allerede nu. Bliver helt angst og som den dårligste mor i verden.  

Love Angel skriver:

jeg er vild ked af også dit tab

det er helt ubærlig det vi gennemgår os der har mistet et barn.

Som du skriver det lyder det at du haft hende i armene i noget tid. Må jeg spørger om nået du at have hende i armene i nogle dage eller uger eller måneder ingen hun døde? 
Og var det i de første år at du var bange for at glemme? 

ved ikke om det noget i den stil jeg føler ligenu. Men når jeg er sammen med mine 2 piger og de så gør noget eller siger noget som jeg kommer til at smile over. I det samme sekundt jeg kommer til at smile, begynder jeg at være voldsom trist og som om nogle stak mig tusind knive i hjertet og begynder at tænke om jeg allerede glemte mit højt elskede  dreng allerede nu. Bliver helt angst og som den dårligste mor i verden.  

Jeg havde Lia i 4 dage - vi anede ikke, at hun  havde et hjerte som ikke var lig liv  derfor havde vi 4 dage hjemme i ren lykkerus med vores to piger og vupti så var hun død.

Jeg havde som dig et større barn, og det hover jo tilbage til livet på godt og ondt. Hun skulle afleveres i børnehave, skulle til sit mor/barn musik. Og da Lia døde 18. November, så var det også alle juletingene, alt der vi havde planlagt med to børn skulle gennemføres med et barn. Og min store datter fortjente jo også en mor der kunne smile, grine og være i nuet - og det var møg svært bpde fordi nuet jo gjorde ondt, men også som du skriver fordi et grin sammen med hende - kunne jeg tillade mig det, hvordan kunne jeg være glad når min datter var død, så et øjeblik med glæde kunne give dobbelt sorg. 

Men det er jo det der skal til, livet går videre og ikke mindst går det videre sammen med ens børn. Mit liv er også gået videre, og jeg mangler Lia hver dag, men jeg glædes ved mit liv med hendes tre søskende - at have tre børn i livet og et i hjertet er mit og min families faktum, og vi har det godt. Der er stadig sorte huller jeg kan falde i, men jeg kender vejen op, og mange gange kan jeg faktisk udskyde dem, hvis der er noget andet som skal have lov at fylde. 

Og du (og jeg) er netop en fantastisk mor, af vi kan være der både for de som vi har i livet og de som desværre ikke er i livet. Var din søn levende skulle han jo også lige vente på hans søskende. 

lineog4 skriver:

Jeg havde Lia i 4 dage - vi anede ikke, at hun  havde et hjerte som ikke var lig liv  derfor havde vi 4 dage hjemme i ren lykkerus med vores to piger og vupti så var hun død.

Jeg havde som dig et større barn, og det hover jo tilbage til livet på godt og ondt. Hun skulle afleveres i børnehave, skulle til sit mor/barn musik. Og da Lia døde 18. November, så var det også alle juletingene, alt der vi havde planlagt med to børn skulle gennemføres med et barn. Og min store datter fortjente jo også en mor der kunne smile, grine og være i nuet - og det var møg svært bpde fordi nuet jo gjorde ondt, men også som du skriver fordi et grin sammen med hende - kunne jeg tillade mig det, hvordan kunne jeg være glad når min datter var død, så et øjeblik med glæde kunne give dobbelt sorg. 

Men det er jo det der skal til, livet går videre og ikke mindst går det videre sammen med ens børn. Mit liv er også gået videre, og jeg mangler Lia hver dag, men jeg glædes ved mit liv med hendes tre søskende - at have tre børn i livet og et i hjertet er mit og min families faktum, og vi har det godt. Der er stadig sorte huller jeg kan falde i, men jeg kender vejen op, og mange gange kan jeg faktisk udskyde dem, hvis der er noget andet som skal have lov at fylde. 

Og du (og jeg) er netop en fantastisk mor, af vi kan være der både for de som vi har i livet og de som desværre ikke er i livet. Var din søn levende skulle han jo også lige vente på hans søskende. 

 

Hvor gør det mig vildt ondt på din/jeres vegne. Det må ha været vildt hårdt, når nu i har haft hende i 4 dage. Det jo helt forfærdelig at både tag sig af sig selv og din ældste datter. Da hun jo også haft 4 dage med sin lillesøster som ligepludselig er væk. Det må ha været helt uoverskuelig for dig.

min ældste datter har heldigvis ikke vist tegn overhovedet. Den mindste datter hun spurgte nogle gange over flere dage. Om hvor baby er henne eller aer min mave og siger hvor er baby, eller som hun plejer den gang at hun så kilder på min mave er at hun kilder baby. Og en dag sagde hun også at hun elsker baby. Og hver gang ligeså hårdt det rammer mig at hun spørger efter ham. Men fortæller hende ligeså stille at baby er i himlen og at vi ikke kan se ham mere. Men heldigvis at nu spørger hun ikke mere.

Love Angel skriver:

Hvor gør det mig vildt ondt på din/jeres vegne. Det må ha været vildt hårdt, når nu i har haft hende i 4 dage. Det jo helt forfærdelig at både tag sig af sig selv og din ældste datter. Da hun jo også haft 4 dage med sin lillesøster som ligepludselig er væk. Det må ha været helt uoverskuelig for dig.

min ældste datter har heldigvis ikke vist tegn overhovedet. Den mindste datter hun spurgte nogle gange over flere dage. Om hvor baby er henne eller aer min mave og siger hvor er baby, eller som hun plejer den gang at hun så kilder på min mave er at hun kilder baby. Og en dag sagde hun også at hun elsker baby. Og hver gang ligeså hårdt det rammer mig at hun spørger efter ham. Men fortæller hende ligeså stille at baby er i himlen og at vi ikke kan se ham mere. Men heldigvis at nu spørger hun ikke mere.

Synes altid andrea historier er værre end mib egen - vi har jo gennemlevet vores og overlevet, så kan se fordele i, at min datter nåede at være storesøster, viste hende frem i børnehaven osv. Samtidig var det jo en meget lille plads Lia nåede at fylde ud, så der var ikke en masse minder der kunne vælte læsset.

Min store datter talte meget om sin lillesøster, og lavede selv en historie om, at hendes lillesøster malede himlen lyserød og den historie er fulgt med os og hendes lillebrødre siger det også selvom alle jo godt ved det ikke er sådan, men lige som Nissen.

Min store datter er nu 19 år, og Lia dukker op en gang imellem (eller måske endda mere end jeg får at vide). Hun går på graven og ordner en gang imellem, har endda taget sin kæreste med. 

I starten havde jeg jordens dårligste samvittighed både for at give hende det med i livet, og så den anden at jeg følte jeg valgte hende istedet for at følge med Lia. Så det har været utroligt ambivalent. 

Nu har jeg fået vendt det, og ja vi bragte sorgen ind i hendes liv. Hun mistede sin lillesøster men jo egentlig også sin mor og far som de var. Men i stedet har hun fået forældre som værdsætter livet på en anden måde- jeg er mystisk nok blevet meget mere optimistisk og positiv, hsr ikke brug for at planlægge så meget og har kæmpet for at kunne være lige nu og her. Og så har hun fået med, ar selv helvedesforgård ka  man komme tilbage fra.

lineog4 skriver:

Synes altid andrea historier er værre end mib egen - vi har jo gennemlevet vores og overlevet, så kan se fordele i, at min datter nåede at være storesøster, viste hende frem i børnehaven osv. Samtidig var det jo en meget lille plads Lia nåede at fylde ud, så der var ikke en masse minder der kunne vælte læsset.

Min store datter talte meget om sin lillesøster, og lavede selv en historie om, at hendes lillesøster malede himlen lyserød og den historie er fulgt med os og hendes lillebrødre siger det også selvom alle jo godt ved det ikke er sådan, men lige som Nissen.

Min store datter er nu 19 år, og Lia dukker op en gang imellem (eller måske endda mere end jeg får at vide). Hun går på graven og ordner en gang imellem, har endda taget sin kæreste med. 

I starten havde jeg jordens dårligste samvittighed både for at give hende det med i livet, og så den anden at jeg følte jeg valgte hende istedet for at følge med Lia. Så det har været utroligt ambivalent. 

Nu har jeg fået vendt det, og ja vi bragte sorgen ind i hendes liv. Hun mistede sin lillesøster men jo egentlig også sin mor og far som de var. Men i stedet har hun fået forældre som værdsætter livet på en anden måde- jeg er mystisk nok blevet meget mere optimistisk og positiv, hsr ikke brug for at planlægge så meget og har kæmpet for at kunne være lige nu og her. Og så har hun fået med, ar selv helvedesforgård ka  man komme tilbage fra.

 

Ja det rigtigt. For mange bliver livet ikke værdsat på den rigtig måde. Og det at være lige nu og her. 
 
det lyder mange i tråden her at sorgen og det at mangle sit barn og savnet, ikke forsvinder eller bliver mindre uanset hvor mange år der går men at i har lært at leve med det. 

jeg har så forfærdelig følelse af sorg og mangler min lille dreng og savn , som jeg aldrig har følt før i mit liv. Og et sorg jeg ikke kan forstår at det er muligt at man kan ha og stadig leve. Et sorg jeg umuligt kan forstår at den overhovedet bliver et sorg jeg kan leve med. Selvom der går mange år.  
jer der har været igennem det og har levet med det i så mange år, i ved jo self hvad i snakker om. 
men jeg kan ikke se hvordan det vil være muligt overhovedet for mig.  

Love Angel skriver:

Ja det rigtigt. For mange bliver livet ikke værdsat på den rigtig måde. Og det at være lige nu og her. 
 
det lyder mange i tråden her at sorgen og det at mangle sit barn og savnet, ikke forsvinder eller bliver mindre uanset hvor mange år der går men at i har lært at leve med det. 

jeg har så forfærdelig følelse af sorg og mangler min lille dreng og savn , som jeg aldrig har følt før i mit liv. Og et sorg jeg ikke kan forstår at det er muligt at man kan ha og stadig leve. Et sorg jeg umuligt kan forstår at den overhovedet bliver et sorg jeg kan leve med. Selvom der går mange år.  
jer der har været igennem det og har levet med det i så mange år, i ved jo self hvad i snakker om. 
men jeg kan ikke se hvordan det vil være muligt overhovedet for mig.  

Det kan man ikke se lige der midt i den sorg som er så stor og ubærlig. Jeg havde tanken om drt jeg selv kaldte ikke-livet (andre kalder det vel døden) for livet var så svært at være i, så udvejen føltes langt lettere. Jeg vidste dog godt det ikke var en mulighed og var ikke på den måde selvmordstruet, men kunne godt tænke tænker som: Hvis jeg nu bare blev siddende her.

Men ja mystisk nok blev det hele lidt lettere for hver dag der gik indtil man blev sendt tilbage til skakmat - det var 2 skridt frem og et tilbage og i de svære perioder 2 skridt frem og 3 tilbage.

Nu kan jeg næsten altid kontrollere det på den måde at jeg kan udsætte - jeg kan mærke det sorte hul er lige foran fødderne, men kan så lige stoppe og vente med at falde i, hvis fx et af børnene har brug for mig  hvis jeg helst vil være alene når jeg falder i osv. Men jeg ved også at udsætter jeg for længe så rammer det dobbelt.

I den første lange stykke tid havde jeg ikke samme kontrol, jeg måtte bare flyde med - kunne gemme det værste til min datter var i børnehave, men ellers ikke. Og så havde jeg absolut ingen filter, alle fik sæt råt for usødet - kan huske nogle spurgte mig om det var okay at spørge mig om ting, og mit svar var; I må spørge alt, men tæbk lige over om I kan klare svaret for jeg fortæller ALT. 

I det første stykke tid spurgte jeg min mand flere gange om dagen: tror du vi kan blive glade og endda lykkelige igen? Han var ved at eksplodere, men det var det som betød aller mest for mig, for kunne vi ikke det var min datter så ikke bedre stillet uden mig? Jeg er blevet glad igen, og lykke oplever jeg igen i glimt (som alle andre for hvem er lykkelig hele tiden), men det har været en lang vej og vel egentlig kamp. Min sejr følte jeg da jeg fik lillebror nummer 2 efter Lia. Som jeg siger: Dina gjorde mig til mor, Lia viste mig at kærlighed er større end døden, Liam tog mig tilbage til livet og Linus tog mig tilbage til det lykkelige liv. 

Samtidig lige der midt I sorgen var den voldsomme dårlige samvittighed for jeg kunne jo ikke nyde min skønne Dina - havde tanker som: skal jeg nøjes med hende, hvorfor er hun så stor osv? Det har også været en kamp eller en rejse at gøre op med den dårlige samvittighed. Og den titter frem en gang imellem stadigvæk - ja i det hele taget tog hele livet en kæmpe kolbøtte og forandrede mig, vores familie og vores prioriteter. 

Jeg mangler Lia helt vildt - vi nærmer os hendes fødselsdag og jeg kan mærke lunten bliver kortere. Hun er med os på godt og ondt - har lige været til magiske dage I Odense med en jeg først har lært at kende efter Lia, vi gik forbi et flot  husnummer som var nummer 14 og jeg tog et billede - hun spurgte: bor I i nummer 14 eller hvorfor billedet? Fordi det er Lias fødselsdag og det var smukt. Hun kiggede forundret og spurgte: er hun med dig hele tiden? Ja det er hun men ikke så hun lægger en dæmper på mit liv, hun er med bare fordi....

Men det tager tid at gå fra at leve på trods af sorgen til at leve med sorgen  

lineog4 skriver:

Det kan man ikke se lige der midt i den sorg som er så stor og ubærlig. Jeg havde tanken om drt jeg selv kaldte ikke-livet (andre kalder det vel døden) for livet var så svært at være i, så udvejen føltes langt lettere. Jeg vidste dog godt det ikke var en mulighed og var ikke på den måde selvmordstruet, men kunne godt tænke tænker som: Hvis jeg nu bare blev siddende her.

Men ja mystisk nok blev det hele lidt lettere for hver dag der gik indtil man blev sendt tilbage til skakmat - det var 2 skridt frem og et tilbage og i de svære perioder 2 skridt frem og 3 tilbage.

Nu kan jeg næsten altid kontrollere det på den måde at jeg kan udsætte - jeg kan mærke det sorte hul er lige foran fødderne, men kan så lige stoppe og vente med at falde i, hvis fx et af børnene har brug for mig  hvis jeg helst vil være alene når jeg falder i osv. Men jeg ved også at udsætter jeg for længe så rammer det dobbelt.

I den første lange stykke tid havde jeg ikke samme kontrol, jeg måtte bare flyde med - kunne gemme det værste til min datter var i børnehave, men ellers ikke. Og så havde jeg absolut ingen filter, alle fik sæt råt for usødet - kan huske nogle spurgte mig om det var okay at spørge mig om ting, og mit svar var; I må spørge alt, men tæbk lige over om I kan klare svaret for jeg fortæller ALT. 

I det første stykke tid spurgte jeg min mand flere gange om dagen: tror du vi kan blive glade og endda lykkelige igen? Han var ved at eksplodere, men det var det som betød aller mest for mig, for kunne vi ikke det var min datter så ikke bedre stillet uden mig? Jeg er blevet glad igen, og lykke oplever jeg igen i glimt (som alle andre for hvem er lykkelig hele tiden), men det har været en lang vej og vel egentlig kamp. Min sejr følte jeg da jeg fik lillebror nummer 2 efter Lia. Som jeg siger: Dina gjorde mig til mor, Lia viste mig at kærlighed er større end døden, Liam tog mig tilbage til livet og Linus tog mig tilbage til det lykkelige liv. 

Samtidig lige der midt I sorgen var den voldsomme dårlige samvittighed for jeg kunne jo ikke nyde min skønne Dina - havde tanker som: skal jeg nøjes med hende, hvorfor er hun så stor osv? Det har også været en kamp eller en rejse at gøre op med den dårlige samvittighed. Og den titter frem en gang imellem stadigvæk - ja i det hele taget tog hele livet en kæmpe kolbøtte og forandrede mig, vores familie og vores prioriteter. 

Jeg mangler Lia helt vildt - vi nærmer os hendes fødselsdag og jeg kan mærke lunten bliver kortere. Hun er med os på godt og ondt - har lige været til magiske dage I Odense med en jeg først har lært at kende efter Lia, vi gik forbi et flot  husnummer som var nummer 14 og jeg tog et billede - hun spurgte: bor I i nummer 14 eller hvorfor billedet? Fordi det er Lias fødselsdag og det var smukt. Hun kiggede forundret og spurgte: er hun med dig hele tiden? Ja det er hun men ikke så hun lægger en dæmper på mit liv, hun er med bare fordi....

Men det tager tid at gå fra at leve på trods af sorgen til at leve med sorgen  

Det rigtig, der er ikke nogle der er lykkelig hele tiden. Når du skriver at det første lange stykke tid havde du ikke det samme kontrol. Må jeg spørger hvor længe det er? Og må jeg spørger hvor længe efter din datters død  at du følte at du gerne vil til at prøve at blive gravid igen? Og har du læst eller kender nogle der også har mistet som slet ikke vil ha flere børn efter de har mistet? 
og hvor længe tog det dig at leve med sorgen?  Undskyld de mange spørgsmål. 
jeg ved at man kan komme i sådan en gruppe for forældre der har mistet. Men jeg føler ikke at jeg kan overskue sådan noget. Min man begyndte på arbejde igen for en uge siden. Og vores piger haft en uge ferie men nu de startet i børnehave og skole igen. Og idag skulle jeg begynde at hente dem igen. Ikke nok med at jeg skal hente dem så snakker min ældste datter om lege aftaler og selvom heldigvis det ikke bliv til noget. Så kunne jeg mærke at jeg slet ikke klar til at komme ud i blandt folk mm. Og jeg stod foran min datters skole og min datter og hendes veninde og venindes mor stod og diskuteret om det bare skulle være i morgen, så stod jeg og var ved at miste tålmodigheden og mine tåre presset på og var tæt på at bryde sammen, fordi det var så uoverskuelig for mig. Men bidt det hårdt i mig igen. Men selvom jeg slet slet ikke klar til at komme ud i blandt folk, så er jeg desværre tvunget til det. 
Men min pointe er at jeg kan ikke overskue at komme ud i blandt andre. Men skriver herinde fordi jeg har også brug for at snakke om det selvom jeg ikke kan overskue at se andre. Ligenu kæmper jeg KUN for at overleve mine timer og dage og uger. Og tag mig af mit eget sorg når mine piger sover eller er ude i børnehave og skole.

Love Angel skriver:

Det rigtig, der er ikke nogle der er lykkelig hele tiden. Når du skriver at det første lange stykke tid havde du ikke det samme kontrol. Må jeg spørger hvor længe det er? Og må jeg spørger hvor længe efter din datters død  at du følte at du gerne vil til at prøve at blive gravid igen? Og har du læst eller kender nogle der også har mistet som slet ikke vil ha flere børn efter de har mistet? 
og hvor længe tog det dig at leve med sorgen?  Undskyld de mange spørgsmål. 
jeg ved at man kan komme i sådan en gruppe for forældre der har mistet. Men jeg føler ikke at jeg kan overskue sådan noget. Min man begyndte på arbejde igen for en uge siden. Og vores piger haft en uge ferie men nu de startet i børnehave og skole igen. Og idag skulle jeg begynde at hente dem igen. Ikke nok med at jeg skal hente dem så snakker min ældste datter om lege aftaler og selvom heldigvis det ikke bliv til noget. Så kunne jeg mærke at jeg slet ikke klar til at komme ud i blandt folk mm. Og jeg stod foran min datters skole og min datter og hendes veninde og venindes mor stod og diskuteret om det bare skulle være i morgen, så stod jeg og var ved at miste tålmodigheden og mine tåre presset på og var tæt på at bryde sammen, fordi det var så uoverskuelig for mig. Men bidt det hårdt i mig igen. Men selvom jeg slet slet ikke klar til at komme ud i blandt folk, så er jeg desværre tvunget til det. 
Men min pointe er at jeg kan ikke overskue at komme ud i blandt andre. Men skriver herinde fordi jeg har også brug for at snakke om det selvom jeg ikke kan overskue at se andre. Ligenu kæmper jeg KUN for at overleve mine timer og dage og uger. Og tag mig af mit eget sorg når mine piger sover eller er ude i børnehave og skole.

Jeg har mødt en del der har mistet både gennem grupper og fordi jeg har været ude og holde oplæg. De fleste har efter et stykke tid ønsket endnu et barn, men der er også både nogle som ikke har ønsket det, og nogle hvor de ikke har kunne få. Lia var vores fælles andet barn og også vores sidste planlagte barn troede vi - min mand er ældre end mig så han satte en tidsgrænse og sagde at skulle vi have endnu et barn så skulle vi skynde os. Jeg ved ikke om jeg var parat for ville jo bare have Lia tilbage - vi havde først talt om vi skulle vente til efter obduktionssvaret, men balfte alligevel at starte efter min første menstruation - jeg blev gravid med det samme og Lia fik en lille bror 20 dage før hun blev et år. Det var ikke en lykkelig graviditet, og jeg kunne slet ikke forholde mig til, at jeg skulle have en dreng og i det hele taget forholde mig til, at han ikke døde. Også edter han var født havde jeg svært ved det hele - skrev mig igennem det hele, så ved jeg først 7 uger edter hans fødsel rent faktisk turde elske ham og tro på, at han ikke døde. 

Hvornår kunne jeg kontrollere det? Hmm som du skulle jeg jo kontrollere det når min datter var der - dvs. Kontrollere på den måde at jeg ikke gik og græd - jeg kunne ikke kontrollere at tankerne forsvandt, at jeg måtte trække mig mentalt osv. Tror først jeg blev "normal" efter det første år. Det vsr som om jeg skulle gennemleve alle 365 dage for at vide, at det kunne jeg. Men jeg blev selvsagt bedre og bedre. I starten vågnede jeg altid med et billede på nethinden, og det billede ville være dagens tema det kunne være noget fra da hun stoppede med at trække vejret, noget fra hospitalet osv. Og det kunne jeg ikke kontrollere. 

Lia døde d.18.11. Så der kom en masse juletamtam, og hvordan pokker jeg kom igennem jul i børnehaven, juletræsfest på plejehjemmet hos min morfar, juleteater mm. Det aner og forstår jeg ikke, men jeg gjorde det og faldt så sammen bagefter. Husk juletræsfest hvor jeg dansede, sang, men bare havde lyst til at råbe: min datter er død, så fat det dog. Og juleteatret, hvor alle hyggede sig og jeg sad og græd uden lyd. 

Min mand tog også på arbejde en uge efter vi havde mistet og jeg kastede mig desperat over det jeg vidste jeg var god til = at studere. Havde lige afleveret mit speciale, men fik dispensation til at starte på en gruppe coach uddannelse på RUC som egentlig kun var for de studerende  meldte mig til fag på folkeuniversitetet for de steder kunne jeg være Line som de andre ikke viste havde mistet et barn. Der var mest på trods jeg gjorde der, følte ingen ting - var totalt mekanisk men måtte bare ud og væk. Og der er alle jo forskellige nogle har som du på ingen måde brug for andre, være i grupper osv. Hvor jeg havde brug for at finde mig, jeg var blevet væk, mine følelser, mine tanker, min tro på mig selv var væk og jeg skulle starte helt forfra også i troen på mig selv som mor. Jeg har stadig ikke fundet hele mig, og helt irrationelt giver heg stadig mig selv og min forhadte krop skylden for at Lia døde.

Hvornår levede jeg med sorgen og ikke på trods af sorgen - tror jeg skal hen til efter Lias lillebror blev født. Kan huske jeg kunne gå med barnevognen og gå i selvsving over dilemmaet: ville du bytte ham ud for Lia? Og der gik noget tid før jeg kunne sige med sikkerhed: nej det vil jeg ikke. Lia er død og Liam er her, og sådan er det. Først der levede jeg med sorgen og ikke på trods, så måske halvanden år efter hendes død. Det betyder ikke jwg havde halvanden år nede i et sort hul, for der var også små lysglimt, men at leve var svært. 

Det tog mig nogle uger bare at huske at trække vejret, det tog mig måneder ikke at irrationelt at håbe på, at de ringede og sagde det var en fejl og jeg kunne hente hende. Det hsr taget mig år at nå til en forståelse af, at jeg kan være lykkelig igen.

Og du skal endelig spørge enten her i tråden eller skriv en besked.