Love Angel skriver:
D.16 september faldt vores verden sammen.
Datoen D .16 september så vi vores ægte mareridt i øjnene.
vi mennesker intet er vi dumme eller naive, og eller begge delle. Fordi man har fået 1-2-3-4- raske og levende børn, så begynder man at tro at det at miste et barn ikke sker for en selv. Men man skal tro om igen. Og hver menneske skal ikke være dum og naiv for som åbenlyst kan desværre alle ende der hvor det er alle forældres mareridt er at miste et barn.
jeg har intet ord for det jeg føler nu og gennem lever. Og hver dag og hver time og hver sekundt føler jeg at det helt urealistisk det jeg gennem lever ligenu. 
Alt i mig vil ikke tro det. Og hver nat jeg ligger i min seng og før jeg falder i søvn, håber jeg endelig at jeg vågner og det er er blot en dum mareridt.et mareridt jeg kan vågne fra. Men hver morgen når jeg vågner, vågner jeg til mit mareridt, vågner til mit SANDE mareridt som jeg gennem lever ligenu og her.
aldrig har jeg følt så voldsom et tomhed indeni, aldrig har jeg følt at være knækket og ødelagt indeni som jeg er nu. Føler voldsom savn som jeg aldrig følt før.
jeg er så Tom indeni og ødelagt og savner mit nyfødt dreng så meget at jeg føler mig kvalt hver eneste sekundt.
D. 16 september ca kl 5 om morgenen var vi inde på hospitalet fordi jeg blødte og fik veer. Jeg kom ind på hospitalet og var den lykkeligste gravid kvinde i verden. Jordmoder prøvet et stykke tid at finde hjertelyd. Og jo mere hun bliv ved og ikke kunne fonde det jo mere bliv jeg bekymret men mest sur på hende og tænkte at det utroligt hun ikke kunne finde ud af sit arbejde. Til sidst kaldt hun på 2 andre. Men de sagde hurtigt det forbandede ord. Der er intet hjerte lyd. Barnet er dødt. I det sekundt de sagde det gav jeg op både fysisk og mentalt. Og ville ikke føle noget eller mærke hverken fysisk smerte eller mentalt
det kan ikke beskrives, det ren mareridt at føde sit dødfødte barn. Jeg har simpelthen ikke ord for det jeg gennem livet den dag og det jeg gennem lever ligenu. Min hjerne vil ikke tro det og vil ikke forstår det. Livet er så skrøbelig. Jeg gik ind på hospitalet som den lykkeligste gravid i verden, og kom ud som den mest ulykkelig mor til en dødfødt barn. Den dag og det Sorg vil følge mig resten af mit liv, ligesom mit eget sjæl.
Hvor gør det mig ondt for både dig og resten af din familie.
Jeg mistede en datter under fødslen for efterhånden mange år siden.
Sorgen bliver lettere - men vil altid bo hos jer.
Den bliver til at leve med , og vil efterhånden blive til minder og stærk på nogen dage , og mere som en dump smerte andre dage.
Det er uendeligt hårdt at miste et barn. Og det vigtigste lige nu er at I giver jer selv lov til at dykke ned i sorgen og vreden.
Det er okay at føle vrede , sorg og angst . Det er okay at græde uhæmmet , og bare være til.
Det vil blive lettere - men det tager lang tid og det er vigtigt at ingen fortæller jer hvad der er rigtig og forkert - for det ved kun I.
Skab minder - masser af minder med jeres lille dreng.
Billeder , kys kram og duft ham.
Tag ham helt ind - det bliver så vigtigt i sorgprocessen at der ikke er noget der fortrydes fordi man ikke synes man kunne.
Mange steder er der kølelift så man kan få sit barn med hjem inden begravelse.
Det er en god mulighed for både jer forældre og jeres børn at få et godt farvel.
Jeg håber for jer - at I har mennesker omkring jer der kan omfavne og rumme jer lige nu.
Der er gode grupper på Facebook som spædbarndsød , forældre og sorg , og os der har mistet et barn.
Der er der ligesindede der har været hvor I er - og det kan på et tidspunkt blive vigtigt at kunne fortælle ens " historie " til nogen der aldrig bliver trætte af at lytte .
Kærlige tanker jeres vej - og håber I finder en god vej igennem det I lige nu står i.
