Slem graviditet og traumatiseret far

Anonym skriver:

Hov, jeg glemte at svare på den del. Beklager…

Han er meget overbevist om, at uheld kan ske, selvom man er beskyttet. Jeg foreslog kondom, og han argumenterede for, at der er chance for, at det kan briste… Også står jeg der, og ikke kan modsige ham, da det sagtens kan lade sig gøre… 

Har også foreslået p-piller, og den chance vil han heller ikke tage, da jeg kan glemme at tage en pille… 

Spiralen føler han sig overhovedet ikke sikker ved… 

 

Den er virkelig svær… Han afviser psykologisk behandling

Hvad tænker han om jeres fremtid? Hvad hvis du en dag får nok og siger stop? Vil han så trække på skuldrene og sige ‘det var det?’

Tænker virkelig han har brug for den hjælp han afviser. Hvis han har så meget mistillid til ellers rimelig beskyttende præventionsmidler, så tænker jeg virkelig at han kæmpe med nogle indre dæmoner. Det kan altså også ske at sterilisation ikke virker 100%, jeg har kendt to hvor det ikke har virket ordentligt og der var der faktisk mere krise over utroskab end barnet, fordi manden jo var overbevist om at han var 100% beskyttet og pludselig troede at konen havde været sammen med en anden. 

Jeg siger ikke det sker ofte. Men det sker altså heller ikke særlig ofte at nogle på fx hormonspiral bliver gravide. 

Han har brug for et kæmpe, men kærligt spark, til at få hjælp, få det bedre og bedre kan håndtere parforhold og fremtiden

Jeg kan godt forstå jeg begge. Det ville også være vigtigt for mig at han ikke lukkede muligheden for et barn engang i fremtiden endegyldigt før der er gået mere tid. Men jeg kan også sagtens forstå at han panikker lidt.  Kan du måske få en p-stav, eller i kan gå med livrem og seler og bruge både p-piller og kondom. På den måde har i ekstra sikkerhed og din mand har selv kontrol over en del af præventionen. 
Jeg tænker ikke nødvendigvis at der er et kæmpe behov for psykologsamtaler eller hjælp udefra i det hele taget. Tænker at tiden vil gøre rigtig meget godt for ham og at det ikke er unormalt at lysten til sex og kærtegn er meget lav efter sådan en omgang. Og hvis du presser ham for meget så tænker han måske at det er fordi du egentlig gerne vil have et barn mere nu og ikke fordi du tænker på jeres forhold. Jeg ville give det noget tid og evt. se om ikke der er noget fædre tumle halløj for ham og jeres barn i nærheden. Det kan være han finder nogen at vende det hele med der hvis han overhovedet har et behov for det. Bare fordi man ikke taler om sine ranker og følelser betyder det ikke at man undertrykker dem. Sindet klarer rigtig mange ting selv hvis man giver det lov. 

Anonym skriver:

Hov, jeg glemte at svare på den del. Beklager…

Han er meget overbevist om, at uheld kan ske, selvom man er beskyttet. Jeg foreslog kondom, og han argumenterede for, at der er chance for, at det kan briste… Også står jeg der, og ikke kan modsige ham, da det sagtens kan lade sig gøre… 

Har også foreslået p-piller, og den chance vil han heller ikke tage, da jeg kan glemme at tage en pille… 

Spiralen føler han sig overhovedet ikke sikker ved… 

 

Den er virkelig svær… Han afviser psykologisk behandling

Hormonspiral er meget, meget sikker prævention. Jeg kan forstå, man er afvisende over for kun kondom i sådan en situation, men det lyder virkelig til, at din mands frygt for at undgå graviditet har udviklet sig til angst. 

Han har brug for hjælp, både for sin egen skyld, men også for jeres forholds skyld.

Tusinde mange tak for jeres uddybende kommentarer. 

Det har sat nogle ting i perspektiv - og jeg vil helt klart overveje jeres råd … Mange, mange tak! 

Jeg ville være bange for en skilsmisse, mere end bekymret over flere børn (om end jeg forstår dine grunde til at nævne det allerede nu). 

Ingen kys? Kram? Lægger sig med ryggen til? Det første halve år med en baby er HÅRDT, men som du skriver det, så er noget gået i stykker mellem jer, og det skal fikses. For ellers så går det hele fra hinanden, og det ville være skrækkeligt for jer og for den lille. 

Måske bebrejder han dig (irrationelt) at det gik så galt? Eller er bange for at elske dig, når du blev så syg? Jeg ved det ikke - det er bare tanker.

Men dine følelser skal han tage alvorligt, også selvom han åbenbart endnu ikke er klar til at indrømme, hvordan han har det.

Jeg håber virkelig, at I finder ud af det sammen. Tillykke med den lille! 

Jeg ved ikke om det er en hjælp, men jeg var gravid i 17 og fødte i 18 og havde også hyperemesis fra uge 5 til min fødsel, hvilket resulterede i at jeg var helt udbrændt til fødslen og havde en lang og svær fødsel, jeg var også i tvivl om jeg nogensinde skulle gøre det igen, da det er noget så rædselsfuldt at have hyperemesis.

Jeg er gravid i uge 25 igen og er ligeså hårdt ramt denne gang, hvilket er svært med et barn på 4 oveni. Jeg kunne aldrig i livet have klaret sådan en graviditet igen, hvis ikke min datter var så stor og selvstændig. Det har været usigelig hårdt at være så syg og samtidig skal være en god mor. Jeg ventede med vilje således der ville blive ca 5 år mellem fødslerne/graviditeterne og alle dem jeg kender som også har lidt af hyperemesis og har fået børn hurtigt efter hinanden har knækket nakken på det. Det samme ville jeg hvis jeg havde et lille barn oveni i denne skrækkelige omgang. 

Min mand har heller ikke været klar før nu, så mit bedste råd ud fra mine observationer er at vente til begge er klar og den første selv kan gå på toilettet osv. Det letter lidt af presset når man ligger og kaster op for 36. gang den dag.

Masser af tanker til dig fra en der virkelig ved hvor rædselsfuldt hyperemesis er.

Vi har to børn med 19 måneders mellemrum. To graviditeter med slem hyperemesis og andet barn et kolikbarn. Det er både det værste vi har gjort og det bedste. Det bedste, fordi de er her. Det værste fordi vi har været ved at gå fra hinanden en milliard gange. 

Jeg fortryder ikke barn nummer to, men jeg fortryder, at jeg ikke insisterende på at vi fik tid til at hele efter første graviditet og fødsel, og jeg fortryder, at jeg ikke satte mit ønske om andet i anden prioritet. Det har været nogle sindssygt hårde år, som også har taget meget af glæden ved at have børn. Vi er et godt sted nu, men det kræver så meget arbejde at blive der. Helt ærligt, så frygter jeg, at en af os en dag ikke orker at arbejde for det mere. 

Hvad med evt psprøje, man må højst få den i to år og den skal vist gives hver tredje måned som jeg husker det, enten stopper mens helt ellers pletbløder man kun. Eller måske en pstav den skal du heller ikke rande rundt og huske hver dag.

Jeg var glad for min psprøjte

Jeg ville snakke med SP om mine bekymringer for manden..

simpelthen åbne op og sige nu skal du høre jeg er bange for at han går og kæmper alene med en masse ting som han ikke vil fortælle mig..

Hvis ikke manden selv søger hjælpen så må man hjælpe ham med at få den..

SP skal jo lære Jer at kende og det tager tid men hvis du gør hende opmærksom på at hun måske skal stille nogle andre spørgsmål eller spørge på en anden måde for at læse din mand så vil det hjælpe Jer alle i det lange løb..

jeg ved at jeg har været vanvittig heldig med vores SP og jeg er lykkelig for at jeg har et så åbent og ærligt forhold til hende for ellers var jeg aldrig kommet hertil.. Jeg håber du også har en SP du føler du kan have tillid til og som lytter og forstår dig...

Jeg havde en let graviditet, men fødslen var ikke en god oplevelse. Vi mærkede ikke noget til efterfødselsreaktion (set i bagklogskabens lys fik min mand dog en) men vi kunne mærke på vores sexliv at der var en angst for graviditet (jeg bliver nemt gravid). Og min mand var gået fra at ønske 3-4 børn til ikke at ønske flere.

Jeg kunne også mærke en kæmpe angst ift endnu en fødsel og overvejede en efterfødselssamtale på hospitalet, men der var gået mere end 2 år og bare tanken om at skulle derhen gav mig tårer i øjnene og næsten panikanfald.

Jeg bookede en samtale med en privat jordemoder som kom hjem til os. Jeg troede egentlig primært at det var "til mig", men min mand endte med åbne totalt op og han fik virkelig sat ord på alt det han havde oplevet. Det hjalp også mig, gav mig nogle redskaber til hvilke ressourcer /hjælp man kunne efterspørge for at imødekomme min fødselsangst og gav os mod på en graviditet og fødsel mere.

Så selv hvis din mand ikke ønsker at snakke med sundhedsplejersken nu, så er der altså muligheder også på sigt til at få det snakket igennem. Og det kan kun anbefales at få det snakket igennem! Ikke med henblik på at give ham lyst til endnu et barn, men at få det bearbejdet og få jeres parforhold tilbage på sporet