Anonym skriver:
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår provokationen. :-) Jeg har helt andre erfaringer end andre - men det er jo et faktum, at du med flere børn kommer til at dele tiden op.
Hvis du får 100 børn får du jo stadig 100 gange mere af bleer, smil, gylp osv. Men rent faktuelt får du ikke mere tid.
Og det er netop ideen om, at man får mere af det hele, som man lige skal have sat lidt i perspektiv.
Trillinge- og tvillinge- og flerlingeforældre er jo i høj grad fortalere for, at der flere forældre på barsel på samme tid - netop fordi du ikke har tiden til at være så meget med hvert enkelt barn.
Som forældre til et barn med kræft og alvorlig sygdom kan jeg også bare sige, at tid 1-1 er helt uvurderligt og så snart der er flere om at deles om din opmærksomhed - også i de rigtig svære perioder - så får du altså ikke de der stunder mere på samme måde.
Du får jo ikke flere timer i døgnet til at nyde alle de gode ting. Du har samme antal timer - det skal bare deles mellem flere. Og hvis dit nr 2 barn har kolik, så har du ikke noget overskud til din nr 1 og til at “nyde” alle de dejlige stunder.
Så hvad er det, du præcist bliver provokeret af? Jeg har aldrig sagt, at man ikke skal få flere børn eller børn tættere i alderen end mine.
Det jeg påpeger, er at du ikke får mere tid til at nyde alle de ting.
Jeg har mistet så meget tid med begge mine børn. Uvurdelige stunder fordi den ene var så syg og den lille ikke kunne være med til alt hospitalsbehandlingen.
Jeg har aldrig sagt, at min oplevelse gælder for alle. Det håber jeg da oprigtig ikke. Jeg ønsker ikke, at nogen skal gennemgå 2-3 år i kemo med deres små børn, have hospitalsbørn. Eller have 2 kolikbørn. Men faktum er også, at du og jeg begge har 24 timer i døgnet uanset om du har 1 eller 25 børn 
Man ved jo bedst selv, hvad man trives med. Men du får jo ikke dobbelt af det hele eller 10 dobbelt af det hele, fordi du får flere børn. Du får mindre tid til at give opmærksomhed til det enkelte barn. Og nej - det er ikke synd. Det er slet ikke det, jeg skriver. Jeg skriver bare, at tiden bliver mindre med hvert barn. Så hvis man nyder den der 1-1 tid, hvor man kan fordybe sig i smil og lege med sit barn til det falder glad i søvn med et smil på læben, så er det dælme svært, når der står en på 18 måneder og skal have frokost og skiftet ble. Hvis man trives i det - så skal man da gøre det? Selvfølgelig skal man da det - man kan jo ikke lade være.
Jeg bliver personligt ikke provokeret over, at du ikke deler mine erfaringer eller syn på livet. Jeg kan godt lide at debatter er for og imod generelt. Så kan man nikke genkendende til “nåh ja - jeg synes det er fint med at dele min opmærksomhed op med 2 små børn. Det er faktisk mere børnene jeg vil have, end den der 1-1 tid med spædbørn”
eller og så tænker man “Gud nej. Hvordan filan skal jeg kunne undvære min baby og jeg svømning med min store på 10 måneder. Det er jeg ikke klar til”
Livet er jo også foranderligt. Jeg har syge børn. Jeg troede jeg skulle have en karriere og rejse rundt i verden med mine børn. I stedet er hospitalet mit andet hjem og den verden, mine børn skal lære at kende mere end fede rejser til Thailand.
Jeg har aldrig skrevet, at alle der ikke deler mine tanker forkerte. Alle ved jo 100% (altså de fleste) hvad der er bedst for dem i deres liv. Men fordi jeg siger, at du får mindre tid med dine børn, fordi du rent faktuelt skal dele din opmærksomhed op, så er andre jo ikke forkerte i at gøre det?
Jeg havde en stor sorg, da jeg fik nr 2. Da det gik op for, hvor meget jeg skulle sige nej til nr 1, som gerne ville lege, hygge og spille spil. Men lillebror havde altså svær kolik og skreg og skulle ammes konstant. Pludseligt var vi meget mere delt som forældre - for nr 1 behov var ikke særligt forenelige med nr 2s altid. Nogle gange var de, men ofte var de heller ikke. Og det er den konflikt man står i uanset alder. Og vil du helst have den konflikt med en på 1 år eller en på 4? Det ved kun dem der får børnene
Selv tak fordi du deler dine tanker
Tak for dit lange svar. Provokeret var nok et stærkt nok ord at bruge, det var ment med en glimt i øjet og det kan jeg godt se ikke rigtigt fremgår tydeligt af mit indlæg.
Jeg er ked af at læse om jeres sygdomsforløb, og det må godt nok være svært, det kan jeg på ingen måder sætte mig ind i.
Jeg bliver nok "provokeret" af at jeg synes man ofte møder en lidt belærende/negativ tone (i mangel af bedre ord), næsten uanset hvad man ønsker sig.
Da jeg ikke havde børn mødte jeg rigtig ofte "husk nu at nyde det", "lad være at have travlt, nyd din frihed", "sov mens du kan", "husk nu det også er mega hårdt at have børn" osv. Det samme da jeg blev gravid - "bare vent, det kan godt være din nattesøvn af afbrudt nu MEN BARE vent til den lille kommer", "husk nu at nyde tiden mens du har den" osv.
Nu har vi ét barn og ønsker et mere, og nu hedder det "HUSK nu nyd det mens I kun har ét barn", "det er hårdt at have en barn, men BARE VENT til nummer to kommer", "du får ikke mere, du får mindre".
Og jeg synes bare det er rigtig ærgerligt at der altid skal være så meget fokus på at det er hårdt og nederen. Ingen siger "JA få børn, det er så givende og fylder dit liv med kærlighed" og slet tingen siger "JA få flere børn og få dem tæt!" Jeg har fået tegnet et billede af hvor hårdt og uoverkommeligt det at få børn er (måske er det bare mig?). Og helt ærligt (og sorry hvis det lyder lidt frelst), så synes jeg ikke det er særlig hårdt at være blevet mor, slet ikke så hårdt som jeg har fået fortalt hele mit voksenliv.
Det må 100% være hårdt og sorgfuldt og konfliktfyld at have små børn tæt på hinanden hvis der også er et sygdomsforløb indblandet. Men ville det ikke også være det med større aldersforskel? Intet er jo givet på forhånd, man risikerer jo også et sygdomsforløb, trivelsproblemer, handicap eller andre vanskeligheder selvom man venter med at få nummer to.
Min pointe er bare at jeg ikke kan se at det at få børnene tæt nødvendigvis gør det sværere eller nemmere? - fordi der er så mange ubekendte vi ikke er herre over.
Og sandt vi har alle 24 timer i døgnet, men vi kan i høj grad prioritere hvordan vi forvalter vores tid og det er det jeg mener med at tid er noget man tager. Når vi fx prioriterer at gå ned i tid, arbejde mere hjemme osv. så giver det jo netop mere tid til alt det sjove og hyggelige - og til at far fx kan lege og spille spil mens mor ammer eller omvendt med en flaske.
Jeg tror mange kender til at der kan følge en sorg med forældreskabet. Min egen sorg handler om at jeg i alt for mange år ikke ønskede børn og nu har vi fået vores første så sent at jeg ikke tror på vi når at få de børn vi nu er kommet til at drømme om. Det spiller klart også en del ind ift. mit ønske om at få børnene tæt.
