Det er sjovt, for der er ikke én “gammel måde” - forskellige bogsystemer og lærere har grebet matematikundervisningen vidt forskelligt an igennem tiden, og elever i samme by, men på forskellige skoler, har lært forskellige metoder på samme tid. Alligevel synes rigtigt mange af os, at “vores” indlærte metoder er de bedste, nemmeste, “rigtigste”.
Jeg lærte at lave gange- og minusstykker på én måde tilbage i 80’erne, og mine jævnaldrende fra andre skoler lærte andre, mens min stedfar, der hjalp mig med matematikken, korsede sig over, at det ikke skulle gøres på hans måde.
På seminariet, i 90’erne, havde jeg obligatorisk matematik på grunduddannelsen, og her fik vi præsenteret adskillige metoder for at få overblikket. Jeg kunne slet ikke rumme at sætte mig ind i så mange, når nu mine egne fungerede. Motivationen var heller ikke stor, da jeg ikke ville undervise i matematik.
Hvis man er skarp til matematik, og det gælder også dygtige elever, kan man med held overskue flere metoder og finde frem til ens foretrukne, men jeg tror, vi er rigtigt mange, der bare gerne vil gøre det på den måde, vi én gang har lært.
Da jeg tog linjefag i matematik, det skulle vi i første time fortælle om vores metode til at dividere i grupper - det var lige før stemningen mindede om timerne før en krig. Ikke en af os i min gruppe brugte samme metode, og vi mente alle vores var den bedste og mest korrekte
Til ts tænker alle arbejder med en form for mellemregninger i 5. Klasse, men ikke nødvendigvis som vi gjorde, da vi gik I skole. Og det skal også siges, at mellemregninger eller måske rettere forklaringer på, hvordan man er kommet frem til sit resultat er noget af det sværeste at få alle elever med på, for det er jo bare 35.
I mine klasser arbejder vi meget med at de ikke må fortælle mig resultatet, men kun skal fortælle, hvordan de ville regne det ud - det er en udfordring uden lige fordi den gængse holdning er matematik handler om resultater, men det er regning der gør det 
Derudover så præsenteres børnene for mange metoder, nogle gange finder de også selv på nogen som virker fantastisk. Nogle børn kan overskue mange metoder og andre bruger en - ofte vælger de så i addition og subtraktion den vi i mine klasser kalder regnelærer Prebens metode (den lodrette opstilling) for det er også den deres forældre kan.
Nå der kom jeg langt væk fra mellemregninger - men jo som matematiklærer vil jeg sige, at mellemregninger eller forklaringer egentlig er mere vigtige end resultatet. Om man lige opstiller på den ene eller den anden måde, får sat stregerne med lineal og holder en fin orden - er knapt så vigtigt, dog skal det være forståeligt for modtageren og derfor kan orden være en god ting.
Kladdehæfte/computer er også forskelligt fra sted til sted - jeg bruger meget gerne computer for ude i deres fremtid med matematik i 9. Klasse, gymnasiet mm. Der er afleveringer på computer, så et kendskab til wordmat giver så meget mening.
