Når man hader overraskelser - og ingen forstår

Jeg forstår godt din reaktion på det. Jeg kan godt lide overraskelser, men jeg kender flere med angst og jeg kunne aldrig drømme om at overraske dem med noget som helst. Jeg har set hvordan angsanfald ødelægger en eller flere dage for dem, der udsættes for det og det er der jo ingen der ønsker at udsætte nogen for. 
Derfor synes jeg også din mand har klokket gevaldigt i det her.

Det er jo bare at sige "Hey, jeg vil gerne holde et babyshower for dig" så var du blevet glad og din svigerinde kunne hygge sig med planlægningen derefter.

Men det lyder som om du lader som om at du bliver overrasket, når folk kommer med overraskelser. Det kan gøre det svært for dem at forstå hvordan du i virkeligheden har det.
Jeg har i en årerække haft en mand med angst (han er næsten helt ovre det nu) men min erfaring er at det er meget lettere for alle parter, hvis man kan være åben omkring det overfor familie og nærmeste venner. Dermed kan man bedre forklarer dem hvad det handler om og folk kan bedre guides til at udvise de nødvendige hensyn. Jeg ved godt det ikke er nemt at være åben omkring, men måske kan du arbejde hen imod det på sigt.
Det var svært for min mand selv at tage hul på emnet, så hos os os var det mig, der fortalte venner og familie om det, når min mand ikke var til stede. Efter aftale med min mand selvfølgelig. Vi blev mødt med stor forståelse og folk blev lettede over at blive inddraget, så de bedre kunne forstå hvad der foregik og udvise de nødvendige hensyn. 

Måske kan det hjælpe din svigerinde og andre i familien til ikke at komme med flere overraskelser og du slipper for at skulle spille komedie for at leve op til deres ønske om at overraske dig.

Det handler jo ikke om, jeg ikke er taknemlig for nogen vil gøre noget for mig. 

For selvfølgelig ville jeg blive glad for familie og venner, ville samles for at have en god dag sammen med mig. 

Men jeg har behov for at blive inkluderet og informeret. 

Nu har vi været sammen i 12 år. Min mand ved det unægteligt godt, men svigerinde ved det faktisk også. 

Hun er selv førtidspensionist, grundet psykisk lidelse. Og føler hun om nogen burde forstå mig rigtig godt. 

Jeg har bedt min mand viderformidle mine behov, til sin familie. Men det gør han tydeligvis ikke. Eller også forstår de det ikke.

Eller vælger alligevel sin families side, selvom han bagefter kan se efter reaktionen det giver mig.

Han siger han hader at se mig sådan, for det er for mig ikke bare et par dage. Det kan være uger, hvor jeg er dysfunktionel, og tager afstand fra alle. 

Så jeg kan slet ikke forstå, at når han ved det, og indrømmer han ved det var en dårlig ide. Så går han stadig med på den. 

Igen for at behage sin egen familie, når hans priotet burde være mig og lille babys velbefindende. 

Det ikke mere end 3 mdr siden, vi havde en situation med hans søster også. Hvor hun brød en aftale. 

Her var han havde han nøjagtig samme mening som jeg, at det var hende der havde trådt ved siden af. 

Lige indtil han talte med hende i telefon, så vendte han sig i mod mig og sagde det var mig der overreageret. 

Derfor er min tillid til min mand, ang hans støtte når det kommer til hans familie = 0 

Og det fik han også af vide. 

Og så laver han sådan et stunt her igen. 

Det får mig ikke til at stole mere på, at han vil forsøge at hjælpe mig. 

Jeg føler derimod jeg hver gang bliver dybt misforstået, og bliver set som den sure kælling der ikke får sin vilje. 

Når der slet ikke handler om hvorvidt jeg skal have ret. 

Det handler om jeg skal være forberedt. 

Jeg kunne have ringet til svigerfar, det korrekt. 

Men nu er det sådan at min svigerfar i perioder har det meget psykisk hårdt. 

Han lider af voldsom ptsd, og er derudover af den der gamle støbning der ikke vil indrømme man har behov for hjælp. Og opvokset med man ikke taler om følelser. 

Om end jeg føler jeg kan komme tæt på ham, mere end min mand kan. 

Så stod jeg med en forestilling om der var noget alvorligt galt. Og jeg derfor ved, at det ikke havde været godt at ringe til ham, og provokere hans psyke. 

Skal jeg komme ind til ham, skal man sidde med ham ansigt til ansigt, alene. 

Jeg havde jo spurgt min mand flere gange, hvad der var galt. Men han ville ikke komme med svar på det.

At sidde og samlinge det med jeg tror han er utro. Det synes jeg er plat. 

For det er ikke en frygt jeg går med. Jeg er ikke bange for han finder en anden. 

Men jeg er bange for jeg skal blive så misforstået af hans familie, fordi han ikke kan bakke mig op. 

At de en dag overtaler ham til, jeg ikke er god nok. Og han forlader mig til fordelt for sin families accept. 

Jeg står nemlig uden nogen familie. Hans familie, er min familie. 

Og har jeg ikke dem, så er jeg mutters alene.

Han var hverken sur eller skuffet over jeg havde kigget, han sagde at det var faktisk hvad han så som normalt man ville have gjort.

Når man står tilbage med en bekymring som alle giver vage svar på. Men man ved noget er i gære. 

Så jeg har ikke krænket noget privat liv eller tillid. 

Havde han ønsket hans Facebook var privat, så havde jeg jo nok ikke fri adgang. 

Nøjagtig som han har fri igang til mit. 

For jeg kunne aldrig forlange at have adgang, og han ikke havde omvendt. 

efter en 7 timers lang samtale, så kan han stadig ikke forstå det. 

Og han har ikke sagt til min svigerinde jeg har fundet ud af det. 

Han kan forså han har jokker i den, men hans undskyldning er at han jo nok ville komme til at lave fejl igen. 

Men han forsøger ikke at rette op på det. Han siger bare undskyld, og tror derefter at jeg kan komme med en magisk løsning på hvordan han kan gøre det godt igen. 

Men det kan ikke gøres godt igen. Løsningen havde været vi aldrig havde stået i situationen - fordi han havde stoppet den. 

Det gjorde han ikke, han gik med på den. 

Jeg kommer fra baggrund med psykisk vold og terror. 

Jeg er en pleaser, der behager alle andre på min egen bekostning. 

Fordi det sådan jeg igennem min opvækst er oplært, at det er det eneste værd jeg har. 

Det 3 år siden jeg cuttede kontakt til mine egne forældre, hvilket gjorde jeg endelig kunne finde mig selv.

3 års lang hård kamp, på at forstå at jeg ikke skal udnyttes mere. 

En lang sej kamp med mentor på, psykolog hjælp. Der har hjulpet mig til jeg er så funktions dygtig i dag, jeg kan se frem til et Flex job istedet for en førtidspension.

En kamp hvor min mand har holdt mig igennem mine nætter, hvor jeg har grædt som pisket. Over et enormt afsavn til min familie, og et behov for at passe ind. 

Men jeg har stadig en enorm hurdle - jeg håndtere ikke overraskelser godt. 

Fordi overraskelser for mig ikke er forbundet med en positiv oplevelse. 

Jeg lever et struktureret liv. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne smide den og være som alle andre. Men det kan jeg ikke. 

For der er da ingen sjov i at vide alting.. Men der er heller ingen sjov i et angst anfald, fordi man ikke ved hvordan man skal håndtere en overraskelse. 

Jeg er kommet så langt i mit liv, at da min mand efter næsten 12 år . Aldrig har ønsket sig børn, men en dag indrømmer for mig han har løjet sig selv og mig.

Tog det i stiv arm, støttede min mand og ikke løb skrigende bort. 

Men så min kæmpe angst i øjnene om en fødsel, og angsten for om jeg kunne klare det. 

For det vidste jeg nu, er det kunne jeg. Selvom det gjorde mig bange. 

For jeg vidste jeg havde rykket mig så langt, og havde støtten til det. 

Jeg har en mand der glæder sig til at være far, svigerforældre der glæder sig til at være farmor og farfar. Og støtter mig. 

Men min ene store psykiske udfordring, kan de ikke forstå og støtte mig i. 

Jeg elsker min mand. Jeg er aldrig i tvivl om han ikke ville være mig utro. 

Sådan er han ikke. 

Men det såre mig dybt og hårdt, at han ikke på det ene punkt, kan støtte mig op.

Og hjælpe mig med at blive forstået af hans familie. 

Det er så enormt ensom en følelse at stå med. At ligemeget hvem man forsøger at forklare det til, så er sætningen den sammen. 

"Jeg kan ikke sætte mig ind i din følelse" 

Anonym skriver:

For at lægge grundbasen for mit "had" til overraskelser, så ligger det i flere af de psykiske diagnoser jeg har. 

Jeg har Social angst og fobisk angst. 

Derudover har jeg en mild autistisk diagnose. 

Det noget jeg har arbejdet med i mange år, og noget min mand altid har kendt til. Men noget jeg især indenfor de sidste 2-3 år har arbejdet meget med, og kommet meget langt med. 

Blandet andet er jeg medicin fri, fordi det er det jeg ønsker. og det kan fungere - Når ikke man overtræder mine grænser og behov. 

En ting har jeg aldrig kunne arbejde mig ud af - jeg hader overraskelser.
Det giver mig simpelthen angst anfald.

Jeg kan sagtens være impulsiv selv - fordi så er det på mine præmisser, og når jeg har overskuddet. 
Men alt andet er jeg nød til at vide på forhånd.

Dette ved min mand godt, og har måtte opleve mig hvordan jeg er, når mine grænser bliver overtrådt. 

Derfor har vi altid haft en klar aftale om - ingen overraskelser. 
Og skulle nogen finde på at lave en overraskelse til mig, fordi de synes det sjovt. så jeg haft behovet for min mand har "advaret mig". 

Ikke at jeg skal vide til punkt og prikke, hvad overraskelsen er. men blot så jeg er en smule forberedt på at den og den dato, der sker der altså noget. 
- så jeg er forberedt på min dag ikke går som jeg havde planlagt den. 

Det følte jeg var en klar aftale vi havde. det var det så åbenbart ikke. 
For jeg har fundet ud af min svigerinde har planlagt en surprise babyshower til mig - og min mand har hele tiden vidst det, og holdt mig i mørket. 

Jeg vil lige pointere, at det ikke handler om jeg ikke er taknemlig eller glad for at få en babyshower. 
men at det handler om at det er gjort som en overraskelse. 
Jeg har ikke måtte vide det, men min mand har åbenbart gerne måtte vide det. 

Manden har i nogen måneder nu, gået og været mærkelig og tvetydig i sine svar når jeg har spurgt. 
taget sin telefon når hans søster har ringet, og forladt rummet (det gør han aldrig) 
pludselig været væk, eller kommet senere hjem. og kommet med dårlige undskyldninger hvorfor. 

Og når han har snakket med sin søster, fik jeg vage svar om, at omhandlede hans far. 
(hans far har blandt andet diabetes, og er meget psykisk dårlig)

Jeg holder utrolig meget af min svigerfar, og blev mere og mere bekymret for der var noget i vejen. Som min mand og svigerinden ikke ville fortælle mig om. 

Så til sidst, valgte jeg simpelthen af gå i min mands facebook på hans computer. 
- vi har begge koder til hinandens ting, så det som sådan ikke fordi at jeg har gjort det, er noget forkert. 
vi bruger ofte hinandens computere, tjekker mails eller lign. 

Men jeg opdager jo hurtigt, at det slet ikke handler om min svigerfar. Men at min svigerinde er i gang med en surprise babyshower for mig. 

Jeg vælger ikke at kigge yderligere end jeg ser de har en fælles gruppechat, og lukker ned. For jeg bliver så utilpas. 

Ikke nok finder jeg ud af, at mine mange bekymringer for min svigerfar, er ubegrundet. der er intet i vejen. 
Men at min mand også har løjet for mig om sin far, og hvad det rigtigt var. 

Men hvad der gjorde mig allermest utilpas af det hele, var at min mand hele tiden har vidst - og været med på. at holde en surprise babyshower for mig. 

 

noget han VED kan slå mig fuldkommen ud af kurs psykisk. 

Der er en grund til at jeg er tilknyttet et sårbar gravid forløb - og det ved han. fordi min angst blusser op igen. 


jeg føler mig så "krænket". mine grænser og behov langt langt overskredet. 

 

Jeg vælger at konfrontere min mand med det.

Hans undskyldning værende at det var jo en større overraskelse end bare en julegave. så derfor ville han ikke sige det. 

prøvende at komme med dårlige undskyldninger om, at det var jo familie og venner som kun ville os noget godt. 

Alligevel havde han godt vist det var en dårlig ide, og sagt det til sin søster. - men ikke mere end det. 

og han har stadig været med til at planlægge det - på trods af han åbenbart synes det var en dårlig ide.

Men advare mig, det har han ikke gjort. 

 

Han bliver ved med at sige "herregud, så ved du det. så er det jo ikke værre. nu kan du bare lade som om du intet har vist, og så er intet ødelagt". 

men hvis det var så ubetydeligt jeg fandt ud af det, hvorfor så holde det hemmeligt ? 

jeg kan slet ikke slå mit hoved om det ?

 

Og han forstår slet ikke, at det for mig ikke bare er "nåh jamen så ved jeg det, ups" 

Nej endnu en gang føler jeg mig forkert. - jeg har opdaget noget, jeg ikke skulle. Og nu skal jeg lade som ingenting.

på trods af det for mig er dybt dybt overskridende mine grænser. 

Jeg har været dybt bekrymret for min svigerfar, blevet løjet for, og fået opdaget en overraskelse, som jeg ikke vil have. 

Hvem er det sjovt for? at holde en overraskelse, for en der får angst af det ?

det sjovt for alle andre, end den det skulle være sjovt for. - mig.

Jeg føler ikke at nogen hverken kan, eller vil forsøge at forstå mig. Og jeg endnu en gang skal mindes om jeg er anderledes. 

 

alle andres behov skal dækkes - fordi de synes det sjovt. 

men mine skal overtrædes.

 

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit opslag. andet end at få luft.

for jeg har ingen jeg kan tale med det om, for dem jeg kan er inviteret med.

Jeg føler mig så uduelig og dum. fordi jeg ikke bare kan være som alle andre. men jeg gang på gang skal kæmpe, fordi ingen vil forstå og acceptere mine grænser.

 

Jeg er absolut heller ikke til overraskelsesfester. Hader det som pesten og jeg er altså helt normaltfungerende. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelser. Jeg har sagt til de nærmeste at de ikke skal bruge kræfter på at lave sådan noget til mig. Og det har de taget helt pænt. Så jeg ville tage en snak med svigerinden og holde den på din bane halvdel og forklare hende hvorfor. 

Derudover så kunne den babyshower, virkelig ikke være timet dårligere end den er. 

Jeg kommer fra 3 ugers "ferie" fyldt med familie tam tam. 

Det ikke ferie for mig, som det er for andre. 

Jeg elsker at bruge tid med familie. Men jeg er brugt bagefter. 

Og jeg har behov at at trække mig bagefter og lade op. 

Det har jeg på ingen måde nået. Babyshoweren er i næste uge. 

En uge allerede proppet så langt til randen, med fødsels angst samtale, egen læge, sundhedsplejerske og almindelig hverdag tilbage på "menuen" 

At jeg ikke engang er ladet op efter ferien, til mere social sammenkomst. 

Derudover finder jeg ud af, min svigerinde har inviteret min mor. 

Hende jeg ikke har talt med i 3 år. Og ikke har intention om at tale med. 

Men nu forstår jeg jo bedre, hvorfor de har presset så hårdt på. Med de mente jeg skulle blive gode venner med mine forældre igen.. 

Anonym skriver:

Det handler jo ikke om, jeg ikke er taknemlig for nogen vil gøre noget for mig. 

For selvfølgelig ville jeg blive glad for familie og venner, ville samles for at have en god dag sammen med mig. 

Men jeg har behov for at blive inkluderet og informeret. 

Nu har vi været sammen i 12 år. Min mand ved det unægteligt godt, men svigerinde ved det faktisk også. 

Hun er selv førtidspensionist, grundet psykisk lidelse. Og føler hun om nogen burde forstå mig rigtig godt. 

Jeg har bedt min mand viderformidle mine behov, til sin familie. Men det gør han tydeligvis ikke. Eller også forstår de det ikke.

Eller vælger alligevel sin families side, selvom han bagefter kan se efter reaktionen det giver mig.

 

Han siger han hader at se mig sådan, for det er for mig ikke bare et par dage. Det kan være uger, hvor jeg er dysfunktionel, og tager afstand fra alle. 

Så jeg kan slet ikke forstå, at når han ved det, og indrømmer han ved det var en dårlig ide. Så går han stadig med på den. 

 

Igen for at behage sin egen familie, når hans priotet burde være mig og lille babys velbefindende. 

Det ikke mere end 3 mdr siden, vi havde en situation med hans søster også. Hvor hun brød en aftale. 

Her var han havde han nøjagtig samme mening som jeg, at det var hende der havde trådt ved siden af. 

Lige indtil han talte med hende i telefon, så vendte han sig i mod mig og sagde det var mig der overreageret. 

 

Derfor er min tillid til min mand, ang hans støtte når det kommer til hans familie = 0 

Og det fik han også af vide. 

Og så laver han sådan et stunt her igen. 

Det får mig ikke til at stole mere på, at han vil forsøge at hjælpe mig. 

 

Jeg føler derimod jeg hver gang bliver dybt misforstået, og bliver set som den sure kælling der ikke får sin vilje. 

Når der slet ikke handler om hvorvidt jeg skal have ret. 

Det handler om jeg skal være forberedt. 

 

Jeg kunne have ringet til svigerfar, det korrekt. 

Men nu er det sådan at min svigerfar i perioder har det meget psykisk hårdt. 

Han lider af voldsom ptsd, og er derudover af den der gamle støbning der ikke vil indrømme man har behov for hjælp. Og opvokset med man ikke taler om følelser. 

 

Om end jeg føler jeg kan komme tæt på ham, mere end min mand kan. 

Så stod jeg med en forestilling om der var noget alvorligt galt. Og jeg derfor ved, at det ikke havde været godt at ringe til ham, og provokere hans psyke. 

Skal jeg komme ind til ham, skal man sidde med ham ansigt til ansigt, alene. 

Jeg havde jo spurgt min mand flere gange, hvad der var galt. Men han ville ikke komme med svar på det.

 

At sidde og samlinge det med jeg tror han er utro. Det synes jeg er plat. 

For det er ikke en frygt jeg går med. Jeg er ikke bange for han finder en anden. 

Men jeg er bange for jeg skal blive så misforstået af hans familie, fordi han ikke kan bakke mig op. 

At de en dag overtaler ham til, jeg ikke er god nok. Og han forlader mig til fordelt for sin families accept. 

 

Jeg står nemlig uden nogen familie. Hans familie, er min familie. 

Og har jeg ikke dem, så er jeg mutters alene.

 

Han var hverken sur eller skuffet over jeg havde kigget, han sagde at det var faktisk hvad han så som normalt man ville have gjort.

Når man står tilbage med en bekymring som alle giver vage svar på. Men man ved noget er i gære. 

 

Så jeg har ikke krænket noget privat liv eller tillid. 

Havde han ønsket hans Facebook var privat, så havde jeg jo nok ikke fri adgang. 

Nøjagtig som han har fri igang til mit. 

For jeg kunne aldrig forlange at have adgang, og han ikke havde omvendt. 

 

 

efter en 7 timers lang samtale, så kan han stadig ikke forstå det. 

Og han har ikke sagt til min svigerinde jeg har fundet ud af det. 

Han kan forså han har jokker i den, men hans undskyldning er at han jo nok ville komme til at lave fejl igen. 

Men han forsøger ikke at rette op på det. Han siger bare undskyld, og tror derefter at jeg kan komme med en magisk løsning på hvordan han kan gøre det godt igen. 

 

Men det kan ikke gøres godt igen. Løsningen havde været vi aldrig havde stået i situationen - fordi han havde stoppet den. 

Det gjorde han ikke, han gik med på den. 

 

Jeg kommer fra baggrund med psykisk vold og terror. 

Jeg er en pleaser, der behager alle andre på min egen bekostning. 

Fordi det sådan jeg igennem min opvækst er oplært, at det er det eneste værd jeg har. 

 

Det 3 år siden jeg cuttede kontakt til mine egne forældre, hvilket gjorde jeg endelig kunne finde mig selv.

3 års lang hård kamp, på at forstå at jeg ikke skal udnyttes mere. 

En lang sej kamp med mentor på, psykolog hjælp. Der har hjulpet mig til jeg er så funktions dygtig i dag, jeg kan se frem til et Flex job istedet for en førtidspension.

 

En kamp hvor min mand har holdt mig igennem mine nætter, hvor jeg har grædt som pisket. Over et enormt afsavn til min familie, og et behov for at passe ind. 

 

Men jeg har stadig en enorm hurdle - jeg håndtere ikke overraskelser godt. 

Fordi overraskelser for mig ikke er forbundet med en positiv oplevelse. 

 

Jeg lever et struktureret liv. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne smide den og være som alle andre. Men det kan jeg ikke. 

For der er da ingen sjov i at vide alting.. Men der er heller ingen sjov i et angst anfald, fordi man ikke ved hvordan man skal håndtere en overraskelse. 

 

Jeg er kommet så langt i mit liv, at da min mand efter næsten 12 år . Aldrig har ønsket sig børn, men en dag indrømmer for mig han har løjet sig selv og mig.

Tog det i stiv arm, støttede min mand og ikke løb skrigende bort. 

Men så min kæmpe angst i øjnene om en fødsel, og angsten for om jeg kunne klare det. 

For det vidste jeg nu, er det kunne jeg. Selvom det gjorde mig bange. 

For jeg vidste jeg havde rykket mig så langt, og havde støtten til det. 

Jeg har en mand der glæder sig til at være far, svigerforældre der glæder sig til at være farmor og farfar. Og støtter mig. 

 

Men min ene store psykiske udfordring, kan de ikke forstå og støtte mig i. 

 

Jeg elsker min mand. Jeg er aldrig i tvivl om han ikke ville være mig utro. 

Sådan er han ikke. 

Men det såre mig dybt og hårdt, at han ikke på det ene punkt, kan støtte mig op.

Og hjælpe mig med at blive forstået af hans familie. 

 

Det er så enormt ensom en følelse at stå med. At ligemeget hvem man forsøger at forklare det til, så er sætningen den sammen. 

"Jeg kan ikke sætte mig ind i din følelse" 

Man kan desværre ikke altid regne med at blive forstået. Hvis folk er selv er fuldstændig modsat, eller mangler noget empati, så forstår de det måske ikke. Til gengæld kan man godt have en forventning til at folks accepterer ens følelser selvom de ikke forstår dem.

Din mand lyder desværre som let at manipulere - i hvert fald når det kommer til hans familie. Jo mere du skriver om den surprise, desto dårligere idé lyder det til at være.

Jeg synes du skal sige til din mand at han må sørge for den bliver aflyst eller også må du selv tage kontakt. Det virker helt bizart at de dels laver surprise, når de ved du ikke kan klare og oven i købet inviterer familie som du ikke ser.

Jeg ville sige til min mand at jeg ikke deltager - og også sige at denne form for “intervention” hvor du presses til at tale med en, du ikke ønsker at tale med er grænseoverskridende. For mig virker det som om det er det egentlige formål med det babyshower. Det er da klart derfor du ikke måtte vide noget.  

Enig med de to sidste svar.. Synes ikke, at du skal tage med, og det skal du sige til din mand.. Du har ikke brug for mere pres og dårlige situationer og negativitet (her tænker jeg især din mor).. Du skal have lov til at slappe af og lade op, og have lov til at sætte fokus på dig selv og baby

Anonym skriver:

Derudover så kunne den babyshower, virkelig ikke være timet dårligere end den er. 

Jeg kommer fra 3 ugers "ferie" fyldt med familie tam tam. 

Det ikke ferie for mig, som det er for andre. 

Jeg elsker at bruge tid med familie. Men jeg er brugt bagefter. 

Og jeg har behov at at trække mig bagefter og lade op. 

Det har jeg på ingen måde nået. Babyshoweren er i næste uge. 

En uge allerede proppet så langt til randen, med fødsels angst samtale, egen læge, sundhedsplejerske og almindelig hverdag tilbage på "menuen" 

At jeg ikke engang er ladet op efter ferien, til mere social sammenkomst. 

 

Derudover finder jeg ud af, min svigerinde har inviteret min mor. 

Hende jeg ikke har talt med i 3 år. Og ikke har intention om at tale med. 

Men nu forstår jeg jo bedre, hvorfor de har presset så hårdt på. Med de mente jeg skulle blive gode venner med mine forældre igen.. 

sig han skal få dem til at aflyse festen og find på noget andet at lave den dag, så du er tidlig ude af huset i tilfælde af at den bliver holdt alligevel. 

Ud over alt det du skriver i starter, så syntes jeg faktisk det må være det sidste, med din mor, der er det væreste! 

I har været i et forhold i 10 år, han kender dig og din familie historie, og alligevel går han med til at hun blir inviteret. Det forstår jeg slet ik.

Jeg ville ringe/skrive til alle, jeg vidste var inviteret, og fortælle dem, hvordan du har det. At du har opdaget, hva der forgår, og at du ik har tænkt dig at deltage. 

Bestil et værelse på et lækkert hotel, bestil en lækker graviditets massage, og din ynglings mad, og ta en slappe af dag, kun for dig, også lad dem holde deres misforstået suprise uden dig.

Snak med dit team omkring dig, og spørg dem om gode råd, I forhold til at håndtere deres påhit. De har måske noget brugbart, og nogen gode redskaber, til dig. Tag evt din mand med, så det måske gør det mere håndgribeligt for ham, hvordan det påvirker dig. Vh Stine 

Anonym skriver:

Det handler jo ikke om, jeg ikke er taknemlig for nogen vil gøre noget for mig. 

For selvfølgelig ville jeg blive glad for familie og venner, ville samles for at have en god dag sammen med mig. 

Men jeg har behov for at blive inkluderet og informeret. 

Nu har vi været sammen i 12 år. Min mand ved det unægteligt godt, men svigerinde ved det faktisk også. 

Hun er selv førtidspensionist, grundet psykisk lidelse. Og føler hun om nogen burde forstå mig rigtig godt. 

Jeg har bedt min mand viderformidle mine behov, til sin familie. Men det gør han tydeligvis ikke. Eller også forstår de det ikke.

Eller vælger alligevel sin families side, selvom han bagefter kan se efter reaktionen det giver mig.

 

Han siger han hader at se mig sådan, for det er for mig ikke bare et par dage. Det kan være uger, hvor jeg er dysfunktionel, og tager afstand fra alle. 

Så jeg kan slet ikke forstå, at når han ved det, og indrømmer han ved det var en dårlig ide. Så går han stadig med på den. 

 

Igen for at behage sin egen familie, når hans priotet burde være mig og lille babys velbefindende. 

Det ikke mere end 3 mdr siden, vi havde en situation med hans søster også. Hvor hun brød en aftale. 

Her var han havde han nøjagtig samme mening som jeg, at det var hende der havde trådt ved siden af. 

Lige indtil han talte med hende i telefon, så vendte han sig i mod mig og sagde det var mig der overreageret. 

 

Derfor er min tillid til min mand, ang hans støtte når det kommer til hans familie = 0 

Og det fik han også af vide. 

Og så laver han sådan et stunt her igen. 

Det får mig ikke til at stole mere på, at han vil forsøge at hjælpe mig. 

 

Jeg føler derimod jeg hver gang bliver dybt misforstået, og bliver set som den sure kælling der ikke får sin vilje. 

Når der slet ikke handler om hvorvidt jeg skal have ret. 

Det handler om jeg skal være forberedt. 

 

Jeg kunne have ringet til svigerfar, det korrekt. 

Men nu er det sådan at min svigerfar i perioder har det meget psykisk hårdt. 

Han lider af voldsom ptsd, og er derudover af den der gamle støbning der ikke vil indrømme man har behov for hjælp. Og opvokset med man ikke taler om følelser. 

 

Om end jeg føler jeg kan komme tæt på ham, mere end min mand kan. 

Så stod jeg med en forestilling om der var noget alvorligt galt. Og jeg derfor ved, at det ikke havde været godt at ringe til ham, og provokere hans psyke. 

Skal jeg komme ind til ham, skal man sidde med ham ansigt til ansigt, alene. 

Jeg havde jo spurgt min mand flere gange, hvad der var galt. Men han ville ikke komme med svar på det.

 

At sidde og samlinge det med jeg tror han er utro. Det synes jeg er plat. 

For det er ikke en frygt jeg går med. Jeg er ikke bange for han finder en anden. 

Men jeg er bange for jeg skal blive så misforstået af hans familie, fordi han ikke kan bakke mig op. 

At de en dag overtaler ham til, jeg ikke er god nok. Og han forlader mig til fordelt for sin families accept. 

 

Jeg står nemlig uden nogen familie. Hans familie, er min familie. 

Og har jeg ikke dem, så er jeg mutters alene.

 

Han var hverken sur eller skuffet over jeg havde kigget, han sagde at det var faktisk hvad han så som normalt man ville have gjort.

Når man står tilbage med en bekymring som alle giver vage svar på. Men man ved noget er i gære. 

 

Så jeg har ikke krænket noget privat liv eller tillid. 

Havde han ønsket hans Facebook var privat, så havde jeg jo nok ikke fri adgang. 

Nøjagtig som han har fri igang til mit. 

For jeg kunne aldrig forlange at have adgang, og han ikke havde omvendt. 

 

 

efter en 7 timers lang samtale, så kan han stadig ikke forstå det. 

Og han har ikke sagt til min svigerinde jeg har fundet ud af det. 

Han kan forså han har jokker i den, men hans undskyldning er at han jo nok ville komme til at lave fejl igen. 

Men han forsøger ikke at rette op på det. Han siger bare undskyld, og tror derefter at jeg kan komme med en magisk løsning på hvordan han kan gøre det godt igen. 

 

Men det kan ikke gøres godt igen. Løsningen havde været vi aldrig havde stået i situationen - fordi han havde stoppet den. 

Det gjorde han ikke, han gik med på den. 

 

Jeg kommer fra baggrund med psykisk vold og terror. 

Jeg er en pleaser, der behager alle andre på min egen bekostning. 

Fordi det sådan jeg igennem min opvækst er oplært, at det er det eneste værd jeg har. 

 

Det 3 år siden jeg cuttede kontakt til mine egne forældre, hvilket gjorde jeg endelig kunne finde mig selv.

3 års lang hård kamp, på at forstå at jeg ikke skal udnyttes mere. 

En lang sej kamp med mentor på, psykolog hjælp. Der har hjulpet mig til jeg er så funktions dygtig i dag, jeg kan se frem til et Flex job istedet for en førtidspension.

 

En kamp hvor min mand har holdt mig igennem mine nætter, hvor jeg har grædt som pisket. Over et enormt afsavn til min familie, og et behov for at passe ind. 

 

Men jeg har stadig en enorm hurdle - jeg håndtere ikke overraskelser godt. 

Fordi overraskelser for mig ikke er forbundet med en positiv oplevelse. 

 

Jeg lever et struktureret liv. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne smide den og være som alle andre. Men det kan jeg ikke. 

For der er da ingen sjov i at vide alting.. Men der er heller ingen sjov i et angst anfald, fordi man ikke ved hvordan man skal håndtere en overraskelse. 

 

Jeg er kommet så langt i mit liv, at da min mand efter næsten 12 år . Aldrig har ønsket sig børn, men en dag indrømmer for mig han har løjet sig selv og mig.

Tog det i stiv arm, støttede min mand og ikke løb skrigende bort. 

Men så min kæmpe angst i øjnene om en fødsel, og angsten for om jeg kunne klare det. 

For det vidste jeg nu, er det kunne jeg. Selvom det gjorde mig bange. 

For jeg vidste jeg havde rykket mig så langt, og havde støtten til det. 

Jeg har en mand der glæder sig til at være far, svigerforældre der glæder sig til at være farmor og farfar. Og støtter mig. 

 

Men min ene store psykiske udfordring, kan de ikke forstå og støtte mig i. 

 

Jeg elsker min mand. Jeg er aldrig i tvivl om han ikke ville være mig utro. 

Sådan er han ikke. 

Men det såre mig dybt og hårdt, at han ikke på det ene punkt, kan støtte mig op.

Og hjælpe mig med at blive forstået af hans familie. 

 

Det er så enormt ensom en følelse at stå med. At ligemeget hvem man forsøger at forklare det til, så er sætningen den sammen. 

"Jeg kan ikke sætte mig ind i din følelse" 

Jeg tror ikke, du skal stile efter eller forvente, at din mand eller andre  forstår dine følelser omkring det, de opfatter som kærlige overraskelser. De, særligt din mand, skal til gengæld kunne acceptere, respektere og rumme dem og indrette sig efter dem. Det er noget andet end at kunne sætte sig helt og holdent ind i, hvad du føler.  

Jeg tænker, din mand er i klemme mellem familiemedlemmer, der begejstret og med kærlige hensigter insisterer på at gøre noget godt for dig - i deres øjne - og hensynet til dig. Selvfølgelig burde det sidste være det vigtigste, men jeg kan egentlig godt se/høre det for mig: En håndfuld velmenende og måske ikke lydhøre kvinder, som fejer hans tvivl og indsigelser af bordet, fordi det bare bliver SÅ fint med det babyshower, de vil SÅ gerne fejre dig, og SELVFØLGELIG bliver du glad. Og han bliver måske også revet lidt med af deres ønske om at glæde dig - det ER jo dejligt at vide, at de så gerne vil gøre noget for dig. 
Så skal han være den, der punkterer deres ballon og ødelægger festen - ham, der står alene om at holde fast i, at deres fantastiske ide ikke er fantastisk - ham, der minder om, at du er “anderledes” og særlig og slal overdøve deres protester. Det er ikke en let rolle at have. Især ikke, når deres planer jo kommer af venlighed/kærlighed - men uden lydhørhed. 

Jeg tror, du skal sætte ind på at se det som noget, I to skal støtte hinanden i. At du bliver nødt til at flytte fokus fra hans svigt og i stedet rumme og støtte ham i, at han også er klemt. Sådan at han rummer og respekterer din reaktion og du rummer og respekterer, at hans rolle heller ikke er nem. Lige nu forstår I ikke hinanden - det er jo gensidigt - men i stedet for at kræve en forståelse, skulle I nok se udfordringer som disse som en fælles hurdle, I begge kæmper med. Finde ud af, hvordan I hjælper hinanden med at håndtere sådanne udfordringer fremover. Begge to. Det vil også være mere værdigt for dig, at I ser det som en fælles udfordring - at det ikke bare kommer til at handle om, at DU er “speciel”, og at han skal beskytte dig.