Når man hader overraskelser - og ingen forstår

For at lægge grundbasen for mit "had" til overraskelser, så ligger det i flere af de psykiske diagnoser jeg har. 

Jeg har Social angst og fobisk angst. 

Derudover har jeg en mild autistisk diagnose. 

Det noget jeg har arbejdet med i mange år, og noget min mand altid har kendt til. Men noget jeg især indenfor de sidste 2-3 år har arbejdet meget med, og kommet meget langt med. 

Blandet andet er jeg medicin fri, fordi det er det jeg ønsker. og det kan fungere - Når ikke man overtræder mine grænser og behov. 

En ting har jeg aldrig kunne arbejde mig ud af - jeg hader overraskelser.
Det giver mig simpelthen angst anfald.

Jeg kan sagtens være impulsiv selv - fordi så er det på mine præmisser, og når jeg har overskuddet. 
Men alt andet er jeg nød til at vide på forhånd.

Dette ved min mand godt, og har måtte opleve mig hvordan jeg er, når mine grænser bliver overtrådt. 

Derfor har vi altid haft en klar aftale om - ingen overraskelser. 
Og skulle nogen finde på at lave en overraskelse til mig, fordi de synes det sjovt. så jeg haft behovet for min mand har "advaret mig". 

Ikke at jeg skal vide til punkt og prikke, hvad overraskelsen er. men blot så jeg er en smule forberedt på at den og den dato, der sker der altså noget. 
- så jeg er forberedt på min dag ikke går som jeg havde planlagt den. 

Det følte jeg var en klar aftale vi havde. det var det så åbenbart ikke. 
For jeg har fundet ud af min svigerinde har planlagt en surprise babyshower til mig - og min mand har hele tiden vidst det, og holdt mig i mørket. 

Jeg vil lige pointere, at det ikke handler om jeg ikke er taknemlig eller glad for at få en babyshower. 
men at det handler om at det er gjort som en overraskelse. 
Jeg har ikke måtte vide det, men min mand har åbenbart gerne måtte vide det. 

Manden har i nogen måneder nu, gået og været mærkelig og tvetydig i sine svar når jeg har spurgt. 
taget sin telefon når hans søster har ringet, og forladt rummet (det gør han aldrig) 
pludselig været væk, eller kommet senere hjem. og kommet med dårlige undskyldninger hvorfor. 

Og når han har snakket med sin søster, fik jeg vage svar om, at omhandlede hans far. 
(hans far har blandt andet diabetes, og er meget psykisk dårlig)

Jeg holder utrolig meget af min svigerfar, og blev mere og mere bekymret for der var noget i vejen. Som min mand og svigerinden ikke ville fortælle mig om. 

Så til sidst, valgte jeg simpelthen af gå i min mands facebook på hans computer. 
- vi har begge koder til hinandens ting, så det som sådan ikke fordi at jeg har gjort det, er noget forkert. 
vi bruger ofte hinandens computere, tjekker mails eller lign. 

Men jeg opdager jo hurtigt, at det slet ikke handler om min svigerfar. Men at min svigerinde er i gang med en surprise babyshower for mig. 

Jeg vælger ikke at kigge yderligere end jeg ser de har en fælles gruppechat, og lukker ned. For jeg bliver så utilpas. 

Ikke nok finder jeg ud af, at mine mange bekymringer for min svigerfar, er ubegrundet. der er intet i vejen. 
Men at min mand også har løjet for mig om sin far, og hvad det rigtigt var. 

Men hvad der gjorde mig allermest utilpas af det hele, var at min mand hele tiden har vidst - og været med på. at holde en surprise babyshower for mig. 

noget han VED kan slå mig fuldkommen ud af kurs psykisk. 

Der er en grund til at jeg er tilknyttet et sårbar gravid forløb - og det ved han. fordi min angst blusser op igen. 


jeg føler mig så "krænket". mine grænser og behov langt langt overskredet. 

Jeg vælger at konfrontere min mand med det.

Hans undskyldning værende at det var jo en større overraskelse end bare en julegave. så derfor ville han ikke sige det. 

prøvende at komme med dårlige undskyldninger om, at det var jo familie og venner som kun ville os noget godt. 

Alligevel havde han godt vist det var en dårlig ide, og sagt det til sin søster. - men ikke mere end det. 

og han har stadig været med til at planlægge det - på trods af han åbenbart synes det var en dårlig ide.

Men advare mig, det har han ikke gjort. 

Han bliver ved med at sige "herregud, så ved du det. så er det jo ikke værre. nu kan du bare lade som om du intet har vist, og så er intet ødelagt". 

men hvis det var så ubetydeligt jeg fandt ud af det, hvorfor så holde det hemmeligt ? 

jeg kan slet ikke slå mit hoved om det ?

Og han forstår slet ikke, at det for mig ikke bare er "nåh jamen så ved jeg det, ups" 

Nej endnu en gang føler jeg mig forkert. - jeg har opdaget noget, jeg ikke skulle. Og nu skal jeg lade som ingenting.

på trods af det for mig er dybt dybt overskridende mine grænser. 

Jeg har været dybt bekrymret for min svigerfar, blevet løjet for, og fået opdaget en overraskelse, som jeg ikke vil have. 

Hvem er det sjovt for? at holde en overraskelse, for en der får angst af det ?

det sjovt for alle andre, end den det skulle være sjovt for. - mig.

Jeg føler ikke at nogen hverken kan, eller vil forsøge at forstå mig. Og jeg endnu en gang skal mindes om jeg er anderledes. 

alle andres behov skal dækkes - fordi de synes det sjovt. 

men mine skal overtrædes.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit opslag. andet end at få luft.

for jeg har ingen jeg kan tale med det om, for dem jeg kan er inviteret med.

Jeg føler mig så uduelig og dum. fordi jeg ikke bare kan være som alle andre. men jeg gang på gang skal kæmpe, fordi ingen vil forstå og acceptere mine grænser.

Ej roooolig nu.

Jeg hader også overraskelser og jeg lider af social forbi og hader fester og steder hvor der er mange mennesker.

MEN det er gjort i en god mening og gjort for dig. Jeg læser ikke nogen steder at din mand har givet dig grund til at tro at der var noget alvorligt med din svigerfar, for så havde han nok sagt det, så jeg forstår slet ikke du bliver så bekymret som du giver udtryk for . Og hvis du endelig var, var det da nemmere at ringe til svigerfar og høre hvordan han havde det fremfor at tjekke din mands beskeder

Det lyder nærmest som du reagerer som hvis din mand havde været dig utro

Må indrømme at jeg er enig med ovenstående svar. Det lyder som om at din mand har været dig utro eller sådan noget. 

hvor lang tid i forvejen skal du have at vide der bliver lavet en overraskelse? Kunne jo være han ville fortælle det når det hele var på plads. Du siger jo selv du ikk behøver alle detaljer men bare et heads up. Og hvis de har skulle finde dato der passede alle gæster osv. så har han jo ikk kunne sige noget endnu. 

synes du skal slå koldt vand i blodet og falde lidt ned. Ellers ender det da virkelig med at ingen gider gøre noget for dig. Også vil det jo også være forkert 

Jeg forstår dig godt, TS. Det kan da godt være du skal falde en smule ned, men når man læser om din historik, hvor længe du har arbejdet med det og at I har en aftale om ingen overraskelser, så synes jeg din mand har klokket gevaldigt i det. 

Hvis man har det med overraskelser som du, så er det jo ikke bare en lille ting. Det havde været den nemmeste ting i verden for ham at sige at de var igang med at planlægge noget uden at give yderligere detaljer. Det er da kun for deres egen skyld at de synes det er sjovt af holde det hemmeligt.

Men sket er sket. Du må snakke med manden og evt svigerinde om at du sætter pris på det de gør for dig, men at du har brug for bare en lille smule information. Det bliver da heller ikke fedt at lave en surprise for en som får angst af det - hvis behov er det lige som er vigtigst? 

Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det. Jeg har selv panikangst og jeg ville helt sikkert ikke kunne deltage på dagen hvor jeg blev overrasket. Et angstanfald er voldsomt ubehageligt og kan for mig betyde en længere periode efterfølgende hvor jeg ikke kan deltage i familie eller arbejdsliv indtil jeg kommer ovenpå igen. Min angst blussede også op da jeg var gravid og jeg var også tilknyttet sårbare gravide. 

Det er også fuldt forståeligt at du blev bekymret for din svigerfar. Her spiller angsten jo også ind så selvom det kan være svært for andre at sætte sig ind i er det jo sådan det er for dig. Det er uheldigt at de hvide løgne har haft den effekt. Det tror jeg ikke at din kæreste har været bevidst om. 

Hvordan har du arbejdet med din angst? Har du nogle værktøjer som du kan overføre til den her situation? Måske kan du vende det om og få en succesoplevelse? Lige nu bekymrer du dig meget omkring omstændighederne for dagen: løgne, overraskelse, svigt. Kan du arbejde med de bekymringer med de metoder du har? Hvis det lykkes for dig at gøre det og kan deltage i dagen er det en succes for dig og kan måske gøre det lettere for dig i lignende situationer fremover?

Du er autist. Det er forklaringen på dit behov for struktur, og på din reaktion, som for nogen kan syntes ude af proportioner, men det er den ikke. Det er dine følelser, og de er ikke forkerte. De skal respekteres, og det er udelukkende manglende indsigt der kan få nogen til at bede dig om at slappe af eller tage dig sammen. 
Det kan være svært for omverden at forstå, men det er ikke din skyld 

Synes desværre, at det er nogle uheldige svar, du har fået i starten.. Og jeg synes, at du skal se bort fra dem og måske kommende lignede svar ..

Jeg har ikke selv haft så slem en angst, men har selv mange gange i mit liv fået angstanfald og haft forskellige former for angst i perioder.. Så kan selvfølgelig ikke sætte mig helt i det, du oplever.. MEN fyldt med hormoner OG angst, så kan jeg godt sætte mig ind i det og det virkelig ikke være sjovt for dig.. 

Det er helt i orden, at du har de følelser, og det er bare ikke i orden, at din mand holder sådan noget hemmeligt, når I har en aftale.. Og det er heller ikke i orden, at han så negligerer dine følelser bagefter .. 

Håber at du kan snakke med ham igen og få sat ord på dine følelser, så han bedre forstår det .. Og så håber jeg, at du er okay og kommer til at nyde dagen

Kære TS 

Jeg føler med dig. Dit oplæg er taget ud af min hverdag. 

Der er mange ting i det som trigger autismen og angsten. Hvor er det bare sk**e ærgerligt  at din mand ikke lige har givet dig et lille tip. 

Du overreagerer ikke (og at sige "rooooolig nu" er på ingen måde pænt skrevet!) Hvem har frivilligt lyst til at leve et liv med klare, faste rammer uden overraskelser? Det handler ikke om at slå koldt vand i blodet, trække vejret eller lignende. For sådan fungere det ikke! ... 

Håber du får talt med din mand om det, så din dag bliver god og fyldt med kærlighed fra dine nærmeste ❤️

Jeg har selv angst, og forstår udmærket din problematik! Dine nærmeste måtte have vidst, at det ikke er i lige netop DIN ånd, at holde det hemmeligt, da slet ikke din mand. Jeg ville også have været ængstelig og stresset over det forløb og jeg håber det er sidste gang de går bag din ryg med en hemmelighed når de nu ved at du ønsker dine grænser bliver respekteret af de forskellige årsager du har!

Dog var jeg aldrig selv gået så vidt som at tjekke min mands Facebook oh beskeder osv. Jeg synes faktisk han tager det utroligt pænt at du har krænket hans privatliv og overskredet gensidig tillid i forholdet, som om du mistænkte utroskab. Så vær taknemlig for hans milde reaktion på det - det tror jeg ikke alle havde været lige så lette over!

Kære TS.

Som en anden nævner, så er der kommet nogle lidt strenge svar til dig, som bare vidner om at dem som skriver dem ikke kan sætte sig ind i hvad du oplever.

Jeg læser det som at du føler dine grænser er blevet overtrådt og at den person, der plejer og burde forstå og vide hvordan dette vil påvirke dig, har "svigtet" fordi han ikke har advaret dig eller gjort klart over for din svigerinde at det ikke skal være en overraskelse. At det er deres behov, mere end dit, de sætter først kan jeg også sagtens se. Omend det kommer fra et godt sted. Men det bliver jo heller ikke sjovt for dem selv. De ønsker  du skal blive glad og sætte pris på det, men realiteten er  jo at de også vil blive kede af det, for den reaktion de forventer, vil de jo ikke få. Tværtimod. 

Den der sammenligning med utroskaben, er jo helt væk. For dét du gør, er at forsøge at forberede dig, fordi du jo ikke ønsker et angstanfald og kan mærke nogetver i gærde. Og jeg synes ærlig talt også det er smagløst at bruge din svigerfar og hans sygdom som dække. 

Vil egentlig bare sige, at jeg ikke synes du overreagerer og jeg forstår godt hvorfor du bliver ked af det og skuffet. Det var jeg også blevet. Jeg havde følt at det handlede mere om dem selv, end om dig.