PPR m.m og hvad nu?

Det bliver et langt opslag beklager.

Børnehaven ved ikke hvad de skal stille op med min dreng på 3 år, han har gået der ca 3 måneder, børnehavens beskrivelse: vil ikke deltage i fællesskabet, han observere meget, og kan til tider sidde i egen verden, har svært ved at koncentrere sig når der skal spises madpakker, dårligt sprog, dårlig øjenkontakt.

Hertil vil jeg tilføje, at hans sprog er bagud, som også hæmmer ham socialt, han går til talepædagog, og vi er pt midt i hele ppr møllen.

Det eneste jeg kan genkende fra børnehaven, er hans sprog, og han skal have lidt hjælp til at komme ind i en leg, men han vil virkelig gerne, han er en drillepind herhjemme, let til latter, og bruger gerne en banan til at tale i tlf, elsker at få kys og kram, og øjenkontakten fejler ikke noget herhjemme, han kan da godt blive sur når noget ikke går som han vil, men han har ikke decideret nedsmeltninger.

Har selv tager kontakt til en privat ergoterapeut, da jeg gerne vil have undesøgt om han har sanseintagrationsproblemer, da jeg har læst mig til at det kan give nogle af de udfordringer han har.

Har snakket med egen læge om hvordan børnehaven oplever ham, og hun ser jo også den samme dreng som jeg ser, og hun synes det er alt for tidligt at tænke i diagnoser.

Under en tlfsamtale med ergoterapeuten, spurgte hun om jeg havde snakket med min sagsbehandler eller min drengs, ærligt har slet ikke tænkt på det, så mit spørgsmål er her til jer med børn med særlige behov, hvordan var jeres forløb?

Er alene forældre og er ny i den verden med børn der skiller sig ud

Anonym skriver:

Det bliver et langt opslag beklager.

Børnehaven ved ikke hvad de skal stille op med min dreng på 3 år, han har gået der ca 3 måneder, børnehavens beskrivelse: vil ikke deltage i fællesskabet, han observere meget, og kan til tider sidde i egen verden, har svært ved at koncentrere sig når der skal spises madpakker, dårligt sprog, dårlig øjenkontakt.

Hertil vil jeg tilføje, at hans sprog er bagud, som også hæmmer ham socialt, han går til talepædagog, og vi er pt midt i hele ppr møllen.

Det eneste jeg kan genkende fra børnehaven, er hans sprog, og han skal have lidt hjælp til at komme ind i en leg, men han vil virkelig gerne, han er en drillepind herhjemme, let til latter, og bruger gerne en banan til at tale i tlf, elsker at få kys og kram, og øjenkontakten fejler ikke noget herhjemme, han kan da godt blive sur når noget ikke går som han vil, men han har ikke decideret nedsmeltninger.

Har selv tager kontakt til en privat ergoterapeut, da jeg gerne vil have undesøgt om han har sanseintagrationsproblemer, da jeg har læst mig til at det kan give nogle af de udfordringer han har.

Har snakket med egen læge om hvordan børnehaven oplever ham, og hun ser jo også den samme dreng som jeg ser, og hun synes det er alt for tidligt at tænke i diagnoser.

Under en tlfsamtale med ergoterapeuten, spurgte hun om jeg havde snakket med min sagsbehandler eller min drengs, ærligt har slet ikke tænkt på det, så mit spørgsmål er her til jer med børn med særlige behov, hvordan var jeres forløb?

Er alene forældre og er ny i den verden med børn der skiller sig ud

Jeg har ikke tid lige nu til et langt svar, men jeg vil bare indskyde, at jeg er psykolog, og det at de vil inddrage PPR betyder ikke, at der skal stilles en diagnose. I de fleste kommuner er tilgangen i PPR faktisk, at diagnoser er det, vi kigger på sidst. Først og fremmest vil PPR hjælpe institution og hjem med at blive klogere på, hvad der kan være på spil, om der er noget i miljøerne omkring ham, der kan justeres i for at bringe i trivsel. Stille skarpt på ressourcer og kompetencer hos dit barn og finde ud af, hvordan man kan understøtte dem. Og meget andet - så jeg tænker ikke nødvendigvis du skal frygte, at første vej er diagnosevejen. Tanker til dig! 

Men øjenkontakt og adfærd er typisk meget mere “normal” når man er hjemme. Hvis man hurtigt bliver sansepåvirket så gør mange børn og krav det store udfald. Vores søn var tydelig i øjenkontakt med os og lavede sjov og kunne sagtens håndtere skift. Han viste sig efter PPR og udredning som 6 årlig at være autist (aspergers).

Hvis de i børnehaven ser dårlig øjenkontakt og at han trækker sig er det jo ud fra en sammenligning med alle de børn de har igennem møllen. .. og det er mange! Hvis de siger det er der nok en ret stor sandsynlighed for at en psykiater/ psykolog ril en udredning vil se det samme. Jeg var meget overrasket. 

Jeg må sige, at jeg synes det er meget tidligt ‘ikke at vide hvad man skal stille op’ efter at have kendt et barn i tre måneder. Jeg kan ikke helt se, om de vil kontakte PPR, eller om de bare har sagt, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Men jeg arbejder selv som lærer, og jeg kunne aldrig finde på at konkludere, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle - og heller ikke, at jeg havde brug for PPR efter så kort tid (medmindre det var nogle helt andre problematikker end dem du beskriver). Jeg synes, det ofte tager minimum et halvt år, før jeg ved, hvem børnene er, og børn reaktion på en omvæltning (opstart børnehave, skolestart, skoleskift, skilsmisse osv) kan ofte komme til udtryk i nogle af de ting, som du nævner. Mange af de typiske ‘diagnose-tegn’ er også typiske ‘jeg har det svært for tiden-tegn’. 

Når det er sagt, er det jo rigtigt, at PPR ikke er til for at stille diagnoser - men for at give vejledning og sparring. Hvis jeg var dig ville jeg spørge ind til, hvad de konkret har til hensigt med en evt kontakt til PPR. Hvilke initiativer de selv har planer om at sætte i gang for at integrere dit barn? Hvad har de afprøvet? Det er jo ikke sådan, at man indstiller til PPR, og så løser de sagen. Der kan komme gode råd og vejledning osv, men arbejdet ligger hos pædagogerne (lærerne i mit tilfælde). Og det kan de jo lige så godt komme i gang med. Jeg ved jo ikke, hvad de har gang i af positive ting, men de har nok ikke afprøvet samtlige ideer fra deres pædagogiske erfaring og professionalisme i løbet af tre måneder.

Selvfølgelig har man som professionel set mange børn, og man kan måske spotte vanskeligheder hurtigere end man kan, hvis man arbejder med revision. Men forældre kender deres børn bedst, og hvis du ikke kan genkende det, pædagogerne beskriver, så hold du bare fast i det. Hvis dit barn har vanskeligheder i børnehaven men ikke i andre sammenhænge (fx til familiefester eller hvor I ellers er ude blandt mange mennesker eller der sker en masse), så er det måske i børnehaven og ikke i dit barn, at problemet er.

Jeg må sige, at jeg synes det er meget tidligt ‘ikke at vide hvad man skal stille op’ efter at have kendt et barn i tre måneder. Jeg kan ikke helt se, om de vil kontakte PPR, eller om de bare har sagt, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Men jeg arbejder selv som lærer, og jeg kunne aldrig finde på at konkludere, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle - og heller ikke, at jeg havde brug for PPR efter så kort tid (medmindre det var nogle helt andre problematikker end dem du beskriver). Jeg synes, det ofte tager minimum et halvt år, før jeg ved, hvem børnene er, og børn reaktion på en omvæltning (opstart børnehave, skolestart, skoleskift, skilsmisse osv) kan ofte komme til udtryk i nogle af de ting, som du nævner. Mange af de typiske ‘diagnose-tegn’ er også typiske ‘jeg har det svært for tiden-tegn’. 

Når det er sagt, er det jo rigtigt, at PPR ikke er til for at stille diagnoser - men for at give vejledning og sparring. Hvis jeg var dig ville jeg spørge ind til, hvad de konkret har til hensigt med en evt kontakt til PPR. Hvilke initiativer de selv har planer om at sætte i gang for at integrere dit barn? Hvad har de afprøvet? Det er jo ikke sådan, at man indstiller til PPR, og så løser de sagen. Der kan komme gode råd og vejledning osv, men arbejdet ligger hos pædagogerne (lærerne i mit tilfælde). Og det kan de jo lige så godt komme i gang med. Jeg ved jo ikke, hvad de har gang i af positive ting, men de har nok ikke afprøvet samtlige ideer fra deres pædagogiske erfaring og professionalisme i løbet af tre måneder.

Selvfølgelig har man som professionel set mange børn, og man kan måske spotte vanskeligheder hurtigere end man kan, hvis man arbejder med revision. Men forældre kender deres børn bedst, og hvis du ikke kan genkende det, pædagogerne beskriver, så hold du bare fast i det. Hvis dit barn har vanskeligheder i børnehaven men ikke i andre sammenhænge (fx til familiefester eller hvor I ellers er ude blandt mange mennesker eller der sker en masse), så er det måske i børnehaven og ikke i dit barn, at problemet er.

Jeg fandt ud af, at man er enormt god til st kompenserer for sit barn, når man netop kender det til bunds. Dvs: her var familiefødselsdag ikke et problem som fx samling i børnehaven/ fællesbeskeder. Det var ok til en fest, og naturligt at han trak sig lidt. Det er der bare ikke mulighed for i børnehaven i samme grad. Der stilles større krav generelt. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen sagde de til vores udredning, at forældrene kan genkende graden af udfordringer. 
Og - hvis PPR kobles på allerede så tidligt ER der fordi de ser et behov for hjælp med barnet allerede. Det er ikke den første automatreaktion og koster ressourcer de ikke har.

Kastanje skriver:

Jeg fandt ud af, at man er enormt god til st kompenserer for sit barn, når man netop kender det til bunds. Dvs: her var familiefødselsdag ikke et problem som fx samling i børnehaven/ fællesbeskeder. Det var ok til en fest, og naturligt at han trak sig lidt. Det er der bare ikke mulighed for i børnehaven i samme grad. Der stilles større krav generelt. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen sagde de til vores udredning, at forældrene kan genkende graden af udfordringer. 
Og - hvis PPR kobles på allerede så tidligt ER der fordi de ser et behov for hjælp med barnet allerede. Det er ikke den første automatreaktion og koster ressourcer de ikke har.

Jeg synes, det lyder som om der har været nogle rigtigt dygtige fagpersoner inde over sagen med din søn. Det virker som om de har handlet helt som de skulle, og hvor er det godt, at det er den oplevelse, du har fået og at din søn er blevet set og mødt. Forhåbentlig har han fået den hjælp han har brug for.

Det er helt rigtigt, at man som familie ofte kompenserer mere eller mindre bevidst for sine børns vanskeligheder. Det er dog min klare erfaring, at man skal lytte til forældrene. Både, når de er bekymrede, og man måske ikke ser tingene i skolen (som er der, jeg har erfaringer fra) - men også, når de ikke er bekymrede. Fagfolk tager også fejl, læser børnene forkert, misforstår dem. Fagfolk findes også i superskarpe og knap så skarpe udgaver.

Og her vil jeg altså holde fast i, at tre måneder er meget kort tid til at lære barnet at kende og se om det udvikler sig. Jeg vil også fastholde, at god pædagogisk praksis er, at man afprøver nogle tiltag, før man siger til en forælder, at man ikke ved, hvad man skal stille op med et barn. Det synes jeg ikke, tre måneder levner meget tid til.

Børn i mistrivsel udviser ofte de samme symptomer som børn med adhd og børn med ASF. Man kan naturligvis også få sparring med PPR i forhold til mistrivsel - på den måde kan PPR jo godt være relevant alligevel. 

Nu kan jeg jo kun tale for skoleområdet, men her er det ikke mine ressourcer som lærer, der bliver brugt, hvis et barn bliver indstillet til PPR. Jo, måske til nogle møder, men ellers gør det ikke en stor forskel for mig på den front, om PPR er inde over. Jeg skal jo hjælpe et barn i vanskeligheder, hvadenten det er indstillet eller ej. Jeg kan så få hjælp af PPR til, hvordan jeg bedst kan gøre det. Jeg oplever desværre ind imellem at PPR netop er lidt en automatreaktion, når man ser et barn, der ikke lige passer ind i kassen - det er spild af PPRs ressourcer - men ikke af lærernes ressourcer.

PPR leder ikke efter diagnoser men kan hjælpe insitutionerne med at give de værktøjer der skal til for at inddrage barnet. Fx rådgive om fysisk stimulering fra fys, specielle lege eller aktiviteter der skal inddrage barnet.  Tag det som en positiv ting at børnehaven rækker ud for at få hjælp til at hjælpe dit barn bedst muligt i de timer barnet er der. Og samarbejd endelig, så opnår I bedste resultater. 

Desværre har jeg ikke haft et trivselsmøde med børnehaven endnu, det her er ikke en kritik af pædagogerne, men jeg synes at et møde ville være på sin plads, og lave en plan med forældreren, istede for kort hive mig til side ved afhentning, og fortælle vi aner ikke hvad vi skal gøre med ham, og så kan jeg gå der og være vildt bekymret.

Jeg ønsker ikke han skal gå der 3 måneder endnu, hvis han ville bedre trives i en mindre børnehave, men jeg har hele tiden ment, at rammerne er for store for ham her, men dagpleje pædagogen sagde det kan han sagtens, skiftede fra vuggestue til dagpleje pga han ikke kunne de forskellige pædagoger der tog imod ham hver morgen.

Men han er ikke god til skift, det sidste år i dagplejen blev han kastet rundt pga sygdom, og i samme år, forsvandt hans far ud af hans liv pga alvorlig sygdom, så jeg kan da godt forstå at han synes det her skift, er rigtigt svært, og når man så hellere ikke kan udtrykke sig med ord ...åhh det må bare bare være så fandens svært

Jeg har også fået afvide at det er meget normalt, at barnet ikke har udfordringerne derhjemme, men selvfølgelig kan jeg se og mærke, at han ikke er glad for at gå i børnehave

Anonym skriver:

Det bliver et langt opslag beklager.

Børnehaven ved ikke hvad de skal stille op med min dreng på 3 år, han har gået der ca 3 måneder, børnehavens beskrivelse: vil ikke deltage i fællesskabet, han observere meget, og kan til tider sidde i egen verden, har svært ved at koncentrere sig når der skal spises madpakker, dårligt sprog, dårlig øjenkontakt.

Hertil vil jeg tilføje, at hans sprog er bagud, som også hæmmer ham socialt, han går til talepædagog, og vi er pt midt i hele ppr møllen.

Det eneste jeg kan genkende fra børnehaven, er hans sprog, og han skal have lidt hjælp til at komme ind i en leg, men han vil virkelig gerne, han er en drillepind herhjemme, let til latter, og bruger gerne en banan til at tale i tlf, elsker at få kys og kram, og øjenkontakten fejler ikke noget herhjemme, han kan da godt blive sur når noget ikke går som han vil, men han har ikke decideret nedsmeltninger.

Har selv tager kontakt til en privat ergoterapeut, da jeg gerne vil have undesøgt om han har sanseintagrationsproblemer, da jeg har læst mig til at det kan give nogle af de udfordringer han har.

Har snakket med egen læge om hvordan børnehaven oplever ham, og hun ser jo også den samme dreng som jeg ser, og hun synes det er alt for tidligt at tænke i diagnoser.

Under en tlfsamtale med ergoterapeuten, spurgte hun om jeg havde snakket med min sagsbehandler eller min drengs, ærligt har slet ikke tænkt på det, så mit spørgsmål er her til jer med børn med særlige behov, hvordan var jeres forløb?

Er alene forældre og er ny i den verden med børn der skiller sig ud

Det lyder fuldstændig som min dreng da han var i den alder. Børnehaven så ham på samme måde som du beskriver men hjemme eller ude blandt familie og venner så var det kun sproget man kunne genkende. 
Ved ikk lige hvad det der PPR er for noget. Men vi fik en fra kommunen ned i børnehaven der observerede ham en dags tid og kom hurtigt frem til at han bare var tilbagetrukken fordi han ikk kunne kommunikerer ordenligt med de andre og det påvirkede hans selvværd. Ingen mistanke om nogen diagnoser overhovedet. Han kom til talepædagog og så snart sproget kom lidt efter lidt opbyggede han selvværdet og han fik en masse venner hurtigt.

idag går han i skole uden nogle komplikationer. Hverken socialt eller bogligt