Julemand, tandfeen og påskeharen?

Min mand og jeg taler lidt om hvor vidt man bør fortælle sit barn om disse eventyr figurer.. 

julemanden, tandfeen mm. 

jeg er for, jeg synes det er magisk og hyggeligt, og noget jeg gerne vil videre give til mine børn. 
min mand er imod, han synes det er at lyve for børnene og de på sigt vil blive skuffet over at finde ud af de ikke eksisterer. 
jeg kan godt se hans side af det.. 

hvad tænker i? For/imod?

Uanset om I vælger at fortælle det eller ej, så vil barnet møde fortællingerne andre steder. I TV, blandt de andre børn eller voksne i institutionen. Hos os har vi påskeharen der kommer med påskeæg og nisserne der kommer med gaver i sokken. Jeg synes ligesom dig det er hyggeligt og skaber magi. Jeg kan ikke huske at jeg har følt mig forrådt eller snydt da jeg fandt ud af, at det var historier de voksne fandt på, så det tænker jeg heller ikke mine børn vil.

Min søn på 5 spurgte dog meget insisterende om nisserne fandtes sidste jul, og han sagde, at han troede, at det bare var mig der lagde gaver. I den situation, med et barn der kræver sandheden, var jeg naturligvis ærlig, og sagde at ja, det var mig der var Nissen, men at jeg synes det er hyggeligt og noget vi leger. Samtidig sagde jeg, at nogle tror på nisser, og man selv må bestemme hvad man tror på, men at ingen ved om de findes (det samme jeg har sagt om Gud). Det accepterede han, og senere legede han selv med, og har også her for nylig nævnt, at nisserne har været på spil, hvis noget er forsvundet herhjemme.

Så jeg tænker, at man gerne må give fantasien omkring disse ting plads og dyrke det lidt, men også med en grænse så man ikke på overdrevet vis forsøger at overbevise dem om, at væsnerne findes.

Jeg elsker det og synes særligt julen er magisk. Men vi har både tandfe, påskeharen og nisse. De to ældste 12 og 13 år var omkring 5-6 år tror jeg, da de undrede sig over at nissen havde det samme gavepapir som mormor. At tandfeen(mor) ikke altid kunne liste lige godt og at påskeharen ikke kan lægge æg. Så for mig/os kom det helt naturligt at det er “sjov og leg,” og at de bliver fuldt bevidste om det på et tidspunkt. 

Vores yngste er helt opslugt af det lige nu(4 år), men tænker ikke det varer så længe før han også bliver bevidst om at det ikke er en rigtig nisse. 

Og børn vil jo opleve at høre/se/få fortalt alverdens historier som også kan være opdigtet.

Vores børn har også haft nisser i både dagpleje og børnehave, som har lavet fis. Så jeg ville være ked af at fortælle at dagplejemoderens fortælling var usand og nisser ikke findes… 

Børn går ikke i stykker eller bliver skuffede og deres forståelse af sandhed bliver ikke ødelagt, når de finder ud af at julemanden ikke findes! Vil han hellere have jeres barn bliver den der dødbidderunge der går og ødelægger alle de andres magiske jule/påske/tand-traditioner og får dem til at græde fordi han er ham den irriterende der siger til de andre at det hele er løgn.

Din mand må have haft nogle meget voldsomme nissetraumer. 

Og bliver i ikke enige, så kan I fortælle jeres barn at mor tror på nisser etc. og at far ingen fantasi har.  

Anonym skriver:

Min mand og jeg taler lidt om hvor vidt man bør fortælle sit barn om disse eventyr figurer.. 

julemanden, tandfeen mm. 

jeg er for, jeg synes det er magisk og hyggeligt, og noget jeg gerne vil videre give til mine børn. 
min mand er imod, han synes det er at lyve for børnene og de på sigt vil blive skuffet over at finde ud af de ikke eksisterer. 
jeg kan godt se hans side af det.. 

 

hvad tænker i? For/imod?

Jeg elsker JUL.. Med julemand og nisser.   Og jeg har allerede købt påsketing(shh de var på tilbud) til påskejagt næste år.

Jeg synes ikke man lyver, man snakker til fantasien. Ligesom de leger drager, og andet fantasi leg.. Det er skønt at have noget fantasi, noget hygge. Og har ikke hørt om nogen der fik trauma af at få af vide julemanden måske ikke findes.

Mener han så at jeres børn skal være dem der fortæller alle at det bare er fantasi?

Man må godt have fantasi, ligesom usynlige venner. Vi må godt have noget vi tror på. 

Minime2018 skriver:

Børn går ikke i stykker eller bliver skuffede og deres forståelse af sandhed bliver ikke ødelagt, når de finder ud af at julemanden ikke findes! Vil han hellere have jeres barn bliver den der dødbidderunge der går og ødelægger alle de andres magiske jule/påske/tand-traditioner og får dem til at græde fordi han er ham den irriterende der siger til de andre at det hele er løgn.

Din mand må have haft nogle meget voldsomme nissetraumer. 

Og bliver i ikke enige, så kan I fortælle jeres barn at mor tror på nisser etc. og at far ingen fantasi har.  

 

 

Haha elsker slutningen på din besked  

jeg tænker jeg trumfer igennem og fortæller historierne. Har en stor dreng på 10 år der har fået dem (ikke min mands barn) og han ved godt man ikke må lyve og er heller ikke blevet traumatiseret eller følt sig svigtet. 

Må medgive at det er løgne. Uanset hvordan vi vender det er det noget vi ved ikke er sandt vi siger. Men jeg tror på at børn har godt af det magiske og fantasifulde ved det. 

og som en sagde længere oppe - så indrømme sandheden når de Beder om det. 

Jeg er hverken for eller i mod for Jeg kan se   det fra   jeres begge sider og mener hele ikke de handle om hvor vidt man har fantasi eller ej for man kan Sagtens have det på nogen punkter og   ikke andre umiddelbart tænker jeg en mulighed kunne værre at i indgå et kompromis som kunne værre at fortælle at det er noget mor tro på men far gør ikke og det er også helt okay det kan værre han tro på noget andre og er super god til af brug sin fantasi når det kommet til noget andre sammen med dem 

Anonym skriver:

Jeg er hverken for eller i mod for Jeg kan se   det fra   jeres begge sider og mener hele ikke de handle om hvor vidt man har fantasi eller ej for man kan Sagtens have det på nogen punkter og   ikke andre umiddelbart tænker jeg en mulighed kunne værre at i indgå et kompromis som kunne værre at fortælle at det er noget mor tro på men far gør ikke og det er også helt okay det kan værre han tro på noget andre og er super god til af brug sin fantasi når det kommet til noget andre sammen med dem 

Jeg læste ikke beskeden negativt mere i sjov vedrørende hans fantasi han har mere fantasi end de fleste.. men vi har meget i mod alle former for løgne her hjemme generelt - og har også lært min store man altid skal være ærlig og sige sandheden. 
men dobbeltmoralsk som jeg så egentlig er synes jeg julemand mm er ok

Her tror vi på det hele hvorfor fordi det er mega hyggeligt. 
selv den store siger jeg tror på Nissen og det er helt okay mor han låner dit gavepapir  så han ved det jo godt og har gjordt det længe men det er jo stadig møg hyggeligt

Anonym skriver:

Min mand og jeg taler lidt om hvor vidt man bør fortælle sit barn om disse eventyr figurer.. 

julemanden, tandfeen mm. 

jeg er for, jeg synes det er magisk og hyggeligt, og noget jeg gerne vil videre give til mine børn. 
min mand er imod, han synes det er at lyve for børnene og de på sigt vil blive skuffet over at finde ud af de ikke eksisterer. 
jeg kan godt se hans side af det.. 

 

hvad tænker i? For/imod?

Vi har troet på dem alle sammen. Selvom mine unger er så store at de næppe tror på julemanden etc. længere. Har mistanke om at de bare lader som om de tror på dem, fordi de synes traditionerne er hyggelige. 
men altså.. da mine børn var helt små troede de jo også på at bamse og kylling var rigtige og boede ude i en skov. Og sådan er det vel med alle de figurer de stifter bekendtskab med indtil det går op for dem at det bare er fiktion. Tænker  det er en del af livets skole selv at lære hvad der er fiktion eller ej.