Julemand, tandfeen og påskeharen?

Jeg er en af dem der blev rigtig ked af det da jeg fandt ud af at julemanden etc. Ikke fandtes. Son i rigtig ked af det. Jeg skænkede ikke et sekund tanken at nogen havde løjet. Det var mere det at verden pludselig ikke havde magi. Men jeg ville aldrig have undværet det. Ville faktisk føle at jeg var gået glip af noget, hvis jeg ikke have haft den illusion.

Dream skriver:

Jeg er en af dem der blev rigtig ked af det da jeg fandt ud af at julemanden etc. Ikke fandtes. Son i rigtig ked af det. Jeg skænkede ikke et sekund tanken at nogen havde løjet. Det var mere det at verden pludselig ikke havde magi. Men jeg ville aldrig have undværet det. Ville faktisk føle at jeg var gået glip af noget, hvis jeg ikke have haft den illusion.

Dejligt at høre fra en der er blevet skuffet men er glad på trods  (lyder lidt ondt for er da synd du blev så ked, men er dejligt at høre du nu kan se det gode ved det alligevel)

Dream skriver:

Jeg er en af dem der blev rigtig ked af det da jeg fandt ud af at julemanden etc. Ikke fandtes. Son i rigtig ked af det. Jeg skænkede ikke et sekund tanken at nogen havde løjet. Det var mere det at verden pludselig ikke havde magi. Men jeg ville aldrig have undværet det. Ville faktisk føle at jeg var gået glip af noget, hvis jeg ikke have haft den illusion.

Er du stadig skuffet i dag og ked af det eller fandt du en måde at leve med det på? 

Jeg synes de fortællinger er noget af det mest magiske man oplever med sine børn. 
Når de møder julemanden, når påskeharen har været og lægge æg og første gang de taber en tand hvor tandfeen så kommer. Begejstringen og lykken i deres øjne - nej det ville jeg aldrig vælge fra for det er helt magisk. 

Pludselig bliver de 6 år og starter i skole og så finder de hurtigt ud af hvad der er sandheden og ikke er. Men magisk det er det og det er okay at noget er magisk som barn - børns naivitet er noget af det der gør dem så fantastiske<3

Har I børn eller er det hypotetiske tilfælde vi taler om? 

Vi har intet af det. Vi føler også at det er at lyve for børn.

Vi har dog drillenisser, fordi jeg elsker at drille  

Oddi skriver:

Jeg synes de fortællinger er noget af det mest magiske man oplever med sine børn. 
Når de møder julemanden, når påskeharen har været og lægge æg og første gang de taber en tand hvor tandfeen så kommer. Begejstringen og lykken i deres øjne - nej det ville jeg aldrig vælge fra for det er helt magisk. 

Pludselig bliver de 6 år og starter i skole og så finder de hurtigt ud af hvad der er sandheden og ikke er. Men magisk det er det og det er okay at noget er magisk som barn - børns naivitet er noget af det der gør dem så fantastiske<3

Har I børn eller er det hypotetiske tilfælde vi taler om? 

 

Jeg har en stor dreng fra tidligere forhold som er vokset op med julemand osv. 

Og så har vi en fælles datter der er en måned gammel. 

Baremigselv skriver:

Vi har intet af det. Vi føler også at det er at lyve for børn.

Vi har dog drillenisser, fordi jeg elsker at drille  

Hvad gør i så når de fx taber en tand? 
hvad med julemanden i centret eller til juletræsfesten osv? 

Minime2018 skriver:

Er du stadig skuffet i dag og ked af det eller fandt du en måde at leve med det på? 

Det står da helt tydeligt i slutningen af hendes indlæg. 

VI har ikke haft noget af det som en fortælling til børnene. Vi forsøgte med den ældste, men hun blev helt panisk og kunne ikke sove ved tanken om, at en fremmed skulle komme i huset, mens hun sov, selv om det var julemanden, der kom med gaver, så hun fik sandheden.

Vi har stadig haft det som en leg, hvor de ved, at det er mor og far, der står bag det, men de venter stadig på julemand, tandfe og påskehare. Der er nok lidt magi gået af det, fordi de har kendt sandheden, men vi har stadig en god leg og hygge med det. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg taler lidt om hvor vidt man bør fortælle sit barn om disse eventyr figurer.. 

julemanden, tandfeen mm. 

jeg er for, jeg synes det er magisk og hyggeligt, og noget jeg gerne vil videre give til mine børn. 
min mand er imod, han synes det er at lyve for børnene og de på sigt vil blive skuffet over at finde ud af de ikke eksisterer. 
jeg kan godt se hans side af det.. 

 

hvad tænker i? For/imod?

Vi har valgt en mellemvej..

hvis børnene hører om det fra VS/BH/skole osv så får de lov til selv at vælge om de vil tro på det...

vi modsiger ikke at det findes men vi fortæller heller ikke om det...

den ældste har haft fra han var 5 at han siger: jeg tror ikke på julemanden men jeg tror på ideen om julemanden... altså han tror ikke på at julemanden er EN mand der giver gaver til alle men han tror på at der er NOGEN der sørger for at børn får gaver og bliver glade..

Vi havde det nemlig på samme måde herhjemme... jeg skrev selv breve til julemanden og ledte efter ønskesten og påskeæg... min mand følte det var løgn og har aldrig selv rigtig troet på noget af det...