Børn hurtigt efter hinanden?

Hej! 
min mand og jeg har en lille fis på en måned, og vi ønsker et barn mere. Vi overvejer at begynde pb allerede om nogen måneder, simpelthen for at der er så kort som muligt mellem dem. (Også fordi der jo kan gå tid før det reelt lykkes)
Min søster og jeg er der 14 måneder mellem, og vi har haft ekstremt stor gavn af hinanden. 
Min mor har jeg talt om det med og hun synes det er en god ide. 
Men vil gerne høre andres erfaringer også? Hvordan var det med to små på en gang? Og dem som bevidst har ventet længere, hvorfor? 
kh. 

Jeg ved ikke om det var bevidst eller særligt planlagt, men jeg havde slet ikke lyst til endnu et barn tidligt. 

Jeg vidste, at jeg ønskede flere børn, men jeg var så fyldt op af at være førstegangsmor - elskede den rolle og i min bevidsthed var der ikke plads til at være mor til to, var slet ikke sikker på, at der var nok kærlighed uden jeg ville eksplodere sådan havde jeg det såmænd også da jeg så blev gravid 3 år efter.

Jeg ved jo nu, at jeg kan have den kærlighed til en masse børn, og jeg ved også nu, at det med at undvære tid, det med at skulle dele sig eller hvad man kan sige er en del af det at være mor til flere børn. Og det har fordele og ulemper, og nogle gange kan jeg da godt tæmke, hold da op hvor ville det også have været skønt at få et enebarn (ikke at jeg på nogen måde ville undvære et eneste af mine børn og synes det er fantastisk at være mor til en flok ).

Jeg er glad for vores valg om flere år imellem både fordi jeg fik skrevet specialet færdigt og havde tid til at nyde at være mor til kun en, hvor jeg kunne være mere impulsiv sammen med min datter. Der er stor forskel på at være mor til en og til flere især fordi der er langt mere logistik. Som mor til en kunne jeg blive siddende i parken med mødregruppen, hvis vejret var godt og børnene legede godt, som mor til flere havde jeg altid en bagkant for der skulle hentes børn. Som mor til en kunne jeg blive liggende en hel dag i sengen med skønsakken, som mor til flere skulle jeg op, få tøj på, lave morgenmad, få baby i barnevognen for der skulle afleveres eller leges med det barn der blev hjemme. Og så videre.... så helt egoistisk er jeg glad for, at jeg fik mere end 3 år som mor til kun en. 

Vi har to børn under to år. Det har været og er stadig sindssygt hårdt. Jeg glæder mig til det forhåbentlig også bliver godt

lineog4 skriver:

Jeg ved ikke om det var bevidst eller særligt planlagt, men jeg havde slet ikke lyst til endnu et barn tidligt. 

Jeg vidste, at jeg ønskede flere børn, men jeg var så fyldt op af at være førstegangsmor - elskede den rolle og i min bevidsthed var der ikke plads til at være mor til to, var slet ikke sikker på, at der var nok kærlighed uden jeg ville eksplodere sådan havde jeg det såmænd også da jeg så blev gravid 3 år efter.

Jeg ved jo nu, at jeg kan have den kærlighed til en masse børn, og jeg ved også nu, at det med at undvære tid, det med at skulle dele sig eller hvad man kan sige er en del af det at være mor til flere børn. Og det har fordele og ulemper, og nogle gange kan jeg da godt tæmke, hold da op hvor ville det også have været skønt at få et enebarn (ikke at jeg på nogen måde ville undvære et eneste af mine børn og synes det er fantastisk at være mor til en flok ).

Jeg er glad for vores valg om flere år imellem både fordi jeg fik skrevet specialet færdigt og havde tid til at nyde at være mor til kun en, hvor jeg kunne være mere impulsiv sammen med min datter. Der er stor forskel på at være mor til en og til flere især fordi der er langt mere logistik. Som mor til en kunne jeg blive siddende i parken med mødregruppen, hvis vejret var godt og børnene legede godt, som mor til flere havde jeg altid en bagkant for der skulle hentes børn. Som mor til en kunne jeg blive liggende en hel dag i sengen med skønsakken, som mor til flere skulle jeg op, få tøj på, lave morgenmad, få baby i barnevognen for der skulle afleveres eller leges med det barn der blev hjemme. Og så videre.... så helt egoistisk er jeg glad for, at jeg fik mere end 3 år som mor til kun en. 

Tak for det indsigtsfulde svar  er dejligt med nogen andre øjne på

My1234 skriver:

Vi har to børn under to år. Det har været og er stadig sindssygt hårdt. Jeg glæder mig til det forhåbentlig også bliver godt

Hvad er hårdest ved det? 
min mor husker vidst ikke de hårde ting mere

Hvad er hårdest ved det? 
min mor husker vidst ikke de hårde ting mere

Den ældste reagerede meget kraftigt på baby og baby skriger en del. Vi har ikke rigtig tid til hinanden og vi føler os utilstrækkelige det meste af tiden. Den ældste er snart 2 år og der sker så meget mentalt, som vi heller ikke har prøvet at håndtere før. 

Jeg savner også det vi havde før. At vi var tre, og hvor nemt det hele var. 

Jeg elsker baby, og jeg håber det snart vender

Jeg har 5,5 år imellem mine drenge og sys det har været rigtig godt. Den store var stor nok til at hjælpe til og forstå at jeg ik li havde tid når jeg ammede og så kunne han jo også alting selv. Nr 2 er snart 4 og vi prøver på nr 3 nu. Sys det har været rigtig godt at de har fået lov til at være "små" inden de blev/bliver storesøskende

Det kommer meget an på, hvilken slags mor man er og hvilke børn man får. 

Jeg har 4 år mellem min egen søster og jeg. Vi er ekstremt tætte og har altid været. Der har aldrig været konkurrence eller jalousi. 

Vi har også 4 år mellem vores egne - og det var helt bevidst. For jeg ved, at jeg ikke kunne have flere børn der var kede af det på den der “baby”måde, hvor man ikke rigtig kan forklare dem ting. 

Min første havde kolik i 1 år. Og det satte sit præg også. Hun blev først helt “anfaldsfri” af mavesmerter som 4 årig. Og sov først igennem som 4 årig.

Mit nervesystem var helt slidt. Og jeg vidste, at jeg skulle være mere ovenpå, hvis jeg skulle klare en nr 2 omgang af det - især hvis nr 2 også havde kolik. Alle sagde “ej. Du kan ikke vide hvilket barn du får. Ro på”… 

nr 2 havde intensiv kolik i 8 måneder (græd de der 8-10 timer i døgnet) og stadig anfaldssmerter her 3 år efter. 

Så hvilken slags mor kan du være i forskellige scenarier? 

Og der er bestemt fordele og ulemper ved det hele. 
Men der vigtigste for mig er faktisk, hvordan forældrene har overskud til at trives mens der er små børn. 

Du kan sagtens få børn med meget kort mellemrum som aldrig får gavn af hinanden, fordi forældrene ikke evnede at skabe relationen mellem børnene. 

Personligt har 3 veninder med mellem 15-17 måneder mellem deres søskende. Ingen af dem har brudt sig om det, fordi der var så meget konkurrence mellem dem - hele livet. De har stadig ikke et tæt bånd i dag i 30’erne. 

Så kender jeg en del, der har pseudotvillinger nu - og det går hårdt for sig. Der er meget konkurrence mellem børnene i opmærksomheden. Og det kan jeg personligt slet ikke - bliver simplethen så vred, når altid kører op og alle står og råber - og med god grund fordi de jo bare er store babyer.

Jeg kender også folk der har gode tætte bånd med kort mellemrum til deres søskende. Men præcis ligeså mange med længere mellemrum. Helt op til 11 år i mellem, hvor søskendeparret har boet sammen som voksne.

Bare for at sige, at det ikke er naturgivent at dine børn får et godt forhold pga kort mellemrum. 

Mine børn har 4 år i mellem sig. Og de leger virkelig godt sammen. Skændes uhyre sjælendt og har SÅ meget ud af hinanden. Jeg er bedst som mor til to, som er 2 forskellige steder i deres udviking. For jeg er dårlig til at honorere dobbelt krav. Nu kan jeg bede den store vente lidt, eller også gør hun det naturligt osv. 

Og så var jeg vild med, at jeg kunne være spontan med min ældste rigtig “længe”. Tage i svømmehallen, mødregruppe, være ude om aftenen og putte i klapvogn. 
Det begyndte at være meget mere besværligt med barn nr 2. For de har jo en helt anden rutine. Og det har de jo også uanset hvad det første par år, da en helt ny baby sover markant anderledes end en 9 måneders og en 9 måneders sover helt anderledes end en 2 årig  

Min pointe er; få dem tæt, hvis det bringer det bedste frem i dag som forældre. For det er den største gave du kan give dem.

Og nej, man kan ikke forudsige hvilke børn man får, men man kan måske forudsige, hvordan man trives bedst som forældre - og dermed give børnene de bedste rammer 

My1234 skriver:

Den ældste reagerede meget kraftigt på baby og baby skriger en del. Vi har ikke rigtig tid til hinanden og vi føler os utilstrækkelige det meste af tiden. Den ældste er snart 2 år og der sker så meget mentalt, som vi heller ikke har prøvet at håndtere før. 

Jeg savner også det vi havde før. At vi var tre, og hvor nemt det hele var. 

Jeg elsker baby, og jeg håber det snart vender

 

Åh ja det kan jeg godt forstå må være svært

Anonym skriver:

Det kommer meget an på, hvilken slags mor man er og hvilke børn man får. 

Jeg har 4 år mellem min egen søster og jeg. Vi er ekstremt tætte og har altid været. Der har aldrig været konkurrence eller jalousi. 

Vi har også 4 år mellem vores egne - og det var helt bevidst. For jeg ved, at jeg ikke kunne have flere børn der var kede af det på den der “baby”måde, hvor man ikke rigtig kan forklare dem ting. 

Min første havde kolik i 1 år. Og det satte sit præg også. Hun blev først helt “anfaldsfri” af mavesmerter som 4 årig. Og sov først igennem som 4 årig.

Mit nervesystem var helt slidt. Og jeg vidste, at jeg skulle være mere ovenpå, hvis jeg skulle klare en nr 2 omgang af det - især hvis nr 2 også havde kolik. Alle sagde “ej. Du kan ikke vide hvilket barn du får. Ro på”… 

nr 2 havde intensiv kolik i 8 måneder (græd de der 8-10 timer i døgnet) og stadig anfaldssmerter her 3 år efter. 

Så hvilken slags mor kan du være i forskellige scenarier? 

Og der er bestemt fordele og ulemper ved det hele. 
Men der vigtigste for mig er faktisk, hvordan forældrene har overskud til at trives mens der er små børn. 

Du kan sagtens få børn med meget kort mellemrum som aldrig får gavn af hinanden, fordi forældrene ikke evnede at skabe relationen mellem børnene. 

Personligt har 3 veninder med mellem 15-17 måneder mellem deres søskende. Ingen af dem har brudt sig om det, fordi der var så meget konkurrence mellem dem - hele livet. De har stadig ikke et tæt bånd i dag i 30’erne. 

Så kender jeg en del, der har pseudotvillinger nu - og det går hårdt for sig. Der er meget konkurrence mellem børnene i opmærksomheden. Og det kan jeg personligt slet ikke - bliver simplethen så vred, når altid kører op og alle står og råber - og med god grund fordi de jo bare er store babyer.

Jeg kender også folk der har gode tætte bånd med kort mellemrum til deres søskende. Men præcis ligeså mange med længere mellemrum. Helt op til 11 år i mellem, hvor søskendeparret har boet sammen som voksne.

Bare for at sige, at det ikke er naturgivent at dine børn får et godt forhold pga kort mellemrum. 

Mine børn har 4 år i mellem sig. Og de leger virkelig godt sammen. Skændes uhyre sjælendt og har SÅ meget ud af hinanden. Jeg er bedst som mor til to, som er 2 forskellige steder i deres udviking. For jeg er dårlig til at honorere dobbelt krav. Nu kan jeg bede den store vente lidt, eller også gør hun det naturligt osv. 

Og så var jeg vild med, at jeg kunne være spontan med min ældste rigtig “længe”. Tage i svømmehallen, mødregruppe, være ude om aftenen og putte i klapvogn. 
Det begyndte at være meget mere besværligt med barn nr 2. For de har jo en helt anden rutine. Og det har de jo også uanset hvad det første par år, da en helt ny baby sover markant anderledes end en 9 måneders og en 9 måneders sover helt anderledes end en 2 årig  

Min pointe er; få dem tæt, hvis det bringer det bedste frem i dag som forældre. For det er den største gave du kan give dem.

 

 

 

Og nej, man kan ikke forudsige hvilke børn man får, men man kan måske forudsige, hvordan man trives bedst som forældre - og dermed give børnene de bedste rammer 

Tak for det uddybende svar og rigtig gode råd! 
Det har givet lidt stof til eftertanke.