Udenlandsrejser uden forældre…

Unicorn1 skriver:

Hvis man er udsat for fx en bombe, behøver man ikke nødvendigvis at dø.. Man kan få sprængt et ben af.. Og når barnet så sidder og skriger efter sin mor og far, så er det bare ikke særlig rart, at man ikke kan komme hen til dem ret hurtigt 

Pointe forstået

Jeg har aldrig haft terror med i ligningen, da jeg betragter risikoen for at være forsvindende lille. 

Jeg er så ikke den du spørger, for mine børn må gerne tage til udlandet. Min søn var med sin garde i London, da han var 10 år, og så var han med sin klasse i Skagen i år hvor han er 14 år - jeg ville hurtigere kunne komme til London med flyet (og endda billigere i hvert fald den gang) end jeg ville kunne komme til Skagen med det offentlige eller for den sags skyld med bil. 

Men selvsagt var det da med en klump i halsen og med mange tanker bag før vi sagde ja til en tur til London, men hvor er vi dog glade for vi turde give slip. Han voksede 10 cm og fik en tro på sig selv som er fantastisk. Han har nu været i London, Krakow, Schweiz, Bornholm, Vejen og Sverige med sin garde og jeg er ikke mere nervøs når det er Krakow end når det er Vejen. 

Jeg ville heller ikke selv tage til udlandet og lade ungerne blive i DK. Det handler ikke om, hvor de er - men om hvor langt væk fra mig de er - og hvor hurtigt jeg kunne komme til dem, hvis der sker noget. De er 6 og 8 og har heller ikke prøvet mere end to nætter ude et par gange. Den lille er det stadig maks for 

Hjemmegaaende skriver:

Jeg ville heller ikke selv tage til udlandet og lade ungerne blive i DK. Det handler ikke om, hvor de er - men om hvor langt væk fra mig de er - og hvor hurtigt jeg kunne komme til dem, hvis der sker noget. De er 6 og 8 og har heller ikke prøvet mere end to nætter ude et par gange. Den lille er det stadig maks for 

Lige præcis.. Jeg ville heller ikke tage på ferie uden dem, så længe de er børn/små børn.. Tænk hvis de kom til skade og ville have deres mor eller far.. Eller bare savnede os helt vildt og fortrød, at de sagde ja til at undvære os.. Så vil jeg gerne have muligheden for hurtigt at kunne komme hen til dem 

Nu har jeg selv ret små børn, så det er for mig ikke aktuelt at tænke på lade dem rejse udenlands med andre end os forældre.

Men vil sige at hvis det drejer sig om rejser i Europa og Norden og børnene er over en vis alder, så kan jeg ikke se problemet. Som spejder (i min gruppe) tager børnene med deres ledere på sommerlejr til udlandet fra de er 12 år. Synes det er en meget fin alder, for så er de så store at hjemve ikke rigtig er et problem mere og de kan tage rimelig ansvarlige beslutninger. Har aldrig oplevet eller hørt om nogen større katasrofer eller panik ifm udenlandsrejser i de snart 30 år jeg har været spejder. 

Ift at de er i bedsteforældres varetægt i udlandet, så tænker jeg altså at risiko for terror eller meget alvorlig sygdom er så lille at det ikke bekymrer mig. Jeg kan 100% godt forstå trangen til at kunne være til rådighed og være der for børnene i en krisesituation, men man må også selv øve sig på at man ikke altid vil kunne være der for dem når de bliver større. Og de skal nok kunne klare sig alligevel. Nu er det jo heller ikke vildtfremmede mennesker de er afsted med, men forhåbentlig nogen de kender godt og som både forældre og børn har tillid til.

Jeg forstår ikke hvorfor det er noget man skal øve sig på. 
det ene er vel ikke mere rigtig end det andet? 
Vores børn kan sagtens få succesoplevelser på anden vis og de får massere af oplevelser med os.
undre mig lidt over, hvad det har af betydning for andre, om man vil lade sine børne rejse udlands eller ej. 
for selvom der spørges i nysgerrighed… så ligger det lidt imellem linierne at det er synd for børnene, at bedsteforældrene sagtens kan tage vare på, at hospitalerne er fine, de er jo alligevel døde hvis de bliver bombet osv.

Men det ændre ikke på at vi er nogen som stadig synes det er for langt væk… og gerne ville kunne komme hurtig til vores børn, hvis der sker noget..det behøver vi hverken øve os på at ændre eller noget andet. 
 Jeg har det super godt med ,at det er sådan jeg har det

Nu er mine unger snart 10 og 14 år, og de har de sidste snart mange år, været 4-5 dage på sommerferie hos deres farmor på 65 og hendes mand på 72, år.

Vi bor i midtjylland og de bor på midt Fyn. Bedsteforældre og ungerne elsker det, og ungerne har sluppet for at komme institution de dage, de har været afsted. 

De er også altid nogen dage oppe ved mormor, når der er ferie, og vi ska arbejde. Så tager de alle 3 i svømmehallen, shoppetur, og alt andet de lige ka finde på. Min mor er 65, og de har ALTID overnattet hos hende, hvis det har passet ind i hendes skema, da de var små og gik i børnehave.

Hvis de pludselig sku finde på, at invitere dem på ferie i udenlandet ville det blive et stort ja tak. Ungerne elsker deres bedsteforældre, og er trykke ved at være sammen med dem, uden os. 

Ville jeg være bekymret, for uforudset ting? Måske! Men ville jeg være tryk ved at sende den afsted? Ja 100 procent Vh Stine 

Anonym skriver:

Sjovt så forskelligt man ser på det

sandsynligheden for at der sker terror på en chartertur fx er forsvindende/ ekstrem lille. Og hvis man ender med st blive sprængt i luften er man jo “bare død” og opfatter intet. Set med mine øjne…

Ifth lægebesøg i udlandet. De mest effektive hospitalsbesøg, jeg har prøvet har været i udlandet. Altid kommet til med det samme. Sidst jeg ventede på Herlev var det 5 timer jeg sad med sygt barn.

Det er ikke det som det handler om for mig. Mine børn har altid brug for mig hvis de er syge eller hvis de har været på skadestuen, så er de ekstra pyldrede, desuden ved jeg altid hvad de har brug for og jeg synes ikke at der er nogen der kan klare det bedre end mig i den slags situationer

men har dine børn det ikke sådan eller hvad? Jeg troede at alle børn havde brug for deres mor hvis der skete noget?

Anonym skriver:

Jeg forstår ikke hvorfor det er noget man skal øve sig på. 
det ene er vel ikke mere rigtig end det andet? 
Vores børn kan sagtens få succesoplevelser på anden vis og de får massere af oplevelser med os.
undre mig lidt over, hvad det har af betydning for andre, om man vil lade sine børne rejse udlands eller ej. 
for selvom der spørges i nysgerrighed… så ligger det lidt imellem linierne at det er synd for børnene, at bedsteforældrene sagtens kan tage vare på, at hospitalerne er fine, de er jo alligevel døde hvis de bliver bombet osv.

Men det ændre ikke på at vi er nogen som stadig synes det er for langt væk… og gerne ville kunne komme hurtig til vores børn, hvis der sker noget..det behøver vi hverken øve os på at ændre eller noget andet. 
 Jeg har det super godt med ,at det er sådan jeg har det

Nu ved jeg ikke om det var min besked du svarede på ift at øve, men jeg svarer alligevel

Selvfølgelig skal man gøre det man har det bedst med, og det ene er sikkert lige så godt som det andet. Min personlige mening er bare at det også er sundt for børn at lære at klare sig uden far og mor. Jeg mener selvfølgelig ikke børn på 6 år, men større børn. 

Jeg kan godt se at hvis der pludselig sker en kæmpe krise som hospitalsindlæggelse eller terror, så er det godt for børnene at være sammen med deres forældre. Jeg synes bare det er en lidt ubegrundet frygt at have. Men sådan er vi jo forskellige. 

Mortiltreogmåskefire skriver:

Det er ikke det som det handler om for mig. Mine børn har altid brug for mig hvis de er syge eller hvis de har været på skadestuen, så er de ekstra pyldrede, desuden ved jeg altid hvad de har brug for og jeg synes ikke at der er nogen der kan klare det bedre end mig i den slags situationer

men har dine børn det ikke sådan eller hvad? Jeg troede at alle børn havde brug for deres mor hvis der skete noget?

Tænker alle børn har brug for voksne de er trygge ved, hvis der sker noget. Men det er vel ikke kun mor? Her hjemme kan det være mormor eller far - det bliver det nød til for mit arbejde ka betyde jeg er væk og ikke kan komme fx er jeg hver andrt år 3 uger i Grønland.

Så nej alle har det ikke sådan - jeg synes far er mindst lige så god som mig (og heldigvis synes mine børn også det). Mormor er 2. Bedst og det skal nok gå også med hende. 

Men udover det så er jeg måske efter at have oplevet helvede blevet jubel optimist, for jeg overvejer faktisk ikke om de bliver syge på lejrskoler, ture med fodbold eller garden eller når jeg ikke er hjemme - og bliver de det så finder vi en løsning fx fik vi vores datter hjem fra hendes et år i Italien selvom grænser mm. Var lukket pga cororna. Og det spøjse er, at med tre børn og en del ture, så hsr de aldrig blevet syge, eller oplevet noget hvor mor eller far var de eneste som duede.