Børn må ikke tage på ferie med bedsteforældre

Jeg ville på ingen måder gå med til at mine børn skulle med så gamle bedsteforældre udenlands (egentlig heller ikke hvis de var yngre).

Der er så meget terror osv i verden samt at hvis de bliver syge eller der sker noget er det simpelthen for langt væk. (Det gælder i øvrigt både min egen mor og mine børns farfar og farmor)

I Danmark er de mere end velkomne til at tage på ferie, fordi vi stort set alle vejne kan være fremme på et par timer, hente dem hvis de bliver syge, brækker benet eller andet. Der kan selvfølgelig stadig ske noget, men det er trods alt tættere på.

Så det forstår jeg egentlig ikke din kone for der er vel ikke forskel på en weekend hjemme hos dem og en weekend i Legoland fx

For forstår godt hvis tilliden til dem ikke er der, men så lyder det da voldsomt hvis de er hver anden weekend hos dem (det ville jeg synes var voldsomt tit )

Cerenia skriver:

What? 
altså det er dine egne børn? Og hun bestemmer om de må tage på ferie med dine forældre? 
Jeg er helt i chok. Det er vel din beslutning og jeg kan slet ikke se problemet - vil hun skærme dem for gode oplevelser resten af livet fordi der kan ske dem noget?

 

selvfølgelig skal de afsted og have de oplevelser med deres bedste forældre. Ingen tvivl om det!

 

Det kan virke som om at din kone lader hendes dårlige forhold til din mor gå udover børnene? Jeg tænker at der ligger lidt arbejde hos hende selv i den del. 

afsted med de børn :-) 

Det er vel en fælles beslutning og ikke bare hans beslutning ?

Mine børn må hjertens gerne komme med bedsteforældre på ferie. Min datter på 3 år skal med Oslobåden til sommer med farmor og farfar. Jeg stoler 100 % på dem. Jeg ved at de får en fest alle 3.

Jeg syntes du skal prøve at snakke med din kone om det igen. Vælg et tidspunkt hvor der er god stemning og find ud af hvorfor hun er imod det.

Måske er der noget angst som skal bearbejdes. 

Det er synd at hun fratager dem muligheden for dejlige oplevelser og barndomsminder.

Jeg håber alt det bedste for jer. 

Soonmom skriver:

Det er vel en fælles beslutning og ikke bare hans beslutning ?

Men det er da heller ikke en fælles beslutning hvis hun bare siger nej til alt og ikke vil snakke om et kompromis. Hun har ikke retten til at bestemme fordi hun er den mest bekymrede og kontrollerende.

Til TS - du må insistere på at der bliver åbnet op for muligheden. Det kan godt være det ikke skal være udlandet endnu, men mindre ture i Danmark til at starte med og så evt. noget mere senere er bestemt et rimeligt krav.

IenFart skriver:

Men det er da heller ikke en fælles beslutning hvis hun bare siger nej til alt og ikke vil snakke om et kompromis. Hun har ikke retten til at bestemme fordi hun er den mest bekymrede og kontrollerende.

Til TS - du må insistere på at der bliver åbnet op for muligheden. Det kan godt være det ikke skal være udlandet endnu, men mindre ture i Danmark til at starte med og så evt. noget mere senere er bestemt et rimeligt krav.

Du har ret og det er nok den vej jeg skal prøve at angribe det. 

Anonym skriver:

Altså det er vel vores begges børn så hun har noget at skulle have sagt.... men jeg må være ærgelig at sige at jeg følger selv jeg intet kan sige i denne sag. Det er et NEJ og det bliver et NEJ fra hendes side, vi snakker kæmpe skænderi..... jeg er bange for at tage snakken hver gang....

/p

Det er fordi du skriver mine børn, at hun spørg.... 

Ja I skal være enige.. men du er også nødt til at finde ud af hvad der presser hende... om det er forholdet mellem hende og dine forældre, om hun har angst omkring deres sikkerhed... 

Jeg føler mig rimelig sikker på at vi aldrig kommer til at stå i sådan en situation her hjemme, men jeg ville også sige nej til udlandsrejser - dog skal de være velkommen til at tage dem med på ferie i Danmark.

Anonym skriver:

Nej det gælder bestemt over det hele. De må næsten ingenting og  vi diskuterer altid alle mulige småting......det er blevet en del bedre med den store....men der skal ALTID være totalt kontrol hvad/hvordan osv.....

Hun har en angst. en angst hun bør have hjælp til, for det kan påvirke børnene, fordi det er deres hverdag.. 

Men hvis hun ikke stoler på dine forældre, kommer hun nok ikke til at sige ja.

Jeg tænker, at din kone først og fremmest skal til psykolog og have bearbejdet sine traumer fra barndommen.. Det er et alvorligt tillidsbrud og stort svigt fra din side (set med hendes øjne), hvis du bare sender dem af sted eller presser hende til at sige ja.. Og hun vil konstant gå og være pisse bekymret, hvilket kan skabe et endnu større behovs for kontrol, når ungerne så kommer hjem igen.. 

Hun skal have bearbejdet sine traumer først.. Og så måske om et år eller måske endda før, kan hun prøve at bryde sine grænser.. 

Kan prøve at vende den om og spørge dig TS.. Hvis du havde en eller anden angst og forestilling om, at din nabo var pædofil og voldtog børn, der var samme køn og alder som jeres.. Og din kone så kom og sagde, at du var langt ude og han selvfølgelig ikke gjorde noget ved børn, og nu vil hun have, at de kommer på weekend hos ham.. 

Hvordan ville du reagere? Hvordan ville du have det? Ville du tage chancen, hvis du var 100% sikker på (eller din angst var), at dine børn ville blive voldtaget?