Skal jeg være smålig? Og er jeg det? (Mors dag)

Enig med de andre: kommunikation

I er jo nødt til at snakke om det, så I kan forstå hinandens tanker (eller mangel på samme) om særlige lejligheder som denne. Ellers bliver det en masse tolkning og spekulationer, og det er dømt til at gå galt. 

Opdater os gerne, så vi får indblik i den kringlede mande-sind

Det voksne, modne og opbyggende er at åbne munden og stille et undrende spørgsmål.

Der kommer ikke noget ud af passiv aggression.

Anonym skriver:

Jaa, jeg kan sørme godt se, det er ret barnligt, det er også derfor, jeg er i tvivl For jeg bryder mig ikke om, at skuffe nogen, det ligger ikke i min natur. Øv altså. 

Men hvordan kan det være du ikke har sagt noget til ham? 

Anonym skriver:

Jaa, jeg kan sørme godt se, det er ret barnligt, det er også derfor, jeg er i tvivl For jeg bryder mig ikke om, at skuffe nogen, det ligger ikke i min natur. Øv altså. 

Snak med ham

Men hvordan kan det være du ikke har sagt noget til ham? 

Uh, ja det er nok flere ting. 

1. Jeg er før blevet skuffet over ham, så forventede at det kunne ske igen. Jeg har et 15 års langt og dårligt forhold bag mig (tidligere forhold), hvor jeg aldrig har kunne regne med noget og altid gav meget af mig selv. Så det er "nemt" bare at se gennem fingre, og så stadig selv give 1000 procent. Så jeg har nok svært ved, i store og også som her, små, situationer, at tage det op, fordi jeg, ligesom han, fortjener noget igen- dette gælder i mange aspekter i livet.

2. Jeg vil ikke virke smålig (komisk nok), da jeg netop overvejer det. Det er ikke en direkte vigtig ting for mig, jeg er ikke gave-optaget, men føler bare en smule uretfærdighed i at blive overset igen, igen. Men vil ikke virke som et "barn"- Gi mig, Gi mig. For sådan er det slet ikke. 

3. Jeg vil ikke skabe dårlig stemning, evt. uvenskab, da vi i perioder kan mundhugges over banale ting som kører helt op. Jeg ved, det lyder langt ude, men det ville jeg bare gerne undgå. 

Måske langt ude, men gjorde dit ældste barn noget særligt for dig på dagen, og kan det have været dét, han kendte til på forhånd og hentydede til, du skulle glæde dig til? 
Ellers er jeg helt enig i, det var en mærkelig opførsel, som jeg helt klart selv ville tage op med min mand. Men endelig ikke det der med “at gøre gengæld” - eller for den sags skyld gøre overdrevent meget ud af Fars Dag for at demonstrere. Tal om det som voksne mennesker - din undren er jo helt reel. 

Jeg ville bestemt tale med ham.

Jeg må indrømme jeg ville være blevet noget mobset,hvis min mand,mente hans egen mor,var så fantastisk,at hun skulle hyles,men at jeg åbenbart ikke er det,som mor til hans børn.

Håber du giver en update,hvis du snakker med ham.

Mor og meget mere skriver:

Måske langt ude, men gjorde dit ældste barn noget særligt for dig på dagen, og kan det have været dét, han kendte til på forhånd og hentydede til, du skulle glæde dig til? 
Ellers er jeg helt enig i, det var en mærkelig opførsel, som jeg helt klart selv ville tage op med min mand. Men endelig ikke det der med “at gøre gengæld” - eller for den sags skyld gøre overdrevent meget ud af Fars Dag for at demonstrere. Tal om det som voksne mennesker - din undren er jo helt reel. 

Den ældste var hos sin far og sendte en sms, da ældste kom hjem fik jeg et kys og kram med lykønskning omkring mors dag Så nej, den kan man desværre ikke give min mand

Helt klart - forventningsafstem. 
Mænd tænker slet ikke som kvinder og har ikke det samme øje for hvad der kunne være en god ting at give/gøre. 
Sig direkte til ham, jeg ønsker mig at blive fejret sådan og jeg ønsker mig det her til mors dag. Han kan ikke læse dine tanker. Spørg ham om hvad han vil sætte pris på til fars dag. 
Det virker både småligt og barnligt ikke at have talt om det. 

Anonym skriver:

Oven på mors-dag tråden forleden dag (som jeg også selv deltog i), er det her spørgsmål opstået hos mig. Jeg var virkelig i tvivl om, om jeg skulle oprette tråden her, men nu gør jeg det

Jeg er i et nyt forhold og har fået et fælles barn med min nye mand. Det er hans første.

Han har 4-5 gange op til mors dag, omtalt mors dag. Sagt om jeg ikke glædet mig, nævnt det, når der kom en mors dag reklame i TV, sagt at jeg godt kunne glæde mig osv.

Jeg selv har ikke på noget som helst tidspunkt nævnt dagen. Da dagen kommer, forventer jeg ikke meget, fordi han er den mindste romantiker, der findes, og flere gange har været sløset med fødselsdagsgave og julegave i vores korte forhold (3 år). Men når han ligefrem nævner dagen så meget, så "forventede" jeg lidt, at han huskede den i det mindste.

Han var ude og handle på mors dag, og jeg troede måske han havde blomster med hjem, jeg så han havde købt noget, men det viste sig at være noget til sig selv Amen altså

Jeg mindes ikke, at han ønskede tillykke med mors dag. Og han hørte godt, at mit større barn ønskede mig tillykke med dagen. Han ringede tilmed med sin egen mor, ønskede tillykke og sagde, han ville komme forbi med en gave en af dagene. Det gør han så idag, og den gave er blomster.

Men jeg bliver bare igen skuffet. Han fuldstændig ignorerer dagen. . Så kan han vel lade være med at sige jeg skal se frem til den.

 

Nå, men nu til sagen. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af med mig selv, om jeg skal "ignorere" hans første fars dag som en lærestreg (misforstå mig ikke, men han ELSKER gaver og opmærksomhed, og jeg elsker at gøre ham glad, og jeg bruger altid (glædeligt)  mange kræfter og penge på ham, men aldrig den anden vej, så han ville nok bemærke den manglende gæstus fra mig), eller skal jeg simpelthen fejre ham, som jeg jo havde tænkt mig, men ENDNU engang føle mig glemt og nedprioriteret? Urg, jeg føler mig så dum som en kæreste, men kan heller ikke blive ved at give og ikke også at han giver lidt igen, synes jeg. 

Det skal lige tilføjes, at han ikke er på toppen lige nu, men han har stadig selv lagt op til at mors dag var noget særligt.

Hvad tænker I?

Tredje mulighed, fortæl ham hvad du føler

Jeg synes absolut du skal give gave hvis det er det du normalt ville gøre. Det andet gør intet godt. Men kan da sagtens forstå du undrer dig, synes også det lyder mærkeligt. Men har du spurgt ham hvorfor han ikke huskede dagen til dig, nu da han huskede det for sin mor?