Skal jeg være smålig? Og er jeg det? (Mors dag)

Oven på mors-dag tråden forleden dag (som jeg også selv deltog i), er det her spørgsmål opstået hos mig. Jeg var virkelig i tvivl om, om jeg skulle oprette tråden her, men nu gør jeg det

Jeg er i et nyt forhold og har fået et fælles barn med min nye mand. Det er hans første.

Han har 4-5 gange op til mors dag, omtalt mors dag. Sagt om jeg ikke glædet mig, nævnt det, når der kom en mors dag reklame i TV, sagt at jeg godt kunne glæde mig osv.

Jeg selv har ikke på noget som helst tidspunkt nævnt dagen. Da dagen kommer, forventer jeg ikke meget, fordi han er den mindste romantiker, der findes, og flere gange har været sløset med fødselsdagsgave og julegave i vores korte forhold (3 år). Men når han ligefrem nævner dagen så meget, så "forventede" jeg lidt, at han huskede den i det mindste.

Han var ude og handle på mors dag, og jeg troede måske han havde blomster med hjem, jeg så han havde købt noget, men det viste sig at være noget til sig selv Amen altså

Jeg mindes ikke, at han ønskede tillykke med mors dag. Og han hørte godt, at mit større barn ønskede mig tillykke med dagen. Han ringede tilmed med sin egen mor, ønskede tillykke og sagde, han ville komme forbi med en gave en af dagene. Det gør han så idag, og den gave er blomster.

Men jeg bliver bare igen skuffet. Han fuldstændig ignorerer dagen. . Så kan han vel lade være med at sige jeg skal se frem til den.

Nå, men nu til sagen. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af med mig selv, om jeg skal "ignorere" hans første fars dag som en lærestreg (misforstå mig ikke, men han ELSKER gaver og opmærksomhed, og jeg elsker at gøre ham glad, og jeg bruger altid (glædeligt)  mange kræfter og penge på ham, men aldrig den anden vej, så han ville nok bemærke den manglende gæstus fra mig), eller skal jeg simpelthen fejre ham, som jeg jo havde tænkt mig, men ENDNU engang føle mig glemt og nedprioriteret? Urg, jeg føler mig så dum som en kæreste, men kan heller ikke blive ved at give og ikke også at han giver lidt igen, synes jeg. 

Det skal lige tilføjes, at han ikke er på toppen lige nu, men han har stadig selv lagt op til at mors dag var noget særligt.

Hvad tænker I?

Jeg kan godt forstå, at du er skuffet. Hvis det var mig ville jeg ikke have lyst til at gøre noget ud af farsdag Hvis det skal være på den måde. At han omtaler dagen og ønsker sin egen mor tillykke, viser jo at han er bevidst om det. Og hvor svært er det lige at snuppe to buketter, når han alligevel står i blomsterhandleren og køber ind til sin mor?

Og ja indtil barnet er stort nok til selv at gøre noget ud af mors/fars dag synes jeg, at det er ægtefællen der bør sørge for, at den anden bliver fejret. Sådan gjorde vi det i hvert fald hos os, og selv om jeg har været skilt i 7 år sender jeg stadig en gavekurv til min eksmand på fars dag hvert år.

Jeg ville starte med at åbne munden og fortælle ham dine tanker om mors dag. At du undrede dig gevaldigt over alt den opmærksomhed op til - OG at han huskede sin egen mor, men ikke dig? Det behøvede jo ikke engang være en ting fra ham, men boget han havde hjulpet børnene med (eller lavet/købt fra børnene).
spørg ham om  han generelt synes mors/fars dag kun er noget der skal komme fra børnene uden voksen hjælp, for så skal du jo heller ikke lægge dig i selen på fars dag i år. så må det Vente til børnene er store nok til at fejre jer. 

Jeg havde bragt det op og sagt. 
- Helt ærlig skat, jeg undre mig over noget, som jeg gerne vil høre din forklaring på. 
Nu har du flere dage op til mors dag, pointeret dig, og ligefrem sagt jeg skulle glæde mig. Som om du selv havde planlagt et eller andet stort. 

Så da du overhovedet intet gør ud af det på selve dagen, så må jeg faktisk indrømme det skuffede mig / gjorde mig ked af det.

Og derefter forklare hvad grunden er til man er blevet skuffet - at han netop har lagt op til noget skulle være specielt.

Og ellers så havde jeg været "smålig" og givet ham samme skuffe tilbage på fars dag. 

Anonym skriver:

Jeg havde bragt det op og sagt. 
- Helt ærlig skat, jeg undre mig over noget, som jeg gerne vil høre din forklaring på. 
Nu har du flere dage op til mors dag, pointeret dig, og ligefrem sagt jeg skulle glæde mig. Som om du selv havde planlagt et eller andet stort. 

Så da du overhovedet intet gør ud af det på selve dagen, så må jeg faktisk indrømme det skuffede mig / gjorde mig ked af det.

 

Og derefter forklare hvad grunden er til man er blevet skuffet - at han netop har lagt op til noget skulle være specielt.

 

Og ellers så havde jeg været "smålig" og givet ham samme skuffe tilbage på fars dag. 

Ergo - 4-5 gange nævne fars dag, og han skal glæde sig.

for så slet ikke at give ham noget som helst, og i stedet bruge dine kræfter på at ringe til din egen far og ønske ham god dag.

(såfremt du selvfølgelig har en far, det ved jeg jo ikk) 

Anonym skriver:

Jeg havde bragt det op og sagt. 
- Helt ærlig skat, jeg undre mig over noget, som jeg gerne vil høre din forklaring på. 
Nu har du flere dage op til mors dag, pointeret dig, og ligefrem sagt jeg skulle glæde mig. Som om du selv havde planlagt et eller andet stort. 

Så da du overhovedet intet gør ud af det på selve dagen, så må jeg faktisk indrømme det skuffede mig / gjorde mig ked af det.

 

Og derefter forklare hvad grunden er til man er blevet skuffet - at han netop har lagt op til noget skulle være specielt.

 

Og ellers så havde jeg været "smålig" og givet ham samme skuffe tilbage på fars dag. 

Enig her.. 

Åbne munden først.. Og er han lidt ligeglad/gider ikke gøre noget som undskyldning, så ville jeg ignorere ham på fars dag 

Jeg kan godt forstå du er skuffet, men jeg tror ikke relationer gror af at give igen af samme mønt. 
Jeg ville spørge ham direkte om fejringen af mors dag satte standarden for fejringen af fars dag, og på den måde forventningsafstemme fremtidige mærkedage. Du kan sagtens også sige du blev skuffet

Anonym skriver:

Oven på mors-dag tråden forleden dag (som jeg også selv deltog i), er det her spørgsmål opstået hos mig. Jeg var virkelig i tvivl om, om jeg skulle oprette tråden her, men nu gør jeg det

Jeg er i et nyt forhold og har fået et fælles barn med min nye mand. Det er hans første.

Han har 4-5 gange op til mors dag, omtalt mors dag. Sagt om jeg ikke glædet mig, nævnt det, når der kom en mors dag reklame i TV, sagt at jeg godt kunne glæde mig osv.

Jeg selv har ikke på noget som helst tidspunkt nævnt dagen. Da dagen kommer, forventer jeg ikke meget, fordi han er den mindste romantiker, der findes, og flere gange har været sløset med fødselsdagsgave og julegave i vores korte forhold (3 år). Men når han ligefrem nævner dagen så meget, så "forventede" jeg lidt, at han huskede den i det mindste.

Han var ude og handle på mors dag, og jeg troede måske han havde blomster med hjem, jeg så han havde købt noget, men det viste sig at være noget til sig selv Amen altså

Jeg mindes ikke, at han ønskede tillykke med mors dag. Og han hørte godt, at mit større barn ønskede mig tillykke med dagen. Han ringede tilmed med sin egen mor, ønskede tillykke og sagde, han ville komme forbi med en gave en af dagene. Det gør han så idag, og den gave er blomster.

Men jeg bliver bare igen skuffet. Han fuldstændig ignorerer dagen. . Så kan han vel lade være med at sige jeg skal se frem til den.

 

Nå, men nu til sagen. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af med mig selv, om jeg skal "ignorere" hans første fars dag som en lærestreg (misforstå mig ikke, men han ELSKER gaver og opmærksomhed, og jeg elsker at gøre ham glad, og jeg bruger altid (glædeligt)  mange kræfter og penge på ham, men aldrig den anden vej, så han ville nok bemærke den manglende gæstus fra mig), eller skal jeg simpelthen fejre ham, som jeg jo havde tænkt mig, men ENDNU engang føle mig glemt og nedprioriteret? Urg, jeg føler mig så dum som en kæreste, men kan heller ikke blive ved at give og ikke også at han giver lidt igen, synes jeg. 

Det skal lige tilføjes, at han ikke er på toppen lige nu, men han har stadig selv lagt op til at mors dag var noget særligt.

Hvad tænker I?

Jeg ville snakke med ham. "hvorfor nævnte du alt det om mors Dag ?" hvorfor sagde du kun noget til din mor? 

Men jeg ville ikke synke ned på hans level, det er barnligt synes jeg.

Jeg ville nok ikke rigtig gøre noget ud af det, men ikke om jeg ville opfører mig som et barn.  "Du gav ikke mig noget, så jeg giver ikke dig noget." 

BAE skriver:

Jeg ville snakke med ham. "hvorfor nævnte du alt det om mors Dag ?" hvorfor sagde du kun noget til din mor? 

Men jeg ville ikke synke ned på hans level, det er barnligt synes jeg.

Jeg ville nok ikke rigtig gøre noget ud af det, men ikke om jeg ville opfører mig som et barn.  "Du gav ikke mig noget, så jeg giver ikke dig noget." 

Enig her. ! 
Det er barnagtigt at synke ned på det level. 

men synes da du skal åbne munden og spørger ham direkte hvad grunden er til at han nævnte det flere gange og sagde du skulle glæde dig for ikk at der kom noget særligt på dagen uanset hvad det særlige så måtte være. 

Jaa, jeg kan sørme godt se, det er ret barnligt, det er også derfor, jeg er i tvivl For jeg bryder mig ikke om, at skuffe nogen, det ligger ikke i min natur. Øv altså.