Ville I gå fra ham?

Jeg ville kraftigt overveje at gå. Selvfølgelig er det jo en begrænset periode du står uden løn, men hvordan bliver jeres forhold og økonomi fremadrettet ift baby? Vil baby ende med at være din udgift alene? Noget kunne tyde på det - og hvad med den pension du mister mens du er på barsel. Det er jo ikke kun den udbetalte løn du ikke får i de måneder.

Det lyder som om at du har forsøgt at snakke med ham, men giv det et forsøg til. I er et par og jeres regninger skal betales. Hvis du ikke har pengene under barsel bliver han jo også berørt 

Jeg kan heller ikke lad være at tænke på om graviditet er planlagt eller ej? Siden han siger det på den måde. Og hvis ikke det var planlagt hvad sagde han så da i fandt ud af at du var gravid? 

uanset hvad lyder han ikke til at være en støtte for dig og jeres kommende barn. Hvis han elskede dig vil han ikke tænke mere på hans penge end på dig og jeres kommende barn. Det er min holdning. 

tænk over hvad hvis du en dag bliver syg eller der sker noget hvor du intet indtægt har?  Og vil han overhovedet hjælpe med det økonomisk og alt hvad det indebære til den lille? Eller er det udlukkende dit udgift så du til sidst ikke har en røde øre til dig selv om måneden? 
fordi hvis det er dig der kommer til at stå med alt udgift til barnet mm og du er under tag med din kæreste, så det katastrofe for din vedkommende. For så alt udgift af barnet over dit hovede og han kan sidde og hygge sig og uden at betale noget. Mens du stresser rundt for at få pengene til at række mm. 
så det ærligtalt bedre at du flytter fra ham og han kan han damne betale børnepenge til dig.

Tak for jeres svar alle sammen. Hvor er det dejligt at høre jeres meninger og jeg kan læse, at det ikke bare er mig der er hysterisk og urimelig. Det siger faren nemlig til mig, at jeg er og med hormoner og alt det, er man bare ikke sig selv, så jeg har sværere ved at mærke mig selv.  

Barnet er et ønskebarn. Vi har forsøgt i 5 år og været i behandling, så det er absolut ikke kommet som et chok for ham. Jeg har inden hver behandling spurgt ham, om han stadig ønskede det, og sagt at det altid var ok at sige stop, men han ville gerne fortsætte. Det var vores sidste gratis behandling og vi var enige om at stoppe efter den, hvis det ikke lykkes, fordi det har været så langt og hårdt et forløb. 

Jeg føler slet ikke jeg kan kende ham, når han gør sådan her, og jeg bliver virkelig bekymret for vores fremtid. Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være sammen med en, der ikke træder til når jeg har brug for det. En ting er barsel men hvad nu hvis jeg bliver syg. Så kan jeg risikerer at stå med et barn og skulle til at flytte fordi jeg ikke har råd til at sidde i huset og han er ligeglad. 

når jeg spørger ham om han ikke føler et ansvar for vores fællesskab siger han nej. At det var mig der vil have barnet og derfor også min hovedpine. Han har dog aldrig givet udtryk for, at han ikke ville - tværtimod. Så havde jeg ikke fået et barn med ham. Jeg synes virkelig at det er et tarveligt svar, og jeg tænker, at det er noget jeg vil komme til at høre mange gange hvis jeg bliver.  

Jeg har fundet en tre værelses lejlighed, som jeg har råd til at sidde i, så den tror jeg, at jeg tager ud og ser i morgen og så må jeg sige det til ham i weekenden. 

1000 tak for jeres feed back. Jeg har læst hver og en og jeg er virkelig glad for I gider svare. Tak for jer

Mamalise skriver:

Tak for jeres svar alle sammen. Hvor er det dejligt at høre jeres meninger og jeg kan læse, at det ikke bare er mig der er hysterisk og urimelig. Det siger faren nemlig til mig, at jeg er og med hormoner og alt det, er man bare ikke sig selv, så jeg har sværere ved at mærke mig selv.  

Barnet er et ønskebarn. Vi har forsøgt i 5 år og været i behandling, så det er absolut ikke kommet som et chok for ham. Jeg har inden hver behandling spurgt ham, om han stadig ønskede det, og sagt at det altid var ok at sige stop, men han ville gerne fortsætte. Det var vores sidste gratis behandling og vi var enige om at stoppe efter den, hvis det ikke lykkes, fordi det har været så langt og hårdt et forløb. 

Jeg føler slet ikke jeg kan kende ham, når han gør sådan her, og jeg bliver virkelig bekymret for vores fremtid. Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være sammen med en, der ikke træder til når jeg har brug for det. En ting er barsel men hvad nu hvis jeg bliver syg. Så kan jeg risikerer at stå med et barn og skulle til at flytte fordi jeg ikke har råd til at sidde i huset og han er ligeglad. 

når jeg spørger ham om han ikke føler et ansvar for vores fællesskab siger han nej. At det var mig der vil have barnet og derfor også min hovedpine. Han har dog aldrig givet udtryk for, at han ikke ville - tværtimod. Så havde jeg ikke fået et barn med ham. Jeg synes virkelig at det er et tarveligt svar, og jeg tænker, at det er noget jeg vil komme til at høre mange gange hvis jeg bliver.  

Jeg har fundet en tre værelses lejlighed, som jeg har råd til at sidde i, så den tror jeg, at jeg tager ud og ser i morgen og så må jeg sige det til ham i weekenden. 

1000 tak for jeres feed back. Jeg har læst hver og en og jeg er virkelig glad for I gider svare. Tak for jer

 

Hold da op. Det er virkelige en øv-situation og jo slet ikke det billede du havde forestillet dig. 

Det virker meget umodent, det han siger. Jeg vil ikke holde hånden over ham. Men kan han have fået en eller anden form for chokreaktion på graviditeten og at noget I har kæmpet for så længe pludselig bliver en realitet?

5 år er alligevel længe hvor det ikke er lykkedes jer og lige pludselig står I med kort tid tilbage til I skal til at være en familie. Måske er det en større omvæltning for ham end både du og han selv lige har forestillet sig? 

Tal evt. med jordemoder/sundhedsplejerske. Måske de genkender reaktionen og kan give råd/redskaber. Og ellers synes jeg det lyder fornuftigt at du har styr på din økonomiske situation i forhold til bolig hvis I skal splitte op.

Øv altså!  Held og Lykke

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige - jeg har bare lyst til at give dig den største krammer

Hvor er det bare synd for dig og helt ufatteligt den måde han opfører sig på Jeg håber du finder den rigtige løsning❤️

Usympatisk og uempatisk mandsperson. Run Forest Ruuuuuuun

Det korte svar på dit spørgsmål er JA! Det lyder bestemt til, at du er bedre tjent uden ham. Og selv om han måske skulle trække i land, når han finder ud af konsekvensen, ville jeg stadig smutte. Han har vist hans grundholdning og det ville aldrig få mig til at få tillid eller respekt for manden igen.

Jeg var smuttet.

især fordi jeg tænker hans retfærdighedssans ikke går den anden vej. Altså at han næppe vil tage halvdelen af barslen, halvdelen af husarbejdet eller halvdelen af arbejdet og udgifterne til barnet.

men kan det være en tidlig fødselsreaktion, hvis i har arbejdet på dette i fem år, så må det have været hårdt for jer begge og måske er det en reaktion på det.

herhjemme har vi ikke altid haft fællesøkonomi, men

vi tjener også ca det samme og det har aldrig været sådan at den ene brugte løs mens den anden levede på en sten, men vi har altid haft rigeligt. Når man køber hus og får børn, så bliver man altså en familie og så vokser behovet for fælles økonomi især, hvis i som familie træffer valg der påvirker den enes indkomst som at du skal på barsel.

jeg er heller ikke sikker på jeg ville kunne tilgive hans tilgang både med hensyn til at holde så strengt på sine

penge eller at han ikke forstår din stress og dine følelser.

Jeg havde sagt helt alvorligt at så måtte han tage barslen fordi jeg ikke havde økonomi til det.

Tag en alvorlig samtale omkring hvad I gør med alle de ekstra udgifter som der kommer når der kommer et barn.

Lav fælles økonomi. Alle penge (både hans og dine) til en budget konto, en madkonto og en fælles opsparing hvor I sammen taler om hvad de skal bruges til. (Det lyder som om I sidder ret stramt så tænker umiddelbart ikke at I skal have disederet lommepenge hver overført)

Snak sammen, vær åben og spørg ind til hvad han lige har tænkt så noget JERES barn ikke kun dit barn kommer

Nærighed og manglende solidaritetsfølelse gør generelt mennesker uattraktive. Når det kommer til manden jeg skal dele mit liv med, ville et sådan personlighedstræk være en dealbreaker. Ad, hvor er det usexet for en mand (eller kvinde) ikke at stå op for sin partner og sit kommende barn 110%.

Men flere ting lyder påfaldende - hvorfor står i midt i hus og graviditet og er nu i tvivl om økonomi, barselsdagpenge og udgifter? Hvordan var det jeres plan at disse ting skulle ordnes og hvad har ændret sig? Hvordan er din/jeres plan for hvordan I skal klare jer og forsørge jeres barn ved sygdom/arbejdsløshed/skilsmisse, osv?

Nå … tilbage til hovedpointen: Ja, jeg var gået fra en partner, hvis vi ikke begge gik fuldkommen ind i at vores familie er et fælles (også økonomisk) projekt. Vi deler indtægter og udgifter, deler barslen, deler risiko - og vi sørger for vores begges pensionsopsparringer, livs- og lønforsikringer, og at vi har så ligelige rettigheder som muligt hvis vi går fra hinanden eller den ene bliver syg/dør.

Andet ville jeg ikke gide. Og jeg ville stille grundlæggende spørgsmålstegn ved min partners personlighed og livssyn, hvis han/hun var uenig.