kamikaze skriver:
Nej, det var det andet opslag jeg svarede på fordi det netop gav udtryk for at det var ekskluderende at foreldrerådet ikke ville tilpasse.
Jeres tilgang lyder så fin.
Jeg har heldigvis ikke skullet gå i skole mens jeg har cøliaki, men langt de fleste gange jeg har vovet mig ud i restaurantverdenen for at spise med andre, så har jeg følt mig meget uvelkommen. Spisning er en kæmpe del af det sociale liv, og hvis man vælger at være ligeglad med andres fødevareallergi (som de ikke selv har valgt og faktisk helst vil slippe for), så fastholder man også den generelle opfattelse jeg mødes af konstant, at vi ser helst at de ikke eksisterer og i hvert fald ikke belemrer os med deres tilstedeværelse. Jeg har ikke forventninger om at et forældreråd skal indkøbe alt muligt glutenfrit, så os kronisk syge mennesker også kan spise med, men der er stor forskel på om de siger, "Hvordan kan vi hjælpe til med at dit barn også får en god oplevelse?" eller "Det gider jeg ikke sætte mig ind. Det må I sgu klare selv." Man kan godt gøre en minimal indsats uden at skulle ændre alt for én. Ikke at jeg siger noget om ts' forældreråd, for dem aner jeg intet om. Men jeg synes godt at man som menneske kan vise en interesse for at andre får en god oplevelse i stedet for bare at sige "det er for besværligt". Og det er i min optik et personligt valg som alle mennesker tager - om de vælger at være ligeglade eller om de synes at alle har lov til at få en god oplevelse, at være glade og føle sig velkomne, eller om det kun er for dem som kan spise den almindelige spaghetti uden at kaste op. For det er da naturligvis langt nemmere at være ligeglad og at sige at alle, der er anderledes, de må klare sig selv. Det synes jeg bare er trist. "Fremmede" glemmer tit at se ansigtet på den der er anderledes. I stedet for at tænke på vedkommende som en person med tanker og følelser, så ser de bare en diagnose, og så er det meget nemt at falde i fælden med at "her spiser vi almindelige mennesker" og "derovre kan de andre spise". Jeg kan komme i tanke om MANGE måder at inkludere en person med fødevareallergi på UDEN at skulle lave specialkost til dem selv, men det kræver en indsats for ellers ender det hele bare i ligegyldighed igen og "nemhed". Og det kan godt være at man skal prøve at være den ligegyldige i 30 år før man forstår hvordan det føles, det skal jeg ikke kunne sige. Men det gør mig rigtig trist når nogen vælger at være sådan overfor børn, uanset om deres handicap er fødevareallergi, angst, ordblindhed eller hvad diagnosen nu lyder på.
Anmeld
Citér
