Kræsne legekammerater

Vi spiser ganske varieret og har altid opfordret barnet til at smage, men vi har aldrig krævet det. Det til trods spiser barnet desværre forholdsvis restriktivt, men vi tror på at det ændrer sig med tiden. Som andre skriver så er børn bare forskellige.

Vi ville dog aldrig forvente særbehandling hos andre.

Jeg vil tusind gang hellere bruge min tid på at lave mad folk spiser, så ved jeg at Børge ikke kan lide kylling så er det ikke lige det jeg planlægger den dag han kommer. Er det hele dog sådan lidt pludseligt så har vi altid rugbrød eller havregryn. Det får vores egen børn også hvis de ikke kan lide maden. Vælger børnene gentagne gange at spise ved jer selvom de ikke er til den type mad så er det jo nok ikke maden de er der for, nok nærmere selskabet og hyggen, og det er jo bare virkelig dejligt og måske endnu vigtigere. tænker da heller ikke deres forældre ville blive ved med at give dem lov til det hvis de er trætte af de altid kommer hunde sultne hjem. Jeg ville gøre som jeg plejer eller eventuelt tage en snak med ungernes forældre om hvad de tænker. 

Jeg har en veninde med mad angst, skal hun spise hos os spørge jeg altid hvad hun gerne vil have. så kan hun slappe af i det og jeg spilder ikke min tid med at lave mad hun ikke vil spise. det samme med min datters veninde. Er det ikke aftalt på forhånd snakker vi lidt om hvad vi kan tilbyde og så tager hun selv en beslutning om hun vil blive eller hjem. Jeg synes der er stor forskel på kræsne børn og så børn der har problemer med mad. Det er så meget nemmere at navigere i når forældrene er åbne omkring det. 

Jeg er det kræsne barn her. Eller voksne er det jo så. Og jeg har et virkelig stort problem når jeg er ude at spise for jeg bryder mig ikke om at smage på ting jeg ikke har lyst til at smage på. Ergo jeg føler et kæmpe pres, pga blikke osv. Og endnu mere fordi jeg er voksen. Mit problem er jeg fysisk bliver dårlig bare ved tanken nogle gsnge om ar skal ud at spise steder hvor maden er fastlagt. Jeg slaæ gerne vide på forhånd hvad vi skal have så jeg kan forberede mig selv på det, ellers har jeg svært ved at rumme det ved bordet. Min familie har nu endelig lært ikke at kommentere på det. For der er det værste at det bliver et fokuspunkt.

Af samme grund er jeg meget large med hvad mit barn vil spise fordi jeg ved hvor frygteligt det er selv at føle sig presset til at spise noget man ikke har lyst til. Eller bare smage.

Ved mig er det meget konsistens jeg reagere på. Inde i mit hoved skal ting have bestemte konsistensen. Nogle ting må gerne være sprøde hvor andre ikke må feks. Og omvendt. Det er bare sådan jeg er.

Jeg spise alt som lille barn. 

Her hjemme. Smager vi på alt og spiser meget forskellige men vores dreng i alt for mange år var han små spisende og hver gang han blev syg blev han nulstillet og kunne ikke lig nåede igen så i mange år spiste han ikke kød. Men vi lavede ikke om på manden og han var og er tit med i køkkenet. Jo ældre han er blevet er han blevet virkelig sej til mad han spiser næsten alt sammen med os nu.

når han har været på besøg ved venner har vi intet sagt fordi Daniel tager det han kan lig hvis han er sulten senere så får han en rugbrød. Men men men det fantastiske i alt det her er han tør godt prøve mere når han er et fremmede sted fordi ved hans bedste ven skulle de en dag have pasta og kødsovs og han spiste det sku  så nu spiser han også pasta og kødsovs og mig og moren til hans bedste ven griner stadig over det for det er så fedt.

hvor jeg vel hen med alt det her er det er ikke alle børn der er kræsen og man skal bare lave det mad man plejer for måske spiser børne det alligevel 

Mine børn spiser gladeligt alt muligt herhjemme. Er ikke “kræsne” (hader det ord) og tør smage på alt der bliver stillet foran dem. Og vi finder ofte på nye ting vi ikke har smagt før. Men 2 af mine børn vil ikke når vi er ude. Når de er hos bedsteforældre og venner så er de ikke de største spisere og smager slet ikke på noget de ikke har 100% styr på hvad er. Selv en alm ret som de er vant til at få herhjemme kan være udfordrende for dem ude. Og det tænker jeg også handler om at de bruger rigtig meget energi på de sociale spilleregler og nye settings omkring spisebordet osv osv osv. så måske i ikke skal dømme børnene og deres forældre før i kender hele billedet. 

Jeg har ikke en bestemt strategi for hvordan jeg gør, men generelt vil jeg gerne at mine ungers legekammerater er glade og trygge ved at være hos os - samtidig står jeg selvfølgelig ikke på hovedet for at tage hensyn. Hvis det er en spontan aftale, serverer vi mad som planlagt, og så må man selvfølgelig altid få en rugbrødsmad, hvis man ikke lige er til menuen.

Vi spiser ret varieret og serverer mange forskellige, derfor er vi vandt til at “udfordre” ungerne lidt, og de spiser såmænd også ret fornuftigt - men den kamp kæmper jeg ikke på andre børns vegne, det har deres forældre sikkert fint styr på.

Kommer en ven på planlagt besøg, kan jeg sagtens finde på at spørge til en livret, som en måde at forkæle og hygge om gæsterne på, uanset om det er børn eller voksne. 

Babyklar87 skriver:

Jeg ved ikke om mit svar også virker/virkede stødende. Det var ikke hensigten. 

Og jeg tror ikke at trådstarter har haft til hensigt at nedgøre andre forældre. Men er uvidende og uforstående over for andre børns “kræsenhed” og forskellighed. 

Og jeg selv inklusiv. For vinklen med at forstå at et barn er bange for at spise ude har jeg aldrig kendt til. Jeg var selv mega kræsen som barn, men smagte altid på maden andre steder, selvom jeg sommetider ikke havde lyst. Men jeg var ikke bange og tænker ikke det er noget der har påvirket mit liv negativt. 

Mine børns legekammerater vil virkelig gerne spise hos os, men de spiser bare intet. Det kan sommetider undre mig. Hvis de fx synes vi laver “underlig” mad, så undrer det mig de gang på gang gerne vil spise hos os, uden at røre en bid. Og så mærkeligt synes jeg altså slet ikke vi spiser. 

Men det kunne være rart hvis forældrene til børnene måske gjorde lidt ud af at fortælle om problematikken, for jeg kan ikke gætte mig til om barnet er bange for at spise ude eller bange for anderledes retter. Og det er jo ikke fordi jeg hver gang vi har spisende gæster påtænker at lave en helt vild crazy ret bare for at være smart i en fart. Jeg spørger også til livretter/ønsker men det er ikke ensbetydende med at der bliver spist. 

 

Kender forældrene nødvendigvis til “problematikken”? Jeg har ikke anet, om mine unger spiste meget, lidt eller ingenting, når de spiste hos kammerater, og jeg har heller ikke gjort noget ud af at fortælle forældrene om det, hvis deres barn spiste meget lidt hos os. 
Det er vel trods alt et begrænset antal måltider, det enkelte barn spiser hos kammerater, og der skulle meget til, før jeg ville opfatte det som problematisk eller ræsonnere, at det skyldtes kræsenhed eller manglende erfaring med “ikke-neutral” mad, hvad det så end er. Hvis jeg havde et barn på besøg over flere dage, og det intet spiste, ville jeg selvfølgelig forsøge at finde en løsning på det og nævne det for forældrene, men det er godt nok en balancegang, for er der tale om et decideret problem for barnet, kan for meget fokus på mad virke stik mod hensigten. 
Jeg er ikke altid sulten om aftenen - af vidt forskellige årsager - og springer indimellem aftensmaden over eller tager en skål yoghurt. På samme måde, tænker jeg, kan der ligge et væld af forklaringer bag, når et barn på besøg hos en kammerat ikke spiser meget. Måske var madpakken stor den dag, måske har barnet en modvilje overfor sammenkogte retter eller krydret mad, måske er det et genert barn, der føler det akavet at spise hos “fremmede” voksne.

Og når en kammerat siger ja til at spise hos dig/jer, handler det nok ikke så meget netop om at spise, men om at blive hos jeres barn længere tid. For os voksne er der en kultur om, at det er hyggeligt at sidde og nyde en middag med gæster, men for mange børn er det altså ikke udsigten til sammen at nyde maden, der trækker. Ofte vil de bare gerne fra bordet og lege videre i en fart. 

Jeg tror, som en anden skriver, at de fleste forældre selv har godt styr på, at deres børn som hovedregel får det, de skal have, at spise.