Jeg bliver faktisk rigtig ked af den tone der kommer frem i dit oplæg og nogle af de øvrige svar.
Vi har et barn som spiser meget begrænset af mad og slet ikke spiser fremmede steder. Det er noget vi er oprigtigt bekymrede over og som vi får hjælp til hvordan vi skal hjælpe hende med. Vores barn er ikke sygt eller har en diagnose - hun er helt normal og der er mange der har det som hende mht. mad. Men hun ville helt sikkert blive opfattet som et “kræsent” barn af dig/jer.
Vi andre i familien inkl. søskende spiser meget forskelligt mad så det med at se ned på forældrene er bare mega usympatisk. Og er det virkelig så stort et problem at du har behov for at få andres råd til det? Eller er det mest for at blive bekræftet i, at i gør det godt fordi jeres børn spiser alt og at vi andre bare ikke opdrager vores børn ordentligt mht. mad?
Til dem som ellers er oprigtig interesseret synes jeg at det er værd at holde sig for øje at det er helt normalt at børn ikke har lyst til at spise fremmede steder. Du skal i hvert fald nok ikke begynde at presse på for at de skal smage for det kan give rigtig stor tilbagegang hos et barn som måske ellers var begyndt at gøre fremskridt. Og måske tør barnet ikke sige nej til dig som “fremmed” og lader sig så presse.
Øv, jeg blev faktisk virkelig ramt inden i af den her debat og det plejer jeg ellers ikke. Jeg håber at mine børns legekammeraters forældre er mere rummelige og nysgerrige i deres opfattelse af andre. Der kan altså være rigtig mange gode forklaringer som ikke altid er de mest oplagte.
Jeg kommer ikke til at deltage mere i den her debat, men nu har i da en anden vinkel også. 
Anmeld
Citér