PPR og forældre frustrationer

Jeg forstår virkelig godt din følelse af afmagt.

Nu er det jo ikke så specifikt, hvilke udfordringer det drejer sig om, men hvis udfordringerne er i skolen, så er det jo skolen der skal imødekomme dem. Jeg mener - jeg har fine erfaringer med PPR, men barnets problemer bliver jo ikke løst ved, at en psykolog kigger på barnet eller laver nogle tests - det er lærerne, der skal imødekomme barnets udfordringer, og de kan så få vejledning hos PPR.

Uden at vide noget om jeres situation, ville jeg rette min energi og mit behov for at ‘gøre noget’ mod lærerne og samarbejde med dem, give dem forslag, følge op osv. For det er dem og ikke PPR, der i sidste ende skal i arbejdstøjet for at få dit barn til at trives der hvor han er lige nu. 

Jeg er selv lærer, og jeg synes godt, at der kan være lidt tendens til at skolen indstiller til PPR, og så føler man, at man har gjort noget - men det ændrer jo ingenting, barnet er det samme barn, hvad enten det får en diagnose eller ej. Det er stadig i det daglige møde med barnet, at lærerne på en eller anden måde skal handle anderledes, så dit barn kan være i det og komme i trivsel. PPR og diagnoser kan give en større forståelse, men det løser ikke noget i sig selv. Så jeg ville presse på i skolen for at finde gode løsninger for mit barn i samarbejde med lærerne.

Og så kan det selvfølgelig godt være, at jeg skyder 100% forbi skiven her - når jeg ikke ved mere om, hvilke problematikker, der er tale om. Men jeg håber mit svar giver lidt mening i din situation.

Eller børnehaven, selvfølgelig, hvis han ikke går i skole endnu.

Anonym skriver:

Tænker ikke han er autist nødvendigvis.

Det er det med, at man vil så gerne hjælpe sit barn, men det er svært når han ikke har de udfordringer herhjemme, den der afmagt at jeg som mor ikke kan selv fixe det, det har jeg der rigtig svært ved.

I min kommune er der åben anonym rådgivning hos kommunen - jeg har som lærer henvist mange forældre der til og også selv brugt det. 

Det er en mulighed for at blive lyttet til, få en dialog og måske endda nogle gode råd, og hvis det vurderes at få mulighed for at komme videre i systemet.

Jeg genkender følelsen af afmagt, min datter fik noget i angst boldgaden da hun gik i 6. Klasse og jeg følte mig som verdens dårligste mor - hendes angst viste sig ikke i skolen, og jeg ønskede ikke PPR ind over fordi jeg netop ikke ville problematisere skolen som var hendes fristed. Men hvad gør man som mor, når de redskaber man har ikke slår til, eller når man som dig ikke kan genkende fortællingen om ens barn og ikke ved, hvordan man kan hjælpe sit barn.

Det var de bedste 60 minutter for mig, jeg kunne smide hele mine frustration ud på et andet menneske, et andet menneske som lyttede og bekræftede det jeg gjorde godt, men som også turde tale mig imod. Det er den samme feedback jegvhar fået fra de forældre jeg har henvist - så mit råd er at se om din kommune har et tilsvarende tilbud, og så se hvor det bærer hen.

Anonym skriver:

Jeg forstår virkelig godt din følelse af afmagt.

Nu er det jo ikke så specifikt, hvilke udfordringer det drejer sig om, men hvis udfordringerne er i skolen, så er det jo skolen der skal imødekomme dem. Jeg mener - jeg har fine erfaringer med PPR, men barnets problemer bliver jo ikke løst ved, at en psykolog kigger på barnet eller laver nogle tests - det er lærerne, der skal imødekomme barnets udfordringer, og de kan så få vejledning hos PPR.

Uden at vide noget om jeres situation, ville jeg rette min energi og mit behov for at ‘gøre noget’ mod lærerne og samarbejde med dem, give dem forslag, følge op osv. For det er dem og ikke PPR, der i sidste ende skal i arbejdstøjet for at få dit barn til at trives der hvor han er lige nu. 

Jeg er selv lærer, og jeg synes godt, at der kan være lidt tendens til at skolen indstiller til PPR, og så føler man, at man har gjort noget - men det ændrer jo ingenting, barnet er det samme barn, hvad enten det får en diagnose eller ej. Det er stadig i det daglige møde med barnet, at lærerne på en eller anden måde skal handle anderledes, så dit barn kan være i det og komme i trivsel. PPR og diagnoser kan give en større forståelse, men det løser ikke noget i sig selv. Så jeg ville presse på i skolen for at finde gode løsninger for mit barn i samarbejde med lærerne.

Og så kan det selvfølgelig godt være, at jeg skyder 100% forbi skiven her - når jeg ikke ved mere om, hvilke problematikker, der er tale om. Men jeg håber mit svar giver lidt mening i din situation.

Årsagen til inddragelse af Ppr, er jo ved observation at få vished omkring hvilke indsatser der er relevante for barnet, således at vejledningen kan være korrekt. Og naturligvis lave en ppv der kan beskrive sådanne tiltag, teste barnet for at identificere udfordinger og vurdere behov for en potentiel udredning. 
det kan en lærer ikke, det er desværre sjældent en almen skole har kompetencer og ressourcer til at skabe trivsel for et barn i almen skole