Det er mavefornemmelsen, der skal sige om det er rigtigt.
Ingen af min daværende kærester har jeg været oprigtigt interessede i at få børn med.
En af mine x-kærester forslog efter 1 måned sammen, at vi skulle prøve. Jeg var mega skruk, (og 25 år) men kunne af en eller anden grund ikke få min mavefornemmelse med. Vi aftale derfor at vente, til vi havde været sammen et år. Vi nåede aldrig dertil… han var utro med flere. Selvom vi faktisk boede sammen undervejs.
Min nuværende mand havde jeg kun kendt ganske kort tid. Men min mavefornemmelse har hele tiden været, at det ville være et super match. Også som skilsmisseforældre. Og det var mit parametre. Ville jeg kunne være deleforældre med vedkommende?
Ingen af mine X-er ville jeg dele barn med. De var bare umodne og store børn - selv dem der var ældre end mig.
Da jeg blev gravid med min nuværende mand, var han kun i start tyverne, og jeg i sluttyverne. Men jeg var aldrig i tvivl om, at han er den, der SKAL være far til min børn. Han er også den allerbedste far. Han engagerer sig i alt med dem, bidrager til alt, ønsker alle det bedste og elsker dem med hver nerve - og det mærkes.
At han så tilfældigvis også er den bedste kæreste for mig - giver mig lyst til at være den bedste udgave af mig selv, selvom han aldrig ville drømme om at bede det af mig - er et fantastisk plus.
Jeg elsker den mand helt ind til marv og ben. Han er den største støtte og et kæmpe forbillede.
det er han stadig her 8 år efter. Han er bare et bund reelt og roligt og ordentligt menneske. (Ja han har fejl - han roder nemt, glemmer sine nøgler) men han er grundlæggende et inspirerende og kærligt menneske som taler og tænker godt om andre.
vi fik første barn 16 måneder inde i forholdet. Og nr 2 kom nogle år efter. Nu taler vi om en 3….
Så mavefornemmelsen er den vigtigste ting. Ikke tiden nødvendigvis.
Anmeld
Citér