Anonym skriver:
Jeg er bare så splittet.
Vi har de sidste 12 mdr været igennem 3 ufrivillig aborter, vi har virkelig "kæmpet" sammen om baby projektet. For mig er det jo 100% et ønskebarn i de omstændigheder jeg troede vi befandt os i..
Det er stadig en ønske graviditet. Men den er svær at glæde sig over. 
Jeg synes virkelig ikke jeg fortjener det her.
Jeg er jo ikke blevet gravid med den overbevisning jeg ville ende alene og Ovenikøbet med en mand der forlanger en abort..
Har jeg lyst til frivilligt at fjerne noget jeg så højt ønskede og har kæmpet så ihærdig for?
Har jeg lyst til at at være alene i oplevelsen, kun afbrudt af en knotten eks?
Skal jeg evt slås med ham om dette barn?
Skal jeg bære dette barn, have kontakt til faren og evt i min graviditet være vidne til at den mand jeg elskede så højt lever videre som om intet var hændt, muligvis med en anden dame ved sin side?
Hold nu kæft jeg er sur, ked af det, føler mig undskyld sproget. Total kneppet lige i fjæset.
Hvad fanden i helvede bilder han sig ind at sætte os / mig i sådan en gang lort. Vi er 31 og 36 år. Vi er voksen mennesker, men agere som 2 fuckinng idioter.. Der er sku da ingen normale individer, der bliver gravide med "vilje" også stikker af som han så har gjort, og for mit vedkommende for en abort.. Det hele er såååå langt ude for mig
Har du nogle gode menensker omkring dig, du kan tale med?
Det er vigtigt at få sat ord på sine følelser. Lige meget hvor meget og hvor mange gange det samme bliver sagt, så er det en form for terapi.
Allier dig med nogle der kan håndtere at være din støtte, brug dem, græd, vær vred, bitter osv. Brug lidt tid på at samle dig og samle dine tanker, så kan du måske også mere rationelt beslutte dig for om du skal beholde barnet eller ej. Der er intet der er rigtigt eller forkert. Du skal selvfølgelig bare være opmærksom på at du kan risikere et samarbejde i rigtig mange år, hvis du vælger at få barnet - og det kan både være gnidningsfrit, men det kan virkelig også være det modsatte.
Jeg forstår så udmærket din frustration over måden han har kommunikeret ud på, for det giver dig slet ikke et billede af hvad det er der foregår hus ham. Har han fundet en anden? Har han ramt en livskrise? Er han i virkeligheden bange for at skulle blive far og det at binde sig? Er han påvirket efter dine ufrivillige aborter, men ikke har haft mod til at sige at han havde brug for hjælp? Der er mange spørgsmål der melder sig. Men vigtigst af alt lige nu, at du tænker på dig selv og gør det der føles mest rigtigt.
Min eksmand(2 børn sammen) smed også en bombe, lige den første dag i vinterferien. Han elskede mig, alt ved mig som person og min måde at være mor på, men havde ikke følelser for mig længere. 5 timer efter pakkede han sin taske og forlod børnene og mig. Jeg var som dig sønderknust, uforstående, gal og meget mere. I know the feelings. Og jeg hadede når nogen sagde der var lys for enden at tunnelen for det er man bare ikke i stand til at se - men der er lys. Det kan bare være en meget lang tunnel.
Jeg håber og ønsker det bedste for dig - og så håber jeg virkelig du mærker efter indeni hvad der føles mest rigtigt.
Og lige en sidste ting - og det er altså ikke for at male fanden på væggen eller sige hvad der er rigtigt eller forkert - men husk på, hvis du vælger at få barnet, at faderen kan kræve delt forældremyndighed og samvær. Dertil følger også fx skolevalg, underskrift for at kunne lave et pas, konfirmation osv.
Det har heldigvis ikke påvirket mig, fordi vi altid har haft et godt samarbejde omkring børnene. Men kender flere der bøvler med. Min veninde ville ikke underskrive til pas, da hendes eksmand ville rejse på ferie med børnene. Det er mega tarveligt og det sætter ikke kun os voksne i en dum situation, men også børnene.
Sorry, det blev langt. Ønsker dig det bedste
