Problematisk donorbarn

Kære du.
Kæmpe kram. Hold op det lyder hårdt, og også som en drøn-dårlig håndtering fra børnehavens side. Jeg stemmer i, når nogle siger, at alene pædagogernes tilgang til dit barn, kan påvirke situationen. Min mor er pædagog og nogle af de historier hun kan fortælle, skræmmer mig. Det skal i da have en løsning på? Ræk ud til PPR!

Og ift. at spekulere i, om det er donoren osv. - den er du nødt til at slutte fred med. Det er noget, der er ude af dine hænder - du kommer aldrig til at kunne gøre noget ved det, så brug dine kræfter på alt det, der hjælper dig og din søn i stedet. Find nogle grupper på facebook for forældre til ADHD børn. Køb en god bog om konflikthåndtering for ADHD børn, undersøg, om din dreng kan komme i et specialtilbud, hvor pædagogerne er uddannede til dette. Brug kræfterne her! ikke på fortiden og "hvis og hvis min røv er spids". Videre! Fremad!

Som andre også siger, så er børn ofte bare vrede på deres forældre - de skal nok finde på noget, og her var det nemt at finde noget, der gav en reaktion hos dig :/ Du er uden tvivl en helt fantastisk forælder og da hellere ingen far, end en dårlig far.

Anonym skriver:

Han bliver beskrevet som problematisk af både pædagoger og de professionelle der er inde over så synes det var en passende overskrift men jeg omtaler ham nu aldrig selv sådan ellers.

Jeg har deres udtalelser på sort og hvidt så det er hverken overfortolket eller misforstået. Er udmærket klar over at det ikke er min søns skyld eller ansvar og håber da virkelig også på at kunne få en plads til ham i en special børnehave snart. 

Er du sikker på, at det ikke er hans adfærd og forskellige situationer han har været i, der beskrives som problematiske (og også lyder til at være det), end det er ham som person? Deri ligger jo en meget væsentlig forskel.

Skulle det virkelig være tilfældet at fagfolk ordret kalder en 3-årig for problematisk, ville det gøre mig bekymret for deres faglighed og evner til at håndtere sagen. Og det ville jeg faktisk fortælle dem. Det giver anledning til forskel også i måden man møder din søn på, og rummer hans udfordringer.

Almindelige børnehaver er ikke rustede til at varetage børn med diagnoser/funktionsnedsættelser. Hvis de ikke kan imødekomme hans behov, og de forværrer hans trivsel, så syntes jeg du skal prøve at søge tabt arbejdsfortjeneste så han kan blive hjemme til han får et passende børnehave tilbud.

Meld dig ind i forældregruppen til forældre til børn med adhd, så du kan få sparring fra forældre som har stået i en tilsvarende situation, og som forstår hvad du går igennem 

Kære du

Dit barn et ikke problematisk og det håber jeg sørme ikke en eneste professionel har sagt eller afrevet. Det kan sagtens være, at de kontekster han er i udfordrer ham, og han derfor får handler på måder som ikke er konstruktive set med de voksnes øjne. 

Jeg ved godt det for mange bare er ord, men det er det hverken for din dreng, og så sandelig heller ikke for dem der skal møde ham - jeg ville række hånden ud til PPR, så både de professionelle, du og sin dreng kan få råd og vejledning, så der også bliver plads til ham i et fællesskab, hvor han ikke er udfordret. 

Jeg kan sagtens forstå din frustration, og som mor er man (heldigvis) ikke professionel, pg bogle gange løber følelserne afsted, og man får lyst til at kaste håndklædet I ringen - jeg er sikker på, at du elsker din dreng, men du og de voksne omkring ham  skal have mere råd og vejledning end blot: når han har ADHD. Din dreng handler på det han oplever, han har som alle andre et stort ønske om at være med, være en del af fællesskabet, og han har formodentlig svært ved det fordi han får sagt eller gjort nogle ting som de andre børn ikke lige kan håndtere - men han er ikke ubehagelig, han er ikke problematisk og han er ikke ADHD - han er en lille dreng som de professionelle enten skal hjælpe med qt finde det rigtige tilbud til eller skabe rammerne, hjorbhan kan opleve succeser. 

Kæmpe kram til dig og så sandelig også til din lille dreng 

Er du sikker på, at det ikke er hans adfærd og forskellige situationer han har været i, der beskrives som problematiske (og også lyder til at være det), end det er ham som person? Deri ligger jo en meget væsentlig forskel.

Skulle det virkelig være tilfældet at fagfolk ordret kalder en 3-årig for problematisk, ville det gøre mig bekymret for deres faglighed og evner til at håndtere sagen. Og det ville jeg faktisk fortælle dem. Det giver anledning til forskel også i måden man møder din søn på, og rummer hans udfordringer.

Som sagt har jeg det på sort og hvidt at de beskriver ham som ubehagelig og problematisk (bl.a. i forbindelse med en episode i børnehaven hvor han puttede en snor om halsen på en af de andre børn og trak til)

Anonym skriver:

Kære du.
Kæmpe kram. Hold op det lyder hårdt, og også som en drøn-dårlig håndtering fra børnehavens side. Jeg stemmer i, når nogle siger, at alene pædagogernes tilgang til dit barn, kan påvirke situationen. Min mor er pædagog og nogle af de historier hun kan fortælle, skræmmer mig. Det skal i da have en løsning på? Ræk ud til PPR!

Og ift. at spekulere i, om det er donoren osv. - den er du nødt til at slutte fred med. Det er noget, der er ude af dine hænder - du kommer aldrig til at kunne gøre noget ved det, så brug dine kræfter på alt det, der hjælper dig og din søn i stedet. Find nogle grupper på facebook for forældre til ADHD børn. Køb en god bog om konflikthåndtering for ADHD børn, undersøg, om din dreng kan komme i et specialtilbud, hvor pædagogerne er uddannede til dette. Brug kræfterne her! ikke på fortiden og "hvis og hvis min røv er spids". Videre! Fremad!

Som andre også siger, så er børn ofte bare vrede på deres forældre - de skal nok finde på noget, og her var det nemt at finde noget, der gav en reaktion hos dig :/ Du er uden tvivl en helt fantastisk forælder og da hellere ingen far, end en dårlig far.

Du har fuldstændig ret i at jeg ikke bør spekulere over hvorvidt min søns udfordringer er genetisk arvet fra donor, det er bare en tanke der strejfer mig på virkelig hårde dage.

Jeg ved også godt at det er spild af tid at ønske at have gjort tingene anderledes når nu det ikke kan ændres men samtidig synes jeg det er vigtigt at dele min erfaring som selvvalgt alenemor til et donorbarn med andre kvinder der overvejer det samme og måske har rosenrøde briller på som jeg selv havde inden jeg fik min søn.

Tak for dine råd om PPR, Facebook grupper osv.

Mor og meget mere skriver:

Jeg er helt med på, at dit indlæg er kort og ikke giver plads til mange nuancer, og at du desuden er i en presset og svær situation. Men det gør ondt på mig at læse dine betragtninger om, hvordan han er blevet til, og hvad du i stedet ville ønske. 
Når du fortæller, at du ville ønske, du i stedet havde fået et regnbuebarn, siger du indirekte - bevidst eller ubevidst - at du ville ønske, du havde fået et andet barn end ham. Med en anden far end den ukendte donor havde han jo ikke været netop ham. Og når du tillægger donor at have videregivet den arv, der ligger bag hans diagnose(r), er det jo også et indirekte udtryk for, at en anden far havde givet et andet - bedre? - “resultat”. 
Reelt kan du ikke vide, om hans diagnoser alligevel bunder i noget fra din egen familie, som du ikke kender til. Arv og genetik er jo ikke 1:1, men langt mere komplekst. Havde du nu kendt hans far, ville du muligvis ikke have kunnet placere “arveansvaret” hos ham. Og i bund og grund er det faktisk heller ikke relevant. Din søn er den, han er, uanset baggrunden. 

Jeg skriver dette, fordi din søn for enhver pris aldrig må fornemme på dig, at du fortryder måden, han blev til på, eller at du tror, hans ukendte far har givet ham noget “dårligt” med. Det vil ligge snublende nært for ham så at tænke, at du hellere ville have haft et andet barn end ham. Og det er jo alt eller intet - vi får de børn, vi får, med alle deres træk, på godt og ondt. 

Jeg forstår godt, at du kan få disse tanker, men de ændrer jo ikke på, at I står, hvor I står, og at han har og får brug for at blive knuselsket og bekræftet i, at du elsker ham betingelsesløst og som netop den, han er. At du ikke ville bytte ham for noget i verden. Og så ønsker jeg jer selvfølgelig begge to hjælp og støtte til sammen at tackle hans udfordringer, uanset baggrunden for dem. 

WOW... er mildest talt chokeret over hvor mange der har liket, det siger noget om hvor dømmende folk på debatten er!!

Helt ærlig hvis du stadig undrer dig over hvorfor du for nylig blev kaldt negativ og usympatisk så læs din besked igen...

Du tillægger trådstarters besked alt muligt hun ikke har sagt ved at læse det som indirekte... prøv bare at læs hvad der bliver skrevet næste gang!!

Anonym skriver:

Jeg gætter på du ikke selv har et donorbarn med seriøse udfordringer eftersom du vælger at skrive som du gør.

Min første indlæg var måske lidt dårligt formuleret fordi jeg græd da jeg skrev det men selvfølgelig ville jeg da ikke ønske at have fået et andet barn end min søn, jeg ville ønske jeg havde fået ham med en homoseksuel mand/par så jeg ikke stod mutters alene med alt. Om han stadig ville have de samme udfordringer er jo ikke til at vide men det ville da være fantastisk hvis han ikke havde, mest af alt for hans egen skyld.

Jeg nævner aldrig doner overfor ham i forbindelse med hans udfordringer eller giver udtryk for at jeg ville ønske jeg havde gjort det anderledes. Og jeg kan forvisse dig om at min søn er knuselsket og ved jeg elsker ham præcis som han er.

Men tusind tak for dit svar, det var lige præcis hvad jeg havde brug for

Nej, jeg har ikke et donorbarn med seriøse udfordringer. Og lad mig straks slå fast, at jeg er ked af, du læser mit indlæg, som du gør, da jeg på ingen måde er ude på at gøre dig ked af det - som jeg skriver, har jeg fuld forståelse for, at det er en svær og ulykkelig situation for jer begge. 
Min hensigt var udelukkende at drage omsorg for din søn ved at gøre opmærksom på, at dine tanker om baggrund og andre mulige valg i forbindelse med hans tilblivelse bestemt er forståelige, men potentielt kan gøre ham ondt, hvis han opfanger/fornemmer dem. Og som jeg skrev, er jeg med på, dit indlæg var kort og skrevet af en mor under pres, hvorfor jeg ikke kunne vide, om du var bevidst om dette. Den tvivl lod jeg komme din søn til gode som den allersvageste part. 
Det gør mig lettet nu at læse, at du er fuldt ud opmærksom på dette. Det er desværre ikke tilfældet for alle mødre - eller fædre - som ville ønske, de havde truffet andre valg omkring deres børns tilblivelse. 

Og tilbage til starten: Jeg har ikke et donorbarn med udfordringer. Men jeg har både privat og som professionel oplevet børn, der har tumlet med oplevelsen af at være “forkerte” og fortrudte på baggrund af forældrenes valg af den, de fik barn med, eller tidspunktet og omstændighederne. Derfor min reaktion. 

Selv som absolut voksen med store/voksne børn blev jeg dybt berørt og såret, da min mor i forbindelse med ét af mine børns psykiske sårbarhed sagde til mig, at hun da nogle gange tænkte på, om hun skulle have fået sine børn med en anden mand - min far var psykisk syg og tog sit liv, da jeg var barn. Og uanset, at det forhåbentlig blot var en uovervejet bemærkning, sidder det da i mig, at hun kan få den tanke. Det er sådan noget, man både som barn og voksen kan frygte, at ens mor tænker - og at høre det sagt vækker al den gamle frygt til live igen. 

Så meget desto mere er det godt at læse dit uddybende indlæg her. Og jeg ønsker jer stadig begge det bedste i form af kvalificeret hjælp. Godt, at I har hinanden! 

Anonym skriver:

Du har fuldstændig ret i at jeg ikke bør spekulere over hvorvidt min søns udfordringer er genetisk arvet fra donor, det er bare en tanke der strejfer mig på virkelig hårde dage.

Jeg ved også godt at det er spild af tid at ønske at have gjort tingene anderledes når nu det ikke kan ændres men samtidig synes jeg det er vigtigt at dele min erfaring som selvvalgt alenemor til et donorbarn med andre kvinder der overvejer det samme og måske har rosenrøde briller på som jeg selv havde inden jeg fik min søn.

Tak for dine råd om PPR, Facebook grupper osv.

Vi falder alle i det hul, hvor ting vores hænder ikke kan gøre noget ved, får lov til at leve videre i hovedet. Nu har jeg læst lidt af de andre svar og er også nødt til at sige; når vi har det svært som forældre, så kan vi godt ønske en lille pause fra vores børn (selvom vi storelsker dem). Men det er i virkeligheden ikke børnene, vi kan undvære, det er det store læs af ansvar (nogle gange tungt ansvar), der følger med ❤️ Jeg håber du går fra denne tråd med fornyet håb og inspiration til at få systemet igang med at arbejde FOR din søn: Give ham de rammer, som han ikke får lige nu.

Hej med dig! 

Jeg vil egentlig bare høre om hvordan det går din søn nu? Jeg er selv i processen til at blive selvvalgt alenemor, og kan derfor kun *forestille mig* hvor hårdt det må være når institutioner fejer dit kære barn af PLUS at folk udefra kan være så pisse hurtige til at have holdninger uden at mærke mennesket bag indlægget her. Jeg forstår sgu godt at du er presset og ked af det og egentlig bare vil hjælpe dit barn så han kan blive ægte glad. Kæmpe, mega krammer til dig Jeg håber virkelig at nogen har trådt ind og har hjulpet og støttet der hvor i har haft behov. Du er så sej, og så dygtig og jeg er en milliard procent sikker på at din søn elsker dig for evigt og altid - også når han er sur på hele verden Han skal nok blive ældre og vokse op og finde ud af at mor altid har gjort sit bedste... for det er et fuldtidsarbejde at være forælder - og så endda aleneforælder om alting. Det gode sammen med alt det der er lort engang imellem. Det er okay at du er ked af at han har de udfordringer som han har, for det bunder jo igen i at du har gode intentioner. Igen, jeg håber at han har fået det bedre og bliver håndteret og passet på af mennesker der IKKE finder ham problematisk. Din søn mærker bare verden på en anden måde end mange andre, men han er så såsandelig ikke alene. Og du er heller ikke alene om din frustration som mor. Er du gal der er mange forældre der sidder præcis som dig og mærker og tænker de samme ting Folk tør bare ikke at sige det højt fordi det er tabu at være skuffet over hvordan livet ikke altid er lutter lagkage