Problematisk donorbarn

Min søn har fået diagnosen ADHD og vores familievejleder mistænker også en personlighedsforstyrrelse. Derudover har børnehaven givet udtryk for at de ikke har lyst til at han kommer der mere fordi han er meget fysisk udadreagerende overfor både pædagoger og børn (og mig derhjemme)

Ingen i min familie har psykiske problemer så tænker det må være arvet fra donor. Min søn siger desuden tit til mig at han hader mig fordi han ingen far har.

Jeg ville ønske jeg havde fået et regnbuebarn i stedet, både så han havde haft en far men også så jeg ikke var alene med alt. Jeg prøver ikke at skræmme andre men det er værd at tage med i sine overvejelser. 

Stakkels dig! Det er en hård situation at stå i, men må jeg prøve at trøste dig lidt?

Jeg har angst og alt tyder på at min søn har angst som sin mor. Jeg har selv haft det altid og det har gjort mit liv surt til tider. Når jeg ser, at min søn har sine ængstelige tanker, får jeg så dårlig samvittighed og føler mig skyldig.

Uanset hvor "sygdommen" hos ens barn kommer fra er det træls og man leder efter en årsag...

Og ved du hvad, min søn hader også mig og har så sent som her til aften ønsket mig død, bare fordi han skulle i seng. Man må jo bare være den rationelle voksne her og huske på, at de siger det, når de er sure/kede af det. Selvom det da er hårdt at høre på og jeg forstår godt, at det er hårdt for dig, når han siger det. Men ved du hvad, rigtig mange børn har kun en mor og de klarer sig fint! Jeg er sikker på, du gør dit bedste. Det er hårdt at være alene.

Måske andre med donorbørn kan finde på noget bedre at sige 

Ej hvad er det da for en børnehave ?

- Hvilken hjælp har de sat i stand før den udmelding kom? - Hvilken hjælp får I? - Hvad har kommunen tilbudt i stedet? (Tænker da ikke bare man kan smide et barn ud uden andet tilbud)

Ej hvad er det da for en børnehave ?

- Hvilken hjælp har de sat i stand før den udmelding kom? - Hvilken hjælp får I? - Hvad har kommunen tilbudt i stedet? (Tænker da ikke bare man kan smide et barn ud uden andet tilbud)

Det er børnehaven der satte gang i ADHD udredning og fik familievejleder ind over men min søns opførsel er blevet værre med tiden og de føler ikke længere at de er i stand til at håndtere hans adfærd. De beskriver ham som ubehagelig og tør ikke lade andre børn være omkring ham uden opsyn

Vi er indtil videre ikke blevet tilbudt ny børnehaveplads. 

Jeg vil forslå børnehave, at få noget ICDP ind over. 

Det er et pædagogisk redskab, der går ind og kigger på hvad pædagogerne gør rigtigt. Der kommer fokus på deres kompetance i forhold til de gode ting, de gør, der fungere for jeres barn. 

Det vil sige, at fokus bliver flyttet fra de negative ting, din gør, og overpå de positive ting de voksne gør. 

På den måde handler det ik om din søn, men på hva de ska gøre mere af.

I ska self have ppr ind over, og hvis de mener der er et "problem" ska de have de rette redskaber, til at tackle ham.

De ska også ha ændret deres måde at snakke om din dreng på. Ond stemning spreder sig hurtiger, end god stemning. Vh Stine 

Anonym skriver:

Min søn har fået diagnosen ADHD og vores familievejleder mistænker også en personlighedsforstyrrelse. Derudover har børnehaven givet udtryk for at de ikke har lyst til at han kommer der mere fordi han er meget fysisk udadreagerende overfor både pædagoger og børn (og mig derhjemme)

Ingen i min familie har psykiske problemer så tænker det må være arvet fra donor. Min søn siger desuden tit til mig at han hader mig fordi han ingen far har.

Jeg ville ønske jeg havde fået et regnbuebarn i stedet, både så han havde haft en far men også så jeg ikke var alene med alt. Jeg prøver ikke at skræmme andre men det er værd at tage med i sine overvejelser. 

Jeg er helt med på, at dit indlæg er kort og ikke giver plads til mange nuancer, og at du desuden er i en presset og svær situation. Men det gør ondt på mig at læse dine betragtninger om, hvordan han er blevet til, og hvad du i stedet ville ønske. 
Når du fortæller, at du ville ønske, du i stedet havde fået et regnbuebarn, siger du indirekte - bevidst eller ubevidst - at du ville ønske, du havde fået et andet barn end ham. Med en anden far end den ukendte donor havde han jo ikke været netop ham. Og når du tillægger donor at have videregivet den arv, der ligger bag hans diagnose(r), er det jo også et indirekte udtryk for, at en anden far havde givet et andet - bedre? - “resultat”. 
Reelt kan du ikke vide, om hans diagnoser alligevel bunder i noget fra din egen familie, som du ikke kender til. Arv og genetik er jo ikke 1:1, men langt mere komplekst. Havde du nu kendt hans far, ville du muligvis ikke have kunnet placere “arveansvaret” hos ham. Og i bund og grund er det faktisk heller ikke relevant. Din søn er den, han er, uanset baggrunden. 

Jeg skriver dette, fordi din søn for enhver pris aldrig må fornemme på dig, at du fortryder måden, han blev til på, eller at du tror, hans ukendte far har givet ham noget “dårligt” med. Det vil ligge snublende nært for ham så at tænke, at du hellere ville have haft et andet barn end ham. Og det er jo alt eller intet - vi får de børn, vi får, med alle deres træk, på godt og ondt. 

Jeg forstår godt, at du kan få disse tanker, men de ændrer jo ikke på, at I står, hvor I står, og at han har og får brug for at blive knuselsket og bekræftet i, at du elsker ham betingelsesløst og som netop den, han er. At du ikke ville bytte ham for noget i verden. Og så ønsker jeg jer selvfølgelig begge to hjælp og støtte til sammen at tackle hans udfordringer, uanset baggrunden for dem. 

Anonym skriver:

Min søn har fået diagnosen ADHD og vores familievejleder mistænker også en personlighedsforstyrrelse. Derudover har børnehaven givet udtryk for at de ikke har lyst til at han kommer der mere fordi han er meget fysisk udadreagerende overfor både pædagoger og børn (og mig derhjemme)

Ingen i min familie har psykiske problemer så tænker det må være arvet fra donor. Min søn siger desuden tit til mig at han hader mig fordi han ingen far har.

Jeg ville ønske jeg havde fået et regnbuebarn i stedet, både så han havde haft en far men også så jeg ikke var alene med alt. Jeg prøver ikke at skræmme andre men det er værd at tage med i sine overvejelser. 

Kære dig.

Forstår ikke helt børnehavens udmelding, nu ved jeg jo selvfølgelig ikke hvad de har gjort af tiltag? for at han trives i børnehaven.

Min den mindste er også donorbarn, og han har træk indenfor autisme, har dog aldrig tænkt tanken, hvis bare jeg havde fået ønskebarn nr.2 under andre omstændigheder, eller tænkt det er også donorfars "skyld", tro mig jeg ved hvor svært der at ens pusling ikke er som de andre, men jeg knuselsker min dreng lige som han er (med udfordringer eller ej), er jeg sikker på du også gørbørn skal vide at deres forældre elsker dem ubetinget, uanset hvor dårlige dage de kan have, at vi kan rumme dem når de har det svært.

Vil ønske jeg havde nogle kloge ord til dig, stor krammer herfra

Du er velkommen til at skrive privat hvis det er

Mor og meget mere skriver:

Jeg er helt med på, at dit indlæg er kort og ikke giver plads til mange nuancer, og at du desuden er i en presset og svær situation. Men det gør ondt på mig at læse dine betragtninger om, hvordan han er blevet til, og hvad du i stedet ville ønske. 
Når du fortæller, at du ville ønske, du i stedet havde fået et regnbuebarn, siger du indirekte - bevidst eller ubevidst - at du ville ønske, du havde fået et andet barn end ham. Med en anden far end den ukendte donor havde han jo ikke været netop ham. Og når du tillægger donor at have videregivet den arv, der ligger bag hans diagnose(r), er det jo også et indirekte udtryk for, at en anden far havde givet et andet - bedre? - “resultat”. 
Reelt kan du ikke vide, om hans diagnoser alligevel bunder i noget fra din egen familie, som du ikke kender til. Arv og genetik er jo ikke 1:1, men langt mere komplekst. Havde du nu kendt hans far, ville du muligvis ikke have kunnet placere “arveansvaret” hos ham. Og i bund og grund er det faktisk heller ikke relevant. Din søn er den, han er, uanset baggrunden. 

Jeg skriver dette, fordi din søn for enhver pris aldrig må fornemme på dig, at du fortryder måden, han blev til på, eller at du tror, hans ukendte far har givet ham noget “dårligt” med. Det vil ligge snublende nært for ham så at tænke, at du hellere ville have haft et andet barn end ham. Og det er jo alt eller intet - vi får de børn, vi får, med alle deres træk, på godt og ondt. 

Jeg forstår godt, at du kan få disse tanker, men de ændrer jo ikke på, at I står, hvor I står, og at han har og får brug for at blive knuselsket og bekræftet i, at du elsker ham betingelsesløst og som netop den, han er. At du ikke ville bytte ham for noget i verden. Og så ønsker jeg jer selvfølgelig begge to hjælp og støtte til sammen at tackle hans udfordringer, uanset baggrunden for dem. 

Jeg gætter på du ikke selv har et donorbarn med seriøse udfordringer eftersom du vælger at skrive som du gør.

Min første indlæg var måske lidt dårligt formuleret fordi jeg græd da jeg skrev det men selvfølgelig ville jeg da ikke ønske at have fået et andet barn end min søn, jeg ville ønske jeg havde fået ham med en homoseksuel mand/par så jeg ikke stod mutters alene med alt. Om han stadig ville have de samme udfordringer er jo ikke til at vide men det ville da være fantastisk hvis han ikke havde, mest af alt for hans egen skyld.

Jeg nævner aldrig doner overfor ham i forbindelse med hans udfordringer eller giver udtryk for at jeg ville ønske jeg havde gjort det anderledes. Og jeg kan forvisse dig om at min søn er knuselsket og ved jeg elsker ham præcis som han er.

Men tusind tak for dit svar, det var lige præcis hvad jeg havde brug for

Stakkels du og jer. Jeg får helt ondt i maven blot over din overskrift, den vidner for mig om en forælder under ekstremt pres. Der er en voldsom distance i at skrive eller tale om et “problematisk donorbarn” - han er jo hverken det ene eller andet ord, han er blot “et barn” (dit barn!), og hvorfra hans udfordringer stammer er vel irrelevant. Opgaven er for de voksne i hans liv, at hjælpe ham med bedst muligt at løse dem.

Børnehavens udmeldinger forekommer så uprofessionelle, at jeg tænker, om du i en presset situation måske overfortolker eller misforstår deres udmeldinger. Jeg har svært ved at se for mig en pædagogisk praksis med sådanne tilgange og kommunikation. Du må tilbage til dialogen med dem om, hvad I sammen (eller et andet sted) gør for at hjælpe din søn. Hvis børnehaven reelt ikke kan rumme ham, skal der jo findes et andet (special-)tilbud som kan. Det er uanset hvad ikke hans skyld eller ansvar - det skal I voksne løse så han er i rammer der bedst kan støtte ham.

Stakkels du og jer. Jeg får helt ondt i maven blot over din overskrift, den vidner for mig om en forælder under ekstremt pres. Der er en voldsom distance i at skrive eller tale om et “problematisk donorbarn” - han er jo hverken det ene eller andet ord, han er blot “et barn” (dit barn!), og hvorfra hans udfordringer stammer er vel irrelevant. Opgaven er for de voksne i hans liv, at hjælpe ham med bedst muligt at løse dem.

Børnehavens udmeldinger forekommer så uprofessionelle, at jeg tænker, om du i en presset situation måske overfortolker eller misforstår deres udmeldinger. Jeg har svært ved at se for mig en pædagogisk praksis med sådanne tilgange og kommunikation. Du må tilbage til dialogen med dem om, hvad I sammen (eller et andet sted) gør for at hjælpe din søn. Hvis børnehaven reelt ikke kan rumme ham, skal der jo findes et andet (special-)tilbud som kan. Det er uanset hvad ikke hans skyld eller ansvar - det skal I voksne løse så han er i rammer der bedst kan støtte ham.

Han bliver beskrevet som problematisk af både pædagoger og de professionelle der er inde over så synes det var en passende overskrift men jeg omtaler ham nu aldrig selv sådan ellers.

Jeg har deres udtalelser på sort og hvidt så det er hverken overfortolket eller misforstået. Er udmærket klar over at det ikke er min søns skyld eller ansvar og håber da virkelig også på at kunne få en plads til ham i en special børnehave snart.