Misundelse på veninder

Føler dette er et enormt tabubelagt emne, men har brug for at høre jeres råd. Jeg er lykkelig planlagt gravid med termin i marts. Har haft den nemmeste graviditet indtil videre og alt er jo egentligt rigtig godt. Men de fleste af mine veninder bliver færdiguddannede til sommer, hvor de allerede nu er garanteret fuldtidsjob med høje lønninger (samme uddannelse vi tager). Det er jeg sådan set også, men der går bare er et år mere, da jeg er på barsel på SU et år (med barselsdagpenge fra studiejob). Jeg synes bare det er så hårdt, at de ligesom kommer videre i livet fra studie og kommer til at tjene så godt og kan alt der hører med til. Jeg har jo selv valgt min situation, så synes mine tanker er så dumme, jeg kan bare ikke slippe dem at jeg stadig skal være studerende længere tid 

Det tror jeg er en helt normal tanke, og er 100% sikker på at de tænker det omvendte om dig. At de misunder at du skal være mor mens de bare skal ud og arbejde. Vi vælger selv hvilken rækkefølge vi gør tingene i, nogle venter efter uddannelse, nogen før og andre imens… men i sidste ende så sidder vi alle tilbage med det samme nyd at du studerer mens du er mor, du kommer til at have så meget skøn fleksibel kvalitetstid med dit barn, som en med et fuldtidsjob kan have svært ved at opnå. 

Jeg kan godt forstå at du sukker efter også at komme i mål, hvis i er så tæt på  

Men se det store billede. Det års tid der går er ingenting og med mindre dine veninder alle bliver ansat med ret til fuld løn under barsel, så kommer deres tid på en skoldet barsels dagpenge også, mens du så går på arbejde og tjener fint.  

Jeg kender den følelse du sidder med.. 

Følelsen af, at de mennesker man har fulgtes med hele vejen, pludseligt overhaler en.. Men du overhaler også med at øge din familie. De skal vel også have et barn på et tidspunkt, hvor dit barn er lidt større og giver dig den frihed til at kæmpe ude i arbejdslivet. 

Synes faktisk at du skal vende den om, og se dine fordele i at få barn inden job.

og tillykke med graviditeten (: 

Føler dette er et enormt tabubelagt emne, men har brug for at høre jeres råd. Jeg er lykkelig planlagt gravid med termin i marts. Har haft den nemmeste graviditet indtil videre og alt er jo egentligt rigtig godt. Men de fleste af mine veninder bliver færdiguddannede til sommer, hvor de allerede nu er garanteret fuldtidsjob med høje lønninger (samme uddannelse vi tager). Det er jeg sådan set også, men der går bare er et år mere, da jeg er på barsel på SU et år (med barselsdagpenge fra studiejob). Jeg synes bare det er så hårdt, at de ligesom kommer videre i livet fra studie og kommer til at tjene så godt og kan alt der hører med til. Jeg har jo selv valgt min situation, så synes mine tanker er så dumme, jeg kan bare ikke slippe dem at jeg stadig skal være studerende længere tid 

Min situation er måske ikke helt som din, men kan godt sætte mig ind i dine følelser og tanker. 

Personligt havde jeg altid set mig selv med en god uddannelse og et job jeg var glad for. Men sådan er det pt ikke blevet. 

Min vej blev slet ikke som jeg forestillede mig. Blev uventet gravid på trods af beskyttelse da jeg var 17 og gik på HTX, klare det alligevel og var pave stolt, følte at jeg kunne alt og søgte ind på drømme studiet efterfølgende.

Læste til sygeplejerske (her fik vi planlagt en datter midt i studiet og alt gik som det skulle og jeg kom tilbage som planlagt, var endda så utroligt heldig at en veninde var på samme hold). Men desværre knækkede jeg mentalt lige inden min bachelor, angsten har nok altid ligget og luret fra barndommen, men den valgte desværre at springe ud i fuld flor på det mest ærgerlige tidspunkt føler jeg. Fik ikke drømme uddannelsen da jeg endte med at blive sygemeldt for længe og ikke kunne overskue at skulle tilbage (på trods af jeg kunne få merit dengang). 

Det at se alle mine venner og veninder blive færdige, få jobs og komme videre i deres liv gjorde virkelig ondt. Jeg er/var selvfølgelig glad på deres vegne, men det at se dem opnå det jeg havde haft en drøm om for mig selv, ja det var/er bare bare mega hårdt og tabubelagt.

Jeg gik længe i en tåge omkring uddannelse og job. Kunne ikke se hvor jeg hørte til og det der holdt mig oppe og igang var/er mine børn. Jeg fik så heldigvis en mulighed for at komme i arbejde hos min mands firma, og har derigennem valgt at uddanne mig til kontorassistent. (Absolut ikke det jeg havde regnet med eller set mig selv som). 

Men på trods af modgang, så har jeg idag ændret mit syn på det hele. Det har jeg været nødt til for at kunne rejse mig op og komme videre. 

Selvom alt var rigtigt svært, så har jeg fået længere tid hjemme med mine børn, jeg har set dem vokse op og kunne ting med dem jeg ikke ville havde kunne hvis jeg var kommet igennem sygeplejersken. Det vælger jeg at fokusere på nu. 

Selvom jeg ikke har haft nemt ved at se mig selv i det job jeg nu ender med efter min uddannelse, så kan jeg også her vende det om og sige "her er jeg sammen med min mand i pauserne, jeg kan få nogle flere privilegier ved af jeg kender chefen he he og det allerede aftalt jeg kun skal arbejde deltid." 

Så ja, det er hårdt at snakke med mine venner og veninder der endte der hvor jeg troede jeg hørte til. Men livet gav mig en anden vej og nogle andre muligheder. Så kan jeg godt leve med et stik i hjertet af og til.  

Du kommer jo rent faktisk ud på den anden side hvor du vil være, og oven i købet med en lille en derhjemme også.  Men forstår godt følelsen der er tilstede lige nu.

Min situation er måske ikke helt som din, men kan godt sætte mig ind i dine følelser og tanker. 

Personligt havde jeg altid set mig selv med en god uddannelse og et job jeg var glad for. Men sådan er det pt ikke blevet. 

Min vej blev slet ikke som jeg forestillede mig. Blev uventet gravid på trods af beskyttelse da jeg var 17 og gik på HTX, klare det alligevel og var pave stolt, følte at jeg kunne alt og søgte ind på drømme studiet efterfølgende.

Læste til sygeplejerske (her fik vi planlagt en datter midt i studiet og alt gik som det skulle og jeg kom tilbage som planlagt, var endda så utroligt heldig at en veninde var på samme hold). Men desværre knækkede jeg mentalt lige inden min bachelor, angsten har nok altid ligget og luret fra barndommen, men den valgte desværre at springe ud i fuld flor på det mest ærgerlige tidspunkt føler jeg. Fik ikke drømme uddannelsen da jeg endte med at blive sygemeldt for længe og ikke kunne overskue at skulle tilbage (på trods af jeg kunne få merit dengang). 

Det at se alle mine venner og veninder blive færdige, få jobs og komme videre i deres liv gjorde virkelig ondt. Jeg er/var selvfølgelig glad på deres vegne, men det at se dem opnå det jeg havde haft en drøm om for mig selv, ja det var/er bare bare mega hårdt og tabubelagt.

Jeg gik længe i en tåge omkring uddannelse og job. Kunne ikke se hvor jeg hørte til og det der holdt mig oppe og igang var/er mine børn. Jeg fik så heldigvis en mulighed for at komme i arbejde hos min mands firma, og har derigennem valgt at uddanne mig til kontorassistent. (Absolut ikke det jeg havde regnet med eller set mig selv som). 

Men på trods af modgang, så har jeg idag ændret mit syn på det hele. Det har jeg været nødt til for at kunne rejse mig op og komme videre. 

Selvom alt var rigtigt svært, så har jeg fået længere tid hjemme med mine børn, jeg har set dem vokse op og kunne ting med dem jeg ikke ville havde kunne hvis jeg var kommet igennem sygeplejersken. Det vælger jeg at fokusere på nu. 

Selvom jeg ikke har haft nemt ved at se mig selv i det job jeg nu ender med efter min uddannelse, så kan jeg også her vende det om og sige "her er jeg sammen med min mand i pauserne, jeg kan få nogle flere privilegier ved af jeg kender chefen he he og det allerede aftalt jeg kun skal arbejde deltid." 

Så ja, det er hårdt at snakke med mine venner og veninder der endte der hvor jeg troede jeg hørte til. Men livet gav mig en anden vej og nogle andre muligheder. Så kan jeg godt leve med et stik i hjertet af og til.  

Du kommer jo rent faktisk ud på den anden side hvor du vil være, og oven i købet med en lille en derhjemme også.  Men forstår godt følelsen der er tilstede lige nu.

Jeg er ikke den som har skrevet dette, Jeg får blot lyst til at tilføje… en dag vil din historie være en kæmpe inspiration for dine børn eller andre. Et bevis på at vi ikke er vores præstationer alene, men hele mennesker i eget værd, uanset på hvilken hylde vi ender. Og at du er stærk og har overkommet udfordringer, ved at blive ved. Det synes jeg, er noget af det vigtigste man kan lære fra sig!

Jeg kan sagtens følge dig! 
Jeg har selv fået barn lige efter at have bestået min bachelor. Først tog jeg et års barsel, og nu er jeg i gang med et års hjemmepasning, fordi det føltes rigtigt at prioritere tiden med mit barn, mens jeg havde muligheden. Det betyder dog, at min årgang på universitetet ender med at blive færdiguddannede kandidater, mens jeg ikke engang er begyndt. Vi er oven i købet gået i gang med at lave en toer, som jeg forhåbentlig også kan gå hjemme med i to år. Til at starte med generede det mig lidt, at jeg kommer så meget bagud med uddannelsen, men nu giver det bare kun mening for mig at have de gode år med mine børn.

Anonym skriver:

Føler dette er et enormt tabubelagt emne, men har brug for at høre jeres råd. Jeg er lykkelig planlagt gravid med termin i marts. Har haft den nemmeste graviditet indtil videre og alt er jo egentligt rigtig godt. Men de fleste af mine veninder bliver færdiguddannede til sommer, hvor de allerede nu er garanteret fuldtidsjob med høje lønninger (samme uddannelse vi tager). Det er jeg sådan set også, men der går bare er et år mere, da jeg er på barsel på SU et år (med barselsdagpenge fra studiejob). Jeg synes bare det er så hårdt, at de ligesom kommer videre i livet fra studie og kommer til at tjene så godt og kan alt der hører med til. Jeg har jo selv valgt min situation, så synes mine tanker er så dumme, jeg kan bare ikke slippe dem at jeg stadig skal være studerende længere tid 

Jeg har det lidt på samme måde.

Jeg er så 29 og har en datter i forvejen. Men her de sidste 2 år har jeg studeret samme uddannelse, og er færdig til januar, ærligt så glæder det mig rigtig meget jeg er færdig før baby kommer til verden. Men samtidig er jeg også lidt øv og jeg endnu et år skal gå på overførselsindkomst og ikke ud og tjene rigtige penge.

Jeg føler ikke rigtig jeg kan give min kommende søn alt jeg gerne vil fordi jeg ikke har et arbejde ti at forsørge os med. Men samtidig er jeg glad for jeg får barn inden jeg skal i job, da det gør at en kommende arbejdsgiver ikke skal betale for barsel osv  

Men ja det er en mærkelig følelse at have, for man er jo glad men også bekymret for ens økonomi 

Jeg kan desværre godt følge dig, og forstå hvorfor du synes det er svært.

Du skriver jo at graviditeten var planlagt,så derfor har du jo gjort dig dine overvejelser omkring din beslutning og den er du nødt til at stå ved over for dig selv. Ellers bliver det for hårdt.

Personligt vil jeg sige, at jeg selv efter endt uddannelse netop valgte at gøre alt for at få et fuldtidsjob. Efter 1 år lykkes det stadig ikke, og jeg følte at jeg havde gjort et ærligt forsøg på at bide mig fast på arbejdsmarkedet inden jeg stiftede familie. Så jeg blev gravid. Og i 6. måned blev jeg fuldtidsansat. Jeg var lykkelig.

Så det kan altså lade sig gøre.

Når det er sagt, hvad er så dine grunde til ikke at vente på, eller gøre forsøget, på at blive færdig og få et job? Har du en høj alder eller andet? For ellers synes jeg nu heller ikke at dit valg lyder særlig fornuftigt, må jeg være ærlig at sige. Men glæd dig nu til det lille liv. Og mon ikke du når din karriere alligevel,selvom det kan blive sværere. 

Anonym skriver:

Jeg kan desværre godt følge dig, og forstå hvorfor du synes det er svært.

Du skriver jo at graviditeten var planlagt,så derfor har du jo gjort dig dine overvejelser omkring din beslutning og den er du nødt til at stå ved over for dig selv. Ellers bliver det for hårdt.

Personligt vil jeg sige, at jeg selv efter endt uddannelse netop valgte at gøre alt for at få et fuldtidsjob. Efter 1 år lykkes det stadig ikke, og jeg følte at jeg havde gjort et ærligt forsøg på at bide mig fast på arbejdsmarkedet inden jeg stiftede familie. Så jeg blev gravid. Og i 6. måned blev jeg fuldtidsansat. Jeg var lykkelig.

Så det kan altså lade sig gøre.

Når det er sagt, hvad er så dine grunde til ikke at vente på, eller gøre forsøget, på at blive færdig og få et job? Har du en høj alder eller andet? For ellers synes jeg nu heller ikke at dit valg lyder særlig fornuftigt, må jeg være ærlig at sige. Men glæd dig nu til det lille liv. Og mon ikke du når din karriere alligevel,selvom det kan blive sværere. 

Ej, det var da voldsomt fordømmende. Det er da akkurat ligeså fornuftigt at få børn under og efter studiet! 
Jeg fik min søn på studiet som 23-årig, hvilket har givet mig muligheden for at have ham hjemme i to år, indtil han reelt er klar til vuggestue.