Far fortryder barn

Fortvivlet skriver:

Det "at elske" skal nok komme, det behøver absolut ikke at komme med det samme 

Jeg har ikke elsket mine børn når de er kommet op på brystet. Jeg har haft en utrolig beskytter trang og intet måtte ske med dem og alt det der, men elske det kommer altså først når man har lært barnet at kende . (Synes jeg)

Dog er jeg i princippet enig med svar 1.

Hvad havde han egentlig tænkt i forhold til at få barn? - No offence man han må simpelthen ligge sin egoisme væk. Der skal nok blive tid til spontanitet og alene tid, men lige nu er det altså noget andet det handler om.

Så jeg ville faktisk også overveje mit forhold for han lyder enormt egoistisk og nu er det altså ikke ham det handler om 

Der er da absolut ingen egoisme i at have tanker og følelser eller mangel på samme. 
Manden skrider jo netop ikke og tager sit ansvar. Var han netop skredet så kunne man tale om egoisme. Det er da derimod utrolig modigt af ham at turde at fortælle det. Havde han haft en kone som dig eller som første besked. Så ville han da aldrig turde betro sig noget som helst i frygt for at blive dømt og smidt på porten

Først og fremmest så lyder det til, at I har et stærkt og tillidsfuldt forhold. Hvor er det godt I har hinanden. 

Du har fået rigtig gode svar indtil videre, men jeg vil lige tillade mig at dele vores historie herhjemme som eksempel på hvor forskelligt det kan bære sig ad, både hhv far og mor, og fra barn til barn. 

Med første barn var min mand fuldstændig forelsket fra det øjeblik h*n blev født. Graviditeten og fødslen var hård, og tæt på at gå helt galt. Så jeg røg direkte ind i en efterfødselsreaktion/-depression. Jeg gjorde alt af pligt som din mand, men kunne ikke rumme at være i det. Jeg overvejede flere gange at rejse min vej fordi mit barn ikke var tjent med sådan en elendig mor som mig. Jeg tror, at jeg først virkelig elskede barnet omkring 10-12 mdr, og nu er h*n mit et og alt. 

Med 2. barn var jeg stormende forelsket fra det øjeblik jeg fik barnet på mig. Kunne sidde i timevis og beundre det lille væsen. Min mand derimod følte ikke rigtig noget og skammede sig over at han ikke følte det samme som ved vores første. Det kom tilgengæld lige så stille fra nr 2 var omkring cirka 9 mdr og i takt med at min mand kunne lave mere og mere med vores barn og derved knytte bånd. Nu føler min mand lige meget for begge børn og jeg gør det samme. Og så alligevel: for de er forskellige og kærligheden til dem er forskellig men uden tvivl lige stor. 

Ift at fortryde og at han gerne vil vente, så er jeres barn 6 måneder. Den første tid er klart den hårdeste. Barnet “giver heller ikke rigtig så meget igen” når man interagerer med det og man er i søvnunderskud og først ved at lære livet med baby at kende. Jeg synes selv det lettede lige så stille fra de 6-7 mdr og mere som månederne gik. Man kan mere og mere med dem og barnet begynder mere og mere at kommunikere med dem. Når man kan lave flere ting med dem og når man får mere struktur på hverdagen fordi baby (og forældre) får lidt mere rytme, så kommer følelsen af mere frihed også tilbage. Nej man kan ikke gøre præcis som man kunne før, men langt hen ad vejen kan man med godt teamwork og god velvilje, stadig gøre rigtig mange ting.