Far fortryder barn

Av for det første svar.. jeg håber du kan ignorere det

Jeg elskede heller ikke min første. Jeg havde den store beskyttertrang ja, men ikke kærlighed. Jeg øvede mig også -så på hende når hun sov og tænkte 5 positive ting om hende, som jeg gentog hver evig eneste lur hun tog. Så jeg simpelthen blev "kodet" til at have kærlige tanker om hende. Bar hende tæt i vikle, øvede mig i øjenkontakt osv. Det hjalp over tid.

Jeg havde en bragende efterfødselsdepression. Men paradoksalt nok havde jeg det så dårligt at jeg ikke slog ud på de der screeninger. Fordi det på en måde car blevet en normaltilstand for mig, så når jeg skulle svare på spørgsmålene var det ikke slemt. Det kulminerede først da hun var et halvt års tid da jeg brød fuldstændig sammen fordi skammen havde overmandet mig og selvmordstankerne stod i kø (for hvilken elendig mor kan dog ikke finde ud af at elske sit barn tænkte jeg)

Så ligesom de andre tænker jeg at han stadig godt kan have en reaktion/depression. Og uanset hvad tænker jeg at han kunne have god gavn af at snakke med en professionel. Måske han ogsp kan se tilbage pp hans egen fars rolle? Hvis ikke man har stærke forbilleder, kan det være svært at blive forældre, fordi man så skal "opfinde" faderskabet (eller moderskabet) det ved jeg i hvert fald at min mand har kæmpet med gennem tiden pga en fraværende far

Først vil jeg sige at han er super sej at han tør være ærlig overfor dig, det er rigtig svære ting at sige højt. Og at han har snakket med SP og læge, det er altså langtfra alle mænd der ville gøre det

Og så vil jeg sige at jeg rigtig meget kan genkende mig selv i din mand. Jeg er også først begyndt at elske mit barn nu, han er 1 år. Jeg havde stærke følelser for ham da han blev født, men har også haft lidt svært ved at finde ud af at blive forælder. For mig er det en kombination af en hård fødsel, at miste den frihed jeg havde før og at spædbørn ikke siger mig så meget. Så det første halve år har også været af "pligt" og ikke kærlighed. Nu synes jeg "pligt" er lidt forkert, nok mere forældreansvar. Altså en dyb følelse af at det vigtigste er at tage mig af barnet. Men det er altså ikke kærlighed. Jeg har også haft dage hvor jeg kort har fortrudt at få barn. Og skammet mig over det, for det er virkelig et ønskebarn.

Det der har hjulpet mig er, at have noget alenetid. Ved ikke om han gør det i forvejen? Jeg forstår godt han savner jeres tidligere liv, det er også svært pludselig at alt er ændret og hele verden roterer rundt om en lille baby.

Jeg læste en artikel i Vores børn, hvor der var en mor der skrev at hun havde sørget over tabet af den person hun var før. Det hjalp mig rigtig meget. Både at give sig selv lov til det og til at komme af med skyldfølelsen.

Det blev en lang smøre tror bare jeg vil sige at det er ok han synes det er svært og har "forbudte" følelser. Synes han skal give det tid og evt snakke med en psykolog om det og få nogle redskaber til at håndtere det. Tror altså at han begynder at knytte sig mere til hende når hun bliver lidt større og man kan interagere mere med hende. Sådan havde jeg det i hvert fald. 

Anonym skriver:

Jeg elskede ikke mit andet barn før tæt på det blev 1 år. Jeg beskyttede det og gjorde alt hvad man som mor nu gør. Far tog en del over på nogle ting. Jeg havde en slem efterfødselsreaktion. 
Heg synes din mand skal snakke med en psykolog. Blot for at der ikke kommer noget tilbage næste gang han står i en lignende situation. 
Det lyder til at i har et meget kærligt og ærligt forhold  I er inde på det helt rigtige ved at han har tid med hende har han nogle gange alene tid med hende? Helt uden dig? Det kan også skabe noget tilknytning. 
Prøv og vent og se om de følelser ikke kommer snigende stille og roligt. Når de bliver et år ca får de en masse personlighed og man lærer dem at kende og det er bare nemmere at elske nogen man kender fremfor en der ikke giver så frygtelig meget igen. 

lige en side tanke - måske han kan have ansvaret for at hun skal lære at krybe eller noget andet der passer ind i jeres familie og hendes udvikling. Børn er forskellige og man kan ikke tvinge dem til sådan noget men man kan øve og få noget hyggeligt tid sammen på den måde :-) 

Jeg forslog ham også en psykolog, og han ville tænke over det. Han vidste ikke om han havde lyst til at se en psykolog, da han ikke ved om det overhovedet ville hjælpe, men han ville tænke over det.

Det er først nu her at han er begyndt at få alene tid med hende, hvor jeg ikke er der. Og det er noget han helt selv har tilbudt, så jeg kunne komme ud med mine veninder lidt i et par timer. Sidste gang var i sidste uge, hvor han var sammen med hende i 4 timer ca. her puttede han hende også selv for første gang og med succes, og det var han stolt over. Vi snakkede om, hvordan han synes det var gået og han var meget positiv om det og synes det var gået super godt.  Så det var en super dejlig oplevelse for os alle tre. 

Han sagde også i går, at han var faktisk ikke i tvivl om at han ville elske hende når hun blev lidt ældre, men at han jo på nuværende tidspunkt ikke gjorde det. Her sagde jeg også til ham, at jeg har jo gået med vores datter i 9mdr inde i maven og skulle vende mig til det og hende - og da hun blev født, der var jeg jo forberedt på en anden måde end ham. Nu var det lige pludselig ham der skulle til at vende sig til det, og måske det også tog “9 mdr” så at sige, før han vendte sig til det. Det sagde han, at det gav faktisk god nok mening for ham, at da hun blev født at så skulle han til at vende sig til hende. 

Rigtig god ide med at give noget ansvar for evt krybe/kravle. Han havde faktisk ansvaret for da hun var helt lille, at øve nakketræning med hende når han puslede hende - det gik han meget op i og var faktisk stolt over det kunne jeg mærke. Det vil jeg helt sikkert forslå!

tak for at være forstående! 

Hvor er det flot, at din mand tør vær ærlig om sine følelser og række ud for hjælp. Uden at kende jer, kan jeg dog godt tænke, at lægen og sundhedsplejersken nok ikke har helt ret i, at der ikke er så meget at bekymre sig om. Det lyder som han meget vel kunne have noget efterfødselsreaktion og har brug for ekstra hjælp til at komme videre og finde en måde at være i jeres situation på. Se bort fra den første kommentar du fik - den er enormt usympatisk og uden indsigt i de måder, nogen mennesker reagerer på, når de bliver forældre, måder man ikke kan gøre for.

Da vi fik vores tredje barn reagerede jeg tilsvarende. Det var et voldsomt forløb hvor vi begge have en alvorlig infektion efter fødslen, og jeg var medtaget længe. Jeg kunne ikke knytte mig til vores barn. Jeg var vred på ham. Jeg var mega irrationel, men jeg reagerede på hele forløbet ved at vende alle dårlige følelser mod min mand og søn. Jeg bebrejdede min mand for at vi havde fået vores søn (som jeg selv havde ønsket). Jeg var rasende på vores søn for at tage min søvn, frihed, overskud. Det var jo ikke rationel, men jeg kunne slet ikke knytte mig til ham og følte at alt var godt lige indtil han kom.

Heldigvis kunne min mand være på og agerede primær tilknytningsperson, vores søn blev flaskebarn så min mand kunne tage ham om natten. I dag er jeg knyttet til min søn, som jeg elsker højt, han er fire i dag. Men det tog meget lang tid, fordi jeg var psykisk ødelagt, hvilket lå til grund for mine manglende følelser mod min søn.

Hvor er jeg glad for, at jeg blev mødt med omsorg, hjælp og støtte for noget, jeg ikke kunne gøre for, snarere end usympatiske kommentarer, som den første du fik..

Jeg fik som sagt hjælp gennem psykolog, og i vores tilfælde var der også behov for min mand tog de hårde stunder med vores søn, da søvn og selvtid var nødvendig for min helingsproces. Ingen tvivl om det var hårdt for min mand i en periode, men det han gjorde for mig og os dengang vil jeg aldrig kunne takke nok for, for det var med til at jeg kunne blive rask igen. 

Tusinde Tusinde tak, for mange af jeres forstående beskeder. Jeg var nervøs for, om jeg netop skulle skrive denne tråd, da jeg frygtede negativitet, lidt ligesom den første besked jeg modtog. 

Han vil rigtig gerne elske hende, lige nu føler han bare at han ikke gør. Han fortalte senere på aftenen, at han faktisk ikke var i tvivl om at han ville elske hende når hun blev lidt ældre, men at i øjeblikket gjorde han ikke. Så nu ville han bare forsætte med at være den trygheds person hun ville kunne stole på og være tryg ved. Han vil så gerne være der for hende, men han har svært ved det. 
Som et par stykker af jer forslår, så var emnet psykolog oppe og vende. Jeg fortalte, at jeg synes han skulle prøve det og se om det ville hjælpe. Her sagde han, at det ville han tænke over, da han ikke vidste om det ville have gavn for ham. Men tænke over det, det ville han. 

Han har træning som han går rigtig meget op i, så han kommer også afsted nogle gange i ugen hvor han for trænet igennem - det hjælper på hans overskud og har en positiv effekt. Hvilket også er noget vi snakkede om de første par måneder, at det kunne være hans frie rum, hvor han så kunne tanke op mentalt. Og det har virket godt - han er ikke så “nedtrykt” udadtil som han var før og han synes selv at det har hjulpet på mere overskud. 

Han synes stadigvæk, at han og jeg nok skulle have haft ventet med at få barn - men som han siger “Jeg er selv gået med til det, jeg har selv haft stort ønske om det, så nu tager jeg også ansvaret så godt jeg kan”. Og det hjælper jeg ham selvfølgelig med. 
Han ved han kan komme til mig, også med det svære og også selvom det gøre ondt at høre - men vi er partner og jeg elsker ham højt, så selvfølgelig skal han have alt den hjælp jeg kan give ham - evt. Også en psykolog. Jeg ved han havde gjort det samme omvendt. 

Det blev lidt et langt tilbage svar, men tusinde tak for jeres forståelse fra de fleste af jer. Nej det er selvfølgelig ikke reaktionen han havde regnet med når han blev far, men han og jeg håber på bedre i løbet med tiden. 

Tak for de gode råd og tak for de mange af jer der er så modige anonym eller ej, at dele lignede oplevelser om jer selv eller jeres partner

mvh

Mig

Hej

Det er så godt du har fået mange brugbare svar - jeg vil bare supplere med at kærlighed jo føles forskelligt for forskellige mennesker - men desværre bliver vi bombarderet med romantiske forestillinger fra film og medier om hvordan man bare skal være totalt smaskforelsket i sin lille ny fra begyndelsen - men sådan er det som du kan læse ikke for alle. At beskytte og pleje sit barn (af pligt) er også kærlighed - måske ikke den altopslugende forelskelse - men det er altså en form for forældrekærlighed og der er også kærlighed gemt i hans ønske om at komme til at opleve kærligheden til barnet og den dårlige samvittighed over manglen på den - og som andre skriver så tager det for nogen mere tid at vænne sig til ens nye rolle end andre og forældreskabet kan føles som en til tider sur pligt især når den kobles med søvnmangel, manglende overskud og måske en mild efterfødselsreaktion.

Så håber i holder ud og det lyder så godt du ikke bebrejder ham, men giver ham plads, ro og mulighed for at udvikle sit forhold til sin lille datter.

Tror også den dårlige samvittighed over ens mangel på den altopslugende kærlighed til ens barn bliver endnu større, når det er et ønskebarn - fordi man har bygget en masse forventninger op omkring det kommende forældreskab, som måske ikke går i opfyldelse.

Øj hvor synd for jeres datter. “Jeg gør det af pligt, og ikke fordi jeg elsker hende”. Alene den sætning ville være mere end nok for MIG. Jeg ville ikke gide bruge min tid med sådan en type. 

Super afstumpet svar. Ville du sige det samme til en kvinde som kæmpede med tilknytning efter fødslen? 

Til TS - jeg kan sagtens følge din mand. Vi havde en hård tid efter fødslen med komplikationer og en del læge- og hospitalsbesøg. Som mand kan vi sagtens føle os super distanceret og magtesløse da vi jo ikke har det samme symbiotiske forhold til barnet som moderen. Vi vil gerne handle os ud af problemerne og det kan man bare ikke i den situation.

Jeg tror ikke du skal tage hans udtalelser så tungt. De skal selvfølgelig tages alvorligt og måske også gøres noget ved, men når der går lidt længere tid, barnet bliver ældre, man bliver mere tryg i forældrerollen - så tror jeg det vil vende for ham stille og roligt. 

Måske er det også vigtigt at få italesat at man kan lske på forskellige måder.

Den kærlighed han har til dig skyldes jo din personlighed og jeres fælles historik. De følelser han har for jeres datter vil jo være noget helt andet. Der er en lyst til at være der for hende måske netop et udtryk for kærligheden. Det er vel okay at være mere spændt og nysgerrig på hvad hun er for en end at smelte når hun smiler til en.

Sådan havde jeg det selv med mit første barn. 

Det "at elske" skal nok komme, det behøver absolut ikke at komme med det samme 

Jeg har ikke elsket mine børn når de er kommet op på brystet. Jeg har haft en utrolig beskytter trang og intet måtte ske med dem og alt det der, men elske det kommer altså først når man har lært barnet at kende . (Synes jeg)

Dog er jeg i princippet enig med svar 1.

Hvad havde han egentlig tænkt i forhold til at få barn? - No offence man han må simpelthen ligge sin egoisme væk. Der skal nok blive tid til spontanitet og alene tid, men lige nu er det altså noget andet det handler om.

Så jeg ville faktisk også overveje mit forhold for han lyder enormt egoistisk og nu er det altså ikke ham det handler om 

Fortvivlet skriver:

Det "at elske" skal nok komme, det behøver absolut ikke at komme med det samme 

Jeg har ikke elsket mine børn når de er kommet op på brystet. Jeg har haft en utrolig beskytter trang og intet måtte ske med dem og alt det der, men elske det kommer altså først når man har lært barnet at kende . (Synes jeg)

Dog er jeg i princippet enig med svar 1.

Hvad havde han egentlig tænkt i forhold til at få barn? - No offence man han må simpelthen ligge sin egoisme væk. Der skal nok blive tid til spontanitet og alene tid, men lige nu er det altså noget andet det handler om.

Så jeg ville faktisk også overveje mit forhold for han lyder enormt egoistisk og nu er det altså ikke ham det handler om 

Jeg synes ikke, at jeg er enig med svar 1. Af den årsag, at jeg ikke bare lige går fra den mand jeg elsker, når han går igennem en svær periode, i forhold til det at været blevet far. Jeg ville selv blive knust, hvis rollerne havde været omvendt, og hvis jeg havde fortalt min partner, at ønske barnet vi begge havde ønsket os, var mere en træls ting - og at han så ville forlade mig, fordi jeg synes det var svært at blive mor. 
Som jeg skriver længere oppe, så ved han godt at det er sådan det er, han er stadig ærgerlig over det i øjeblikket, men han ved han har et ansvar og det tager han på sig. 
Jeg synes ikke han er egoistisk for, at gerne at ville være lidt alene, være spontan og mindes tilbage til før vi fik barn  - for det gør jeg faktisk også selv af og til. Han er der meget for hende, men han er der ikke på den måde han ville ønske han kunne være. Som jeg også skrev før, så sagde han senere på aftenen, at han ikke var i tvivl om at han ville elske hende når hun blev lidt ældre og kunne mere og kunne kommunikere bedre med os. 
Han har været god til, at hjælpe, aflaste og prøve så godt han kan, på trods af at han har haft det virkelig svært i starten og at han stadigvæk endnu kan have svære perioder. 
Men at give op på ham/gå fra ham, fordi han har følelser/tanker og ønsker som han fortæller mig åben hjertet om og stoler på mig, det vil jeg ikke gøre. Det er muligt at andre ville gøre det, men jeg vil da gerne kæmpe og give det en chance. Få hjælp, kommunikere osv. omkring det, inden håndklædet blev smidt i ringen. 

Men tak for dit input..