Far fortryder barn

Hej kære mødre. 
Med frygt for at modtage negativt tilbage, så skriver jeg nu her. Jeg håber i måske har nogle gode råd/ligne oplevelser og kan fortælle hvordan i tackler det. 

Min kæreste og jeg har den skønneste lille pige på lidt over 6 mdr. Hun var meget ønsket af os begge to inden vi begyndte med at forsøge os på at blive gravide. Under graviditeten var hun også meget meget ønsket og vi glædte os så meget til hun kom. 

De første par måneder var hårde, som det er for mange. Men specielt min kæreste tog det hårde end jeg. Han åbnede sig op overfor mig, da vi en dag satte os ned for at snakke om, hvordan det gik i øjeblikket (ca 2 mdr efter vi havde fået vores datter). Han forklarer at han synes han har nemt ved at blive irriteret på hende, specielt når hun græd (han er en person som er stille af sig). Han følte ikke rigtig noget når han så på hende, fortalte han og han vidste ikke om han elskede hende. Det fik vi en lang snak om, og vi besluttede os for at tage kontakt til SP. SP lavede en screening og han viste lidt symptomer på efterfødelsreakstion, men ikke meget. Hun anbefalede ham at tage til lægen og få det undersøgt ydeligere. Det gjorde han så, og har havde han en længere snak med lægen, som også screenede ham for diverse depression / efter fødselsreaktion - her synes hun ikke at der var så meget at reagere på. Men på det han havde fortalt hende, sagde hun at han skulle prøve at få gang i den følelsesmæssige bånd mellem vores datter og ham. Tage hende med i bad, pusle hende, give hende mad (flaske barn) og lege med hende - når han havde overskuddet til det.

Efter dette er det faktisk gået godt i et par måneder nu, og vi får jævnligt snakket sammen om hvordan det går.

Nu i dag, der fortæller han mig så, at han faktisk tror at han fortryder at have fået barn og at han synes vi måske skulle have haft ventet. Han synes ikke der er så meget spontanitet i forholdet længere, efter man har fået barn (hvilket han selv sagde, at det vidste han jo egentlig godt ville være sådan) men at han stadigvæk savner det. Her fortæller han så også, at han ikke elsker hende endnu. Jeg kan se på ham, at han er flov over det og jeg siger det ikke gøre noget og at han ikke skal være flov over det, men at jeg synes han skulle snakke med nogen ud over mig om det, hvis han har det sådan. Dog siger han, at det har han gjort en gang nu, og at det nok ikke har ændret sig så meget, så nu ville han bare vente til den dag kærligheds følelsen kom til ham - eller at den ikke gjorde. 

Jeg blev selvfølgelig ked af at høre det, men glad for at han lukker op overfor mig. Det er ikke nemt, lige pludseligt at skulle forholde sig til at være blevet far. Jeg spørger ham, om han kunne finde på at gå fra mig, og her afviser han meget hurtigt og siger nej, da han elsker mig så højt, at det ville han ikke gøre. Men at jeg skulle vide, at han hjælper med vores datter, fordi det er en pligt, og at hun skal kunne stole på ham, at han er der for hende - men at jeg skal vide at det ikke er fordi at han elsker hende, at han gør det og at han nok stadig fortryder at have fået et barn.

Hvis du læste med hele vejen, så mange tak! 
Har i haft oplevet noget lignede, eller har i gode råd, til hvad der kunne gøres? 

Mvh

Mig.

Øj hvor synd for jeres datter. “Jeg gør det af pligt, og ikke fordi jeg elsker hende”. Alene den sætning ville være mere end nok for MIG. Jeg ville ikke gide bruge min tid med sådan en type. 

Nu er jeg ikke mor (eller far endnu - min kone og jeg prøver pt. i fertilitetsbehandling), men jeg tænker, jeg godt må svare alligevel.

Først havde jeg tænkt mig at skrive, der da ikke var nogen grund til at frygte negative svar. Men så så jeg det første svar, der mildest talt er noget træls.

Din partner kan jo ikke gøre for, han føler, som han gør.

Det er bare dejligt, I kan tale om den slags, og det lyder virkelig som om, han ville ønske, han havde de følelser og er rigtig ærgerlig over ikke at have dem.

Jeg synes, han skulle tage en snak med en psykolog eller lignende. En sundhedsplejerske og en alment praktiserende læge er langt fra eksperter ift. det.

Så - fedt I taler om det, og så synes jeg, han skal få taget kontakt til en psykolog eller lignende. Det er der jo intet pinligt i, hvis man har brug for det.

Jeg synes det lyder som et meget tillidsfuldt forhold I har. Ud fra det du beskriver. Tænk at han har dig at sige det højt til. 

Nøj jeg fik dårlig smag i munden over det første svar. Det synes jeg helt ærligt, at du skal se bort fra. 

Hvad er at elske egentlig for en størrelse? Hvornår ved man om man elsker nogen? Jeg kan ikke huske hvor det er fra, men jeg læste en gang, at mænd elsker deres kvinde og kvinder elsker deres børn. Hvis han giver det tid, tror jeg på, at der nok skal komme en eller anden form for kærlighed. Helt ærligt, så kan jeg også godt sætte mig ind i at nogle ting ved det at have fået børn, er en sur pligt. 

Som mor kan jeg også godt savne den person, som jeg var før. Friheden, overskuddet og spontaniteten i vores forhold. Nogle gange, når jeg er rigtig træt og de dage hvor det ikke lige kører helt så godt, som det kunne. De dage kan jeg godt tage mig selv i at tænke tilbage på det der var. Vi har talt om, at det på mange måder for os er lettere at have en tumling end et spædbarn. 

Jeg synes du skal give ham tid og plads til at have det sådan, og huske at få talt om det løbende. Evt. gøre det til en fast rutine, at I ved aftensmaden fortæller et par ting, som har gjort jer glade den dag, og som ikke nødvendigvis handler om baby. 

LSS skriver:

Øj hvor synd for jeres datter. “Jeg gør det af pligt, og ikke fordi jeg elsker hende”. Alene den sætning ville være mere end nok for MIG. Jeg ville ikke gide bruge min tid med sådan en type. 

Og hvad skulle det hjælpe? Spørger vitterligt at nysgerrighed 

Jeg tænker stadig fødselsreaktion. 

Nu får jeg sikkert møgmeget høvl, men: 

Da jeg fødte mit barn, var det under vanvittige komplikationer og en overgang vidste vi ikke, om vi overhovedet fik et barn med hjem. Det gav mig (kan jeg tydeligt se nu) en slem efterfødselsreaktion. Jeg havde det nok nogenlunde på samme måde, som din kæreste. Jeg elskede ikke mit barn. Det gjorde jeg nok ikke før hen blev ca. 1 år. Men jeg kan love dig for, at jeg passede på hen til fulde! Beskyttertrangen var der stadig, men den store kærlighed manglede bare. 

Jeg vendte det et par gange med vores sundhedsplejerske og fik af vide at kærlighed kommer. Når man lærer hinanden at kende og man selv finder en plads i at være forældre. Indtil da må man “fake it till you make it”. 
det var egentlig den mantra jeg levede efter det første år. Jeg havde instinktet til at pleje og passe til den store guldmedalje. Men jeg gjorde det fordi jeg skulle. Ikke fordi jeg havde lyst. 
efterhånden som tilknytningen blev større, kom følelserne af sig selv. Men det tog meget lang tid. Et helt år før jeg med ærlighed i stemmen sagde til mit barn at jeg elskede det. Selvom jeg havde sagt de tusinde gange før til hen(fake it till you make it).

Men hvor var det rart, at jeg kunne snakke med både sundhedsplejerske pg kæreste om mine (manglende) følelser uden at blive dømt. Det gjorde også, at jeg rent faktisk havde lyst til at gøre en indsats. 

i bagklogskabens lys, havde jeg svært ved at danne en tilknytning til mit barn, fordi jeg var bange for at miste. Årsagen kan være anderledes for din kæreste, men løsningen er nok nogenlunde den samme: fake it till you make it.  Så skal følelserne nok komme. 

Jeg elskede ikke mit andet barn før tæt på det blev 1 år. Jeg beskyttede det og gjorde alt hvad man som mor nu gør. Far tog en del over på nogle ting. Jeg havde en slem efterfødselsreaktion. 
Heg synes din mand skal snakke med en psykolog. Blot for at der ikke kommer noget tilbage næste gang han står i en lignende situation. 
Det lyder til at i har et meget kærligt og ærligt forhold  I er inde på det helt rigtige ved at han har tid med hende har han nogle gange alene tid med hende? Helt uden dig? Det kan også skabe noget tilknytning. 
Prøv og vent og se om de følelser ikke kommer snigende stille og roligt. Når de bliver et år ca får de en masse personlighed og man lærer dem at kende og det er bare nemmere at elske nogen man kender fremfor en der ikke giver så frygtelig meget igen. 

lige en side tanke - måske han kan have ansvaret for at hun skal lære at krybe eller noget andet der passer ind i jeres familie og hendes udvikling. Børn er forskellige og man kan ikke tvinge dem til sådan noget men man kan øve og få noget hyggeligt tid sammen på den måde :-) 

Det er en stor omvæltning at få et barn Jeg havde det indtryk at når man blev mor, så elskede man sit barn, med det samme.

Da jeg fik min søn, så kiggede jeg på ham og syntes at han var en fremmed, som jeg først skulle lære at kende. Jeg holdt at ham og havde omsorg for ham. Men jeg mødte ham for første gang og vi skulle først skabe et forhold.

Det er hårdt at få små børn og i starten tager de meget mere end de giver. I skal have jeres datter i mange år og hun bliver lettere og sjovere med tiden. I vil få mere frihed og hun vil give jer så meget. Jeg tror på følelserne nok skal komme for ham også

Jeg synes det er et sundt tegn at I er så åbne og ærlige for hinanden. Måske ville det hjælpe hvis han fik mere tid for sig selv og du tog en større del af forældrerollen? Evt at I fik hende passet lidt og fik jer noget kærestetid sammen? Sådan så den tid han bruger med hende er god tid og ikke pligt tid... Hvis han er fyldt op tror jeg ikke det hjælper at tvinge mere tid sammen med hende end hvad han føler for. Alle kender de tidspunkter hvor man har brug for at trække sig og det er ikke der man skaber gode relationer. Jeg ville opfordre til at han gik mere ud og dyrkede hobby/venner. Det giver i hvert fald min mand overskud og god energi.

Hejs og lykke Jeg er sikker på det nok skal komme.

Anonym skriver:

Hej kære mødre. 
Med frygt for at modtage negativt tilbage, så skriver jeg nu her. Jeg håber i måske har nogle gode råd/ligne oplevelser og kan fortælle hvordan i tackler det. 

Min kæreste og jeg har den skønneste lille pige på lidt over 6 mdr. Hun var meget ønsket af os begge to inden vi begyndte med at forsøge os på at blive gravide. Under graviditeten var hun også meget meget ønsket og vi glædte os så meget til hun kom. 

De første par måneder var hårde, som det er for mange. Men specielt min kæreste tog det hårde end jeg. Han åbnede sig op overfor mig, da vi en dag satte os ned for at snakke om, hvordan det gik i øjeblikket (ca 2 mdr efter vi havde fået vores datter). Han forklarer at han synes han har nemt ved at blive irriteret på hende, specielt når hun græd (han er en person som er stille af sig). Han følte ikke rigtig noget når han så på hende, fortalte han og han vidste ikke om han elskede hende. Det fik vi en lang snak om, og vi besluttede os for at tage kontakt til SP. SP lavede en screening og han viste lidt symptomer på efterfødelsreakstion, men ikke meget. Hun anbefalede ham at tage til lægen og få det undersøgt ydeligere. Det gjorde han så, og har havde han en længere snak med lægen, som også screenede ham for diverse depression / efter fødselsreaktion - her synes hun ikke at der var så meget at reagere på. Men på det han havde fortalt hende, sagde hun at han skulle prøve at få gang i den følelsesmæssige bånd mellem vores datter og ham. Tage hende med i bad, pusle hende, give hende mad (flaske barn) og lege med hende - når han havde overskuddet til det.

Efter dette er det faktisk gået godt i et par måneder nu, og vi får jævnligt snakket sammen om hvordan det går.

Nu i dag, der fortæller han mig så, at han faktisk tror at han fortryder at have fået barn og at han synes vi måske skulle have haft ventet. Han synes ikke der er så meget spontanitet i forholdet længere, efter man har fået barn (hvilket han selv sagde, at det vidste han jo egentlig godt ville være sådan) men at han stadigvæk savner det. Her fortæller han så også, at han ikke elsker hende endnu. Jeg kan se på ham, at han er flov over det og jeg siger det ikke gøre noget og at han ikke skal være flov over det, men at jeg synes han skulle snakke med nogen ud over mig om det, hvis han har det sådan. Dog siger han, at det har han gjort en gang nu, og at det nok ikke har ændret sig så meget, så nu ville han bare vente til den dag kærligheds følelsen kom til ham - eller at den ikke gjorde. 

Jeg blev selvfølgelig ked af at høre det, men glad for at han lukker op overfor mig. Det er ikke nemt, lige pludseligt at skulle forholde sig til at være blevet far. Jeg spørger ham, om han kunne finde på at gå fra mig, og her afviser han meget hurtigt og siger nej, da han elsker mig så højt, at det ville han ikke gøre. Men at jeg skulle vide, at han hjælper med vores datter, fordi det er en pligt, og at hun skal kunne stole på ham, at han er der for hende - men at jeg skal vide at det ikke er fordi at han elsker hende, at han gør det og at han nok stadig fortryder at have fået et barn.

 

Hvis du læste med hele vejen, så mange tak! 
Har i haft oplevet noget lignede, eller har i gode råd, til hvad der kunne gøres? 

Mvh

Mig.

Jeg kan ikke se hvorfor du skulle have den negative kommentar som den første. Se bort fra den! 

synes din mand tyder utrolig moden og modig at han tør åbne sig og fortælle hvordan han har det. Og synes det er så flot af dig at du er så støttende og modtagelig overfor det og ikk bare smider ham ud som en brugt handske af den grund.

man vælger ikk selv hvem man elsker. Men er sikker på at det nok skal komme med tiden som han får knyttet bånd til hende. Han skal selvfølgelig bare selv være indstillet på at arbejde sig den vej. Så han skal pakke tanken om at han gør det af pligt fra sig. 
også synes jeg han skal overveje en psykolog hvor han kan få åbnet rigtig op og tale pm tingene så byrden ikk kommer på dine skuldre. 

ønsker jer alt held og lykke fremover

Min datter var omkring et år før jeg følte rigtig kærlighed til hende, nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden. Min mand elskede hende med det samme. Jeg passer godt på hende, men ja, fordi det skal man. Jeg tror vi ofte har for store forventninger til hvordan det er at blive forældre og tror ikke det er unormalt at kærligheden kommer senere. Stort kram til jer.