Når manden ikke er klar til projektbaby

lineog4 skriver:

Tror såmænd mænd og kvinder kommer i lange forskellige udgaver, for jeg ville i følge dit skriv være en mand. Havde jeg ikke blevet gravid med en smutter, så tror jeg såmænd aldrig vi havde fået børn. Hvorfor? Fordi jeg vist aldrig var parat, tænkte over økonomi, bolig, alene tid, karriere, uddannelse og og og...

Og kære ts forstår udmærket frustrationen npr man ikke er i sync på en så vigtig ting. Jeg kan godt følge både de, der skriver: I skal sammen finde grunden til han ikke vil. Men jeg kan også forstå de som skrovrr: giv plads og aftal nu taler vi ikke det i x antal måneder.

Så ingen gode råd andet end ord fra en, der nok aldrig var blevet parat, og faktisk ikke kunne forklare hvorfor andet end jeg er vist en overtænker. Tror ikke det havde hjulpet med en masse snakke, for jo mere snak jo mere kunne jeg grave mig ned i analyser og ende med konklusionen: ikke nu. 

Hmm men du kender din mand/kæreste bedst, er han en overtænker, så skal der måske en deadline. Er han skrænt for vid og sans over tabt frihed, så skal du tage fat der. Er han komfortabel hvor han er, og ikke vild med forandringer eller....?  

Sådan skulle det slet ikke forståes. Har aldrig ment at alle MÆND er langsom og alle KVINDER er hurtigere angående det med børn. Self er vi forskelig alle sammen kvinder som mænd. Men det er udelukkende hvad jeg læser og høre og plus min personlig erfaring og folks omkring en.

Kære alle❤️
TAK for jeres gode svar, råd og tanker omkring pb.
Jeg har efterfølgende forsøgt at få et mere uddybende svar fra min kæreste, men det eneste svar han kan give er, at han bare ikke har haft følelsen af at være klar endnu, og han ikke har lyst, før han føler sig klar. Han kan ikke komme med nogle specifikke ting, som skulle være med til at fremme den proces. Har spurgt om div. ting, om det er fordi han er bange for at miste sin frihed, bange for han rolle som far osv. men ingen af de ting frygter han. Jeg har ligeledes forklaret ham, at et barn ikke kommer fra den ene dag til den anden. Og forsøgt at spørger om vi kunne sætte en dato i fremtiden og et halvt eller halvt år, hvor vi får igang om han føler sig klar eller ej, men heller ikke det er han interesseret i. Har forsøgt alt synes jeg, uden at presse for meget på. Føler ikke, at han er villig til at indgå nogle kompromisser og hvis jeg vil have et barn med ham, som er det jeg allerhelst vil, så kan jeg ikke gøre andet, end at vente på, at han måske bliver klar engang i fremtiden.

Anonym skriver:

Jeg gjorde noget som mange ikke synes er smart gjort. Vi stod i samme situation som jer. Snakkene mv hjalp ikke. Så jeg sagde til ham at X dato smider jeg p-pillerne. Så måtte han selv vælge om han ønskede at tage chancen eller beskytte sig på anden vis, men jeg ønskede ikke længere at tage hormoner.

Der gik 11 måneder, så var jeg gravid og manden har bestemt aldrig fortrudt. 

Vi gjorde faktisk nogenlunde det samme. 

(Vi var enige om at P-piller var skadende for min sexlyst og kondom var okay.) 

Vi aftalte så ar bruge kondom under ægløsning. 
Jeg var gravid 3 måneder efter. Min mand var ellevild. Han var 24 år.

Jeg ville spørge ind til hvor mange børn han gerne vil have, hvor lang tid han forestillet sig at det skal være mellem børnene og så forklare hvor hurtigt fertiliteten falder samt hvor hurtigt risikoen for kromosom fejl stiger med stigende alder hos kvinder. Derudover ville jeg tilføje at det er helt normalt at det tager et halvt til et helt år at opnå en graviditet. På den måde vil han blive tvunget til selv at komme med et realistisk bud på hvornår pb skal starte. Så kan i forhandle derfra. ��

Jeg synes, at du skal overveje om forholdet er det værd

Man skal ikke gå fra hinanden “bare fordi”, men det bekymrer mig, at han bare ikke rigtig har lyst eller føler sig klar. 

Snakker I om det på andre tidspunkter? Glæder jer sammen, deler små scenarier eller lignende? 

Øv sikke noget møg at han ikke er til at snakke med synes ikke det lyder så betryggende. Han er 35 år og kan ikke give det mindste svar på noget som helst eller lave nogen aftale. Måske du skulle gøre op med dig selv om hvor vigtigt det er med barn. Er han eller børn vigtigst. Hvis det er børn, så var det måske en ide at sætte en tidsfrist. Fx et år. Og så sige til ham at nu vil du ikke bringe det på bane i et år, og når det er gået så må I have en snak om børn. Og gøre det klart at det er en risiko at du ikke bliver hængende hvis han ikke vil have børn.

For der er jo en risiko for at han aldrig bliver klar, og så har du spildt din tid  

Altså ... jeg har jo ligesom alle andre alt for lidt kontekst at dømme ud fra, og jeg synes sådan set at det er fuldkommen reelt ikke at ønske børn eller vide om man ønsker dem på sigt, uanset alder ...

Men ... en mand som er 35, i langvarigt parforhold ... uden lyst til at få børn, endsige villighed til at tale seriøst med sin partner om det, trods hendes brændende ønske. Det ville bekymre mig; især hvis jeg var i den kærestes sko, og selv havde et biologisk ur som tikkede.

Det lyder ret hårdt det her... men der er jo sådan set en chance for, at han enten bare ikke vil have børn (men ikke siger det af frygt for at miste dig), eller slet og ret bare ikke ser dig som den han vil have børn med (og af gode grunde heller ikke kan sige det direkte).

Jeg håber at I finder en løsning.

StortOgSmåt skriver:

Altså ... jeg har jo ligesom alle andre alt for lidt kontekst at dømme ud fra, og jeg synes sådan set at det er fuldkommen reelt ikke at ønske børn eller vide om man ønsker dem på sigt, uanset alder ...

Men ... en mand som er 35, i langvarigt parforhold ... uden lyst til at få børn, endsige villighed til at tale seriøst med sin partner om det, trods hendes brændende ønske. Det ville bekymre mig; især hvis jeg var i den kærestes sko, og selv havde et biologisk ur som tikkede.

Det lyder ret hårdt det her... men der er jo sådan set en chance for, at han enten bare ikke vil have børn (men ikke siger det af frygt for at miste dig), eller slet og ret bare ikke ser dig som den han vil have børn med (og af gode grunde heller ikke kan sige det direkte).

Jeg håber at I finder en løsning.

Efter TS sidste indlæg om at hun forsøgte igen at snakke med ham og han er ikke til at rykke i, og helt ærlig manden er 35 år. Ja så må jeg nok sige at jeg er 200% enig i det du skriver.