Når manden ikke er klar til projektbaby

Min kæreste følte sig heller ikke klar da vi snakkede om det sidste sommer. Men så satte vi en deadline for hvornår p piller skulle smides, fordi vi begge er i 30’erne. Og aftalen var at vi stoppede med p piller efter nytår  jeg er stadig ikke gravid. Men havde en bio i april, og der blev han klar og ønskede det så meget da testen var positiv,  og nu er det blevet et stort fælles ønske. Jeg tror de lige skal skubbes lidt, selvfølgelig uden man tvinger dem

Min mand er ældre end mig og var klar til børn da vi mødtes. Jeg har derimod skulle bruge noget på at blive klar. Dét der hjalp mig med at nå dertil at jeg var med på den (mange bliver aldrig 100% klar) var, at jeg ikke følte mig presset af min mand og at vi havde mange snakke om opdragelse, fremtid, ønsker, forventninger, frygt mv. Alt sammen løse snakke om “engang ude i fremtiden”/“når det engang skal være”. At vi så slet ikke er blevet den type forældre, vi gerne ville have været, er så en anden sag Vi talte tingene igennem mange gange, og fik flere vinkler på hver gang. Det var små skridt men det var fremgang nok for min mand og presset var der ikke for mig. Måske det er en metode der kunne fungere for jer også? 

Anonym skriver:

Kære jer der læser med

Jeg er en kvinde på 30år, der bor sammen med min kæreste på 35 år igennem 3år.I oktober sidste år (snart et år siden) spurgte jeg, om ikke vi skulle gå igang med projekt baby. Hertil svarede han, at det syntes han snart at vi skulle, men at han ikke var helt klar endnu. Jeg har efterfølgende med ca. 2 måneders mellemrum spurgt om det var nu vi skulle starte projekt baby. Hans svar er hver gang, at han ikke er klar endnu. Det skal lige siges at vi begge er i fast arbejde og boligsituationen er ligeledes på plads. Jeg har forsøgt at spørge om hvorfor han ikke er klar, hvad der skal til osv. hertil er svarede blot, at han ikke ved hvornår han bliver klar, men at han gerne vil have børn med mig på et tidspunkt, men at han ikke ved hvornår. Hvorefter han snakker uden om.
Jeg har forsøgt at nævne vores alder og at det langt fra er sikkert, at man bliver gravid med det samme man beslutter sig at starte. Jeg kan mærke, at det de sidste par måneder har fyldt mere og mere jeg tænker på det hver eneste dag og begynder at trække mig en smule fra parforholdet, bla. fordi jeg har en tvivl om, om han nogensinde bliver klar.

Udover vi ikke er samme sted i forhold til pb, så har vi et rigtig godt forhold og elsker hinanden meget højt. Men jeg er i tvivl om, hvor længe jeg vil vente, ønsker ikke at vente forgæves.

Håber I kan komme med nogle opløftende kommentarer, som måske kan hjælpe lidt på håber og humøret!

 

 De kærligste hilsner en frustreret skruk kvinde!

Altså jeg kan godt forstå det er frustrerende når du er klar, og han bliver ved med at sige nej men ikke kan sætte ord på hvorfor. Men til gengæld så må det også være frustrerende for ham at du bliver ved med at bringe det op hveranden måned. Kan godt forstå han bliver træt af det og ikke vil snakke om det.

Hvad med om at du siger til ham at du gerne vil respektere at han ikke er klar, men at han bare skal vide at du ikke vil vente i flere år. Foreslå at nu kan I aftale at I ikke snakker om det før om 6 mdr, 8 mdr, 1 år eller hvor længe I nu kan blive enige om. Så han kan få lidt plads og luft og ikke føle et kæmpe pres. Hvis han så stadig ikke er klar eller vil tale om hvorfor han ikke er klar, så må du jo gøre op med dig selv om hvor længe du vil vente på han måske bliver klar eller om du stadig vil være sammen med ham. 

Inden min mand og jeg fik vores første, sagde jeg til ham at min veninde havde brugt halvandet år på at blive gravid, og at det stadig ikke ville lykkes for dem. Derfor ville jeg smide p-pillerne, og så ku’ vi bruge kondom til han var klar.

Efter en måned, sagde han at han bare syntes vi sku ta’ det som det kom.

En måned senere igen stod jeg med to streger og min mand var helt skræmt - han fandt det spændende, vildt og skræmmende på samme tid.
Efterfølgende har han fortalt at han ikke anede hvad man skulle forvente ved at få et barn, og at det derfor havde været svært for ham at sige at eller om han var klar. Han siger at det først gik op for ham da han stod med vores søn i armene. 
Et kærligt pres behøver ikke være forkert, for det kan altså være svært for mænd at sætte sig ind i hvad det helt betyder - min mand er i hvert fald glad for at jeg skubbede til ham, for han er godt selv klar over at han nok aldrig selv var kommet frem til at være 100 procent klar, før han altså blev far

Spørg dig selv om det du vil have, er et barn eller om det er et barn med din mand. Hvis det er det sidste, synes jeg du skal give ham plads. Hvis det er det første, må du være ærlig overfor ham at du ikke kan vente og tage konsekvensen 

Kære ts det er træls for jer begge at være så uenig angående det her med baby. Men for mænd er det lidt svært at tag springet angående at få børn og blive far. De tænker både økonomi og plads og fritid og gør ting alene som par mm mænd er ikke så hurtig til at være modne som kvinder. 

han siger han vil jer og ha børn med dig men at han ikke præcis kan sige hvornår han er klar, i virkeligheden kan mænd næsten ikke blive klar, før de faktisk er blivet fædre. Og det er det de ikke forstår. Tænk over det du er 30 nu og han er for Søren 35 år. Hvis ikke han er klar som 35 år, så ved jeg ærligtalt ikke hvornår han så bliver klar, når han er måske 55 år?! Et kærligt skub med samtidig at fortælle ham hvad det betyder for dig og at det kan tag langtid at opnår graviditet og derefter er der 9 måneder til baby kommer. De her ting er jo ikke ondt men sempelthen lille skub til de fleste mænd der virkelig ikke ved at stod det til dem så vil der faktisk ikke ha blivet født nogle børn. 

vi kvinder er jo meget hurtigere modne når det gælder det med børn og endda allerede nogle kvinder fra 18 år tænker på at få børn når de møder den rette mand og danner sig billeder og tanker om hus og hvor mange børn mm. 

min mand var 24 år og jeg var 25 år da vi fik vores ældste datter. Ca et halv år før vi bliv gift. Tog jeg emnet op om hvornår vi skulle have børn og han følte sig ikke klar og følte sig for ung og bange for at miste sin fritid ( computer nørd) og vores tid sammen mig og ham. Og jeg fortælle ham hvad det betyder for mig og at det brændende ønske at snart at blive mor. Så sagde han at lad os blive gift først ( fordi han synes det var mærkeligt med hans mor og far ikke var gift)  og det sagde jeg ja da self det er jeg med på så vi aftalte at vi begynder at prøve på vores bryllups ophold i det hotel vi holdt vores bryllup i.  Så fra snakken til vi bliv gift gik der 6 måneder , det var lækkert at gøre det i sommertiden. 
når men efter vi fik den første barn efter 1 år sagde han at det var godt at jeg sagde i sin tid at vi skal til det, og han sagde at det godt at vi fik vores første barn så tidlig, og han bliv ved med at sige det hver gang der gået lidt tid efter hun bliv 3 tog jeg emnet op igen om nr 2 barn og han vil ha ventet lidt men jeg sagde også at man ved ikke hvor længe det tar og vi bliver ældre. Så vi begyndte på at prøve nr 2. Og lige siden bette pigen kom til har han sagt at godt vi fik børnene tidlig.  Da han synes at det helt tosset hvis vi først begyndte når man var 30 år sorry det bliv for langt

Jeg er meget enig med de andre

Jeg synes ikke det er godt nok at han ikke kan forklare hvorfor han ikke er klar. Det må han tænke over og det skal I kunne tale om.

Hvis rammerne og forholdet er på plads, så er resten noget man bliver klar til når det sker...

Vi var 26år da vi begyndte på PB. Jeg havde talt med endnu en jævnaldrende veninde som var i fertilitetsbehandling og sagde til min mand at nu synes jeg vi skulle droppe prævention for hvem ved hvor længe det tager. Først blev han lidt presset over det, men efter at have snakket om det over et par dage var vi enige. Det kan tage tid at blive gravid og bagefter går det også lige 9 måneder... På den tid bliver man klar. 

For os tog det så 14 måneder at opnå en graviditet og derefter 9 måneders graviditet. Så næsten 2år! På den tid blev vi meget klar!

Kan du ikke skabe rammerne for en god aften uden tv, hvor I rigtigt kan få snakket igennem om ønsker til fremtiden...

Håber I får en god snak

Love Angel skriver:

Kære ts det er træls for jer begge at være så uenig angående det her med baby. Men for mænd er det lidt svært at tag springet angående at få børn og blive far. De tænker både økonomi og plads og fritid og gør ting alene som par mm mænd er ikke så hurtig til at være modne som kvinder. 

han siger han vil jer og ha børn med dig men at han ikke præcis kan sige hvornår han er klar, i virkeligheden kan mænd næsten ikke blive klar, før de faktisk er blivet fædre. Og det er det de ikke forstår. Tænk over det du er 30 nu og han er for Søren 35 år. Hvis ikke han er klar som 35 år, så ved jeg ærligtalt ikke hvornår han så bliver klar, når han er måske 55 år?! Et kærligt skub med samtidig at fortælle ham hvad det betyder for dig og at det kan tag langtid at opnår graviditet og derefter er der 9 måneder til baby kommer. De her ting er jo ikke ondt men sempelthen lille skub til de fleste mænd der virkelig ikke ved at stod det til dem så vil der faktisk ikke ha blivet født nogle børn. 

vi kvinder er jo meget hurtigere modne når det gælder det med børn og endda allerede nogle kvinder fra 18 år tænker på at få børn når de møder den rette mand og danner sig billeder og tanker om hus og hvor mange børn mm. 

min mand var 24 år og jeg var 25 år da vi fik vores ældste datter. Ca et halv år før vi bliv gift. Tog jeg emnet op om hvornår vi skulle have børn og han følte sig ikke klar og følte sig for ung og bange for at miste sin fritid ( computer nørd) og vores tid sammen mig og ham. Og jeg fortælle ham hvad det betyder for mig og at det brændende ønske at snart at blive mor. Så sagde han at lad os blive gift først ( fordi han synes det var mærkeligt med hans mor og far ikke var gift)  og det sagde jeg ja da self det er jeg med på så vi aftalte at vi begynder at prøve på vores bryllups ophold i det hotel vi holdt vores bryllup i.  Så fra snakken til vi bliv gift gik der 6 måneder , det var lækkert at gøre det i sommertiden. 
når men efter vi fik den første barn efter 1 år sagde han at det var godt at jeg sagde i sin tid at vi skal til det, og han sagde at det godt at vi fik vores første barn så tidlig, og han bliv ved med at sige det hver gang der gået lidt tid efter hun bliv 3 tog jeg emnet op igen om nr 2 barn og han vil ha ventet lidt men jeg sagde også at man ved ikke hvor længe det tar og vi bliver ældre. Så vi begyndte på at prøve nr 2. Og lige siden bette pigen kom til har han sagt at godt vi fik børnene tidlig.  Da han synes at det helt tosset hvis vi først begyndte når man var 30 år sorry det bliv for langt

Synes du skal være forsigtig med at generalisere på den måde... Det er alligevel ca halvdelen af jordens befolkning du putter i en kasse på den måde og det er i hvert fald ikke noget jeg kan genkende i min vennekreds og i min familie. Der har mændene været lige så "modne" og klar på børn som kvinderne (selvfølgelig er der mænd der har været lidt langsomme i optrækket, men det har der også været kvinder der har været). Og min kæreste har villet ha børn siden han var i starten af 20'erne så det er altså meget forskelligt

Love Angel skriver:

Kære ts det er træls for jer begge at være så uenig angående det her med baby. Men for mænd er det lidt svært at tag springet angående at få børn og blive far. De tænker både økonomi og plads og fritid og gør ting alene som par mm mænd er ikke så hurtig til at være modne som kvinder. 

han siger han vil jer og ha børn med dig men at han ikke præcis kan sige hvornår han er klar, i virkeligheden kan mænd næsten ikke blive klar, før de faktisk er blivet fædre. Og det er det de ikke forstår. Tænk over det du er 30 nu og han er for Søren 35 år. Hvis ikke han er klar som 35 år, så ved jeg ærligtalt ikke hvornår han så bliver klar, når han er måske 55 år?! Et kærligt skub med samtidig at fortælle ham hvad det betyder for dig og at det kan tag langtid at opnår graviditet og derefter er der 9 måneder til baby kommer. De her ting er jo ikke ondt men sempelthen lille skub til de fleste mænd der virkelig ikke ved at stod det til dem så vil der faktisk ikke ha blivet født nogle børn. 

vi kvinder er jo meget hurtigere modne når det gælder det med børn og endda allerede nogle kvinder fra 18 år tænker på at få børn når de møder den rette mand og danner sig billeder og tanker om hus og hvor mange børn mm. 

min mand var 24 år og jeg var 25 år da vi fik vores ældste datter. Ca et halv år før vi bliv gift. Tog jeg emnet op om hvornår vi skulle have børn og han følte sig ikke klar og følte sig for ung og bange for at miste sin fritid ( computer nørd) og vores tid sammen mig og ham. Og jeg fortælle ham hvad det betyder for mig og at det brændende ønske at snart at blive mor. Så sagde han at lad os blive gift først ( fordi han synes det var mærkeligt med hans mor og far ikke var gift)  og det sagde jeg ja da self det er jeg med på så vi aftalte at vi begynder at prøve på vores bryllups ophold i det hotel vi holdt vores bryllup i.  Så fra snakken til vi bliv gift gik der 6 måneder , det var lækkert at gøre det i sommertiden. 
når men efter vi fik den første barn efter 1 år sagde han at det var godt at jeg sagde i sin tid at vi skal til det, og han sagde at det godt at vi fik vores første barn så tidlig, og han bliv ved med at sige det hver gang der gået lidt tid efter hun bliv 3 tog jeg emnet op igen om nr 2 barn og han vil ha ventet lidt men jeg sagde også at man ved ikke hvor længe det tar og vi bliver ældre. Så vi begyndte på at prøve nr 2. Og lige siden bette pigen kom til har han sagt at godt vi fik børnene tidlig.  Da han synes at det helt tosset hvis vi først begyndte når man var 30 år sorry det bliv for langt

Tror såmænd mænd og kvinder kommer i lange forskellige udgaver, for jeg ville i følge dit skriv være en mand. Havde jeg ikke blevet gravid med en smutter, så tror jeg såmænd aldrig vi havde fået børn. Hvorfor? Fordi jeg vist aldrig var parat, tænkte over økonomi, bolig, alene tid, karriere, uddannelse og og og...

Og kære ts forstår udmærket frustrationen npr man ikke er i sync på en så vigtig ting. Jeg kan godt følge både de, der skriver: I skal sammen finde grunden til han ikke vil. Men jeg kan også forstå de som skrovrr: giv plads og aftal nu taler vi ikke det i x antal måneder.

Så ingen gode råd andet end ord fra en, der nok aldrig var blevet parat, og faktisk ikke kunne forklare hvorfor andet end jeg er vist en overtænker. Tror ikke det havde hjulpet med en masse snakke, for jo mere snak jo mere kunne jeg grave mig ned i analyser og ende med konklusionen: ikke nu. 

Hmm men du kender din mand/kæreste bedst, er han en overtænker, så skal der måske en deadline. Er han skrænt for vid og sans over tabt frihed, så skal du tage fat der. Er han komfortabel hvor han er, og ikke vild med forandringer eller....?  

Kir skriver:

Synes du skal være forsigtig med at generalisere på den måde... Det er alligevel ca halvdelen af jordens befolkning du putter i en kasse på den måde og det er i hvert fald ikke noget jeg kan genkende i min vennekreds og i min familie. Der har mændene været lige så "modne" og klar på børn som kvinderne (selvfølgelig er der mænd der har været lidt langsomme i optrækket, men det har der også været kvinder der har været). Og min kæreste har villet ha børn siden han var i starten af 20'erne så det er altså meget forskelligt

Det så ikke min hensigt at det skal forståes på den måde.  Synes bare man høre/læser tit om at kvinden virkelig vil igang og manden skal lige skubbes lidt, hvis altså han siger at han gerne vil ha børn sammen på sigt når man nævner børn. Men self skal man tænke sig om hvis man har nævnt noget om børn og manden så begyndte at skrige højt at han er altså ikke klar nu eller snakker med store bogstaver at det vil han ikke høre på ligenu.