Uopdragen søn

Jeg lærte en gang et trick af en som arbejde med ADHD børn osv og det var at man satte sig ned på hug og tog roligt, men bestemt fat i begge arme og sagde så med en bestemt stemme “jeg vil gerne have at du stopper” hvis de begynder at grine eller vride sig fri, skal man holde fast og gentage sig selv, indtil de er rolige. Det virker herhjemme.

Det er kun til dril og slåskampe at jeg ville bruge det tricks. Her hjemme får mine børn lov til at sige fuck og shit lige så tit de vil. De gør de et par gange om ugen Max. Det gør jeg i øvrigt også selv. Jeg tror at han kun gør det fordi at han kan mærke at det trigger dig �� 

sproget ændre sig hele tiden. Der var engang en ældre dame der sagde til mig, at hun ikke kunne tåle når folk sagde “kraft-edme” fordi at det kom af kræft-æde-mig �� og at folk i 30’erne talte så grimt ��

Jeg tænker flere ting, 

1. hver er der af konsekvenser når han opfører sig dårligt? Altså fx når han siger fuck til dig på stranden? Hvis det var min søn havde jeg nok sagt at han skulle finde et pænere sprog frem omgående ellers slutter strandturen nu. Og begyndte han så igen så gik vi hjem. Så mit sprøgsmål er egentlig hvad det har af konsekvenser for ham når han siger fuck, slår osv. 

2. Børn vil gerne tilfredsstille deres forældre. Herhjemme oplever jeg en markant bedre opførsel hvis vi har fokus på alt det gode vores 5 årige kan. Anerkender anderkender anderkender, på en eller anden måde så får han et incitament til at opfører sig godt når han ved at vi ser og hører hans gode opførsel. 

Så masser af anerkendelser og ros for det gode men tydelige grænser og konsekvenser ved dårlig opførsel. 

Anonym skriver:

Jeg tror helt klart det er grænser. For det der bekymrer mig mest er at han ikke tager det alvorligt når vi beder ham stoppe. Forleden var vi på stranden, han bader med nogle andre børn og jeg sidder på kanten og snakker med en veninde. Han kommer så op og sidder og fortæller mig et eller andet hvor i ordet fuck kommer med. Jeg siger til ham at jeg simpelthen ikke vil høre det ord, og så kommer “fuck, fuck, fucking, fuck” og jeg siger igen, stop med det sprog, jeg vil have at du snakker ordenligt, men han kører bare videre. Og jeg indrømmer gerne at så giver jeg op og vender ryggen til, her stopper han så, og går ud og bader igen. Men når så de står i vandet og bader kan jeg bare høre ham råbe noget med fuck igen, og han griner og synes det er sjovt. 

Jeg synes det er så pinligt at have ham med ud når han ter sig sådan. Han stod også lige overfor mig og viftede benet så jeg fik alt han mudder loge i ansigtet, og jeg er ikke i tvivl om at han godt vidste hvad der ville ske, han skulle bare prøve mig af. Men hvad pokker kan konsekvensen være? For jeg synes også der skal være en konsekvens, men i situationen kan jeg simpelhen ikke regne den ud

I sådan en situation ville jeg tage ham til side og fortælle ham, at enten stopper han med det samme eller også tager vi hjem

Anonym skriver:

Jeg tror helt klart det er grænser. For det der bekymrer mig mest er at han ikke tager det alvorligt når vi beder ham stoppe. Forleden var vi på stranden, han bader med nogle andre børn og jeg sidder på kanten og snakker med en veninde. Han kommer så op og sidder og fortæller mig et eller andet hvor i ordet fuck kommer med. Jeg siger til ham at jeg simpelthen ikke vil høre det ord, og så kommer “fuck, fuck, fucking, fuck” og jeg siger igen, stop med det sprog, jeg vil have at du snakker ordenligt, men han kører bare videre. Og jeg indrømmer gerne at så giver jeg op og vender ryggen til, her stopper han så, og går ud og bader igen. Men når så de står i vandet og bader kan jeg bare høre ham råbe noget med fuck igen, og han griner og synes det er sjovt. 

Jeg synes det er så pinligt at have ham med ud når han ter sig sådan. Han stod også lige overfor mig og viftede benet så jeg fik alt han mudder loge i ansigtet, og jeg er ikke i tvivl om at han godt vidste hvad der ville ske, han skulle bare prøve mig af. Men hvad pokker kan konsekvensen være? For jeg synes også der skal være en konsekvens, men i situationen kan jeg simpelhen ikke regne den ud

Havde mit barn opført sig som du beskriver, var tasken blevet pakket og vi var taget hjem uden at blinke. Så kunne resten af eftermiddagen gå med at snakke om, hvorfor man ikke er rar at være sammen med når man råber, slår, sparker... og at det fremover ville være sådan, at vi tog hjem/afbrød/aflyste de ting vi var igang med. 

Jeg kan et plan godt forstå at han ikke tager det alvorligt - for han bliver ud fra der du skriver heller ikke rigtig vist og guidet i hvor alvorlig hans opførsel er. Han får så at sige bare at se, at han kan afbryde mor, lave lidt kaos og så går vi videre ...

Du skriver at du bliver pinlig over ham - at han er uopdragen. Det må ikke være rart - og skeen skal da over i den anden hånd, han er jo så at sige kun opdraget så godt som du sørger for at han bliver. Det er ikke hans skyld,  hvis rammer og grænser er uklare. 

Oddi skriver:

Jeg tænker flere ting, 

1. hver er der af konsekvenser når han opfører sig dårligt? Altså fx når han siger fuck til dig på stranden? Hvis det var min søn havde jeg nok sagt at han skulle finde et pænere sprog frem omgående ellers slutter strandturen nu. Og begyndte han så igen så gik vi hjem. Så mit sprøgsmål er egentlig hvad det har af konsekvenser for ham når han siger fuck, slår osv. 

2. Børn vil gerne tilfredsstille deres forældre. Herhjemme oplever jeg en markant bedre opførsel hvis vi har fokus på alt det gode vores 5 årige kan. Anerkender anderkender anderkender, på en eller anden måde så får han et incitament til at opfører sig godt når han ved at vi ser og hører hans gode opførsel. 

Så masser af anerkendelser og ros for det gode men tydelige grænser og konsekvenser ved dårlig opførsel. 

Jeg har bare svært ved at strandturen skal slutte for vores andre børn fordi han ikke kan styre sig.

Synes vi anerkender det gode, men man kan nok altid gøre det mere

Han siger nok fuck fordi du fokuserer meget på det. Jeg plejer at spille med i forhold til mine børn og så går det i sig selv. Eller også taler vi om hvad et grimt ord betyder.

Din scene i sengen synes jeg også er et for negativt tag på ham. Han slår dig ikke men bevæger knytnæven langsomt henimod din kind. Jeg ville fake et fald ned i sengen og stikke tungen ud af munden som om jeg var død af det imaginære slag.

Tjullehej skriver:

Han siger nok fuck fordi du fokuserer meget på det. Jeg plejer at spille med i forhold til mine børn og så går det i sig selv. Eller også taler vi om hvad et grimt ord betyder.

Din scene i sengen synes jeg også er et for negativt tag på ham. Han slår dig ikke men bevæger knytnæven langsomt henimod din kind. Jeg ville fake et fald ned i sengen og stikke tungen ud af munden som om jeg var død af det imaginære slag.

Jeg er helt enig. Jeg tror også, han bliver træt af situationen på stranden, hvor han prøver at fortælle noget, og så bliver der fokuseret på, at han lige får sagt “fuck” i stedet for at fokusere på det positive i, at han gerne vil fortælle noget og dele det med dig.

Der er mange i denne tråd, som ville pakke barn ud i bilen og køre med det samme ved ‘den opførsel’. Jeg synes det er en hel vildt streng konsekvens(straf) af, at en femårig afprøver et ord, han synes er spændende, og måske (ikke) med vilje sprøjter mudder på sin mor. 

Igen: Det vi giver opmærksomhed vokser - både i barnets adfærd og i vores hoved. Jeg tror, I ville få gavn af at give den negative adfærd meget mindre opmærksomhed. I stedet for en alvorlig snak om, at det gør dig ked af det, da han gør det der med hånden i sengen, så ville jeg enten lave sjov med det som Tjullehej siger eller - hvis jeg ikke havde overskud til det - bare sige: ‘Ej, lad lige være, det bryder jeg mig ikke om.’ 

Og hvis I virkelig har brug for at sætte ind, ville jeg klart ty til ‘belønning’ frem for straf. Fx et klistermærke-system, og så nogle kriterier for, hvornår man får et klistermærke (hvis man ikke bruger bandeord en hel dag eller lignende) og ved 5 klistermærker sker der noget rart. Så fokus - igen - kommer positivt på det I gerne vil have mere af i stedet for et negativt fokus på det, I gerne vil undgå.

Anonym skriver:

Så var der lige en episode her til morgen. 
Vi hygger i sengen, vi snakker og pjatter lidt. Lidt ud af det blå tager han sin knytnæve meget meget langsomt op til mit ansigt. Han slår ikke eller noget, men lades som om. Jeg siger til ham at jeg fakstisk bliver rigtig ked af det når han gør sådan, og når han bander. Han siger at han jo ikke slog, men jeg svarer at det føles sådan og derfor bliver man ked af set

og så bliver han usikker tror jeg, så rækker han tunge, krydser armene og vender ryggen til og siger skrid. Jeg ignorerer det og spørger lidt efter hvad han tænker på og her er svaret “at jeg ikke elsker dig mere, så gå med dig” 

Jeg forstår simpelthen ikke hvad der sker

Det lyder hårdt. For jer begge �� Vil anbefale at du lytter til Fie Hørby ‘Drop Opdragelsen’ .

Hvis man ser bort fra sproget, så lyder det meget som min søn. Vi har haft god effekt med at snakke stille og roligt med ham i hans højde. Spørge ind til hvorfor han gør det han gør. Derudover har vi sat lidt stregen skærm regler op, da vi opdagede at det ofte var værre de dage han havde set lidt for meget tegnefilm eller spil og så prøve vi hver dag at fange de gode øjeblikke, skynde os og rose ham, og vise ham at god opførsel faktisk betaler sig. 

Jeg er enig i det en anden skrev med at banderiet lyder til at blive meget blæst op og bliver et stort fokus punkt. Det bliver det jo kun mere spændende af.. Selvfølgelig ønsker vi, at vores børn taler pænt, men det værende sagt er der eddermame også mange forældre, der er dobbeltmoralske, eller som bliver blinde overfor deres egen rolle. Hvor bandeord bliver en naturlig del af talen, hvilket børnene hører og derfor også lærer at bruge. Min tanke er, at jeg ønsker ikke mine børn bander og svovler, men jeg er også realistisk. Jeg bander selv. De andre børn i børnehave og skole bander. Det er urealistisk at forvente de ALDRIG skal gøre det. For mig er der også forskel på at sige i begejstring "jeg så den her krabbe, fuck den var stor" og så sige "fuck dig".

Mine forældre havde hundrede procent nultolerence overfor banderi, da jeg var barn. Det virkede da også. På en måde. Jeg bandede ikke derhjemme pga frygt for skæld ud, men til gengæld bandede jeg som en regulær havnearbejder ude af hjemmet, fordi det var så rart jeg ikke skulle regulere alt der kom ud af min mund

Nå, og så er jeg også enig i det med positiv forstærkning. Jeg ved så også godt det er fucker () svært. Jeg ved enormt meget om det qua mit uddannelse og arbejde, rådgiver meget omkring det, men har fundet det super svært at praktisere overfor min egen søn, som havde mange voldsomme sammensmeltninger i en periode man kommer hurtigt ind i en negativ spiral hvor negativt avler negativt, og hvor man - uden at være bevidst herom - signalerer overfor barnet, at man forventer noget negativt. Jeg tog fx mig selv i at sige "ja du må gerne bruge iPad men så skal du love du ikke bliver sur, når skærmtiden er slut". Punkt et, jeg viser jeg forventer han vil reagere negativt. Punkt to, totalt åndssvagt at sige, han kan sguda ikke love mig dét på forhånd.

Efter det gik op for mig hvor meget ubevidst fokus vi havde på negativ adfærd har jeg/vi smurt TYKT på med positiv forstærkning. Jeg har ikke på forhånd vist jeg forventede noget negativt. Og når han så har gjort det, jeg ønskede, fx slukke skærm uden at blive sur, eller i starten kun være sur ganske kort, så har jeg virkelig smurt på med ros. Han er 4, og det at være "stor" betyder enormt meget. Så jeg har fx sagt "Ej hvor er du bare en SEJ stor dreng, at du bare slukkede skærmen! Det gør mig så glad, hvor er du bare mega mega sej", og den dejlige dreng bliver nærmest synligt 10 cm højere.

Og det har vitterligt ikke taget mere end et par dage med fuldt fokus på alt det positive han gør at reducere og i mange tilfælde direkte eleminere den uønskede adfærd. Altså fra voldsomme sammenbrud, skrig, slå, kaste med ting ved overgange mellem aktiviteter, særligt fra skærm, til han bare slukker og stolt siger "se mor, jeg slukkede skærmen!"

Måske skal I prøve noget tilsvarende, så han virkelig mærker, at I er opmærksomme på ham, ser alt det gode, så han ikke er nødt til at gøre mere af det, der giver ham jeres fokus og opmærksomhed lige nu - den negative adfærd.

Jeg tænker faktisk at det med du skælder ud over den langsomme hånd er et godt eksempel på, at du viser ham, allerede inden han overhovedet har gjort noget, at du forventer noget negativt af ham.. Det er en heldig selvopfyldende profeti, speaking from personal experience