Uopdragen søn

Jeg giver snart op. Min søn er 5 år og han er virkeligt uopdragen på nogle punkter. 

Han bander hele tiden specielt fuck/fucking, han rækker fuck-finger og kalder os forskellige ting. Det er ikke noget vi accepterer, men han respekterer ikke når vi siger stop, han synes bare det er sjovt. 

Der ud over he han det også med at slå, bøde for sjov hvis han lige går fordi en, eller hvis han bliver gal. Og igen forstår han ikke at han skal stoppe når det bliver sagt, heller ikke selvom man bliver virkeligt sur. 

Vi har prøvet at ignorere sproget, det havde lidt en effekt, men ikke vildt meget. Jeg har nu prøvet meget ukorrekt at smide legetøj ud når han bander meget. 

Jeg ved snart ikke hvad vi skal gøre, for det er ikke bare her hjemme han prøver grænser af, han gør det også når vi er ude, Gud ske lov kun overfor os, men alligevel. 

Det underlige er at når jeg eller min mand er alene med ham, eller når han er sammen med bedsteforældre er han den sødeste mest høflige lille dreng, han snakker pænt, hjælper til osv. det kan han også have dage her hjemme hvor han er, men lige nu er det en meeeeget hård periode hvor han slet ikke hører efter. Det store problem er at han ikke respekterer når vi siger stop, uanset hvordan vi gør. 
Vi har større børn som aldrig har opført sig sådan, men som også kan have svært ved at tro på at vi mener tingene alvorligt når vi beder dem stoppe. Som f.Els ikke kan stoppe med at grine, når de kører op.. jeg ved simpelthen ikke hvad vi gør galt, for synes ikke vi giver os, eller ikke holder fast i hvad vi siger.. 

Jeg ved ikke om jeg har de store gyldne råd, men selvfølgelig er det første “man” tænker, at der skal være krystalklare grænser for uacceptabel opførsel - især når han er så relativt stor. Min ældste på 5 ville uden tvivl møde en voldsom konsekvent “sanktion” (og snak, og pædagogik), hvis der fløj et “fuck dig” eller et slag afsted mod en voksen. Det er helt utænkeligt at det ville få lov at passere og det ville blive en meget, meget lang snak om hvordan og hvorfor man ikke nogensinde opfører sig sådan, heller ikke når man er skrigende vred og i affekt. 

Men når nu han allerede er på det spor, så tror jeg dog at jeg ville gå mere nysgerrigt til værks og forsøge - sammen med ham - hvad søren det er der sker i ham og hvorfor han agerer som han gør. Har han svært ved at udtrykke sig? Er han utryg eller er der noget som gør at han ikke trives? 

Og hvis jeg derefter fik oplevelsen af at det “bare” var grænsetest .. ja, så ville der være stålsat konsekvens, fx at vi ikke tog ud af døren som planlagt, at han ikke fik det legetøj han havde kastet med, eller hvad der nu hang nogenlunde sammen med den konkrete situation.

Min datter der er li blevet 6 år. Vil også gerne sige fuck.

Jeg spurgte hende. Ved du havd det betyder og hendes svar var selvfølgelig nej.

Så lavet jeg en aftale med hende om vi skal helst ved havd det er vi siger. Fra den dag af har hun ikke sagt det.

Jeg går med i forkert ord. Sige det så meget så muligt kører den helt ud. Lave sjovt med det. Skift hver 3 eller 2 ord ud med fuck når du snakker med ham. 

Min datter siger nu Shit det er sejt. Eller årrrshit. Shit (lort er for træt li nu hehe) det smager godt

Så oversætter jeg bare. Lort det er godt. 

Årrrlort

  2 dage hvor jeg gjorde det. Med en venlig stemme og sjove i det 

Børn giver slip når de er sammen med deres forældre. De prøver at se om du også elsker den side af dem. Imens de også bedre om hjælp til at sætte ord på nogle følelser. 

Tænkt sådan de har været "gode" hele dagen (når de er sammen med andre) og når de kommer hjem til de personer de har stor tryghed med. Giver de slip. 

Vores pige er skøn og vellidt af mange. Vi har konflikter stor set hver dag, nogle gange har jeg en da taget mig i at tænke jeg vil hade at være samme med hende. Hvis altså jeg ikke var hende mor (elsker hende meget.) så galt er det nogle gange. Men hun har aldrig været sådan overfor andre end min mand og jeg. 

Tror altså også det er en periode. Ved os kan jeg mærke vi er på vej ud af den 

Anonym skriver:

Jeg giver snart op. Min søn er 5 år og han er virkeligt uopdragen på nogle punkter. 

Han bander hele tiden specielt fuck/fucking, han rækker fuck-finger og kalder os forskellige ting. Det er ikke noget vi accepterer, men han respekterer ikke når vi siger stop, han synes bare det er sjovt. 

Der ud over he han det også med at slå, bøde for sjov hvis han lige går fordi en, eller hvis han bliver gal. Og igen forstår han ikke at han skal stoppe når det bliver sagt, heller ikke selvom man bliver virkeligt sur. 

Vi har prøvet at ignorere sproget, det havde lidt en effekt, men ikke vildt meget. Jeg har nu prøvet meget ukorrekt at smide legetøj ud når han bander meget. 

Jeg ved snart ikke hvad vi skal gøre, for det er ikke bare her hjemme han prøver grænser af, han gør det også når vi er ude, Gud ske lov kun overfor os, men alligevel. 

Det underlige er at når jeg eller min mand er alene med ham, eller når han er sammen med bedsteforældre er han den sødeste mest høflige lille dreng, han snakker pænt, hjælper til osv. det kan han også have dage her hjemme hvor han er, men lige nu er det en meeeeget hård periode hvor han slet ikke hører efter. Det store problem er at han ikke respekterer når vi siger stop, uanset hvordan vi gør. 
Vi har større børn som aldrig har opført sig sådan, men som også kan have svært ved at tro på at vi mener tingene alvorligt når vi beder dem stoppe. Som f.Els ikke kan stoppe med at grine, når de kører op.. jeg ved simpelthen ikke hvad vi gør galt, for synes ikke vi giver os, eller ikke holder fast i hvad vi siger.. 

Hvordan er sprog og opførsel omkring ham? I børnehave/skole, hjemme mv? Er der noget han kopierer. Så små børn har det med at udleve hvad de selv bliver udsat for. Og hvis han evt har en lidt grænsesøgende natur så er vil sådan et sprog og adfærd synes spændende på ham. På hvilke tidspunkter er ham værst? Kan det være i situationer hvor han har manglet opmærksomhed/omsorg så han søger en reaktion?

Kan i ændre noget omkring ham der kan gøre ham mere rolig?

StortOgSmåt skriver:

Jeg ved ikke om jeg har de store gyldne råd, men selvfølgelig er det første “man” tænker, at der skal være krystalklare grænser for uacceptabel opførsel - især når han er så relativt stor. Min ældste på 5 ville uden tvivl møde en voldsom konsekvent “sanktion” (og snak, og pædagogik), hvis der fløj et “fuck dig” eller et slag afsted mod en voksen. Det er helt utænkeligt at det ville få lov at passere og det ville blive en meget, meget lang snak om hvordan og hvorfor man ikke nogensinde opfører sig sådan, heller ikke når man er skrigende vred og i affekt. 

Men når nu han allerede er på det spor, så tror jeg dog at jeg ville gå mere nysgerrigt til værks og forsøge - sammen med ham - hvad søren det er der sker i ham og hvorfor han agerer som han gør. Har han svært ved at udtrykke sig? Er han utryg eller er der noget som gør at han ikke trives? 

Og hvis jeg derefter fik oplevelsen af at det “bare” var grænsetest .. ja, så ville der være stålsat konsekvens, fx at vi ikke tog ud af døren som planlagt, at han ikke fik det legetøj han havde kastet med, eller hvad der nu hang nogenlunde sammen med den konkrete situation.

Jeg tror helt klart det er grænser. For det der bekymrer mig mest er at han ikke tager det alvorligt når vi beder ham stoppe. Forleden var vi på stranden, han bader med nogle andre børn og jeg sidder på kanten og snakker med en veninde. Han kommer så op og sidder og fortæller mig et eller andet hvor i ordet fuck kommer med. Jeg siger til ham at jeg simpelthen ikke vil høre det ord, og så kommer “fuck, fuck, fucking, fuck” og jeg siger igen, stop med det sprog, jeg vil have at du snakker ordenligt, men han kører bare videre. Og jeg indrømmer gerne at så giver jeg op og vender ryggen til, her stopper han så, og går ud og bader igen. Men når så de står i vandet og bader kan jeg bare høre ham råbe noget med fuck igen, og han griner og synes det er sjovt. 

Jeg synes det er så pinligt at have ham med ud når han ter sig sådan. Han stod også lige overfor mig og viftede benet så jeg fik alt han mudder loge i ansigtet, og jeg er ikke i tvivl om at han godt vidste hvad der ville ske, han skulle bare prøve mig af. Men hvad pokker kan konsekvensen være? For jeg synes også der skal være en konsekvens, men i situationen kan jeg simpelhen ikke regne den ud

Hvordan er sprog og opførsel omkring ham? I børnehave/skole, hjemme mv? Er der noget han kopierer. Så små børn har det med at udleve hvad de selv bliver udsat for. Og hvis han evt har en lidt grænsesøgende natur så er vil sådan et sprog og adfærd synes spændende på ham. På hvilke tidspunkter er ham værst? Kan det være i situationer hvor han har manglet opmærksomhed/omsorg så han søger en reaktion?

Kan i ændre noget omkring ham der kan gøre ham mere rolig?

Han er værst når han skal “spille smart” hvis der er andre mennesker i nærheden. Han bander også når vi er hjemme, men det er som om den får en tand ekstra når der er andre omkring os. Det er enormt svært for jeg kan se at de andre bliver forbavsede og nogle reagerer ved at smågrine, hvilket jo ikke gør situationen bedre. 

Eftersom han har store søskende har han tidligere end vores andre unger opdaget YouTube, og her han vi hørt noget af det sprog komme fra. Vi har snakket om at han i en periode ikke skal have lov til at se YouTube, som en konsekvens af hans sprog. Jeg ved ikke hvordan sproget er i skolen, men jeg er da sikker på at der kommer grimme ord omkring ham der, det tror jeg der gør de fleste steder med den aldersgruppe.

lige en tilføjelse, det har altid været svært at være ham, han har altid været meget følsom, haft svært ved nye ting, ikke ville snakke med andre end mig når vi var ude, legeaftaler er svære hvis jeg skal aflevere ham osv. han vokser dog, men reagerer så på sådan en dum fjollet måde i stedet, virker det til når nu jeg tænker det mere igennem.

Min datter der er li blevet 6 år. Vil også gerne sige fuck.

Jeg spurgte hende. Ved du havd det betyder og hendes svar var selvfølgelig nej.

Så lavet jeg en aftale med hende om vi skal helst ved havd det er vi siger. Fra den dag af har hun ikke sagt det.

Jeg går med i forkert ord. Sige det så meget så muligt kører den helt ud. Lave sjovt med det. Skift hver 3 eller 2 ord ud med fuck når du snakker med ham. 

Min datter siger nu Shit det er sejt. Eller årrrshit. Shit (lort er for træt li nu hehe) det smager godt

Så oversætter jeg bare. Lort det er godt. 

Årrrlort

  2 dage hvor jeg gjorde det. Med en venlig stemme og sjove i det 

Børn giver slip når de er sammen med deres forældre. De prøver at se om du også elsker den side af dem. Imens de også bedre om hjælp til at sætte ord på nogle følelser. 

Tænkt sådan de har været "gode" hele dagen (når de er sammen med andre) og når de kommer hjem til de personer de har stor tryghed med. Giver de slip. 

Vores pige er skøn og vellidt af mange. Vi har konflikter stor set hver dag, nogle gange har jeg en da taget mig i at tænke jeg vil hade at være samme med hende. Hvis altså jeg ikke var hende mor (elsker hende meget.) så galt er det nogle gange. Men hun har aldrig været sådan overfor andre end min mand og jeg. 

Tror altså også det er en periode. Ved os kan jeg mærke vi er på vej ud af den 

 

Jeg har der nemlig på samme måde. Jeg kan tit undre mig over at mormor f.eks stadig gider komme og besøge os. 

Det er bare så irriterende, for jeg oplever jo også en fantastisk dejlig dreng, alle vores børn kam ham faktisk være den mest høflige og hjælpsomme og omsorgsfulde af dem. Men den side viser han aldrig når der er andre mennesker. Eller jo, hvis mormor er alene med ham, men så snart han er sammen med os og andre så går det galt.

lige en tilføjelse, det har altid været svært at være ham, han har altid været meget følsom, haft svært ved nye ting, ikke ville snakke med andre end mig når vi var ude, legeaftaler er svære hvis jeg skal aflevere ham osv. han vokser dog, men reagerer så på sådan en dum fjollet måde i stedet, virker det til når nu jeg tænker det mere igennem.

Så var der lige en episode her til morgen. 
Vi hygger i sengen, vi snakker og pjatter lidt. Lidt ud af det blå tager han sin knytnæve meget meget langsomt op til mit ansigt. Han slår ikke eller noget, men lades som om. Jeg siger til ham at jeg fakstisk bliver rigtig ked af det når han gør sådan, og når han bander. Han siger at han jo ikke slog, men jeg svarer at det føles sådan og derfor bliver man ked af set

og så bliver han usikker tror jeg, så rækker han tunge, krydser armene og vender ryggen til og siger skrid. Jeg ignorerer det og spørger lidt efter hvad han tænker på og her er svaret “at jeg ikke elsker dig mere, så gå med dig” 

Jeg forstår simpelthen ikke hvad der sker

Vi oplever stort set det samme med vores dreng på 6. Han er bare en “møgunge” en stor del af tiden og det har han bare altid været - vi blev kaldt til møde med vuggestuen og PPR da han var 2 fordi de ikke kunne styre ham i vuggestuen.

Vi er også helt uforstående overfor hvorfor - for vi er skam kærlige men også rimeligt strenge forældre, synes vi sætter klare grænser osv. Storesøster på 9 er en velopdragen pige, hende er der aldrig problemer med, bortset fra at hun hurtigt bliver sur på lillebror fordi han ofte bare er en pain bagi. Vi har flere gange været der hvor vi nærmest føler der er noget galt med ham.

Vi har været igennem en del forskellige faser, en overgang slog han utroligt meget, det gik heldigvis over da han var 4-5, men han har stadig et meget kraftigt temperament og bliver så utrolig gal, en gang fik han smækket så hårdt med sin dør at den røg af hængslerne. Han bliver i øvrigt også nemt det jeg vil kalde “tøse-fornærmet”. Og det over ALT der ikke går lige som han havde tænkt sig, så tramper han hårdt i gulvet og laver høje lyde, sparker til ting osv.

Jeg har også været der hvor jeg smed bamser ud af vinduet bare for at få hans opmærksomhed, men nu han er ældre kan man bedre snakke med ham. Vi forsøger at italesætte hans følelser, og det går da også langsomt fremad. I skolen opfører han sig åbenbart ikke helt så slemt, de har dog også lagt mærke til at han nemt bliver fornærmet.

Lige grim snak og banderi har vi ikke så meget af, for det accepterer vi bare slet ikke, engang imellem kommer der noget han har hørt, men det får vi lukket ned ret hurtigt.

Vi har ofte snakke med ham om hvordan han gerne vil have at andre behandler ham, fx hvis han snakker grimt til os, eller taber i et spil og bliver gal osv. Når vi skal noget, taler vi det igennem på forhånd, fx “vi skal hen på legepladsen, men vi skal ikke være der i så lang tid, når vi siger vi skal hjem, så skal vi hjem. Hvis du ikke accepterer det, så kan vi ikke tage derhen”.  Det forhindrer ikke irrititationen når vi skal hjem, men vi undgår da de vilde vredesudbrud.  Og så er vi helt klar på, at når vi har truet med noget, så er vi nødt til at gennemføre hvis det ender der.

I den situation på stranden ville jeg have pakket sammen og taget hjem, hvis der ikke er konsekvens så mister de respekten for dig.

Så jeg vil sige de helt store kodeord her må være tålmodighed, mange snakke, rolige reaktioner & konsekvens, konsekvens, konsekvens.

Og igen, hos os går det fremad, nok ikke lige så hurtigt som man kunne ønske sig, men trods alt. Så jeg tænker der er håb forude også for jer.

Jeg ved ikke, om det jeg skriver nu kan bruges til noget.

Men jeg kommer til at tænke på, om I har et meget stort fokus på hans ‘dårlige opførsel’. Husker I at give ham rigtig meget positiv opmærksomhed på alt det han gør rigtigt? Eller er det måske blevet lidt sådan, at I kommer til at kommunikere meget om alt det han gør forkert?

Som lærer arbejder jeg meget med, at vi skal have fokus på det, der virker. For det, vi kigger på, vokser. Og hvis I ubevidst kommer til at forvente, at han opfører sig på en bestemt måde - så kommer han til at leve op til disse forventninger. 
Så hvis jeg var jer, ville jeg forsøge at have så lidt fokus som muligt på ‘fejlene’ og i stedet sætte massivt ind med ros og anerkendelse i forhold til alt det han gør, som er dejligt og rart.

Fx: ‘Ej hvor var det hyggeligt at du legede så godt med de andre på stranden i dag!’

’Jeg synes det var så rart da vi lå i sengen og hyggede fra morgenen af. Det gjorde mig rigtig glad’

Selvfølgelig skal der stadig siges fra over for slag og mudder i hovedet (sproget må jeg indrømme, jeg ville være ligeglad med i første omgang). Men sig kort fra - og så lad det ligge. Lad det ikke fylde for meget. Lad i stedet det fylde, som I gerne vil se mere af. 
Og pas på med at sige ‘men’ - fx: ‘Det var hyggeligt på stranden, men jeg ville ønske du ikke sagde ‘fuck’, det er så grimt.’ Så er det en skjult kritik.

Håber det giver mening for dig.