Hvad er vejen frem

Mor og meget mere skriver:

Jeg ærgrer mig på dine og ikke mindst din søns vegne over, at du ikke er modtagelig for råd og vejledning fra professionelle, men stirrer dig blind på, om han “kommer for meget bagud”. Jeg tror, skolen forstår langt mere, end du tror, men at du ikke forstår skolen. 
For mig lyder det meget sandsynligt, at hans tidlige fødsel spiller ind, men uanset årsagen, så får han ikke vakt lysten eller evnen til at lære på den måde, du griber det an på nu. Jeg vil ikke gentage mine råd, men giv ham rum og tid til at udvikle sig i sit eget tempo og lad alfabet og regnestykker ligge. 

Det er ikke så meget at han er bagud i skolen. Det må han gerne være, hvis jeg så bare kunne se en udvikling eller en lyst til at ville lærer. 
Han har ikke udviklet sig, han har stadig sin læsebog fra 0 klasse, hvor vi stadig læser de samme 10 sider igen og igen. Intet sidder fast. Han har glemt det 5 min efter. Det er der min bekymring er. Jeg ved godt at de andre er 2 bøger foran, men det betyder ikke noget, hvis han så bare kunne komme lidt videre med den bog som vi har læst i 1 1/2 år nu. 
jeg vil rigtig gerne have hjælp af professionel, men det går for langsomt, når det er det offentlige der skal hjælpe os. Vi har allerede i børnehaven forsøgt at få hjælp. Så nu betaler jeg selv, så sker der da noget i sagen. 
jeg har selv kontaktet kommunen for at få en udredning og jeg er ved at finde en god psykolog jeg kan tale med omkring det. 
Når man i lang tid har forsøgt at for en håndsrækning af det offentlige giver man til sidst op. 
Jeg er godt klar over skolen ikke er uden nævner, selvfølgelig ved de også noget, men jeg er ked af at sige det og da du er lærer, vil vi nok ikke blive enige, men hver gang vi har møde med skolen og vi aftaler noget, så holder det kun nogle uger og så har de glemt det hele igen. Eller hvad der ligger til grund for det. Især en lærer kan slet ikke overholde det vi har aftalt. Hvordan kan du mere, at jeg bare skal tage imod deres hjælp... hvilken hjælp. 

Diduu skriver:

Det er ikke så meget at han er bagud i skolen. Det må han gerne være, hvis jeg så bare kunne se en udvikling eller en lyst til at ville lærer. 
Han har ikke udviklet sig, han har stadig sin læsebog fra 0 klasse, hvor vi stadig læser de samme 10 sider igen og igen. Intet sidder fast. Han har glemt det 5 min efter. Det er der min bekymring er. Jeg ved godt at de andre er 2 bøger foran, men det betyder ikke noget, hvis han så bare kunne komme lidt videre med den bog som vi har læst i 1 1/2 år nu. 
jeg vil rigtig gerne have hjælp af professionel, men det går for langsomt, når det er det offentlige der skal hjælpe os. Vi har allerede i børnehaven forsøgt at få hjælp. Så nu betaler jeg selv, så sker der da noget i sagen. 
jeg har selv kontaktet kommunen for at få en udredning og jeg er ved at finde en god psykolog jeg kan tale med omkring det. 
Når man i lang tid har forsøgt at for en håndsrækning af det offentlige giver man til sidst op. 
Jeg er godt klar over skolen ikke er uden nævner, selvfølgelig ved de også noget, men jeg er ked af at sige det og da du er lærer, vil vi nok ikke blive enige, men hver gang vi har møde med skolen og vi aftaler noget, så holder det kun nogle uger og så har de glemt det hele igen. Eller hvad der ligger til grund for det. Især en lærer kan slet ikke overholde det vi har aftalt. Hvordan kan du mere, at jeg bare skal tage imod deres hjælp... hvilken hjælp. 

Det gør mig nu intet, at du nævner lærere, der glemmer/ikke overholder aftaler. Selvfølgelig kan det opstå. Jeg opfatter bestemt ikke skoleverdenen som fejlfri, ej heller lærere. 
Jeg sigtede til deres opfordring til, at du giver ham ro og skolefri derhjemme og deres tiltro til, at han kommer med, når han er parat. De har trods alt erfaringen med sig og sparrer jo også med hinanden og diverse andre professionelle om de enkelte elever. 

Jeg synes, det er forfærdeligt synd for ham, at I stadig sidder med læsebogen fra 0. - er det virkelig lærernes anbefaling? Den skal da kyles ud (eller afleveres), så han ikke får tværet ud i ansigtet, at han ikke “er længere”. Den må hænge ham langt ud af halsen og decideret demotivere ham at se på. 

Det lyder fint med en børnepsykolog, også for dig at sparre med, og at få nye øjne på ham.