Hvad er vejen frem

Diduu skriver:

Jeg har en søn på 8 år, som jeg kæmper 2 kampe med, som jeg ikke ved hvordan man bedst takler. 

1. han går i 1 klasse, blevet skoleudsat 1 år pga. for tidlig fødsel, så han skal mere ses på som en 7-årig. 
selvom han blev skoleudsat, så er han udfordret i skolen. Han er bagud fagligt i forhold til hans kammerater. Lærerne har i 1 år sagt, at det nok skal komme, han skal bare knække koden. Men det siger de stadig her et år senere og på det år er han bare kommet længere og længere bagud. Og hvad så, når han knækker koden. Så vil de andre jo stadig være langt foran ham. Han laver ingenting i skolen og det betyder at han skal lave det derhjemme fordi han har brug for en som kan sidde ved ham hele tiden og hjælpe ellers får han ikke lavet noget. Det er jeg godt klar over at de ikke kan i skolen, så derfor får han lavet mere hjemme end i skolen. Han er usikker på sin selv og vil derfor ikke lave det. Han har slet ikke interesse i at lære. Han bliver sur på mig, bare jeg nævner ordet lektier. Jeg skal stå på mål med både skældsord og til tider slag, hvis jeg forlanger at han skal lave bare lidt lektier. Lærerne siger til os, at vi ikke må presse ham og at vi kun skal bruge 10-15 min på lektier hjemme, men det tager tit 10 min for ham at regne 5+5 sammen eller læse en sætning. På den måde kommer han jo ingen vegne. Hans lillesøster som er 2 år yngre har indhentet ham og dette påvirker ham meget. Han spørger hver gang han skal lave lektier, hvorfor han skal lave dem og at det er dumt og at han ikke gider. Han kan ikke engang alfabetet. Når han skal læse, så gætter han sætningen ud fra billedet. Han er heldigvis godt med på det sociale, virket er det vigtigst for mig. Alle vil gerne lege med ham og han har flere legeaftaler. Så det er kun på det faglige at han har problemer. 

bør vi få en hjemmeunderviser hjem til os. Bør jeg selv undervise, skal han skifte skole eller hvad muligheder er der. 

2. han er utroligt fintfølende. Hans hår må ikke stritte så meget som en millimeter, så græder han i 2-3 min og vil ikke i skole fordi hans hår stritter (det stritter ikke). Når han skal spise, så vil han ikke spise maden, hvis hans lillesøster bare har rørt ved hans tallerken, så er der baktier på og hvis maden ikke ligger rigtig så spiser han det ikke.
der kan være for meget smør på, for lidt smør på, brødet kan være knækket i hjørnet, maden kan være brændt lidt, osv. 

 

disse 2 ting fylder så meget i vores hverdag, at det tager på alle kræfter. Bør vi tale med en børnepsykolog. Skolepsykologen har afvist ham

Jeg er helt enig med din søns lærere. Giv ham ro og lad være at presse ham. Det ville være et sandt mirakel, hvis samtlige børn i en 1. klasse var bare omtrent lige langt i deres læring, og du skal ikke sammenligne ham med klassekammeraterne. For nogle børn tager det flere år, før de kan fokusere og koncentrere sig om fx at knække læsekoden. Det absolut værste, man kan gøre for dem, er at give dem indtryk af, at det er et stort problem - og at tvinge dem til endnu mere af det, de har svært ved. 
Forestil dig, at du ikke var god til dit arbejde. Du kunne ikke skifte arbejdsplads - man skal jo gå i skole. Når du så egentlig havde fri, skulle du i stedet bruge kræfter på endnu mere af det, du havde så svært ved. Jeg gætter på, det ville hænge dig langt ud af halsen, og at du ikke ville være det fjerneste motiveret og parat til at nikke den en skalle næste dag. Til gengæld ville du dagligt blive mindet om, at du ikke “duede”, ikke slog til. Og når alle andre kunne finde ud af det, hvad sagde det så om dig og dit værd? - Her kan du så lægge til, at der er tale om et lille barn. 

Man kommer ikke uhjælpeligt og uopretteligt “bagud” i skolen, fordi man ikke har let ved det faglige i de yngste klasser. Der er ikke noget fast “pensum”, som man misser for tid og evighed. Nogle børn kommer sent i gang og stryger så afsted. Andre er hurtige i de små klasser og går så ned i tempo. Det er jo små mennesker i evig udvikling. 

Hvis han konstant oplever skole og læring som noget, han ikke duer til, vil han blokere og miste både selvværd og motivation for at komme i skole. Giv ham i stedet et break - fokuser på det, han rent faktisk er god til - ros ham for og dyrk hans stærke sider, om det så er at spille fodbold eller kende forskel på bøgeblade og egeblade. Der er stensikkert meget, han er bedre til end sin søster - mind ham om dét og lad ham få nogle sejre. 

Og lyt for guds skyld til lærerne - de har både viden og erfaring. 

Mvh. en lærer - og mor til tre børn, hvoraf den midterste først rigtigt blev læringsparat fra 4. klasse og nu er ved at skrive sin bachelor i biologi. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er helt enig med din søns lærere. Giv ham ro og lad være at presse ham. Det ville være et sandt mirakel, hvis samtlige børn i en 1. klasse var bare omtrent lige langt i deres læring, og du skal ikke sammenligne ham med klassekammeraterne. For nogle børn tager det flere år, før de kan fokusere og koncentrere sig om fx at knække læsekoden. Det absolut værste, man kan gøre for dem, er at give dem indtryk af, at det er et stort problem - og at tvinge dem til endnu mere af det, de har svært ved. 
Forestil dig, at du ikke var god til dit arbejde. Du kunne ikke skifte arbejdsplads - man skal jo gå i skole. Når du så egentlig havde fri, skulle du i stedet bruge kræfter på endnu mere af det, du havde så svært ved. Jeg gætter på, det ville hænge dig langt ud af halsen, og at du ikke ville være det fjerneste motiveret og parat til at nikke den en skalle næste dag. Til gengæld ville du dagligt blive mindet om, at du ikke “duede”, ikke slog til. Og når alle andre kunne finde ud af det, hvad sagde det så om dig og dit værd? - Her kan du så lægge til, at der er tale om et lille barn. 

Man kommer ikke uhjælpeligt og uopretteligt “bagud” i skolen, fordi man ikke har let ved det faglige i de yngste klasser. Der er ikke noget fast “pensum”, som man misser for tid og evighed. Nogle børn kommer sent i gang og stryger så afsted. Andre er hurtige i de små klasser og går så ned i tempo. Det er jo små mennesker i evig udvikling. 

Hvis han konstant oplever skole og læring som noget, han ikke duer til, vil han blokere og miste både selvværd og motivation for at komme i skole. Giv ham i stedet et break - fokuser på det, han rent faktisk er god til - ros ham for og dyrk hans stærke sider, om det så er at spille fodbold eller kende forskel på bøgeblade og egeblade. Der er stensikkert meget, han er bedre til end sin søster - mind ham om dét og lad ham få nogle sejre. 

Og lyt for guds skyld til lærerne - de har både viden og erfaring. 

Mvh. en lærer - og mor til tre børn, hvoraf den midterste først rigtigt blev læringsparat fra 4. klasse og nu er ved at skrive sin bachelor i biologi. 

 

Kan godt forstå din pointe .. men punkt to der nævnes med at håret skal være på en bestemt måde og bakterier på tallerkenen osv tyder for mig på at der er andet på spil. 

Tjullehej skriver:

Kan godt forstå din pointe .. men punkt to der nævnes med at håret skal være på en bestemt måde og bakterier på tallerkenen osv tyder for mig på at der er andet på spil. 

Det er muligt, men det ændrer ikke spor på, hvilken tilgang du/I bør have til hans skolegang. Skulle der ligge fx en opmærksomhedsforstyrrelse bag, er det stadig samme barn med samme udfordringer, du skal støtte efter en evt. udredning og diagnosticering. 

Har du læst bøger som: for tidlig født, usynlige senfølger, Jonna Jepsen?

Jeg tænker ham umiddelbart ikke som “et diagnose barn”, men derimod med mange af de senfølger der følger de præmature børn. Og sådan ét har jeg selv..

Men mange lærere og pædagoger, forstår simpelthen ikke hvad det indebærer, og hvilke problematikker det giver, medmindre de selvvalgt har sat sig ind i det. Og dén forklaring er ofte vigtig, når der skal males et samlet billede og have knækket koder. Og ofte er det sansamotorik/ergoterapi kraniosakral terapi der kan hjælpe ham med at samle trådene, og jo længere tid der går, jo større risiko er der for mistrivsel.

Vi har brugt SÅ mange timer med institutionen og psykolog, for at give dem en forståelse for vores hverdag, og vores barns følelses register. Og tilgang til måden hun opfatter verden på, og hvilke ting hun reagerer voldsomt på. Det forstår folk simpelthen ikke, hvis man ikke har sat sig ind i konsekvenserne af deres for tidlige ankomst.

Det skal ikke være en undskyldning i deres liv, men det skal give en forståelse for reaktionsmønstre.

Læs bogen hvis du ikke har gjort det, så vil du opleve en beskrivelse af en stor del af dit eget barn

Altea skriver:

Har du læst bøger som: for tidlig født, usynlige senfølger, Jonna Jepsen?

Jeg tænker ham umiddelbart ikke som “et diagnose barn”, men derimod med mange af de senfølger der følger de præmature børn. Og sådan ét har jeg selv..

Men mange lærere og pædagoger, forstår simpelthen ikke hvad det indebærer, og hvilke problematikker det giver, medmindre de selvvalgt har sat sig ind i det. Og dén forklaring er ofte vigtig, når der skal males et samlet billede og have knækket koder. Og ofte er det sansamotorik/ergoterapi kraniosakral terapi der kan hjælpe ham med at samle trådene, og jo længere tid der går, jo større risiko er der for mistrivsel.

Vi har brugt SÅ mange timer med institutionen og psykolog, for at give dem en forståelse for vores hverdag, og vores barns følelses register. Og tilgang til måden hun opfatter verden på, og hvilke ting hun reagerer voldsomt på. Det forstår folk simpelthen ikke, hvis man ikke har sat sig ind i konsekvenserne af deres for tidlige ankomst.

Det skal ikke være en undskyldning i deres liv, men det skal give en forståelse for reaktionsmønstre.

Læs bogen hvis du ikke har gjort det, så vil du opleve en beskrivelse af en stor del af dit eget barn

Jeg har ikke læst den bog men en masse andet materiale omkring for tidlig fødte. 
jeg mener bestemt også at det har en betydning, og spiller ind. 
vi har været til mange forskellige møder med skolen og de forstår det simpelhen ikke. 
derfor vil jeg nu gerne selv gøre noget. 
jeg vil for det først gerne have udlukket om der kan være andet end dette og derefter vil jeg gerne vide hvordan jeg så skal gøre ved de udfordringer. For jeg har opgivet skolen og vil derfor nu selv gøre hvad jeg kan for at give ham lysten til at lærer, så han ikke kommer for meget bagud 

Skolen kan ikke bare lade være med, at ansætte en fra PPR når hun går på barsel. Jeg ved ikke, hvordan det er når det er en privatskole. Men ellers kontakt PPRs leder på kommunen. Det er korrekt, at en henvisning skal komme fra PPR og ikke sin læge - har været igennem hele møllen.

Jeg har en søn på 13 1/2 år og en pige på 12 år. Vores datter er længere fremme på mange ting i forhold til vores søn. Så det er normalt, at drengene er længere tid om tingene end pigerne er. Så tænker, at du må lade være med, at sammenligne dem.

Tjullehej skriver:

Kan godt forstå din pointe .. men punkt to der nævnes med at håret skal være på en bestemt måde og bakterier på tallerkenen osv tyder for mig på at der er andet på spil. 

Ja det kan være noget ocd.. 

Diduu skriver:

Jeg har ikke læst den bog men en masse andet materiale omkring for tidlig fødte. 
jeg mener bestemt også at det har en betydning, og spiller ind. 
vi har været til mange forskellige møder med skolen og de forstår det simpelhen ikke. 
derfor vil jeg nu gerne selv gøre noget. 
jeg vil for det først gerne have udlukket om der kan være andet end dette og derefter vil jeg gerne vide hvordan jeg så skal gøre ved de udfordringer. For jeg har opgivet skolen og vil derfor nu selv gøre hvad jeg kan for at give ham lysten til at lærer, så han ikke kommer for meget bagud 

Jeg ærgrer mig på dine og ikke mindst din søns vegne over, at du ikke er modtagelig for råd og vejledning fra professionelle, men stirrer dig blind på, om han “kommer for meget bagud”. Jeg tror, skolen forstår langt mere, end du tror, men at du ikke forstår skolen. 
For mig lyder det meget sandsynligt, at hans tidlige fødsel spiller ind, men uanset årsagen, så får han ikke vakt lysten eller evnen til at lære på den måde, du griber det an på nu. Jeg vil ikke gentage mine råd, men giv ham rum og tid til at udvikle sig i sit eget tempo og lad alfabet og regnestykker ligge. 

Jeg tilslutter mig 100 % ovenstående svar. Din dreng har det svært i skolen, han har ikke brug for at komme hjem og blive slæbt igennem lange lektieseancer. Han har brug for at gøre det, der gør ham glad og minder ham om, at selv om han ikke lige fatter det med bogstaverne, så er der 1000 ting, som han er god til og som giver hans liv mening og værdi. Det kan være at bygge med Lego eller hoppe på trampolin eller hvad han nu elsker. At slæbe ham igennem lektier, som han hader, giver i bedste fald konflikter mellem dig og ham, i værste fald masser af nederlag og på sigt manglende selvtillid og selvværd - og endnu mere modvilje mod skolen.

Men jeg forstår sådan set godt, at du bliver bekymret, når du føler, der ikke er nogen udvikling. Jeg synes bare virkelig ikke, du skal ‘tage den’ med din dreng på den her måde. Tag den i stedet med de voksne omkring ham. Lyt til, hvad lærerne, pædagogerne siger om ham. De har erfaring! Evt kan I blive enige om at give ham en vis mængde tid - fx et halvt år - og hvis status er den samme, kan det være, du skal til at presse på for at få ham igennem PPR, eller der skal tages yderligere tiltag. det kan være, det kan give dig lidt ro at vide, at på det og det tidspunkt går vi videre. 

Jeg tænker ikke, det nytter noget, hvad problematikken så end måtte gå på, at du presser din dreng til en masse skolearbejde han ikke har nogen motivation for... jeg kan ikke se, hvad det skal gavne, og jeg er alvorligt bange for, at det skader langt mere.

Mvh en anden lærer, som altid opfordrer forældre til børn med vanskeligheder til, at de skal have fri, når de har fri!

I forhold til det her med at lade bøgerne ligge og bare lade tiden gå og udviklingen komme af  sig selv. ... det synes jeg personligt ikke er fair overfor ham når rammerne ikke fungerer. Lige nu får han ikke den hjælp eller de rammer han har behov for. Børn er ikke dumme - det er ikke fedt at se vennerne udvikle sig eller føle at man hele tiden skal stå på tæer fagligt for at være med til nøds.

Det svarer til at man hele tiden fik opgaver man følte var meget svære i umulige rammer på sit arbejde. 
Jeg synes virkelig du skal slå i bordet og få kommunen til at vurdere ham. Det lyder ikke til at han er i de bedste rammer. 
Som minimum få nogle støttetimer.