Ja, du kan godt sige til hende, at du ønsker en abort. Du føler dig ikke klar til at blive far. Det må du godt være ærlig om.
Men gør det snart. Der er jo en abortgrænse, og hun skal have tid til at tænke, opsøge rådgivning og overveje, om hun vil være enlig mor.
For du skal jo være forberedt på, at hun vælger at gennemføre graviditeten. Og så håber jeg, at du vil tage ansvaret på dig og være en del af barnets liv.
Men det betyder ikke, at du skal være kæreste med moderen.
Og ja - måske skulle du være gået for længe siden, men jeg tror, at mange brud har været længe undervejs - også år undervejs. Det sker jo ikke over en nat. Og "på papiret" har I haft et godt forhold med samme værdier, samme politiske holdning osv.
Det er rigtigt, at mange længere forhold med tiden bliver lidt "leverpostej". Man bliver ikke ved med at svæve rundt i en sky af forelskelse. Det er også rigtigt, at man med parterapi kan finde gnisten og den gode kommunikation igen.
Men det lyder, som om du slet ikke er klar til at binde dig "for good". Som om du inderst inde er færdig med dette forhold. Har brug for at være ung og fri.
Mon din kæreste har fået hjælp til sine psykiske problemer ? - erkender hun, at hun har "noget psykisk" ? - og har du fået rådgivning ? Jeg kan godt forstå, at det har været svært, hvis du slet ikke vidste noget om hendes psykiske problemer, før I flyttede sammen. Der er for lidt fokus på, hvor svært det kan være at være pårørende. Men selvfølgelig har du også et ansvar for måden, du kommunikerer på. Og der skal to til et skænderi.
Det er ulykkeligt for jer begge, at hun nåede at blive gravid. Men det står jo ikke til at ændre nu (medmindre hun vælger en abort).
Jeg tror, det er bedst for alle parter, hvis du afslutter forholdet. Som en anden skriver, så kan en parterapeut hjælpe jer med at gå fra hinanden på en god måde og få så godt et samarbejde som muligt (hvis hun vælger barnet).
Det vil også give hende en mulighed for på sigt at møde en mand, som ikke er i tvivl om, at han vil hende. Men lige nu vil det gøre meget ondt. Hun vil naturligt nok føle sig svigtet og såret. Det er en svær situation, hun kommer til at stå i.
Mærk godt efter. Du skriver, at du elsker hende. Men hvis "måden" du elsker hende på, ikke er nok til, at du virkelig ønsker at finde gnisten igen, så gør jer begge den tjeneste at handle på dine følelser. Det vil være meget værre, hvis du forlader hende om 5 - 10 - 15 år. Og det er trods alt nok bedst, at barnet er delebarn fra starten, end at det skal opleve, at dets familie bliver brudt op.
