Hun er gravid, men har længe overvejet at gå

Det er selvfølgelig rigtigt skidt, at du ikke har handlet på dine (manglende) følelser noget før, men jeg tænker, at det kan skyldes, at du alligevel elsker din kæreste, selvom det ikke er på den romantiske måde. Når det er sagt, så kan man jo ikke gøre for, at man ikke elsker nogen. I er kun 25 år, og jeg ville også synes, at det er alt for tidligt at skulle leve uden forelskelse og lidenskab.

Der er dog noget, jeg ikke helt har forstået som jeg gerne vil have opklaret (undskyld hvis du har skrevet det). Men er din kæreste planlagt gravid eller er det sket ved et uheld? Hvis graviditeten er planlagt vil jeg være mere tilbøjelig til at synes, at I skal prøve parterapi, for så vil jeg tænkte, at selvom dine følelser for hende er blegnet, må der være noget der har fået dig til at ønske at stifte familie med hende og det "noget" kan måske vækkes til live igen.

Hvis graviditeten er et uheld synes jeg ikke, at du på samme måde har stukket din kæreste blår i øjnene og så tænker jeg, at det er vigtigt, at du siger, at du ikke ser en fremtid sammen med hende og gerne, at du gør det mens abort stadig er en mulighed. Det er simpelthen synd for hende, hvis du lader hende gå rundt og tro, at I skal have en familie og dine manglende følelser først kommer frem, når det er for sent.

Jeg ved ikke om det er skrevet, men har i tænkt på behandling og pårørende samtaler til din kærestes psykiske sygdom? Når du skriver, at din kæreste ikke er diagnosticeret tænker jeg, at der ikke er noget støtte indeover jeres liv, og der er altså meget hjælp at hente. 

Jeg læser "hinandens første kæreste" som om, at de er hinandens første seriøse kæreste. Der kan vel godt have været teenage forelskelser og kortere forhold før de fandt hinanden? 

Lidt forenklet sagt, skal man i mine øjne ikke være doven med sit liv. Man får kun det ene, der er ingen “prøveperiode”, men til gengæld en udløbsdato. Og du har allerede i en ung alder, været gevaldigt doven med dit liv, ved ar blive i et forhold, som du i bund og grund ikke var tilfreds med eller lykkelig i - under henvisning til alle mulige undskyldninger for ikke at tage magten over din tilværelse og tilfredshed. Men det som er værre er, at du ved at blive i forholdet også er doven med din partners liv. Du frarøver hende muligheden for et liv med gensidig kærlighed og respekt i et parforhold. For at leve og stifte familie med en mand som elsker og begærer hende. Og det kan du ganske enkelt ikke være bekendt. Det er hendes liv og hun skal kende sandheden om det, selvom det gør ondt, så hun kan handle derefter.

Det er meget uheldig situation du har bragt jer begge i. Det er uheldigt. Men jeg synes istedet for at skrive du er en idiot, som de fleste gør, at du skal have nogle lidt mere konstruktive råd med på vejen. 
Du skal ikke få et barn med en og starte det hele på en løgn - det ødelægger dig og det er mega fejt overfor dit barn og din kæreste. Istedet må du smide svesken på disken og få smidt alle skeletterne ud af skabet. Om I så fælles beslutter jeg for at få det her barn og hjælpe hinanden - hver for sig - eller får en abort må I jo se på. 
men du skal ud af forholdet - du elsker hende ja, men ikke på ‘vi skal lege far mor og børn’ måden. Så alt efter hvad din kæreste vælger, må du mande dig op og tage ansvar. Der er en sandsynlighed for at du skal være far, men den beslutning synes jeg ikke er op til dig faktisk.... for det skulle du ha overvejet før  

så, der venter en snak, ubehagelig snak, men det bliver altsammen godt - måske ikke morgen, men på den lange bane. 

pøj pøj 

Nu gider jeg ikke snakke om skyld, eller om, hvornår du burde have reageret. Jeg er selv kommet ud af et næsten 15 års langt forhold, som jeg skulle have gået fra mange år tidliere. Sådan er det, og det lærer man af. 

Det kommer til at lyde kort og koldt, men du lyder ikke til at være tilfreds i forholdet, og jeg kender som sagt det med, at tiden bare går, og man ikke får gjort noget ved det- for det går jo "fint" og vi har det jo "fint". Og nu har du måske fået et wake-up call, nu hvor hun er gravid, det er, hvad det er. Det var jo ikke planlagt, så uanset hvad, så kan man ikke forlange/forvente, at hverken du eller hun bliver glædeligt overrasket.

Du lyder til at ville være gladere uden det forhold. Du er ikke klar til at binde dig, har ikke prøvet nok af- forhold, uformelle sexpartnere you name it, og hvor kan jeg sætte mig ind i det!

Det er selvfølgelig skidt og øv, at forholdet ikke var afsluttet noget tidligere, men hvis du ikke føler dig tilfreds i det, så kom videre på en ordentlig måde, for alles skyld. Som en anden nævner, din x kan jo i princippet finde på at beholde barnet, og der skal I kunne samarbejde omkring barnet og de mange efterfølgende år. Så et "clean break" uden for meget ballade er at foretrække. 

Men gør op med dig selv. Set udefra kan jeg relatere til flere af de ting, du skriver, og jeg læser det som om, du ikke er i det forhold, du ønsker at ende dine dage i som en glad mand. 

Alt held og lykke med det hele

Læser du stadig med ts? 

Er du der, TS?

Kan ærlig talt godt forstå, at han ikke svarer, når han bliver skældt så meget ud og får svinere

Unicorn1 skriver:

Kan ærlig talt godt forstå, at han ikke svarer, når han bliver skældt så meget ud og får svinere

Det forstår jeg nemlig heller ikke, at folk gør

Baby.mamma skriver:

Det forstår jeg nemlig heller ikke, at folk gør

Nope.. Det er jo ærlig snak, at man pludselig bliver panikslagen, fordi man via en baby er bundet.. Ja han skulle nok være gået før, men man kan altid være bagklog